Om sigtelse og ed
Den, som anden vil sigte, og saggive for nogen gerning, eller ord, han skal gøre det på fersk fod, så snart han derom videndes vorder.
Ingen videre eder skal til tinge og i rettergange tillades, enten af den, som sigter, eller den, som sigtes, end de, som loven og retten fordrer og tillader.
Vidner, som med ed aflagte er, må ikke ved vederpartens ed benegtes.
Ingen må gøre nogen ed, førend det ham af dommeren tilstedes, eller pålægges.
Dommeren skal ikke letteligen nogen af parterne tilstede ed at gøre, eller nogen den pålægge, anseendes, at den, der sag giver, bør det lovlig at bevise.
Benægtelsesed må af dommeren pålegges, når ham synes, at sagen det udkræver, eller i det ringeste efter sagens tilstand således, at, endog det ikke nøjagtig bevises, der dog vis formoding er, at den sigtede er skyldig, og derfor efter lov og ret bør sagen ved sin egen ed sig at fralægge, på det at han for videre tiltale sig kan befri.
Men ed imod ed må ingenlunde af dommeren tilstedes, meget mindre pålægges.
Vil den sigtede ikke gøre benægtelsesed, når det ham af dommeren, som forskrevet står, pålegges, da må den sigtende gøre sin ed, og den sigtede have tabt sagen.
Ingen skal findes til lov, som er tolv mænds ed, for nogen sag.
