Om kirkernes tilsyn, indkomster, udgifter og bygning
De, som kongen har forordnet til at have tilsyn med kirkerne, og være deres forsvar, skulle årlig, så vidt muligt er, kirkerne besøge, og ramme deres gavn, og se til, at de holdes ved hævd og bygning, og at med deres indtægter sparsom og rigtig omgås.
De skulle og håndhæve og forsvare kirkernes jorder og indkomme, og dersom noget er frakommet, skulle de det ved dom genkalde.
De skulle årlig i egen person høre kirkernes regnskaber, og dem tillige med herredsprovsten underskrive, som de tilsammen agte at forsvare, om urigtig med kirkens regnskaber omgås. Forsømme de dem årlig at høre, og enten kirkerne, eller kirkeværgerne, derover tage skade, stande dem til rette derfor.
De skulle årligen indlevere i kongens rentekammer en genpart af kirkeregnskaberne med rigtig fortegnelse på kirkernes beholdninger, så også hos hvem kirkernes penge er udsatte.
De, som nyde jus patronatus, og kirkernes indkomme opbære og nyde, må ej lade kirkerne forfalde, såfremt de sådant jus, eller benådning, fremdeles beholde ville. Lader patronus og den, som til kirkens indkomst er berettiget, kirken forfalde, og ikke råder bod på hvis mangel, som han af superintendenten advares om, da bør han, eller hans arvinger, at erstatte kirken opbørselen til dens reparation, og kirken selv siden sine indkomme beholde til godt regnskab under dens tilsyn, som kongen dertil forordner.
Superintendenten skal i sin visitats forfare om kirkernes tilstand.
Angives nogen mangel, da skal han ved sin skrivelse give det kirkens forsvar, eller patron, tilkende, at der kan rådes bod på.
Herredsprovsten skal årlig, når han visiterer kirkerne, forfare kirkernes, såvel deres, som under jure patronatus er, som andres, indkomsters tilstand.
Dernæst hvis mangel, eller brøst, på bygning, eller ornamenter, findes, og det ved syn, som præsten med fire vederhæftige sognemænd skulle gøre, og give fra sig beskrevet, som af provsten selv og skal underskrives, og årlig af ham, før regnskab gøres, kirkens forsvar, eller patron, tilstilles, på det han kan råde bod på hvis fornøden er.
Forfarer provsten nogen jord, rettighed, eller indkomme, at være kirken frakommen, da skal han og give kirkens forsvar det tilkende, at han det med retten indtaler.
Præsten skal rådføre kirkeværgerne, og ramme kirkens gavn.
Han skal og med egen hånd skrive og klarere kirkens regnskab med sit eget blæk og papir, så og overvære, når regnskabet høres, og da om kirkens lejlighed, indtægt og udgift, gøre god og sandfærdig underretning.
Kirkernes forsvar skulle sætte til kirkeværgere vederhæftige dannemænd, som vide kirkens beste, og ej søge egen nytte i indtægt, udgift, køb og salg, vognleje, bygning, eller andet. Kirkeværgernes navne, som fremdeles blive, skulle årligen sidst i hvert års regnskab indføres. Har nogen tre år været kirkeværger, og anden vederhæftig er at bekomme, da må en anden i hans sted tilsættes. Tilskikker kirkens forsvar nogen sognemand at være kirkeværger, da skal han rette sig efter samme befaling.
Dog landsbyer belangende, så længe kirkens forsvar eller patron, selv har vederhæftige bønder i sognet, da bruge sig først dem, og siden andres.
Dør, forløves, eller afsættes, nogen kirkeværger, da skal han, eller hans arvinger, straks fra sig til efterkommeren levere beholdningen med kirkens bøger og breve, og andet kirken tilhørende, som han hos sig haft haver.
Kirkeværgerne skulle hvert år gøre rede og regnskab, og straks legge fra sig hvis de skyldige blive, og ej bevilges, eller befales, til kirkens fornødenhed i samme år at anvendes.
Sker det ej, da skal kirkens forsvar det ved retten indfordre, og dem afsætte, og andre i deres sted forordne.
I hvert stift skal være tvende bøger på alle samme stifts kirkers indkomme, tiender, landgilde, gårde, huse, jorder, skove, og al anden rettighed: den ene skal være i kongens stiftsbefalingsmands gemme, og den anden i superintendentens i stiftskisten, hvor og ellers alle andre gejstligheden angående original-breve og dokumenter forvares.
Begærer nogen vedkommende kopi af dem, da skal superintendenten give ham den. I samme bøger skal og være indført præsternes ejendomme, gårde og huse, dog til efterretning alene.
Hver kirke skal have en nummereret, gennemdraget, og af kirkens forsvar forseglet regnskabsbog, som skal være i præstens og kirkeværgernes gemme.
I samme bog skal først indføres kirkestolen underskreven af kirkens forsvar, provsten og præsten, hvorudi er indført kirkens visse indkomst, ejendom og rettighed, være sig gårder, huse, jorder, enge, skove, samt deraf gående landgilde, eller afgift.
Dernæst korntiende, kvægtiende, midsommers tiende, hovedstol og rente.
Item fæ og alt andet, som kirken har nogen indkomme af, eller den tilhører, hvad navn det og have kand, nok kirkens inventarium, ornamenter, kalk og disk, klæder, bøger og deslige. Derefter skal indføres regnskaberne, som skulle sluttes til den første maj, år efter år, forhørte og underskrevne af kirkens forsvar og provsten.
I regnskaberne skal først indføres kirkens inventarium, at det er beholdet, og derhos hvormed det enten er forbedret, eller forringet.
Dernæst forrige års beholdning i penge, vare og materialier, derefter al kirkens visse og uvisse indkomst, ved hvad navn det være kand, siden udgifterne stykkevis, med dag og dato og deres beviser, og omsider kirkens beholdning, rente og restance, alt stykkevis, hvor meget og hos hvem det findes, så og hvem brevene på kirkens penge, som er udsatte på rente, har i forvaring.
Landgildepenge skal opbæres i rigs skillinger, marker og daler, daleren regnet til to lod sølv, og marken til et halvt.
Kirkens korn, smør, og anden landgilde skal årligen efter got og ydefærdigt korns og smørs landkiøb takseres tre uger i det seneste for den første maj af dem, som kongen dertil forordnet haver, eller herefter forordner, således, at både kirkernes bedste rammes, og varerne ej så dyre sættes, at ingen vil dem købe, så at de blive hos kirkeværgerne beliggende, dem og kirkerne til skade.
Midsommers- eller kvægtiende skal ej sættes ringere end efter ret landkøb. Præsten skal på samme kvægtiende holde rigtig register med kirkeværgerne, og til rigtigheds vitterlighed deres annammelse underskrive, hvor kirken kvægtiende tilkommer.
Kirkens tiendekorn skal kirkens forsvar til den, som mest af den give vil, bortfæste for penge, efter det køb, som tilforn ommeldt er.
Vægrer nogen sig efter det køb at ville give penge, da yde kornet efter stedsmålsbrevet i rette tide på det sted i stiftet, som kirkeværgerne det henvise, eller have sit fæste forbrudt uden videre proces.
Sognemændene er nærmest til at få kirketienden til fæste, dersom de ville give deraf så meget som nogen anden, og gøre forsikring om betalingen til rette tide, og dersom de over afgiften vorde kirken til vilje med vogne at hente sand, tømmer, sten og andet sådant til kirkens fornødenhed, kan med dem lideligere handles.
Hvor kirken bygfældig er, der skal alle veje søges tienden på det højeste at opsætte.
Ellers, hvor tienden det tåler, skal handles med dem, som fæste, at de videre give kirken til bedste.
Hvor afslag er på nogle tiender bevilget for øde gods ved pest, krig, eller sandflugt, og det igen bebygges, der skal søges den forrige og billige afgift.
Af tienden må ej gøres fremlån. Hvo den vil opbære, fæste sig den.
Dog må den, som tienden har i fæste, unde bønderne den for korn.
De, som tienden pro officio nyde, eller dermed forlenes, må fæste den bort til hvem de vil.
Dog alene på deres livstid, som dermed er forlenede.
Jorder, som er givne fra bøndergårde til kirken, skulle de bønder, fra hvis gårde samme jorder er givne, beholde for landgilde, som deraf plejer at gange af gammel tid.
Dog skulle de være pligtige, mand efter mand, at fæste samme jorder af kirkens forsvar, eller patron, på kirkens vegne for en skellig fæste til kendelse, når den afdør, eller bortkommer, som fæste har. Har nogen derudover taget jord og ejendom fra kirken, han bøde derfor efter loven, når kirkens forsvar, eller patron, ejendommen til kirken igen med dom vundet haver.
Findes sognepræster og sædedegne at være brøstholdne, og have ringe jord at bruge, da skulle de, når nogle kirkejorder, som ikke fra bøndergårde komne er, blive ledige, dem for andre bekomme for billig fæste.
Dog at de deraf årlig til gode rede udgive til kirkerne hvis landgilde og afgift, som af dem plejer og med rette bør at gange.
Kirkens fæ og kvæg, som årlig indkomme haves af, må ej forandres, hvor det er, og det, som er forkommet, skal igen indtales.
Det, som bekommes af kirkens skove, være sig oldengæld, vindfælder, eller fornet træer, skal specificeres til hvem og hvor dyre det sælges.
Og skulle alle kirker beholde deres skove og fordel deraf med olden og andet, hvor andre ikke have sær adkom og gamle jordbøger på samme skoves herlighed.
Alle stedsmåle og andet uvisse af alle kirkers, som gøres regnskab for, tiender, gårde, bol, jorder og huse, forblive kirkerne alene, og ingen at tilholde sig noget deraf, med mindre de have lovlig adkomst derpå, ejendoms-breve og gamle jordbøger, som det udvise.
Når navnene forandres på dem, som kirkens tiender, eller ejendomme, have i fæste, og andre bekomme dem igen, da skal deres navne i regnskabet indføres tillige med stedsmålet, som deraf ganget er.
For grave i købstad]]s- eller landsbykirker skal betales efter pladsens lejlighed, i koret, eller uden, oppe eller nedre i kirken, hvo og kirkens gulv åbner, om end graven ham tilhører, give noget til kirken, efter som billigt og sædvanligt er.
Der må ej gøres forskel på kister, men gives lige meget før fyr- eller egekister at nedsættes.
Ingen må nyde mere end et lejersted.
Ingen må sælge nogen begravelse i kirken, enten i købstæderne, eller på landsbyen, uden kirkens forsvars samtykke.
Der må ej heller i kirken, eller på kirkegården nogen grav graves, mures, eller åbnes, eller ligstene pålægges, eller epitafier opsættes, eller stole opsættes, eller forandres, uden kirkeværgernes og kirkens forsvars videnskab og tilladelse.
Kirkerne skulle ej besværes med de begravelser, som findes hos kirkerne, uden kirkens bygning, at holde ved lige, med mindre kirkerne dem til stolestade nyde, eller der er så meget derfor til kirken givet, at kapellet deraf med god forråd kan holdes ved lige.
Præsten og kirkeværgerne nyder fri begravelse i kirken, om de i bestillingen bortkaldes.
For købstadskirkegårds grave gives efter kirkernes nødtørft og arvingernes formue.
Men de fattige nyde gravene fri uden betaling.
Ville de, som formue have på landsbyen, give noget godvillig for kirkegårds begravelse, da føres det og til regnskab.
Dog må ingen besværes på sit yderste om noget sådant under otte lod sølvs straf.
Men hvis de ville lægge sten, eller andet monument, på gravene, da bør de at give noget derfor til kirken efter billighed.
For klokkerne at ringe til begravelser i købstæderne betales, såsom hid indtil brug har været, eller som herefter af kirkens forsvar med de bedste sognemænds samtykke forordnet vorder. På landsbyerne gives af klokkerne, som formuen kan være, en, to, tre, eller fire mark.
Klokkerne på landsbyen må ikke bruges til at ringe til gadestævne, gilde, eller andet sådant.
De må ej heller ringes, når nogen dør, førend liget skal begraves, og da ej heller længre, end en time i det højeste.
Kirkens forsvar skal sætte en vis takst på hvis både klokker og graver skulle have for deres umage, så og tilse, at gravene, særdeles i pest tid, blive kaste vel dybe, tre Sjællands alen i det ringeste.
Klokkeren må ej stille klokken nogen til vilje, enten for brylluppers, begravelsers, eller anden årsags skyld, anderledes end solen og dagens tid det udkræver under tyve lod sølvs straf til kirken.
For stolestader i købstæderne skal gives foruden første køb efter deres velbelejlighed årligen, som kirkernes forsvar med sognemændenes samtykke forordner.
Ingen stolestader kan arves.
Dog ville arvingerne, om de bor i sognet, give derfor som andre, da er de dem næst.
Kirkeværgerne skulle have en bog, hvor udi de ordentlig skulle antegne alle deres navne, som stolestade nyde, enten de dem købt, eller i leje have, og hvad hver årlig giver deraf, og når de betale.
De, som stolestader bevilgede er, skulle ej formene andre godtfolk plads hos sig i stolene, imens der er rum, som kirken ikke fyldest for har bekommet.
Når nogen af en stol uddør, eller udkommer, og en anden i det sted indkommer, da skal altid den ælste stå næst gangen, og siden de andre, som de er gamle til.
Dog enhvers stand herudi upræjudiceret.
På landsbyen følger stolestadet gården og dem, som der udi bor.
Dog så at de unge ydmyge sig for de gamle.
Hvor tvende bo på en gård, hvor ikkun et stolestade tilligger, da nyder den, som først er kommen i gården at bo, stolestadet, og den anden nyder sit stade, hvor kirkens forsvar det forordner.
Husmændene og inderster skulle nøjes med de pladser, som blive til overs, når gårdmændene med stolestader er forsynede.
Studieskat, cathedraticum, kirkeskat, skoleskat, som kirkerne udgivet have, eller og med rette bør at give, skal fremdeles udgives som af alders tid, og provsterne tilstilles, som hver på sine forordnede steder skulle levere. De som jus patronatus ved benådning, mageskifte, eller i andre måder, af kongen, eller fra gejstligheden, bekommet have siden reformationen, skulle dog udgive sådanne penge, efter som kirkerne af alders tid udgivet have, med mindre de kunne bevise, at derfor tilforn er sket fyldest og udlæg, så at de vedkommende intet afgår.
Når regnskabs-provster selv høre kirkeregnskaberne, og de kirkerne forsvarlig besøge, da skulle de have af hver kirke, som formue haver, en rigsdaler provstepenge, og en orts daler kostehold, og en orts daler skriverpenge, og aldeles intet videre, penge, korn, eller andet, enten til vognleje, fortæring til regnskabs forhør, provstepenge, gæsteri, skriverpenge, til sig selv, eller deres tjenere, eller andet, ej heller pension, med mindre det er nogen visse pension, som findes for hver kirke udtrykkelig indført både i de gamle og ny kirkeregnskabs-bøger. Hvor kirkerne forarmede er, eller mindre tilforn givet have end førnævnte seks orts daler, der skal og herefter med dem omdrages.
Provstens regnskabspenge foruden hans visitats-penge er af hver kirke, som ej er under jure patronatus, en ort, eller en mark danske, efter som kirkens formue er. Af fattige kirker gives ingen regnskabs-penge.
Præsten gives for hvert regnskab at skrive en mark danske, og intet videre til papir, eller andet.
Kirkeværgerne skulle have for deres umage en rigsdaler, eller to, hvor og når stor bygning falder, af formuende kirker.
Siden må de ingen videre omkostning på rejser, eller andet, kirken tilskrive. Af vedtørftige kirker har de intet.
Kirkens forsvars skrivere have en ort til sin bekostning af hver kirke, og intet videre, enten til vognleje, regnskabspenge, eller og af hvad årsag det være kan.
Hvor noget vist er lagt til vin og brød at holde, skal sognepræsten det for nogen anden nyde, om han det begærer.
Befindes det, som dertil er forordnet, videre, end vel behøvis, at kunne forslå, da skal kirkens forsvar og superintendenten derudi ramme kirkens gavn, så kirken kan nyde hvis til sådan brug ikke fornøden gøres.
Hvor intet vist dertil har været beskikket, der skal kirkens forsvar med superintendenten noget vist efter sognets størelse forordne, og i lige måde præsterne, om de det begære, forunde, som og da alene skulle pligtige være at svare dertil, om nogen mangel, eller klage, derpå befindes.
Kirkelys gøres ej flere godt end et par om året til otte, ti, tolv skålepund efter kirkens formue.
Maj til kirken godtgøres for en halv, eller hel, mark efter kirkens formue og størrelse.
Når bygning foretages, som noget på sig haver, da skal kirkens forsvar ved syn, i præstens og nogle bedste sognemænds overværelse, bygningens fornødenhed i egen person, om muligt er, lade bese og taksere.
Hvis flikkeri, som på kirkerne skal foretages, det skal i kirkeregnskabs forhør i kirkebogen af kirkens forsvar indføres, underskrives, og siden ej godtgøres, uden det tilforn er bevilget.
På kirkens vegne må ingen bekostning anvendes, før tag, kvælning, vægge, eller mure, vinduer, loft og døre, er forfærdigede.
Hvilket altsammen skal uforsømmeligen flyes og forfærdiges.
Tager kirken skade på noget deraf for nogens forsømmelse, at det ej vedligeholdes, eller i tide forfærdiges, da svare de dertil, som med kirken indseende bør at have, så og de, som det forsømme, såfremt kirken har middel dertil. Kommer uformodelig fald på noget, da advare præsten provsten, og provsten kirkens forsvar, siden rette sig hver, som han agter at forsvare.
Kan kirken med sin egen indkomst ej hjælpes, da skal kirkens forsvar overveje og betænke, ved hvad middel den hjælpes kand, om de andre kirker, som er under hans tilsyn, og er ved evne og forråd, kunne komme den til hjælp med lån og forstrækning, eller og, om den kan hjælpes med sognemændenes tilskud, eller i andre måder.
Skal kirken indbygges, eller prydes med tårn, kvælning, ekstraordinære klokker, eller deslige, da kan sognefolket efter deres egen andagt det lade gøre, hvor kirkerne dertil ikke have formue.
Alle materialer og andet til kirkens bygning, flikkeri og fornødenhed, skulle i rette tide for bedste køb købes, og deres bevis tages, som det sælge, ved tal, vægt og mål, hvor meget og hvor dyre.
Og skal det stå kirkeværgerne frit for, at søge best køb, hvor dem lyster, og ej være forpligtede at købe dem hos en alene.
Dog dersom kirkens forsvar for got anser at handle med en dannemand i en købstad på ganske herreds vegne, det være ham frit for.
Dog at gode vare leveres, og for så billigt køb, som andensteds bedst haves kan.
Thi af hvad årsag nogen leverer noget til kirken, da skal det dog i regnskabet ej videre godtgøres end for det billig køb, som andenstæds haves kand.
Store bygningers fortingninger skal ske med og efter kirkens forsvars råd, og skal al arbejds og varers fortingning ske i provstens, præstens og nogle bedste sognemændHenvisnings, overværelse.
Flikkeriet fortinges i præstens overværelse, når dagen længst er, på arbejdernes egen kost, nøjeste køb mueligt er, og for en vis penge, og ej drikkepenge, øl, eller andet, tilsiges.
Og skal så fortinges, at såfremt arbejdet ej er gjort til gavns, da embedsfolket på deres egen bekostning skulle det reparere. Når de betales, da tages deres bevis derpå, som arbejdet have, eller og præstens, med deres segl, eller merke, om de selv ej skrive kunde.
Kirkens bønder skulle, så vidt de pligtige er, gøre rejser for kirken.
De andre rejser skulle indføres ved dag og datum, og hvad materialer og bygningsmænd de have ført til og fra arbejdet.
Men dersom bygningsmændene for deres eget ærindes skyld drager hjem, imidlertid de arbejde, da bør kirken det ej at betale. Ellers om nogen stor reparation behøves på kirkerne, da skal menige bønder i sognet, i hvo de og tilhøre, være forpligtede et læs, eller to, af materialer fra næste købstad der hen at føre, om det er der at bekomme.
Dog skal de ikke hente dem længre fra end seks mile, ej heller i deres høst, eller sædetid, dermed besværes.
Og skal hver proprietarius sine egne tjenere derom tilsige.
Hvis overbygningen til overs bliver, skal, såvidt kirken ikke med første behøver, sælges, eller, om det ikke ske kan, sættes i god forvaring, og føres i kirkens beholdning, og inventarium, ved vægt, mål og måde, være sig materialer, som til bygning tjene, baller, spande, trug, stiger, spader, skovle, stillings-tømmer, og alt sådant hvis nævnes kan.
Kirkeværgerne i købstæderne skulle holde deres kirker af kirkernes egen indkomme vedlige, uden andre kirkers tillæg og besværing, så og forsørge deres sognepræster, kapellaner, og andre kirketjenere, med bekvemme og skikkelige boliger, og af kirkernes middel holde dem vedlige, og bygge derpå hvad der fattes til fornødenhed.
De skulle holde skolen og skoletjenernes boliger ved magt, og hvor som i en købstad er flere sogne, der skulle alle kirkeværgerne holde skolen og skoletjenernes boliger ved magt.
Dog så, at den kirke, som mest formår, skal mest lade til, efter kongens befalingsmands, superintendentens, provstens og øvrighedens sigelse.
Kirkeladerne på landsbyen skulle og holdes vedlige, så vidt muligt er, om kirkeværgerne nødes til, når ingen vil fæste kirketienden, at indlegge og udtærske kirkens korn derudi.
Men når kirkeværgerne dem ikke behøve, skulle de bortlejis.
Dog at de, som dem i leje have, selv dem vedligeholde, og at der ingen kro, eller drikkehus, deri holdes.
I kirken må ej indlægges nogen lading, eller vare, men kirkerne blive til den brug de er forordnede, så at præsterne kunne have plads at forrette deres embede, og sognefolket må have rum at høre prædiken. Gør nogen herimod, har varerne forbrudt til kirken.
Kirkens fortov må ingen bruge, indhegne, eller bygning påsætte, uden kirkens forsvars bevilling, og kirken får sin rettighed deraf.
Kirkeværgerne på landsbyen skulle med sognemændenes hjælp bygge i hvert sogn et fattigfolks-hus til de fattige der i sognet, som ikke kunne få andensteds hus, og sætte en blok hos huset, at got folk kunne legge deres almisse derudi.
Og skal præsten og kirkeværgerne have nøglen dertil, og præsten skal formane sognefolket hver søndag i kirken, at de betænke de fattige med deres almisse.
Kirkens beholdning og indkrævet restance skal sættes på rente, om den hos visse folk kan blive udsat, og når summen beløber sig til tyve daler.
Der skal tages af hver tyve daler en, og af hver hundred fem. Hvis beholdningen er ringer end tyve daler, eller og den ikke til visse folk kan blive udsat, kan kirkens forsvar betro kirkeværgerne dem, om de er vederhæftige, eller og indlægge dem på et sikkert sted , til kirken dem behøver, eller de kan blive vis udsat, og ellers må kirkeværgerne ikke have kirkens penge uden rente.
Sætter adskillige kirker en samlet sum penge på rente, da tager hver kirke sin part af renten, og håndskriften bliver hos den kirke, som største part har i hovedstolen, eller hvor kirkernes forsvar eragter den sikkerst at kunne gemmes.
Når kirkens regnskab høres, da skulle de, som det høre, vel tage i agt, om kirkens penge stå hos visse folk, hvad forvaring mand derfor har, om renten er udkommen, eller resterer, om nogen uvisse gæld deriblant findes, om renten, eller hovedstolen, eller anden indkomme, over rette tid forholdes, at det kirken til bedste kan indkræves, og i tide opskrives, hvor uvederhæftighed ventes.
Og skulle kirkeværgerne sådan beholdning og restance med lovlig proces og dom, det første muligt er, indkræve, og der udi af kongens befalingsmænd og deres fogeder forhjælpes.
Kirker, som har lånt penge af andre kirker til deres fornødenhed, skulle give rente deraf, dersom de selv er formuende, eller have penge på rente.
Når kirkens regnskabsbog er fuldskreven, da bestilles en ny på kirkens bekostning, og den gamle henlægges i stiftskisten forvarlig at gemmes. Dog skal den tilstilles den, som kirken har i forsvar og under tilsyn, når han den begærer, som og siden den igen i stiftskisten skal indlevere.
Præsterne skulle i superintendentens visitats og i provstemode give tilkende, om noget af alt det, som her befalet er, forsømmes.
