Om præsteenkers og arvingers vederlag, som kaldes nådens år
Når nogen landsbypræst dør, efter at rug er sået, som kort efter St. Mortensdag, da skal hans efterlevendes enke, børn, eller arvinger, have den hele rugsæd, som er lagt, og den halve bygsæd, som tilkommendes vår skal lægges, med den halve tilkommendes tiende.
Men dør han efter bygsæden, som imellem voldermisse og St. Bartholomæi dag, da må de høste det, som sået er, tage det års halve tiende, og have siden den halve rugsæd, som skal lægges.
Men dør han imellem St. Bartholomæidag og St. Mortensdag, da skal de beholde det års tiende alt sammen, og have den tilkommendes rugsæd alene.
Under sæden forstås alt det slags korn tillige med engen, som det år høstes og bjerges i den vang, som de sæden bekomme af.
Til den sæd, som skal lægges, og efterkommeren nyder halv af, når den høstes, skal efterkommeren udstå den halve omkostning, som derpå går med pløjning, sædekorn og høstarbejde.
Alt det offer, som inden kirken falder, fra den dag præsten døde og indtil årsdagen derefter, skal deles i tvende lige dele, hvoraf enken og arvingerne bekomme den ene, og efterkommeren den anden.
Men hvad som efterkommeren gives uden kirken, som for ligprædiken og anden tjeneste, det beholder han alene for sin umage. I lige måde deles og al landgilden og anden sædvanlig redsel, som af gårdmænd og husmænd gives.
Præste-enken beholder præstegården et ganske år omkring, dog så, at hun den forsvarligen vedligeholder. Imidlertid skal hun forskaffe efterkommeren nogen bekvem værelse der udi med seng, ild og lys, og holde ham til kost, indtil et andet år han tager renten af kaldet.
Hvis efterkommeren her udi afgår, det skal han, om han i levende live kommer fra kaldet, eller efter hans død hans efterleverske og arvinger, have vederlag for, på den måde, som sagt er.
Hender det sig, at efterkommeren straks efter sin formands død træder til den fulde og hele indkomst, da kan hans efterleverske og arvinger ikke holde sig til noget vederlag for det, som han ikke har mist.
Dersom enken på landet ikke bliver i kaldet efter præstens død forsynet, da skal efterkommeren årligen af kaldet give hende noget til underholdning, som provsten og tvende præster i herredet efter kaldets lejlighed og hendes vilkor kunne billigt eragte.
Dog at det ikke overgår den ottende part af kaldets visse indkomme, hvilket hun skal nyde, så længe hun sider i et ærligt og uberøgtet enkesæde, og hende af præsten leveres, dersom hun sig opholder inden herredet.
Hvis ikke, da det leveres i næste købstad på det sted, som enken det er begærendes.
Men hvis i kaldet findes flere end en enke, da bør samme pension at lignes imellem dem efter deres vilkår og tilstand af provsten og tvende præster med superintendentens råd.
Når nogen købstadpræst dør, da skal i lige måde hans enke beholde præstegården et år omkring, med mindre hun af kirkeværgerne imidlertid bliver forset med en bekvem bolig, hvilken hun fri skal nyde, så længe hun sider i et ærligt og uberygtet enkesæde.
Og ellers skal hun efter sin mands død, og hans børn, eller arvinger, en sinde have halvdelen af den årlige visse og uvisse præsterente, undtagen trolovelse- og begravelses-penge, at regne fra præstens død indtil årsdagen derefter. Siden skal øvrigheden foruden fri bolig forse hende og hendes børn, om hun selv ingen middel haver, med nogen ophold af de fattiges penge: men hvis ingen middel dertil findes hos øvrigheden, da skal efterkommeren give hende noget årligen til underholdning efter kaldets lejlighed, og provstens og tvende præsters sigelse.
Præsters og andre gejstlighedens enker, som nødes til i købstæderne sig at nedsætte, skulle, så længe de i deres enkesæde side, og føre et kristeligt og ærligt levnet, være fri for al borgerlig og byens skat og tynge, om de endskønt drive nogen ringe handel.
Men dersom de bruge nogen stor handel, da give de af handelen alene. Men de, som befindes ganske fattige at være, skulle herforuden også være fri for al indkvartering, vagthold og deslige.
Hvor i købstæderne, eller på landsbyerne, er kapellan i kaldet, som lønnes af sognepræsten, og ikke har sin visse rente i andre måder, der skal efter sognepræstens død arvingerne og efterkommeren, begge lige ens, året omkring ham underholde, eftersom de lige udi renten og fordelen opbære.
Hvad kongelige skatter, eller pålæg, påbydes af kaldets indkomst, skal en hver udgive, som han deraf opbærer og nyder.
