Om præsters embede med husbesøgelse, omsorg for de fattige, syges og misdæderes besøgelse
Præsterne skulle have synderlig indseende med, end og stundom hus fra hus, hvor mest fornøden er, og bekvemmeligst ske kan, at de, som er i deres menigheder, nære sig redelig, og holde deres børn til lære, håndværk og anden tjeneste, hvorom der og alvorlig bør at ske formaning af præsterne.
Præsterne skulle have omsorg for de fattige, og ikke alene formane sognefolket til at give almisse, men og gå dem for der udi med et godt eksempel.
De skulle flittelig tilse, at hvis de fattige givet og kristelig tillagt er, de det nyde og bekomme.
Præsterne skulle ideligen besøge de syge og vanføre, og flittelig, når årsag gives, påminde folket, at de betimelig, når de blive syge, sende bud efter dem, at de kunne siden des ideligere komme til dem, og give dem påmindelse og gode råd, og ej bie indtil den alleryderste nød, med i mindre nogen bliver af en brat og uforset sygdom forrasket.
Hvor præsterne er da en gang kaldede, did skulle de siden omstunden komme igen, efter som den syge har behov, uden han har andre hos sig, som ham med undervisning og trøst nok fyldestgøre kunne. Men dersom de ikke kaldes, da er de undskyldte, om de ikke komme.
Det er og billigt, at dersom præsten, der begæres af den syge, behøver heste og vogn, derhen at komme, de da ham med budet tilskikkes.
Begærer og den syge med kristelig attrå at være delagtig i nadverens sakramente, da skal præsten ham det efter foregående skriftemål og afløsning meddele med de sædvanlige ceremonier.
Præsterne må ikke i deres besøgelser anmode den syge, som ligger på sin sotteseng, om noget verdsligt, som kunne hindre ham i hans kristelig beredelse til døden.
Præsterne skulle ofte besøge misdædere, som for deres misgerninger på deres liv sidde i fængsel, at de kunne undervise dem til deres synders vederkendelse og guds nådes tilflugt, at de rettelig kunne beredes til nadverens sakramentes annammelse, som dem, om de det begære, en eller to dage, før end de rettes, skal meddeles.
De skulle og følge dem til retterstedet, og intet efterlade af den undervisning og formaning, som dem til deres salighed kan gives, og ej overgive dem, før end de blive henrettede.
