Om ran
Hvo som begår ran, betale igæld og tvigæld, det er først så meget som ranet er, og dernæst dobbelt så meget, og derforuden bøde sine tre mark.
Tager man fra anden hat, kappe, handske, eller noget andet, som han har i hænde, eller på sig, da bøde han for håndran.
Ganger man i anden mands gård, og tager der bort af hans fæ, eller klæde, eller våben, eller nogen andre koster, da bøde han for boran.
Ganger man i anden mands fold ude på marken, og tager der ud noget fæ, eller hø, eller korn, eller tømmer, eller andre koster, da bøde han for hjordran, eller markran.
Slår man anden mands eng op imellem æg og ende, eller skær hans korn op på ageren imellem æg og ende, og tager det bort, da bøde han for agerran.
Er der flere med at afføre hø eller korn bort, og det bliver kendt på at være ran, da er det ikke nok, at nogen af dem vil noget igen føre, og sige, at han ej mere afførte.
Men de blive alle i ransdele, indtil det alt sammen bliver igen udlagt, som var afført.
End siger den, som engen slog, eller kornet afskår, at han mente, at det var hans eget, og gør sin ed derpå, da betale han høet, eller kornet, og bøde intet.
Men gøres der lovlig efter foregåendes kald og varsel til ham forbud på, før end eller imens han slår engen, eller afskær kornet, da bliver han ransmand, dersom det bliver ham ved dom frakendt.
Høster man anden mands korn, som han pløjede og såede uæsket og ukæret, og var ej afdelt af ham for midsommer med tingsdom, endog at han selv ejede ageren, som han høstede, da er det agerran.
Thi deles det ikke af for midsommer, da høster den, som pløjede og såede, og giver den, som jorden ejer, fuld skyld af ageren.
Men bliver det afdelt for midsommer, og jorden bliver den, som pløjede og såede, frakendt, og han dog høster sæden, da er han ransmand.
Hvo som pløjer og sår uden kære, og den tier, som jorden ejer, han skal lovlig bevise, at han havde den ager med lov og vilje.
Kan han ej det lovlig bevise, da har han sæden og sit arbejde forbrudt. End siger han med ed, at han såede den ager af våde, og mente, at det var hans, da bør han at have sin frøgæld igen, men have tabt sit arbejde.
Afpløjer mand af anden mands ager over ren, siden lovlig reb gangen er, da er det ran.
Men er ej lovlig reb gangen, da bliver han ej ransmand derfor: Bør ej heller derfor at bøde, dersom han gør sin ed, at han ej videre pløjede, end som han fandt for sig tilforn at være pløjet. Tør han ej sin ed derpå gøre, betale så meget, som der kan avles efter dannemænds sigelse på samme jord, som han pløjede videre, end ham med rette tilhørte, og bøde til husbonden tre lod sølv.
Ompløjer mand anden mands sæd, da har han forbrudt sine tre mark, om end skønt jorden er hans egen.
Bortfører nogen af mark, eller skov, nogen afgrøde, korn, hø, tømmer, ved, eller deslige, når der er gjort lovlig forbud derpå til tinge, førend der dom gangen er, eller han har sin vederparts minde dertil, da vorder han ransmand derfor.
Far nogen i anden mands skov, og hugger noget der, som han har ej selv lod udi, og lægger det på sin vogn, og nogen ret ejer betræder ham ved stubben, eller før end han kommer til alvej, og tager det fra ham, da vorder han ej derfor ransmand. End kommer han til alvejen, og siger, af hvem han fik det med rette skel, da må mand ham ej opholde, men mand skal fare til hus med ham, og lade kosterne besigtige med vidnesbyrd.
Og kan han ej da fange ret hjemmel dertil, da tiltales han for ran, eller tyveri.
Det samme er og, om nogen i så måder betrædes med korn, eller hø.
Bygger mand på anden mands jord enten hjelm, eller nogen andre huse, eller svinesti, eller gærde, eller noget sådant, og bliver derfor til tinge søgt, og han til første ting retter for sig, og borttager det, som han bygget eller opsat har, og gør sin ed på, at han mente, at det var hans egen grund, være angerløs. End tager han ej op det, som han bygget eller sat har, inden tredje ting, men tål dom, bøde sine tre mark.
End sætter nogen sit hus på den jord, der i anden mands hævd er, endog at den er hans egen, og har han den ej med lov opdelt, og får han siden jorden til sig med nogen lov, da bøde han til den, som jorden i hævd havde, tre mark, fordi han ranede ham af hans hævd.
Men til husbonden bøder han intet.
Finder mand anden på farende veje, og gør ham udførm, enten at han tager hans heste, eller øg, fra ham, eller vælter hans vogn om, eller hindrer ham, så han ej må bortkomme med sine koster, men forlader dem der, da er den, som sådan gerning gjorde, hvad heller han førte de koster bort, eller han lod dem efterligge, ransmand derfor.
End kendes hin selv ved de koster, og tager dem igen i sin hævd som før, da må han ej søge den anden for ran for det, som han selv har taget tilbage.
End om nogen fører hjem til hus hest, eller andre koster, som han har ranet, og den, der blev ranet, far efter og kender sit i hans gård med gode mænds vidne, endog at den, der ranede, skiller sig af med det, som han ranede, og ejermanden finder det efter de gode mænds vidne, som viste, at han var ranet, da må han med ran søge den gerning.
Den er ej ransmand, som formener og forhindrer en anden at age over sin ager og eng, hvor der ej bør at være vej, om den anden lader sin vogn og koster efterstå.
