Om hjemmel
Hvo som hjemmel vil være til tinge, eller i nogen rettergang, på sine egne, eller sit herskabs vegne, og vil dermed drage andre fra deres ret, da skal den, som så hjemler, straks personligen stande i samme sted, under samme forfølgning, og lide og undgælde hvis lovmål udi samme ret kan påfølge, på det at ingen mands rette dele skal spildes.
Ingen hjemmel skal stå for fulde, uden den, der vederhæftig er, eller fuldmyndig af den, der bør at svare dertil med rette.
Ingen skal fremskikke sit hjemmelsbrev til tinge, uden han sender det bud derhos, som fuldmyndig og mægtig er straks at skulle gå i rette, som forskrevet står.
Er det og, at nogen hjemmel fremkommer, enten personlig, eller med hjemmelsbrev, aldeles nøjagtig, som forskrevet står, da skulle dommerne både til landsting, byting, birketing, herredsting, eller anden ret, pligtige være at dømme på efter loven, uden al undskyldning, eller opsættelse, være sig hvo det være kunne, som enten personlig, eller ved hjemmelsbrev, indtræder i hjemmels sted, ingen persons stand, eller kondition, anseende, og lade begge parterne vederfares den samme dom og ret, som de ellers ville, eller skulle, gøre, og afsige imellem sagsøgeren og den, som hjemmel ført haver, så at aldeles ingen sin ret og sag for sådan hjemmel hindres, eller opholdes.
