Om forgribelse imod kongens højhed, eller crimine majestatis

Skift til: navigering, søgning
1.

Hvo som laster kongen, eller dronningen, til beskæmmelse, eller deres og deres børns liv eftertragter, have forbrudt ære, liv og gods, den højre hånd af ham levendes afhugges, kroppen parteres og lægges på stejle og hjul, og hovedet med hånden sættes på en stage.

Undkommer misdæderen, og ikke kan lide på legemet, da bør straffen at ske på hans billede og efterlignelse.

Er misdæderen af adel, eller højere stand, da skal hans våben af bødlen sønderbrydes, og alle hans livsarvinger miste deres stand og stamme.

2.

Hvo som enten med råd, eller dåd, lader sig finde at ville bringe nogen forandring i kongens absolut arve-regering, straffes på lige måde.

3.

Hvo som gør noget oprør, samler, eller hverver, folk inden eller uden lands, gør stempling enten med indenlandske eller udenlandske imod kongen, eller kongens offentlige fjender enten med råd, eller dåd, bistår, være lige straf undergiven.

4.

Hvo som opbyder enten landmilitsen, eller andre kongens ryttere, eller fodfolk, uden kongens befalning, have forbrudt ære, eller liv, eller gods, efter gerningens beskaffenhed.

5.

Kommer der fejde på riget, eller oprør, og kongen udbyder al almuen til landhjælp, eller til skibs, da, hvo som hjemme sidder, og er ikke enten så ung, eller så gammel, eller så svag og vanfør, at han våben ej kan bære, have forbrudt sin ære og boslod.

6.

Hvo som i fejdetid unødt og utvungen tager tjeneste hos fjenden, og tjener imod kongen, eller giver fjenden anslag, eller forråder kongens undersåtter, deres gods og formue, have forbrudt sit liv og boslod.

7.

Hvo som i kongens rige uden kongens særlig tilladelse hverver soldater, eller bådsfolk, og dem af riget udfører, have forbrudt sit liv og hvis han har med at fare.

8.

Holder nogen sine underhavende ryttere, eller soldater, imod kongens vilje, når kongen har befalet at aftakke dem, eller og vil ikke kvittere sit embede og bestilling, når kongen befaler det, have forbrudt ære og gods.

9.

Taler nogen ilde om kongens regering, have forbrudt ære og gods. Hvis sådan tale også har udseende til opsættelse imod kongen, da er livet også forbrudt.

10.

Forfalsker nogen kongens breve, hånd og segl, straffesære og gods.

11.

Oppebærer nogen mere told, eller skat, end som af kongen påbuden er, straffes som han var tagen ved tyvned.

12.

Befindes nogen at forvende eller forøde, penge, vare, gevær, eller andet, som til kongens tjeneste og arméens underholdning skulle anvendes, straffesære, eller gods, efter sagens beskaffenhed.

13.

Befindes nogen at opsætte sig, eller at råde andre til at opsætte sig, imod kongens befalninger, eller forordninger, når de på tinge, eller andetsteds, forkyndes, have forbrudt ære, liv og gods.

14.

Har nogen kundskab om sådanne forseelser, og det ikke straks åbenbarer, straffes, som medvider, endog han hverken i råd eller dåd er med i gerningen, så som forseelsen er til, på ære, eller liv, eller gods.

15.

Overfalder nogen fremmede gesandter, eller kongens høje ministre og råd i deres embeder, eller bestillinger, straffesliv, på ære og gods efter gerningens beskaffenhed og dens stand, som overfaldes.

16.

Overfalder nogen sin af kongen forordnet øvrighed i deres embede, straffesære, eller boslod, efter sagens beskaffenhed.

17.

Overfaldes dommer, eller andre rettens betjente, med hug og slag, når de side kongens ret, da er dermed forbrudt liv og boslod.

18.

Undsiger nogen dommeren, eller truer ham med noget gevær, eller giver ham ubekvems ord for retten, bøde fyrretyve lod sølv til dommeren, og have sin boslod til kongen forbrudt, og derforuden være mindre man, om ordene er dommerens ære og lempe for nær.