Om tiende
Bønder og menig almue, husmænd, inderster, pebersvende og tjenestefolk, som bruger kornsæd, og alle andre, som nogen bondejord beså, skulle til gode rede tiende hver tiende neg, eller kærv, af alle slags korn, rug, byg, hvede, boghvede, havre, ærter, vikker, såsom afgrøden falder på hvert stykke jord, eller ager.
Men af hvis ikke sås, deraf gives intet til tiende.
De skulle og tiende hver tiende kvæghøvede, som fødes, intet undertaget, lam, kalve, føl, kid, grise, høns, gæs, ænder, så og bisværme, og hvo som i et år ikke tillægger så meget kvæg, at de have ti høveder, da skulle de tilhåberegne til et andet år, indtil de have ti høveder, og da give det tiende efter gammel sædvane.
Hvis bøndergårdes jorder siden år 1661 er til avls- eller ladegårdes brug henlagte, eller herefter henlagte vorde, af dem skal lige så vel tiendes, og anden rettighed gives, som de af bønderne selv blev brugte.
Tienden skal deles i tre lige dele, til kongen, kirken og præsten, efter den brug og skik, som hidindtil været haver.
Bønderne skulle tienden i negene, eller kærvene, afsætte på hver ager, udi deres, eller deres fuldmægtiges, nærværelse, som den skal oppebære, om de tilstede er, og ville være, og siden henføre den til dem, som til den er berettigede, dog ikke over én mil langt, eller straffes derfor som for ulydighed. Men dersom hastig høst indfalder, eller og den, som tienden skal oppebære, ej møder i rette tide, når han er advaret, da har bonden fuldmagt sit korn at indføre.
Thi ingen bonde er pligtig med sin skade at bi tiendetagerens velbelejlighed, men tiendetageren bør at rette sig efter bondens lejlighed.
Dog at bonden efter bymændenes vedtægt sig tilbørlig med høst i rette tide forholder.
Spørger tiendetageren sig for ved kirke, eller i by, hvilken dag sognemændene høste ville, da være de pligtige at sige dagen omtrent, om vejrliget sig føjer.
Klager tiendetageren på nogen mand, at han ikke retfærdelig tiendet har, og begær derfor hans korn at kastes, da skal den beskyldtes husbond pligtig være at lade det kaste. Findes hans brøst, da betale han til anklageren tre dobbelt så meget, som forsveget er, med hans bekostning, og derforuden have forbrudt sin gård til sit herskab.
Vil husbonden ej hjælpe den klagende til rette, da klages det for kongens befalingsmand, han hjælpe ham til rette, som sagt er.
End befindes den beskylte uskyldig, da skal anklageren betale ham for hans skades lidelse efter dannemænds sigelse.
Foruretter tiendetageren nogen i tiendens oppebørsel i nogen måde, og fordrer, eller tager mere, eller af andet, eller på andet sted, end som her sagt er, da give han den, som således forurettes, tredobbelt igen.
Købstæder, som avl bruge, bør og billig, med mindre de sær benådning derpå have, eller og andre midler have, deres kirker at holde ved lige med, at give tiende, hvilken skal deles ikkun i tvende parter, den ene til kirkens og den anden til præstens behov.
De sædegårde, som hidindtil have været fri for tiende at give, skulle herefter nyde samme frihed, i hvo dem og eje og besidde, på det ejermændene skulle holde deres tjenere til at tiende retfærdelig.
Dog skulle de dens sognepræster fyldestgøre for deres umage og tjeneste.
Thi sognepræsterne er deres løn værd, og ikke mere pligtige at tjene dem til forgæves end andre deres sognefolk.
Når bønderne føre præsten sin tiende, da må han give dem tilsammen to tønder øl i deres gildeshus, og ikke ydermere med øl, eller mad, at give dem besværes. Det samme er og om kirkeværgerne, om de annamme selv kirketienden i negen.
Husmænd, inderster og pebersvende, som ikke tiende til kirken, enten af kornsæd, eller af kvæg og bisværme, skulle årligen i fire kvartaler give til kirken en halv mark danske.
