Om jord, ejendom, fælled, jagt, fiskeri
Hvo som vil dele om ejendom, han skal forfølge sin sag til herreds- eller birketing og landsting og kongens højeste ret, og vinde først grunden og ejendommen, førend han bruger sandemænd.
Med vidisser kan man gods forsvare, men ej vinde gods.
Boer nogen uden riget, som gods har i riget, og der kommer trætte på, da skal han have sin fuldmægtig i riget, som må og skal svare til al tiltale og gensvar, når han bliver lovlig stævnet, så vidt godset angår, og derom lide og undgælde dom efter landsloven, såfremt at den, som påtaler, ikke skal tildømmes hævd på jorden.
Når flere end én er lodtagne, enten ved arv, udlæg, eller indførsel, i en jord, eller gård, da nyder hver af dem herligheden deraf, så som han der udi er lodtagen i afgift og landgilde. Den, som størst lod har i jorden, eller gården, fæster den bort, og giver hver af lodsejerne, som dem tilkommer, af hvis til fæste gives.
Gårde, grunde og jorder, som der går jordskyld af, arver arving efter anden, uden nogen fæste, eller stedsmål, deraf at give, dog jordskylden uforkrænket.
Men skulle de sælges til andre, da skulle de jorddrotten først tilbydes, og hvis han ikke vil købe, eller give så meget, som en anden byder, da må de sælges til hvem der købe vil.
Dog at ingen skøde til tinge, derpå gives, førend jorddrotten bliver forsikret om jordskylden.
Når herreds- eller markskel sværges, da beholder hver efter loven stuf og særkøb over markskel og hvis egen del, eller fælled, ham er tilfalden til arv, endog sandemænd have soret.
Dog skulle de, som bo i en by og have købt i en anden by, kalde på deres køb på vedermåls ting, det er et ting, førend der vorder soret om.
Og lovlig bevise deres køb, om det er mærket med sten, eller grøft. End kalde de ej i tide på deres køb, og det lovlig bevise, som sagt er, da have de ingen magt siden derpå at tale.
Når nogen mand klager på markskel, som ej er minde til, ej heller findes sandemænds brev, at tilforn er gjort og soret markskel, og ej heller findes sten, eller stabel, da skulle sandemænd dertil bruges.
Men er der nogen minde til, at der har tilforn været omsoret, og nogen mand af dem lever, som soret have, da må der ej mere omsværs.
Hvor sandemænd have soret skel en gang, og stenene er siden blevne optagne, der skulle sandemænd dog ikke med ed sætte sten, når de påæskes til tinge.
Sten, som indføres og sættes i grib, og ikke indføres ved sandemænd, den bør igen at optages.
Ingen skal forbydes at kalde ejendom, mark eller skov, til rebs, i hvem og derudi lod og del har.
Tager alle ejere ved reb på tinge, da må en mand, eller to, det siden ej formene, og, når reb meldes, da skal hver mand opgive sin hævd i al marken, uden det er ornum, stuf, eller særkøb.
Er ornum, eller en del jord på marken, da skal den være af alders tid og sær mærket med sten, eller stabel, eller grøft, og da rebes den ej, fordi den er den ganske by fragangen. Men er den ej mærket, som sagt er, da ganger den under reb, i hvor gammel hævd mand på den kan have.
Den mand, som siger sig at have mindre af jord, som kaldes bol, end ham bør, han kommer det hele bol til rebs. End skel bol ved andet, da kommer den, der påkærer, den ganske mark til rebs.
Når mark rebes, da må der ej gøres flere gårds eje enten i fjerding, boel, eller ottinger, end som der af alders tid været har.
Dog skal det ingen husbond være forment at dele sine egne bønders jord ved reb, som han kristeligt og billigt befinder, såfremt ingen anden har lod og del i marken.
Falder nogen mands reb under anden mands bygning, og han vil ej borttage sin bygning, som han bygget har, da har den anden magt til at tage af hans ubygte jord på marken, hvor han vil, reb for reb.
Når mark og skov rebes, og en vinder noget fra den anden ved rebningen, da har han dog ingen ret til at søge den anden for nogen omkostning.
Når ellers reb på skov af andre lodsejere begæres, og det lovlig bevises, at en har ilde forhugget den skov, som han i værge har, og noget af samme forhuggen skov falder under dens reb, som sin skov fredet har, da bør han at gøre ham fornøjelse derfor af den beste skov, som den anden tilkommer, efter hans vilje og nøje.
Den skov, som en gang lovlig skift er, bør ej mere at skiftes, endog at marken går under reb, uden det sker med alle ejeres minde.
Dog dersom nogen af de gjorte skovslodder ved arv, køb, mageskifte, indførsel, eller i andre lovlige måder, falder siden på flere lodsejere, da må den lod skiftes, at enhver kan vide sin del.
Mødes mands skov og anden mands mark, da bør den, der skov ejer, så langt som grenene lude og roden rinder, uden det er alminding, som ingen ved sin sær lod udi, der ejer husbonden jorden og bonden skoven.
Afhænder nogen ejermand sin skov, som til svins olden er anslagen, eller den ham ved indførsel, eller i andre måder frakommer, og andre have af alders tid haft i skoven deres græsgang, gærdsel, agerland, eller engbund, som ligger til deres gårde, da beholde de deres rettighed, som de af alders tid haft have, og den, som skoven ejer, kan ikke tilholde sig nogen rettighed der til græsgang, eller høbjergning, eller tilegne sig videre end oldentræerne og grunden, så vidt som grenene lude og roden rinder.
Sætter nogen svin i anden mands skov, når olden er, og de ikke er brændte med tilbørligt mærke, da må de optages af skovens ejere, og hvis de ikke inden tre dage, efter at det er svinens ejere tilkende givet, fra ham udløses, da beholder han dem angerløs.
Hvor fælled findes, der skal ingen bruge fælled i skov, mark, fægang, eller fiskevand, ydermere end hvers lod kan tåle.
Findes skove, som flere end en lodsejer er til, og de er uskifte, da skal slige skove aldeles være i fred, og intet hugges derudi enten af lodsejerne, eller andre, førend samme skove blive så skifte og rebte, at hver ved, hvor hans lod kan falde.
Vil siden nogen ejer hugge, da hugge på sin egen part. Fordrister sig nogen herimod at hugge, eller hugge lade, i uskifte skove, enten lodsejere, eller andre, da må hver lodsejer, som har lod og del i samme skove, dele derfor, ligesom det var hugget i hans enemærke.
Ingen må jage, skyde, fiske, eller det lade gøre, på de steder, hvor han sig ikke lod og del til grunden kender, med mindre han derfor vil stande til rette som for uhjemlet.
Ingen lodsejer må give anden mand forlov til at jage på fælled, eller fiske i fælles sø, eller fersk vand, med mindre han enten selv, eller hans egne folk er derhos.
Hvo som rejser dyr, om end skønt han sårer det på sin egen grund, så har han dog ingen rettighed dertil, dersom det falder på en andens grund.
De, som eje sådanne sædegårde, som ommeldes i denne bogs tredje kapitels første og tyvende artikel, nyde jagtfrihed, og må holde skytter, ikke alene i deres enemærker, men også på deres gods, som er i fællig, hvilket dog ikke skal ligge længere end to mile fra sædegårdene. De, som ringere sædegårde have, end som sagt er.
Item de, som ej efter denne bogs tredje kapitels tyvende artikel privilegerede er, nyde jagtfrihed i deres enemærker, men ikke på fælled.
Ingen må på fælled slå stort vildt. Dog hermed ikke ment dådyr og rådyr.
Hvo som til jagt og skytte at holde er berettiget, skal antage skytten for vis årlig løn, og holde ham dug og disk for, eller betale ham med kostpenge, og ingenlunde have nogen, som stykkevis lader sig betale for hvis de skyde, eller fange. Gør husbonden herimod, have forbrudt sin jagtfrihed, og ej tillades den igen at bekomme.
Hvilken skytte imod sin husbonds vilje og videnskab noget vildt, ved hvad navn det nævnes kan, enten skyder, eller i andre måder fanger, og enten bortskænker, eller sælger til fremmede, og han dermed antræffes, skal uden al nåde straffes på Bremerholm i tre år, og de, som med ham købe, eller i andre måder handle, straffes som de, der købe, eller handle med tyve.
Alle skytter, som i skov, eller mark, som deres husbond har fælled udi, må passere, skal have deres husbonds jagtskilt, som med kongens eget dertil ordineret stempel skal være stemplet. Antræffes nogen med bøsse, eller jagthunde, og har ikke jagtskiltet på sig, da straffes han som en krybskytte.
På fælled må ingen enten selv, eller ved sine betjente, jage, fange, eller skyde
- hjorte, hinder, dyr, rådyr fra den første marts til den første august,
- agerhøns fra den første februar til den første juli,
- harer fra den første marts til den første juli.
Betræffes nogen skytte herimod at gøre, straffes uden al nåde på Bremerholm i jern i tre år, og husbonden, om det er sket med hans vilje og videnskab, have forbrudt sin jagtrettighed.
Ingen husbond må nogen tid give sin forpagter, eller andre, forlov til at jage, eller skyde på fællet, eller bortlåne sit jagtskilt der at bruge, under sin jagtrettigheds fortabelse.
Fordrister nogen sig til at skyde i kongens vildtbane, eller på de steder, som kongen sig selv har forbeholdne, da skal han, om han husbond er, give
- for en hjort ét tusind rigsdaler,
- for en hind, dådyr, eller andet stort vildt, otte hundrede rigsdaler,
- for et rådyr seks hundrede rigsdaler,
- for en hare fire hundrede rigsdaler, og
- for svaner, gæs, ænder, agerhøns, og alle sådant slags vilde fugle, i hvad navn de have, to hundrede rigsdaler til uefterladelig straf,
og derforuden kongens højeste unåde at forvente.
Men dersom nogens tjener, eller skytte, husbonden uafvidendes, tilfordrister sig der at skyde, eller ødelægge noget vildt, enten han jagtskilt har, eller ikke, skal han af hvem ham kan overkomme antastes og bindes, og til tinge føres, og der på sit liv dømmes.
Befindes nogen jorddrot at jage, eller skyde på andens gods, som han ej selv har lod udi, da bøde han til den af ejermændene, som ham tiltaler og ham det overbeviser, hundrede lod sølv for hver gang det sker.
Gør han det i nogen mands enemærke, bøde dobbelt til ejermanden.
I almindelighed må ingen, som ikke jagtfrihed have, som forskrevet står, i hvem de og er, enten kongens høje, eller nedrige, civil eller militariske betjente, eller andre kongens undersåtter, under overskreven straf bruge nogen jagt, eller skyden, ej heller holde nogen mynder, eller jagthunde, under et hundrede lod sølvs straf til kongens kvæsthus for hver hund, og skal kongens jagtbetjente og skovridere, så og enhver skytte, som jagtskilt fører, magt have dem at ihjelskyde.
Så må og ingen præst, foged, eller bonde, på landet have nogen løse hunde gående, med mindre de er lemlæste på deres højre, eller venstre, forben.
Overkomme førnævnte jagtbetjente, skovridere, eller skytter, eller andre, som jagtfrihed have, sådanne ulemlæstede hunde på mark, eller i skov, da må de dem ihjelskyde. Men i gårdene, eller på gaderne, må de det ej gøre.
Skyder nogen på hjemmel, som betræffes at jage, eller skyde, eller jagthunde med sig at føre, da skal han skikkes til kongens amtmand, eller anholdes af hvilken ejermand, der ham kan antræffe, indtil han skaffer sin hjemmel.
Men den, som går i hjemmels sted, skal svare til hans gerninger, i hvo han og er, efter loven om hjemmel.
Hvor fælles ferske søer eller vande er, der har enhver magt at fiske udi, så vidt hans rebdragen jord støder til søen, eller vandet, og indtil midtstrøms, og må han ingenlunde drage sit garn op på anden mands jord, eller grund, eller sin båd der opdrage, eller sit garn udbrede, eller ophænge.
Ej heller må mand gøre fiskegårde videre end mand har jordgrund, og ej længere end til midtstrøms, uden man har gårdfæstning på den anden side tvært over.
Enhver må nyde ålegårde for sin egen grund, undtagen i de fjorde, som kongen og den menige mand har skade af.
Ingen må nogen ny laksegårde oprette, som kunne være de gamle laksegårde, eller nogen mand, til skade.
Ingen båndgarn, eller ruser, skal sættes fra Hagedybet, som ligger ved Økloster og til Halsvede, så vidt som kongen har ladet det udvise. Ej heller skal sættes båndgarn, eller ruser, på Korsholm, eller i Hådybet, nærmere end det skilsmål, som står imellem Dokkedal og Egense, udviser. Men andetsteds i Limfjorden må de bruge ruser og båndgarn.
Dog ikke sættes så nær dybet, at sejladsen dermed forhindres, og skal der være et skilt og nedbord hængendes på alle rådhuse i købstæderne hos Limfjorden, hvor efter enhver skal vide at binde deres båndgarn, ruser, nedgarn, vodkalve og andre garn, og skal ingen garn, som have mindre maske, end som samme skilt udviser, bruges i Limfjorden, eller nogen andetsteds over alt riget.
Findes nogen at bruge båndgarn, eller sildevåder, mindre bundne end som sagt er, eller fordrister sig til at gøre imod noget af det, som her meldt er, da skal han, i hvem han er, have forbrudt alt hans fiskeredskab og skib, og derforuden tresindstyve lod sølv til lige dele til dem, som påkære, enten de er indenlandske, eller udenlandske, og til sit herskab og til kongen.
Findes og kongens amtmænd, eller fogeder, at se igennem fingre med nogen, når det bliver klaget for dem, og ikke ville straffe derover, da skulle de stå kongen til rette derfor, og være pligtige at oprette hvis skade derover kommende vorder imod dem, som med rette derpå tale.
Dog må kongens undersåtter, som bo ved Limfjorden, årligen fra St. Hans dag midsommer og til St. Bartholomæi dag bruge fiskeri med pulsvåder, og ikke før, eller efter den tid. Befindes nogen på andre tider at slå med pulsvåder, eller at bruge nogen andre våder, som er påfundne og optænkte udi pulsvåders sted, da skulle de derfor straffes uden al nåde som for andet tyveri, og som forskrevet står.
Herredsfogeden og andre bønder, som bo omkring Limfjorden skulle være forpligtede at give kongens amtmand det tilkende, om de befinde på andre tider om året pulsvåder at bruges, eller andre våder, som i den sted er optænkte. Forsømmer herredsmændene at give det tilkende, da skal herredsfogeden dem alle tiltale, hvor det sker, til så længe de dem udlægge, som det gjort have.
Ingen landsbyer, eller bøndergårde, må ødelægges for at forbedre sædegårdens avling med.
Ingen må på anden mands jord uden hans vilje hus eller nogen bygning sætte, eller grave, eller lade vand flyde.
Ingen må på fortov bygge, fordi fortov er alle mands. Hvo som ejer er i by, hvor meget som han har i by, må han jo kalde på fortov, om nogen mand har det mindsket, eller forkrænket.
Alle tofte, som i by er, skulle have fortov, både gamle og sorne tofte. Det er sorne tofte, om alle ejere i by tage en del, der ligger i by ubygt og gør til toft, der før var agerland.
Dog så, at af den samme soren del gøres også fortov.
De, som bo uden adelby, skulle af deres eget fange dem selv fortov. End er alle ejere flytte fra adelby, og sider en efter, da er han nærmere at kalde dem efter igen end de ham bort, uden han tål og tier for længe, det er tre år ukæret.
Ødes adelby, da skiftes det, som før var fortov som anden jord til by og til bol.
Er torp gjort ude på marken, og både ager og eng er skift, og tvistes der om hvad til torp hører og hvad til adelby, da skulle de vide det, der i adelby bo. Tykkes dem, som bo i adelby, at det torp står dem til skade, da må de kalde dem efter igen, om den skade er dem utålig.
End ville de ej efter fare, da skal mand lægge dem lavdag for på tinge efter at fare. Sidde de, efter at de er lovlig opkrævede og opdelte, bøde deres voldsbøder.
Dog om de have tre års hævd på deres bygge ukært på tinge, da må man dem ej opdele.
Hvo som sætter gård, eller hus, i byens vong, hvor bønderne have deres ager og eng, endog han bygger på sit eget, da skal han dog sætte det så, at han på sit eget har både fortov og fægang og farvej, alle ejere skadesløse, eller tage det bort igen.
Ingen må have enten port, dør, eller udgang, eller vinduer, eller udsigt der, som han ingen fortov har, med mindre han lovlig adkomst, eller hævd, derpå har.
