Om dommere
Dommere skulle være vederhæftige og uberygtede dannemænd, som skulle skikke hver mand lov og ret uden vild, efter den ed de kongen svoret have, som her efter bag i lovbogen findes indført.
Ingen dommere, som på sit ærlige navn og rygte til tinge søges, og tiltales, må besidde retten, før end han derfor er enten lovlig erklæret, eller ved dom frikendt.
Giver nogen dommere en uretfærdig dom ud, og det sker, fordi han er ikke ret undervist i sagen, eller og sagen er ham vrangt foredragen, eller og han har det gjort af vanvittighed, da skal han igengive den, som han med sin dom uret gjort haver, hvis bevislig skade, kost og tæring, han derpå lidt og gjort haver.
Kan det og bevises, at dommeren har taget gunst, gave, vild, eller frændskab for retten, eller sagen findes så klar, at det ikke kan regnes for vanvittighed, eller vrang undervisning, da skal han derfor afsættes, og ej sidde mere i dommers sted, og bøde imod den forurettede skaden igen, være sig gods, liv, eller ære, og kongen, hvis overbliver af hans boslod.
Dør nogen dommere, som for uretfærdig dom beskyldes, før end sagen til overdommeren indstævnes, eller der endelig på hans forseelse efter klar bevislighed kendt vorder, da svare hans arvinger skaden alene, og skal det ej være den afdødes lempe for nær, som den, der ikke kan møde, og svare for sig.
Det samme er og om ridemænd, som ikke deres tog således gjort have, som de burde.
Ingen dommere må dømme i de sager, som ham selv gælde på.
Men da skal i hans sted, om han ene betjener retten, en anden bosat og vederhæftig dannemand af stedets øvrighed, eller herskab, dertil forordnes.
Dommerne skulle processerne, det meste muligt er, forkorte, og ikke tilstede, at nogen med kroglove og unyttige skudsmål, eller sådan rettens spilde, retten og dens gænge opholder.
Og når nogen formener sig at have tiltale til en anden for nogen gæld, breve eller andet sådant, og han af den søgende begærer, at han vil vise ham hvis bevisning han derpå har til at forekomme al proces, og han dog ikke sig dertil vil bekvemme, men vil endelig have det til proces, da, når det kommer til proces, endog den søgende der fremlægger sine bevisninger, bør dommeren dog at dømme ham til omkostning for forårsagede proces og vidtløftighed.
Dommerne skulle ikke sagerne med opsættelser forlænge, ej heller magt have nogen sag til dom at optage længere, end i seks uger, med mindre begge parter det, enten begære, eller samtykke, eller nogen slig nøjagtig og lovlig forfald haver, at han ikke på samme tid kan møde. Opholder dommerne nogen sag længere, end forskrevet står, uden lovlig forfald, da skulle de, så tit og ofte det sker, give to hundrede lod sølv til næst hosliggendes hospital.
Såfremt og nogen dommere nogen mand med ophold, eller udflugt, retten spilder, eller nægter, eller og vægrer sig vidner at stede, forhøre, eller forhøre lade, eller forhindrer at gives beskreven, så vidt at ske bør med rette, og sådan hans ulempe af overdommeren befindes, da skal han ikke alene forfriske den forurettede sagen på sin egen bekostning, og stande ham til rette for hvis skade han der over lidt haver, men og, om han ikke fældes på sin bestilling, have dog forbrudt foruden kost og tæring tresindstyve lod sølv.
Hvilke bøder såfremt han ikke betaler inden seks uger, efter at overdommerens dom gangen er, da skal han ikke efter den dag besidde den ret, og skal der foruden stå den, som forurettet er, frit for, hos ham udlæg, for samme bøder, med lovlig medfart at søge.
Dog må ingen dommere give, eller udstede, nogen vidne efter ord, som falde i rettergang, og ikke gælde hovedsagen på, eller nogen mands ære og lempe pårøre.
Dersom den, der søges og tiltales, vil straks gørlig rette for sig, da bør dommeren over ham ingen lovmål at tilstede.
Dommerne må ingen uendelige domme udstede med disse ord: uden det anderledes kan afbevises, haves i minde, aftales, forstås, bevises, og andre deslige uendeligheder.
De skulle dommene under tyve lod sølvs straf for retten lydeligen afsige, og med tydelige og klare ord give dem fra sig beskrevne, så der udi ikke kan gøres nogen tvivl, hvormed nogens ret kunne blive forhalet, og med begge parternes bevisninger, på det, når sagerne komme ind for højere ret, at man da om deres beskaffenhed af samme skriftlige domme omstændelig kan vorde underrettet.
De skulle i alle pengesager udtrykkelig sætte, hvor meget hovedsum, rente og omkostning betales skal, og på det de ikke med udregning selv skulle besværes, må de tilforordne forstandige dannemænd til at gøre udregning og likvidation i parternes nærværelse, hvilke dannemænd skulle have for deres umage, hvis af dommerne dem derfor billigen tillagt vorder.
Når de tildømme nogen til at gøre, eller efterkomme, noget, da skulle de ham en vis tid forelegge, inden hvilken han skal dommen fyldestgøre, og sætte en vis straf hos, om han det ikke efterkommer.
De skulle dommenes slutninger straks, efter at de er afsagte, til skriveren levere, at de i tingbogen, rådstuebogen, eller protokollen, straks kunne indskrives, og parterne, som dommene begære beskrevne, dem uden ophold bekomme.
Ingen herreds- eller birkefoged må sig i nogen købstad nedsætte, eller bo uden herredet, eller birket, ej heller mere end et herred, eller birk, betjene.
Herreds- og birkefogeder skulle nyde for deres bestilling, hver en gård omtrent på ti tønder hartkorn kvit og fri for landgilde, ægt og arbejde, og skat.
På samme måde skulle og herreds- og birkeskrivere, hver nyde en gård omtrent på seks tønder, og intet videre nyde af herreds- eller birke-bønder til årlig løn, uden hvis de af arilds tid nydt have.
Dog at det ikke overgår en skæppe korn af hver hel gård.
Når nogen misdædere skal dømmes fra sit liv, eller nogen fra sin ære, enten til herreds- og birketing, eller til byting i de købstæder, hvor borgmester og råd have landstings ret, da skal fogeden tage til sig de otte bedste tingmænd, og selv med dem under tresindstyve lod sølvs bøder dømme til, eller fra, og ej tilnævne andre domsmænd der udi.
Men i de købstæder, som svare under landstinget, skulle borgmester og råd under deres tresindstyve lod sølvs bøder side dom med byfogeden, når nogen skal dømmes fra liv, eller ære.
Og skal dommen gives begge parterne beskreven, om de den begære, under fogedens og fornævnte hans meddomsmænds indsegle.
Landsdommerne, og de, som nogen overret betjene, skulle uden nogen forevendning endelig kende på alle underretters domme, såvel som på sandemænds, og andres, der blive for deres ed og vidnesbyrd kaldede, deres tog og eder, gods, ære, eller liv, angældende, som for dem til stadfæstelse, eller underkendelse, indstævnes, og dem, hvad heller de beskyldes, eller ej, reise, eller fælde.
Og må de ej deres domme på de indstævnte domme grunde.
Men selv tage sagerne og deres beviser for sig, og derefter kende og dømme, som de agte at forsvare. Landsdommerne skulle og kende på alle de vidner, som til grevernes og friherrernes birker blive førte, dersom de til landstinget, enten til stadfæstelse, eller svækkelse, indstævnes.
Imod adelens og med adelen lige privilegeredes breve må de og vel dømme, med mindre de således i dommen røres, at det deres ære og lempe er for nær, som dem udgivet have.
De skulle selv, såfremt de efter sagens omstændighed finde nogen til kost og tæring, sætte og navngive i deres domme, hvor meget den skal være, efter som sagen har været klar, eller mislig, til.
Kommissærer udi de sager, som samfrænder bør at dømme udi, og som ellers ikke bekvemmelig kunne til tinge ordeles, bevilges og forordnes af kongen efter begge parters begæring.
Men dersom den ene part vægrer sig derud i, og ikke vil have gode mænd på sådanne trætter, som ej anderledes, end ved kommissærer bør eller kan, adskilles, endog han af den anden part derom er besøgt, da skal det være hans vederpart frit for, ene kongelig befaling at tage.
Dog at han skelligen beviser, at han sin vederpart tilforn halvdelen af kommissarierne at tage har tilbudt.
Udebliver en eller flere af kommissærer, eller andre gode mænd, som til nogen forretning er forordnede, formedelst lovlig forfald, da har de, som kommer tilstede, magt til, andre vederhæftige gode mænd i deres sted at tage.
Kommissærer, og andre deslige, skulle, om muligt er, inden seks uger, efter at befalingen er dem tilstillet, forrette hvis dem befalet er, og inden måneds dag i det seneste, efter deres forretning give deres dom beskreven, og da straks, hvis breve og dokumenter for retten leverede er, en hver igen lade tilstille.
Når kommissærer eller andre dommere, som en ret besidder, eller ridemænd, og deslige, sig om deres domme og forretninger ej kunne forene, da skulle de fleste stemmer beslutte dommen eller forretningen.
End er de lige mange på begge sider, da giver den, som formand er, med dem, som ham følge, dommen beskreven, og ingen anden.
Kommissærer i deres afsigter skulle og dømme, hvilken af parterne kommissionens omkostning skal betale, om den, som kommissionen forhvervet har, bør den ganske eller en andel, og hvorvidt deraf, at betale, henseende, hvo i sagen bedst grundet er, og derfor den i alle punkter vinder, så og om sagen så er beskaffen, at den ej anderledes kunne været bekvemmelig udført, eller den, som kommissionen har forhvervet, sagen ved lands lov og ordentlig rettergang med mindre bekostning kunne have udført.
Thi da bør den, som taber, ej at føres på større og unødig bekostning ved sådan processens forandring.
