Om præsternes og deres medhjælperes embede, og kirkens myndighed imod de ubodfærdige
I købstæderne skal enhver sognepræst i sit sogn nogle af de gudfrygtigste, oprigtigste, ivrigste og bedste sognemænd tilforordnes, som skulle til kristelig skik og myndighed at erholde være hans medhjælpere og bistandere, og, om så muligt og tjenligt er, skulle kirkeværgerne og de fattiges forstandere for andre dertil af stiftamtmanden, superintendenten, præsten og borgmester og råd forordnes, eller også i deres sted, eller til dem tvende, eller fire andre af de gudfrygtigste og bedste efter sognets størrelse og vilkår, dertil forordnes og bruges.
Og som det fornemste, som der bør at agtes, er, at de et godt ærligt rygte og vidnesbyrd om deres levned og kristelig omgængelse have, så bør og det der hos, så vidt muligt er, haves i agt, at sådanne dertil bestilles, som ikke med vidtløftig rejsen og sejlads deres næring søge. Ikke heller må de, der engang dertil er velforordnede, uden vigtige årsager, eller andre bekvemme igen er at bekomme, lettelig forløves.
Hvorfor de og for andre bestillinger, som: formynderskab, kæmners, tingmænds, sandemænds, og deslige, bestillinger skulle være forskånede.
På landsbyerne skal kirkens forsvar med provstens råd tvende af de gudfrygtigste, bedste og vederhæftigste sognemænd til kirkeværgere bestille, som og skulle være præstens medhjælpere, og dog, om de for besværings skyld det ikke udstå kunne, må de hver tredje, eller fjerde, år forandres.
Førnævnte medhjælpere og bistandere skulle præsten derfor tilforordnes.
- at, når han det af dem begærer, skulle de sig med ham forsamle.
- udi alt, hvis hans betroede tilhøreres skikkelig og kristelig levneds fremdragelse angår, når han det begærer, skulle de ham trolig rådføre.
- og, når behov gøres, hjælpe og bistande.
- så vel som også selv agt give, og derforuden ransage, og sig flitteligen bespørge om alt hvis som tvivlrådigt kunne være, og til guds ære og hans menigheds opbyggelse kunne tjene.
- og det uden nogen persons anseelse uforsømmet give deres sjælesørger tilkende, og dersom befindes, at de med nogen, enten for vild, eller venskab, se igennem fingre, da skulle de være forfaldne til de fattige at give seks lod sølv, hvilke præsten med husbondens foged skulle forpligtede være at indfordre, såfremt de selv dertil ikke ville svare.
Eden skal gøres af dem, som dertil udnævnes, for præsten i nogle af sognemændenes nærværelse på førnævnte fem artikler, som efterfølger:
- Jeg N. N. udvalgt til denne min sognepræstes medhjælper lover og tilsiger, at jeg med al troskab vil forestå dette mit kristeligt embede, og af min yderste magt og formue søge og fordre guds ære, samt kirkens og de fattiges gavn og bedste, præsten i kirkens disciplin at gøre tilbørlig bistand, som her i forskrevne fem artikler er sagt, så som jeg vil svare for gud og kristelig øvrighed, så sandt hjælpe mig gud og hans hellig evangelium.
Ingen gejstlig, eller verdslig, øvrighed skal hermed betages deres jurisdiktion, bestilling, eller kristelig forsorg, meget mindre skal sognepræsten noget af sin pligtig omhu og bestillings myndighed herved være betagen.
Men skal langt mere tjene ham til hjælp og støre myndighed.
Præsten skal, før end han noget for medhjælperne lader offentlig indkomme, altid med sin egen særdeles og hemmelig advarsel og påmindelse først forsøge, om den skyldige sig vil råde og undervise lade.
Men dersom sådan kristelig og venlig påmindelse intet formår, da skal han siden i alle hans medhjælperis nærværelse og påhør ham igen med alvor formane at rette og bedre sig.
Præsten skal med sine medhjælpere sig i det ringeste fire gange om året til tamperdagen, eller i samme dags uge, i sakristiet i kirken forsamle, og dersom nogen uden lovlig undskyldning da udebliver, skal han give til de fattige to lod sølv, hvortil præsten skal have indsende, at de udkomme, såfremt han ikke selv vil dem udgive: og ellers også så tit, som en hver sognepræst i sit sogn noget vigtigt forefalder, da skal han om søndagen efter tjenesten forsamle fornævnte medhjælpere, enten når han selv noget, som rådførelse udkræver, har formærket, eller han af nogen af dem der om noget, som sådant kunne udkræve, er bleven advaret, og, dersom noget tvivlrådigt, eller vigtigt, forefalder, da skal provsten og tvende næste herredspræster hosvære med råd og myndighed alting at forrette, når præsten det af dem begærer.
Hvad synder og laster, og alt hvis præsten i guds ord er befalet at straffe, det samme bør hans medhjælpere at stå ham bi udi, om behov gøres.
Men særdeles bør de at have indseende med sådanne laster, som ellers ved sædvanlig rettergang ikke så bekvemmeligt er at afskaffe, eller bevise, som: prædikens forsømmelse, hellige dages misbrug til gilde, drik, dobbel, gøglen, fikten, eller andet sådant, fraholdelse fra sakramentet over et fjerding, halvt, eller helt år, idelig sværen og banden, guds ords skæmt og misbrug i omgængelse, ond forligelsemål imellem ægtefolk, som ukristelig, uden billige årsager, sig imod hinanden forholde, så og forældre og børn indbyrdes, halsstarrighed hos trolovede folk, som ikke ville lade sig sammenvie til ægteskab, letfærdig skanderen og snak, letfærdig selskabs besøgelse og omgængelse, rufferi, fylderi og idelig drukkenskab, ubillig fordel i køb og salg, ulovlig åger, gerrighed, i synderlighed ungdommens forførelse til drik, dobbel, letfærdighed, overflødig bekostning og ødselhed.
Med dette og alt sådant bør en hver af præstens medhjælpere, såvel som præsten selv, hver for sig, som det først spørger, at forekomme, og med hemmelig formaning og ivrig advarsel gøre deres kald med flid, at sådant må afskaffes, så vel som også siden sig samtlig rådføre, hvorledes det bedst ske kan.
Og ligesom ingen dermed bør at beskæmmes, men alting, det hemmeligste muligt er, at forrettes, så bør og ingen deres advarsel ilde at optage, men for en kristelig kærligheds øvelse og broderlig skyldighed at holde.
Men dersom sådan hemmelig, kristelig, sagtmodig og broderlig advarsel ingen frugt vil skaffe, da må præsten ved degnen, eller klokkeren, som en kunne til sig tage, om behov gøres, lade samme person for sig kalde, og da i sine medhjælperis samtlig påhør med iver og alvor ham igen undervise, og laste og straffe sådan guds ords hårnakket og halsstarrig foragt.
Dersom den indkaldede ikke møder, og ikke har uforbigængelig forfald, hvorpå af dem straks kan kendes, da skal han så meget mere vorde mistænkt, og straks findes til to lod sølvs straf til husarme.
Men sker det tiere af modvilje og foragt, da skal han advares at holde sig fra nadverens sakramente, indtil han beviser det hellige kirkeembede sin tilbørlig lydighed og ære, så og trues med band, og da skal ham årsagen dertil udtrykkeligen formældes.
Dersom endda al sådan påmindelse og revselse intet vil frugte, men mere foragtes, da skal sognepræsten, efter at han sig med provsten og superintendenten derom rådført har, trende søndage lyse til band, og ellers tit og ofte tilforn af prædikestolen gøre bøn og formaning for samme person.
Men om des imidlertid ingen kendelig forbedring bevises, da skal præsten siden ved navn udelukke samme person af guds menighed og samkvem, og bruge den måde, som i ritualen findes.
Den, som bandsat er, må ikke stedes til nadverens sakramente, ej heller være vidne til dåben, ej heller indbydes, eller komme, til nogen hæderlig samkvem, før end han sig med gud og hans hellige menighed igen åbenbarlig forliger.
Indbyder nogen videndes sådanne til fadder, eller anden hæderlig samkvem, da skal han derfor efter præstens og hans medhjælperes betænkende være forfalden, enten til at stå åbenbare skrifte, eller give noget til de fattige. Indtrænger den bandsatte sig til noget, som ham her forbudet er, bøde derfor til sit herskab, som derom af præsten skal advares. Befindes herskabet der over ikke at straffe, da skal præsten give superintendenten det tilkende, som det siden for kongen skal anbringe.
Den, som således bandsat er, må imidlertid tilstedes at høre guds ord i kirken.
Dog skal han have særdeles et sted for sig, hvor det ham forordnes, og skal præsten derforuden tit og ofte sådant menneske formane, og, når lejligheden gives, lære og undervise, at han sig omvender, og med gud og sin øvrighed forliger.
Men dersom han inden år og dag sig ikke ved åbenbarlig bekendelse og afbøn i guds menighed igen indlemmer, da skal han for provstemodet indstævnes, og da ved dom sit herskab overantvordes, og siden af kongens riger og lande forvises.
Dersom da den bandsatte formener sig i en, eller anden, måde at være for urettet, da må han sagen til kongens højeste ret indstævne, og siden gås derom hvis ret er.
Dog skal han straks tage stævning, med mindre eksekutionen skal have sin gænge.
Men dersom nogen, enten fra nadverens sakramente har været udelukt, eller med band truet, og vil sig dog omvende, og gøre en alvorlig og hjertelig bekendelse, eller andre, som bør at stå åbenbare skrifte, eller de, som inden tinge med oprakte fingre befindes menedige at være, eller de, som til tinge have været sigtede og tyveri overbevist, og dog benådede.
Item de, som for manddrab er benådede, og de, som bandsatte have været, og nu en ret alvorlig og hjertens omvendelse begære at bevise, de må igen for deres åbenbarlige forseelser og forargelser åbenbarligen til menigheden annammes, hvilket ske skal efter prædiken til højmesse, imens menigheden er tilstede, og ikke, enten til froprædiken, eller før end tjenesten begyndes til højmesse. Afløsningen skal være efter den dertil i ritualen forskreven måde.
Når den bandsatte er således igen i guds menighed indlemmet, og har derpå efter sin kristelig omvendelse bekommet afløsning, da må ingen, enten til tinge, eller i anden forsamling, eller nogensteds, ham det bebrejde.
Og såfremt nogen det gør, da skal han give tyve lod sølv til straf, til lige dele imellem de fattige og den, som det blev bebrejdet, og om han ikke formår dem at udgive, stande åbenbare skrifte.
Dør nogen bandsat, som ikke, enten åbenbare i kirken, eller på sin sotteseng bliver, afløst, da må han ikke begraves i kirke, eller kirkegård.
Dersom nogen, der åbenbarlig har syndet på et sted, og kan ikke så lettelig komme did igen, hvor menigheden åbenbarlig skulle forbedes, for adskillige årsagers skyld, begærer hjertelig afløsning på det sted, som han da befindes på, kan det ham og åbenbarligen tillades.
Dog således, at den præst, som er på det sted, hvor synden er bedreven, beskedentlig tilkendegiver den hele sags omstændigheder og lejligheder, at samme person må uden fare åbenbarligen afløses, så og beder den sognepræst at gøre det, i hvis menighed han da findes at være. Og, når samme person der er afløst, skal sognepræsten den forrige præst tilskrive det hos sig at være forrettet, at han det derefter kan forkynde også åbenbarlig i sin menighed, som til at afbede den begangen forargelse på samme persons vegne, hvorpå han på det andet sted havde bekommet afløsning.
Når nogen for sin forseelse bør at stå åbenbare skrifte, og han sig med et angerfult hjerte og gudelig andagt dertil indstiller, da skal præsten stede ham til afløsning, om endskønt herskabet sin rettighed ikke bekommet haver.
Hender det sig, at nogen ubekendt, som i kongens riger og lande født er, og holdes fra sakramentet, fordj han ikke skaffer bevis om sit liv og levnet, sig således forser, at han kirkens disciplin bør at udstå, da skal han dog ikke til åbenbarlig afløsning annammes, med mindre han skaffer bevis.
Og hvis han den ikke skaffer inden en vis forelagt tid, da skal han til provstemodet indstævnes, og således med ham handles, som her oven for om halsstarrige bandsatte ermeldt.
Ingen må af den kristen menighed udelukkes, eller bandsættes, ej heller må lyses til band for den, som ikke vides hvem han er.
Men dersom nogen synd og utilbørlig gerning af ubekendt menneske bedrives, da skal præsten af prædikestolen bede og formane gud, at, såfremt samme menneske lever, det måtte blive kendt, åbenbaret og tilbørligen straffet, og komme til sine synders bekendelse og omvendelse: derhos, at efterdi samme menneskis synder, som han holder hemmelig, er ham i himmelen forbeholdne, og han derfor er så meget des længre fra sin omvendelse, som han holder sig ubekendt for guds ords tjenere og den kristen menighed, da skal han advares, om han så er ved hånden, at han den formaning hører, eller og derom spørge kan, at han holder sig fra kristi legems og blods sakramente, efterdi han er i guds vrede, indtil han sig bedrer, bekender og omvender.
Dersom nogen husbond, eller herskab, befindes at ligge og øve sig i nogle åbenbare synder og laster, imod gud i og sin egen samvittighed, eller og sine tjenere fra guds tjeneste med hoveri, eller anden syssel, uden største årsag og fornødenhed, om bede- eller helligdage findes at holde, da skal præsten i det sogn, som samme person er bosat, eller og sig opholder, først i enrum ham advare.
Og dersom det ikke vil hjælpe, give provsten og superintendenten det tilkende, hvilke fornævnte person skulle for sig indkalde, og i lige måde med ham med band, og andet, sig forholde og procedere, så som de for gud og kongen i sin tid agte at forsvare, om de her udi af nogen persons anseelse sig lade betage og afholde fra at forrette det, som de gud og kongen pligtige er i deres bestilling at efterkomme.
Dersom da sådan person enten med trussel, beskikkelse, eller anden gevalt, sig på nogen guds ords tjener understår sig at forgribe, da skal det ingenlunde blive ustraffet.
Og såfremt præsten sig ikke herefter retter, da skal han af kongens stiftsbefalingsmand og superintendenten tiltales og dømmes fra sit kald.
Og dersom kongens befalingsmand, eller superintendenten, ikke kongen det tilkendegiver, skulle de give fire hundrede lod sølv til næste hospital.
Dersom ellers nogen på præsten, eller hans medhjælpere, skælder, eller nogen af dem for deres velmente hemmelig advarsel og revselse beskikker, da bør det deres øvrighed at tilkendegives, som derover skulle straffe.
Og hvis de det efterlade, da skal det på højere stæder andrages.
Og eftersom præsten med sine medhjælpere godt og kristeligt betænkende, lemfældighed og beskedenhed, i tvivlrådige sager har at bruge, så skulle de sager, som alene i enrum for dem forrettes, med påmindelse, formaning, forspørgen og advarsel om udspredt røgte, ikke siden til nogen udvortes verdslig forhør, eller proces, drives imod dem, om endskønt alting ikke befindes, som røgtet går, eller for verdslig ret komme nogen til skade i nogen måde. Og på det den berøgtede, om han uskyldig er, ikke skal komme i vanrøgte, da skal intet skriftlig fattes om sådant.
Men alting hemmelig i deres mode holdes og forrettes.
Og om præsten, eller hans medhjælpere, noget, som hemmeligt er, udføre, da skal han miste sit kald, og en hver af dem give til de fattige tresindstyve lod sølv.
Præsterne skulle og alle dem, som med sværgen og banden sig daglig forse, udi skriftemål derom beskedentlig og med betænkende advare, så og en hver i prædiken og skriftemål tilråde, at de i deres huse dermed tilbørlig indsende have.
De skulle og i alle ærlige samkvemme påminde dem, som i så måde gud fortørne, og derhos formane, at de noget til de fattige udgive.
De skulle og deres navne, som sig herimod modvillig anstille, antegne og til herskabet overlevere, som tilbørligen dem bør at straffe.
Befindes præsten, eller hans medhjælpere, i deres bestilling at se igennem fingre, eller være forsømmelige, da skulle de efter kongens stiftsbefalingsmands og superintendentens sigtelse straffes, som vedbør.
Når nogen tvist, eller uenighed, kunne indfalde imellem forældre og børn, husbond og hustrue, trolovede folk, eller og andre naboer og venner, som kristeligt og best var at kunne uden vidtløftighed og anden eftertale i stilhed vorde bilagt, da bør og kan en hver, som mest kristeligt hjerte haver, og mest begærer at sky forargelighed, had og avinds onde begyndelse, enten beklage sig for sin sjælesørger alene, eller, om det ikke vil hjælpe, for ham og hans medtjenere tilhåbe, og således give kristeligen årsag til, at af en ringe misforstand ikke skulle følge en hedensk uforligelighed, men meget ondt i tide kunne forekommes.
Findes nogen forargelig i sådan uforligelighed at fremture, da handles med ham således, som tilforn om halsstarrige er meldt.
