Om skibbrud og vrag
Bliver skib med gods formedelst storm, eller anden ulykke, da skal skibsfolkene være skyldige at hjælpe og bjerge, og redde skib og gods for en billig bjergeløn.
Dog ingen at nyde noget til bjergeløn, uden han hjælper at bjerge, og skal det være skipperen uforment med hans købmænd og andre, som han dertil formå kan, at bjerge, imens de ville og kunne, og når de ej kan mere bjerge, da må de sælge, eller afhænde, til hvem de selv ville, hvis gods, eller vrag, som kunne være tilbage, og ingen dem derimod at forhindre i nogen måde.
Men er det så, at skipperen med sit folk ikke er mægtig at bjerge, da skulle kongens amtmænd, borgmester og råd, fogeder og strandfogeder, og alle andre, som hos strandsiden befalning have, eller på hvis grund det sker, som forstrandsrettighed har, forpligtede være, om det af dem begæres, at være den skibbruden mand behjælpelige hos den menige mand at hjælpe, redde og bjerge af skib og gods, hvis muligt er, for en billig bjergeløn, og når så bjerget er, da skal amtmanden med de bedste mænd, der udi egnen er, eller borgmester og råd, om det sker for købstæderne, overveje og slutte, hvad skipperen, eller købmanden, skulle give dem til løn, som bjerget have, efter lejligheden og godses værd.
Bliver nogen skipper forligt med bjergefolkene om en vis penge, som de skulle have for hvis de bjerge kunne, eller om en del af godset, som bjerges, for deres fare og umage, eller og med dem forenes om en vis penge, som de ham skulle give for alt hvis de bjerge kunne, da bør sådan forligelse og forening ved magt at stande.
Dersom og så hænder sig, at skib, eller gods, bliver vrag, og ingen levende folk er hos, da skal amtmanden, om det er på kongens forstrand, eller den, hvis grund det findes for, være forpligtet at lade bjerge med al flid så meget som mest muligt er, og det indlægge lade udi god forvaring med klare registre, og når den rette ejer kommer der efter, eller hans fuldmægtig med nøjagtig bevisning inden år og dag, da skal deres gods dem følge for en tilbørlig bjergeløn, som før er rørt.
Men dersom der er nogle varer, som har fået skade, eller er blevne våde, da, hvis de stå til at hjælpe, skal amtmanden, eller den, hvis grund samme gods for strander lade dem hjælpe på dens omkostning, som godset skal igen have.
Men kan de ikke hjælpes, da må de af oven bemeldte personer straks sælges og gøres i penge, det dyreste ske kan. Hvo som utrolig omgås med vrag, straffes derover som for andet uhjemlet gods. Men hvis ingen inden år og dag med nøjagtig bevis fremkommer, at skib og gods ham tilhører, da hører det kongen til, eller den, som forstrandsrettighed har.
Finder en skipper noget vrag udi søen, eller havbund, anker, eller andet, skal han det antvorde til den, som på kongens vegne befalning har på det sted, som det i land føres, som ham straks skal give en tredje del af dets værd for sin umage, og skal samme gods blive beliggendes år og dag. Dersom rette ejermand imidlertid kommer med nøjagtig bevisning, skal han nyde det for samme bjergeløn med al anvendte bekostning.
Kommer der og ingen, da er samme gods faldet til kongen, og skal forsendes til kongens amtmænd, og hvo som samme gods og vrag underslår, skal straffes som en tyv. Deslige om nogen fiskere finde noget anker udi søen ved deres fiskerredskab, eller udi andre måder det fange kunne, hvad heller der er bøje på, eller ej, skulle de udi lige måder det antvorde til kongens befalingsmænd, og de skulle give dem derfor den tredje del af dets værd til bjergeløn, og siden handles dermed som forskrevet står. Findes vrag i åbenbare sø uden for alle land, og ingen folk er derhos, som det tilhører, da skal den, som det bjerger, beholde halvdelen og halvdelen kongen, uden så er, at rette ejer kommer inden år og dag, som før er sagt.
Bliver et skib, og godset bjerges, da skal skipperen deraf have billig fragt.
Dog råder befragteren at lade skipperen beholde godset for fragten.
Når strandet gods bjerges, deraf er man ej skyldig at betale nogen havari for det andet borte blevet gods, eller skib.
Hvis af skib og gods ikke så meget skulle kunne bjerges, som foruden anden omkostning med at bjerge kunne så meget tilstrække, at skibsfolkene deres efterståendes hyre deraf kunne bekomme, da have de intet af sådan deres hyre at fordre.
