Om kapellaner, eller præstiernes medtjenere
Hvilken sognepræst, som for alderdoms, skrøbeligheds, eller sognenes vidtløftigheds skyld behøver en medtjener, han må med superintendentens og provstens råd sig en skikkelig person, end og sin egen søn, om han dertil duelig befindes, udvælge dertil, og ham til superintendenten forskrive, at han ham til embedet indvier.
Dog at den, som har rettighed til at kalde sognepræst, beholder sin ret ubeskåret, når sognepræsten, enten dør, eller kaldet afstår.
Ellers må ingen sognepræst, så længe han er ung og karsk, tage kapellan, hvilken han kan give en ringe ting for al tjenesten og umagen, og selv leve i ørkesløshed og vellyst, og optage dog al renten.
Hvis kontrakt imellem sognepræsten og kapellanen oprettes, skal af provsten medunderskrives og forsegles, at det kan gå lidelig til på begge sider.
Og skal det i kaldsbrevet indføres, hvad kapellanen årlig skal have til løn, og at sognepræsten vil beholde ham hos sig, så længe han skikker sig ærlig og vel, og indtil han med andre bedre vilkår bliver forsynet.
Hvad omkostning kapellanen gør på rejsen til superintendenten at lade sig overhøre og indvie, det bør sognepræsten at betale.
Ingen sognepræst må forskyde nogen kapellan af sin tjeneste, som begærer deri at blive, uden han tilforn får ham overbevist nogen så stor brøst, at han uden forargelse ikke kan blive, og lovlig dom imellem dem bliver given, indholdendes billig årsag til sådan skilsmisse.
Dersom nogen kapellan uden skellig årsag letsindelig, provsten og superintendenten uvitterlig, overgiver sit kald, da have han sig selv det at tilregne, om han ej til andet sted forhjælpes, om han endskønt både præstens og sognemændenes gode vidnesbyrd haver.
Superintendenten må ej sognepræsten nogen kapellan påtrænge, uden det var for ham beklaget og bevist, at han forsømte sit sognefolk, og ikke kunne gøre dem den tjeneste, som han burde, og superintendenten havde ham tilforn derom påmindet, at han skulle skaffe tjenesten ret forsørget, enten ved sig selv, eller ved en kapellan, og han det ikke har villet gøre.
Thi da bør han enten at holde en skikkelig mand til kapellan, eller og miste kaldet.
Sognepræsten skal holde sin kapellan som en guds tjener og medbroder i guds ord at ære og forfremme, og derfor at forskaffe ham uden knur, skændsord, og anden ulempe, en nødtørftig og lidelig underholdning med mad, øl, stue, seng, varme, lys, klædetvæt og andet, så og god fodringskab, når han på sognepræstens og sit embeds vegne nogen steds skal forrejse.
Kapellanen skal sig imod sognepræsten som imod sin fader og husbond, tilbørlig med al lydighed, ydmyghed og flittighed, tugtighed og troskab forholde, foruden al modvillighed imod ham, hans hustrue, eller folk.
Befindes anderledes hos sognepræsten, eller kapellanen, skulle de derom påmindes, sættes til rette, og straffes efter sagens lejlighed.
Kapellanen må ikke gifte sig ind i sognepræstens hus imod hans videnskab og vilje, som kunne forårsage største besværing og ond forligelse.
Kapellanen skal intet i embedet forrette uden sognepræstens minde og efter hans befaling.
