Om hævd

1.

Hvis gods og ejendom nogen har haft i hånd og hævd i tyve år ulast og ukæret til tinge, det beholder han, uden anden adkomst at fremvise, angerløst og uafvundet, med mindre det bevises, at han havde det, enten til pant, eller i forlening, eller i forsvar.

2.

Mand kan såvel på brug som på ejendom fange hævd.

3.

Har nogen ejendom i hånd og havendes værge, og anden mand siger den sin at være, da er den, som i hævd har, i hvor få år det er, ikke pligtig til at føre sin adkomst tilstede, med mindre den, som søger ejendommen, fører sine bevisninger frem, hvormed han ejendommen vil vinde.

4.

Hvo nogen ejendom uden kære i brug haft har, og den ham siden frakendes, da svarer han ej til videre afgrøde, end hvis han oppebærer og nyder, efter at han bliver til tinge tiltalt.

5.

Lavhævd bør ingen at nyde på nogen ejendom, uden han klarlig beviser, at han har lovlig adkomst derpå, ved arv, køb, mageskifte, gave, eller tyve års hævd uden nogens anke og påtale, og således bekommer den uden kære af alle dem, som derudi kunne have noget at sige.