Om kontrakter og forpligter
Enhver er pligtig at efterkomme hvad han med mund, hånd og segl, lovet og indgået har.
Alle kontrakter, som frivilligt gøres af dem, der er myndige, og komne til deres lavalder, være sig køb, salg, gave, mageskifte, pant, lån, leje, forpligter, forløfter og andet, ved hvad navn det nævnes kan, som ikke er imod loven, eller ærbarhed, skulle holdes i alle deres ord og punkter, så som de indgangne er.
Den kontrakt, som ej af alle vedkommende underskrevet og forseglet er, eller for dom og ret indgået, kan ej gælde imod den, som den ej underskrevet og forseglet har.
Dersom nogen i bånd og fængsel, eller ved anden voldsom tvang, indgår, eller lover noget, og han det til tinge vedersiger, så snart som han kommer i sin frelse igen, da er han det ej pligtig at holde.
Optinger man for nogen sag ustokket, ublokket og unødt, da er han pligtig til det at efterkomme, som han udlovet har.
Vil nogen fragå det ej at være hans hånd og segl, som han sigtes for, da må han sig med sin egen ed derfor befri. End vil han ikke sværge, da må den sigtendes gøre sin ed, og den sigtede være pligtig at svare til hånden og seglet.
Den, som ej kan læse, eller skrive, skal sætte sit segl under, om han noget har, eller sit bomærke, med to dannemænds hænder til vidnesbyrd, som han selv dertil har ombedet, og som skulle være til stede, når handlingen sluttes og lydeligt oplæses.
Den sidste handel og kontrakt til intet gør alt hvis i samme sag tilforn har været handlet, om de er stridige imod hinanden.
Ellers gælder de begge.
Hvo som sit gods og midler, som han ejer og ejendes vorder, vil skøde og afhænde til anden mand for nogen skellig ophold til føde, klæde og al anden nødtørft hans livstid, han skal først lavbyde sine midler til tinge til dem, som ham arve skulle, og hvis de ikke ham med de vilkår, som en anden vil ham antage, ville til sig tage, da må den anden mand ham til sig annamme på førnævnte måde efter oprettede kontrakt, som til tinge skal forkyndes.
Den, som gift er, må ej således sine midler til anden afhænde, med mindre hustruen med ham derom ens er.
Hvo som sådan kontrakt med anden indgået har, må det ej igenkalde, med mindre det bevises, at den anden enten ikke vil, eller ikke kan, forskaffe ham en skellig underholdning.
Den, som antager således nogen mand, eller kvinde, er pligtig at svare til deres bevislig gæld, og forskaffe dem en ærlig begravelse efter deres stand, når de dør.
Husbond er ej pligtig til at svare til den gæld, eller kontrakt, som hans hustru, eller barn, gør, imens de er i fællig med ham, med mindre det klarlig bevises, at sådant er sket, med husbondens vilje og videnskab, eller også til fælles nytte og uomgængelig fornødenhed.
