Om skrivere ved retten
Alle, som er bestilte i under- og overretter at skrive, skulle oprigteligen handle i deres bestilling, efter den ed, som de soret have.
De skulle have en hver sin ting- eller rådstue-bog, eller protokol, samt alle retten tilhørige bøger, nummererede, igennem dragne og forseglede: dem, som høre til underretterne, med kongens befalingsmænds, eller øvrighedens.
Men dem, som høre til overretterne, med rettens, eller dens fornemste betjentes, segl. notarius publicus regius skal og have en igennemdragen protokol med kongens kanslers segl.
De skulle i forskrevne bøger, eller protokoller, med flid og troskab uden betaling indtegne alt hvis til tinge og for retten forefalder, være sig domme, afsigter, tingsvidner, pante- og skøde- mageskifte- og gavebreve, maningsbreve, og andre rettens forhandlinger, efter den orden, som de er fremlagte.
Og må de ikke skrive noget til tinge på andet, eller løst, papir, og siden hjemme det renskrive, men skulle det straks på tinget, eller hvor retten holdes, i samme bøger, eller protokoller, indføre.
Bladene og siderne skulle de og fuldskrive, og ej lade noget rum stå ledigt, som noget kunne tilsættes på.
End skulle de der foruden have en bog, hvorudi genpart af alle de domme, som udstedes, skal indskrives.
Item en bog, hvorudi alle pante- mageskifte- skøde- og gavebreve, maningsbreve, og deslige, efter at de for retten er læste, og både af dommeren og skriveren påskrevne, ord fra ord skulle indføres, og en hver til efterretning deraf skriftlig gives, som har fornøden at vide, om det gods, som til pant tilbydes, mageskiftes, skødes, eller gives, til andre tilforn er pantsat, eller afhændet.
Og når nogen sit pantebrev, eller andre sådanne breve, som i fornævnte bog er indførte, indløser, eller forandrer, da skal han pligtig være inden tredje landsting, i det seneste, dem til landstinget med dens hånd, som de lyde på, og til dem har været berettiget, påskrevne at fremskikke, at det i bogen af skriveren kan vorde antegnet, under hundrede lod sølvs straf til kongen, og der foruden, om nogen falskhed derunder befindes at være begangen, at lide, som vedbør.
Skrivere skulle i dommene alt det indføre, som hovedsagen angår, og ikke for nogen deres fordel brevene og dokumenterne kortere, eller vidtløftigere, forfatte, eller anderledes skrive, end som forsvarligt kan være.
De skulle brevene klarligen og vel fuldskrive, og hvis de sig herimod forse, skulle de efter lovlig proces straffes, efter som forseelsen er til.
Og dersom nogen, af dommerne, som hermed bør at have indseende, advaret, ikke retter sig, eller forsætlig vis imod sin skrivered sig forgriber, skal han straks afsættes, og ikke mere skrivers bestilling betiene.
Dog skulle de ikke være forpligtede i dommene mere end meningen at indføre af hvis forsætter, som i retten er læste og påskrevne, på det at slige vidtløftige forsætter sagen ikke for meget skulle forblomme, og overdommerne siden i dens rette forstand des mere forvilde.
Vægrer nogen skriver sig modvilligen i ting- og rådstue-bogen, eller protokollen, at indføre noget forhørt vidnesbyrd, eller andet, som bør med rette at indføres, hvorved nogens ret kunne spildes, da har han dermed forbrudt tresindstyve lod sølv, og der foruden stande den forurettede til rette for hvis skade han derover lidt haver.
Forfalsker nogen skriver, eller andre, tingbogen, eller protokollen, eller giver falske tingsvidner ud, da straffes han derfor, som en falskner, på sin ære, hånd og boslod.
Forholder han nogen, enten tings- eller rådstue-vidne, domme, eller andre breve, at give beskrevne over fjorten dage i det længste, efter at de er forhvervede, med så skel, at de for retten er begærede, og den halve betaling for brevpenge, med stemplet papir dertil, hos ham er indleverede, da give han for hver dag, de over tiden forholdes, til den, som opholdes, to lod sølv.
Forholder nogen landstings- eller overrets-skriver nogen sin dom over fornævnte tid, da bøde han for hver dag fire lod sølv.
Men hvis han forsætlig opholder nogen, og derved forhindrer, at han ikke kan få stævning til kongens højeste ret, da har han forbrudt sin bestilling, og skal oprette den klagende sin skade.
Kongens højeste rets domme skulle udleveres, efter som de vorde afsagte, og må ingen sin dom tilstilles, før end alle de, som for ham have dom hændet, og dem beskrevne begært, deres domme have bekommet.
Ingen landstings-skriver må være birke- eller herredsfoged, eller skriver, ej heller borgmester, rådmand, byfoged, eller skriver i de købstæder, som svare under landstinget, eller sig uden sin bestilling med nogen dom, rettergang, skriven, eller procureren, befatte, i de sager, som til landstinget siden kunne vorde indstævnede.