Om dom- og brev-penge og skriverløn
Kaldsedler til hjemtingene skrives af sagsøgeren selv.
For en landstings, eller overrettes, stævning gives fire mark danske, i hvor manges navne i den indføres. Er den over et ark fuldskreven, gives en rigsdaler, og ikke mere, i hvor mange ark den og er på, hvilke penge deles i tvende dele, hvoraf landsdommerne nyde den ene, og skriveren den anden.
For opskrifter på kaldsedler, i stedet for opsættelser, til birke- og herredsting gives seks skilling.
For opskrift på landstings stævning gives tyve skilling.
For et tingsvidne til birke- eller herredsting forseglet og på et halv ark papir fuldskrevet, enten det angår en, eller flere personer, gives otte skilling, og på et helt ark tolv skilling, og på to ark fire og tyve skilling.
For et skøde, pantebrev, eller andet instrument at læse, påskrive, og udi herreds- eller birketings bøger indføre, gives ligesom for tingsvidne efter dets vidtløftighed.
For en herreds- eller birketings dom på et halvt ark papir, i hvor mange personer den og angår, gives en mark: på et helt ark, eller to ark, fuldskrevet to mark: på tre ark tre mark, på fire ark fire mark, hvorover ikke videre må fordres, eller betales, i hvor mange ark det er.
Hvis akter på tinge, eller rådstue, læses og påskrives til at indføres i domme, derfor gives intet i sær.
Dog, dersom nogen, som det angår, begærer genpart deraf, bør han det at betale.
Befindes nogen i sine stævninger og forsætter vidtløftighed at søge, på det sagen kan forvildes, da skal han give for hver stævning og forsæt, over et ark papir stor, for hver ark tolv skilling, og derforuden betale dommen særdeles, som sagt er.
Herreds- og birkefogeder skal have for hver dom de forsegle tyve skilling, og ikke mere, i hvor stor den og er, og for et tingsvidne at forsegle ti skilling.
For nam og vurdering, som på landsbyerne tages, gives fogeden tyve skilling, og begge vurderingsmændene seksten skilling for deres umage.
For et skøde, eller pantebrev, maning, eller deslige, at læse på landstinget, påskrive og i landstingsbogen indføre, gives for hver ark papir to mark til skriveren, og én rigsdaler til samtlige landsdommerne for påskrivelsen, i hvor vidtløftige end og brevene er.
For en landstings, eller overrettes, dom på seks ark papir, og mindre, gives til skriveren ni mark: på tolv ark tolv mark: på flere, i hvor stor den og er, atten mark, hvorover ikke må fordres. På pergament gives tolv mark, og mere, om den er stor. For forseglingen gives en rigsdaler til dommerne i alt.
Udi købstæderne til byting, såvel som til rådstue, hvor de ikke have landstings ret, gives dobbelt så meget, som til herreds- eller birketing, for dom- og brev-penge og for seglet.
Ingen skriver må udlevere fra sig til parterne noget tingsvidne, eller dom, eller andet, som af dommeren bør at forsegles, med mindre det af dommeren er beseglet.
Når nogen kommer til tinge med købe- skøde- pante- mageskifte- gave- eller afkalds-breve, da skal han ej være forpligtet til, dem der på ny at lade opsætte, eller tingsvidne derpå tage: men skriveren skal dem, som de på tinget fremkomme, læse og påskrive, og i de dertil forordnede bøger indføre imod ovenbemælte betaling.
For en stævning til kongens højeste ret af kancelliet skal gives to rigsdaler i kancelliet, og fire mark danske til kancelliforvalterne.
For kongens højeste rettes dom på ti ark papir fuldskreven, og derunder gives tolv rigsdaler.
Er den over ti ark og intil tyve ark gives seksten rigsdaler.
Men er den over tyve ark, gives tyve rigsdaler, og ikke mere, i hvor mange ark den er på.
Dersom parterne, eller andre, som det vedkommer, vil have breve beskrevne til noget ting, eller ret, da skulle de det begære for retten, og straks levere til skriveren penge til stemplet papir, som dertil skal bruges, så vel som den halve betaling af brevpengene.
Og når dem breve, eller domme, fuldfærdige tilstilles, skulle de betale den anden halve part. Ellers skal skriveren ikke være pligtig for nogen at skrive videre, end hvis udi ting- og rådstue-bøger og protokoller bør at indføres.
Parterne skulle deres breve og dokumenter, som de i retten indleveret have, inden en månets forløb efter dommens afsigelse affordre, eller siden have skade for hjemgæld, om de forkommes, og skriveren ikke længere forpligtet være nogen til hans breve at svare. Til højeste ret i skal brevene inden to måneders forløb, efter retten er til ende, affordres.
Befindes nogen trættekær at falde fra sagen, eller tabe den, når stor omkostning dermed er forårsaget, og lader brevene formedelst omkostning uindløste blive liggende, da skal han forpligtet være, under nam i hans bo, brevene og derpå gående omkostning at indløse og betale.
Den, som begærer kommissærer, skal fornøje dem for deres hafte umage og omkostning, efter deres stand, og efter sine egne vilkår.
For et skiftebrev på et ark gives skriveren en halv rigsdaler, på to ark fuldskrevne en rigsdaler, på tre ark halvanden rigsdaler, og så fremdeles.
Siden gives for hver genpart, som af skiftebrevet til de interesserede udstedes, for hver ark en riks ort, og må skriveren ikke mere fordre for sin umage på skiftet.
De andre rettens midler, som skifterne forvalte, nyde for deres umage og forsegling tilsammen over alt en rigsdaler af hundrede, af den hele bos visse og beholden formue, når al gælden er udgjort, indtil ti tusinde rigsdaler boets beholden formue, så at, i hvor stor formuen er derover, må ikke mere gives, end som af ti tusinde rigsdaler. Deres tjenere tilsammen for deres umage må og gives en halv, hel, eller to rigsdaler i det højeste, som formuen kan være til.
Vurderingsmændene gives hvad billigt kan være, efter som deres umage har været til, efter skifteforvalternes sigelse. Ellers må der ingen spisning, eller drikken, bon til besværing, holdes for skifternes forvaltere, imidlertid skifterne holdes.
Alle stævninger, tingsvidner, domme, skiftebreve, og deslige breve, som i dette kapitel sættes efter arker, skulle være fuldskrevne på papiret.
For hvis, som af skriverne skrives efter begæring på pergament, gives en tredie del mere, end som på papir.
Det stemplet papir, eller pergament, som bruges til forskrevne breve, betales især.
Ingen drikkepenge må enten fordres, eller gives, til skrivernes tjenere, eller andres, som i dette kapitel nævnte er. Befindes nogen, som i dette kapitel nævnt er, enten at fordre, eller at tage mere, end som her forskrevet står, da skal han give den, som påklager, dobbelt igen, og derforuden af kongens fiskal tiltales på hans bestilling.
