Om superintendenterne, som er de rette bisper i kirkerne
I hvert stift skal være en superintendent, som kongen dertil beskikker og stadfæster, som skal have alle provster, præster, skoletjenere, degne og substitutter, under sig, og holde dem til at gøre deres embede, og se til, at alting går skikkelig og ret til, som her befales.
Han skal til embedet indvies af superintendenten i Sjælland i kongens residensstad København i vor Frue Kirke udi provstens og fem, eller seks, præsters overværelse, på en søndag, eller anden højtidsdag, før end prædiken begyndes, for alteret, med sædvanlige ceremonier.
Men superintendenten i Sjælland skal indvies af den superintendent, som næst hos er boendes.
Når superintendenten indviet er, da skal han straks annamme samme stift og forrette sit embede.
Ingen superintendent må annamme nogen foræring af stiftsprovsterne og præsterne, når han indtræder i sit embede, ej heller må provsterne og præsterne ham noget byde.
Tages, eller gives, nogen foræring, da skal den til fattige præsteenker der i stiftet være forbrudt, og derforuden både den, som tager, og de, som give, være pligtige til at give lige så meget til samme enker, som foræringen er værd.
Superintendenterne skulle lære andre den hellige skrift, prædike guds ord for folket, ikke alene i byen der som de bo, men også over det hele stift, hvor som helst de komme.
De skulle holde kongens undersåtter til at være fredsommelige og lydagtige, med den undervisning, som de skulle gøre i deres prædiken om herskab, og den lydighed mand dem pligtig er.
De skulle lægge vind på, at alle præsterne retsindelig og endrægtelig lære kristi hellige evangelium, og andet der bør at følge med, og at præsterne med deres hussinde føre et skikkeligt levnet, så som sådanne kristi tjenere vel anstår.
Men hvilke, som derimod gøre, og ikke tage vare på deres embede, eller leve uskikkeligen, dem skulle de give påmindelse og advarsel, og straffe dem, så at de enten bedre sig, eller lade dem for kongens stiftsbefalingsmand og sig i provstemodet indkomme, og sætte dem af deres embede.
De skulle besøge deres stifts kirker årligen, så mange de kunne afstedkomme, således, at ingen kirke inden tre år bliver ubesøgt, og flittelig ransage om alt det, som her oven for om provsternes visitats meldt er, og intet af alt det forsømme, eller efterlade, som der sagt er, med mindre de selv derfor ville stande til rette.
De skulle og besøge alle børneskoler, både små og store, når de komme til købstæderne, så og hospitalerne, at forfare hvorledes skoletjenerne og de fattiges forstandere stå deres embede for, og hvorledes de fattige forsørges.
I skolerne skulle de flittig overhøre ikke alene disciplene, men også skolemesterne og hørerne, så og flittelig have i agt, at ingen deres tid i skolen unyttig forspilder.
I hospitalerne skulle de have opsyn med, at de, som ikke er ret hospitals lemmer, ej i hospitalerne underholdes, men henvises med arbejden, spinden, håndværker, sig at nære.
I deres visitatser, så og når de for nogen nødig sags skyld æskes af nogen kirke, eller have behov did at henrejse, skulle de have fri fortæring hos præsterne på landsbyerne og kirkeværgerne i købstæderne med deres folk og fire heste.
De skulle årlig i kongens kancellie beretning indskikke, om noget af det, som her befales, i sognene bliver forsømt, eller set igennem fingre med, som de selv ikke kunne råde bod på.
Superintendenterne må ingen til noget præstekald forskrive, eller sig dermed befatte, før end personen af den, som rettighed har at kalde, bliver ham tilsent at overhøres.
Ej heller må de nogen til embedet indvie, uden han kaldsbrev fra den, der rettigheden haver, og sit lovlig testimonium fra universitetet fremviser.
De må ej tage foræring ved sig selv, eller andre, når de præster indvie, eller for konfirmation, meget mindre for gunst, eller gave, vild eller venskab, had eller vrede, forhindre nogen at blive præst, som dertil lovlig kaldet er, og lærd og duelig dertil befunden.
Superintendenterne skulle tage for sig alle de sager, som samvittighederne er anrørende, om hvilke mand spørger råd af guds ord, når enten kongen befaler det, eller hans råd og befalingsmænd skrive dem til, eller og noget sådant bliver dem ellers forelagt i stiftet, så skulle de, på det flittigste de kunde, af skriften svare dertil, af den nåde dem er given, bespørge sig med andre superintendenter, professoribus theologiæ og de forstandigste præster, at de kunne svare det, som vist og fast er.
Ægteskabs sager skulle de forvise til deres rette sted og rettergang, såfremt der skal offentlig dom imellem parterne afsiges, eller om der er nogen skammelig last overlyst vitterlig, eller og mand frygter for nogen forargelse blandt almuen. Ellers må de befri samvittighederne af guds ord i disse så vel som i andre sager, og efter ordets lydelse give gode bestandige råd.
De skulle ikke holde sig til at dømme i nogle verdslige sager, uden de dertil af kongen befales.
Superintendenterne skulle nyde deres indkomster, som dem tillagte er, tiender, landgilde, cathedraticum og andet, som de med rette bør at have.
Superintendenterne skulle selv holde deres residenser ved lige af de midler, som der tillagte er, eller herefter tillagte vorde, og skal en hver superintendents arvinger svare til hvis han af samme midler i sin tid opbåret, og ikke på residensen til fornøden reparation anvendt haver.
Alle gejstlige personer, som superintendenterne have under sig, skulle ære deres superintendent, og lyde ham i de ærinder, som en superintendent befalede er, under deres embedes forbrydelse.
Men finder de med ham nogen mærkelig last, eller han fører nogen vrang lærdom, eller forsømmer sit embede, så at hans brøst er så stor, at han ikke enten kan, eller vil, råde bod derpå, da skulle hverken præsterne, eller de andre superintendenter tie med ham.
Men give kongens stiftsbefalingsmand det tilkende, som det for kongen bør at andrage. Ellers må kongens befalingsmænd ingen superintendent for kongen beføre, når han ikke er åbenbare berygtet.
Men de skulle superintendenterne beskærme og forsvare, om behov gøres.
Superintendenterne skulle være ulastelige, ikke alene når de til embedet forordnes, men og siden når de dertil er beskikkede. Dersom nogen superintendent bliver befunden ikke at stå sit embede så trolig for, som det sig burde.
Men lader sig forkrænke af præsterne med gaver, eller og tager nogen anden forsømmelse derfor, at han jo ikke er årvågen til at gøre det, som ham befalet er, eller og lader sig befinde i nogen lastelig slemmeri, gerrighed, eller hovmod, eller falder i nogen anden åbenbarlig syndig last, eller kætteri, da skal mand klage ham for kongen, så skal han stedes til ords i to, eller tre, andre superintendenters, eller andres, som kongen dertil forordner, nærværelse.
Og dersom han da der udi bliver åbenbare overvunden, og ikke råder bod på den brøst, eller last, der han kan rette sig udi, da skal han sættes af sit embede, og være lige ret undergiven, som nogen anden, der sådant gør.
Når nogen superintendent ved døden afgår, da skal hans efterlevendes hustrue blive boendes i superintendentens residens et halvt år derefter i det ringeste.
Dog ikke flytte før end om påske, eller St. Mikkelsdags tider. Dør, eller bortkommer, han imellem den første april og den første juli, da skal han, eller hans efterleverske, børn og arvinger nyde tre fjerde dele af det nærværende års biskoppelig indkomst. Dør, eller bortkommer, han imellem den første juli og den første octobris, da skal de nyde det hele nærværendes års indkomst. Dør, eller bortkommer, han imellem den første oktober og den første januar, da skal de nyde det hele nærværendes års indkomst, og en fjerde del af det tilkommendes.
Men dør, eller bortkommer, han imellem den første januar og den første april, da skal de nyde det nærværendes års hele indkomst og halvdelen af det tilkommendes: og skal året regnes fra den første april til andet års første april.
Og skal superintendentens enke og arvinger være forpligtede til straks at levere til efterkommeren stiftskisten med alle breve og dokumenter, som stiftet og embedet vedkomme.
Og hvis den afdøde superintendents enke selv ingen midler haver, og hun ikke benådes med nogen årlig indkomst, enten af kirkerne, eller i andre måder, da skal efterkommeren give hende noget årligen til underholdning, så længe hun sider i et ærligt og uberygtet enkesæde efter superintendentens indkomstes lejlighed, efter stiftsbefalingsmandens og fire de ældste provsters sigelse.
Dog at det ikke overgår hundrede rigsdaler.
Superintendenten i Sjælland skal bo i kongens residensstad København, og være tertius theologiæ professor i universitetet, og der åbenbare læse den hellige skrift, når han er hjemme, og ikke er udrejst at besøge kirkerne, skolerne og hospitalerne.
