Om tjenestefolk på landet og i købstæderne, inderster og løsgængere
Tjenestefolk må ej med deres forseelse føre deres husbond skade på, men de bør selv at lide for hvis de brudt have.
End giver husbond sin tjener, eller anden, fuldmagt på sine vegne at forrette noget, da bør husbonden selv at svare til hvad derudi forses af den, som han fuldmagt givet har, og af ham igen søge opretning.
Begås noget uskelligt imod tjeneren af andre end husbonden, da opbær tjeneren selv bøder.
Ingen ledig karl, eller inderste, som sider til huse på landsbyen, må bortfæste sig til bondearbejde og tjeneste ringere end hel eller halv år, uden et halvt års løns forbrydelse.
Og skal så ingen på landet hos bønderne for dagløn arbejde uden gifte og bosatte på gårde, eller gårdsparter, og gadehusmænd, som gøre og give årlig rettighed til deres herskab.
Dog skal hermed ikke være forbudt, at de, som sig ved søkanten på nogle visse tider om året af fiskeri og søen alene nære, jo herefter som tilforn må om vinteren, og når de ikke er til søs, sig for dagløn bortfæste.
Ej heller at tærskere jo må lade sig antage af hvem, som dem behøve til deres korn at udtærske, på hvad tid og til hvilken tid mand har dem behov.
Inderster, være sig karle, eller kvinder, må ikke af gård- eller husmænd til værelse antages under deres fæstes fortabelse, uden det dem af husbonden, eller hans fuldmægtig, bevilges, som om indersters forhold og næring sig skal lade informere, så det kan være husbonden og bonden uden skade.
Når nogen fremmet til sognene ankommer, skal bønderne straks give præsten det tilkende, som deres pas og bevis de medbringe skal læse, og dem overhøre, og dersom nogen mistanke kunne være, da præsten det for herskabet, eller hans fuldmægtig, angive.
Og skulle præsterne flittig antegne deres navne og fødested, som sig i deres sogne opholde, være sig inderster, tjenestekarle og drenge, eller løsgængere, at mand hos dem herom, når behøves, kan have fuldkommen efterretning.
Alle tjenestekarle og drenge, som til bondearbejde er antagne, hos hvem det og være kan, med mindre de fæster gårde, eller gårdsparter, hvor på de sig kan nære, skulle være forpligtede deres tjeneste otte uger for fardag, som er på landet den første juni og den første december, til deres husbond lovlig at opsige.
Og såfremt husbonden dem utilbørlig vil opholde, må de tjenesten løskynde i nogle af byens, eller sognefolkets, nærværelse, eller og til kirkestævne. Udførmer husbonden dem derfor med hug, eller slag, straffes som for vold.
Når tjenestetyende, mands- eller kvindes-personer, lovlig deres tjeneste engang opsagt have, synderlig om de uden sognet sig agte at begive, da skal deres sognepræst være forpligt at meddele dem bevis, når de den begære, at de er fri og ledige fra herretjeneste til lands og vands, så vel som fra bondens tjeneste, og for ægteskab, såfremt de ellers ikke med nogen trolovede, eller viede, er. Og skal ingen præst under tilbørlig straf sådan bevis dem vægre, eller og den dem over en halv dag forholde, og skulle præsterne give alle skudsmål beskrevne under deres hænder og signeter, som de ville ansvare og være bekent. De nyder derfor af enhver tjenestekarl, dreng, eller kvinde, fire skilling danske.
Begiver nogen karls- eller kvindes-person sig ulovlig af deres husbonders tjeneste, da skulle de have forbrudt så meget, som deres halve års løn sig kan beløbe, halvdelen til husbonden og halvdelen til husbondens herskab: Og de, som dem videndes antage, skulle have dobbelt så meget til den forrige og rette tjenestetyendes husbond og hans herskab forbrudt.
Hvo som tager anden mands svend, tjener, eller tjenestekvindfolk i tjeneste uden pasbord, han skal svare den, som tjeneren uden lovlig afsked er fradragen, til al den skade han derover lider, og derforuden bøde til ham, som ovenbemeldt er. Og skal en hver give sine tjenestefolk, mands- og kvindes-personer, når de fra ham skilles, pasbord, som de have fortjent, at ikke nogen derover bliver bedragen.
Ingen må tage en anden mands tjener i forsvar, før end han lovlig skilt er fra sin husbond.
Tilsiger nogen sin tjeneste og tager fæstepenge på hånden, og vil ikke gå i tjeneste, betale fæstepengene igen og derforuden fjerdeparten af et års løn, som han skulle have, dersom han havde kommet udi tjeneste. End har han ingen fæstepenge opbåret, betale dog et fjerding års løn, som sagt er.
Antager man nogen til sin tjeneste, og vil ham siden uden lovlig årsag ej annamme, da beholder den, som antaget var, hvis fæstepenge given er, angerløs, og derforuden bør husbonden at give ham fjerdeparten af et års løn, som han skulle have, om han i tjenesten havde kommet.
Når nogen tjenestefolk, som deres tjeneste opsagt have, eller andre løsgængere, som ikke er bosatte og tiende til kongen, kirken og præsten, eller gøre og give dem nogen rettighed, ej heller have fuldkommen bevis og nøjagtig skudsmål fra præsten, hvor de have deres ophold, og hvorledes de skikke sig, det være sig mands- eller kvindes-personer, nogensteds betrædes, og ikke lovlig bevise sig, såfremt de ellers ved sundhed været have, tjeneste at have for en billig løn begæret på de steder de behøves, og kunne antages, da skulle de straks pågribes, og dom over dem forhverves, at gå så mange måneder i jern at arbejde, som de have entholdt sig fra at tjene, eller om de i fremmede lande her af riget sig ville udsnige, og siden betrædes, da derfor søgis, tiltales og straffes med fængsel og jern. Og da skal kongens amtmænd dem, som på kongens grunde, således skyldige befindes, med ringeste bekostning ske kan, enten til Bremerholm, eller anden steds hen forskikke med deres dom, hvorudi alle mod dem forhvervede vidnesbyrd skal være indførte, på det, om nogen sådanne af had og avind forurettede er, under det skin, at de skulle være løsgængere, de da kunne igen til rette forhjælpes.
I lige måde skal med dem forholdes, som sig for soldater udgive, eller soldater er, og landene igennem stryge.
Dog de tjenesteløse folk og soldater undertagne, som lovlig pas have og skellig befindes på deres rette rejse og vej at være stede, og sig uden tryglen opholde, eller og uden tvivlsmål den formue eje, at de sig deraf kunne holde, og uden nogen mands skade have sig med lediggang at opholde: Hvorpå de bør, om begæres, at skaffe sognevidne og skudsmål.
Kongens amtmænd skulle hver i sit amt tvende gange om året, som er den første juni og den første december, holde inkvisition over alle sådanne folk, så og forfare, hvorledes med alt det, som her forskrevet står, forholdes, og da tilforn herskabet på landet, som i hans amt boendes er, derom advare, at en hver på sin grund kunne på samme dag og tid holde ransagning, og tilhjælpe, at dette fyldestgøres.
Findes nogen, som sig til side holder på de to foreskrevne dage, når inkvisitionen sker, de skulle agtes for løsgængere, og straks pågribes, og med dem handles, som tilforn ermeldt.
Dersom herskabet på landet ikke selv formår sådanne modvillige og løsgængere at antaste, straffe, eller i god forvaring at have, eller dem ikke til egen tjeneste og arbejde vil bruge, da må de det kongens amtmænd, i hvis amt de er boende, tilkendegive, og dem til ham lade over antvorde, at han sig med dem, efter som før ermeldt, kan forholde.
Findes nogen løsgængere, eller dem, som ingen pas, eller rigtig besked, have, videndes til sig at holde, dem huse og hæle, de skulle på landet have forbrudt deres fæste til deres husbond, og derforuden, om dem overbevises nogen ulovlig handling og fællesskab med sådanne at have haft, at stå til rette derfor og straffes som vedbør.
Men i købstæderne skulle de, som det gøre, straffes som de der huser fredløse.
