Omkring et gammelt Ribebillede
Link til det foto artiklen omhandler
På mit bord ligget et gammelt billede fra Ribe Havn. Det synes at stamme fra 60erne eller 70erne i forrige århundrede og det fortæller et og andet om de svundne tiders Ribe.
Bygningerne i baggrunden er den gamle Cikoriefabrik, som ilden for nogle år siden fortærede, bygningen med skorstenen og den lille lave bygning mellem de store huse er helt nedrevet efter branden, men da billedet blev taget, tilhørte fabrikken vistnok den kendte Ribe-købmand Kolvig. Den næste store bygning står endnu, noget ombygget. På første sal er der beboelse, medens stuetagen rummer det Jacobsenske Bogtrykker. Den lille bygning på hjørnet mod Storegade er erstattet af den store ejendom, hvor Isenkræmmer Nyborg har butik i stueetagen.
I forgrunden på Skibbro-siden ses en gaslygte. Det fortæller os, at billedet i hvert fald er taget efter 1863, da Ribe fik sit gasværk.
Og så er der småskibe i Ribe Havn, flere endda, et særsyn i vore dage. Ganske vist er det småskuder, men for den sags skyld kan billedet nok være taget nogle årtier senere. Lige til vi fik banen i 1875 bragtres en del varer ind ad Ribe Å i sådanne småskibe, og Ribe Gasværk fik i sine første år sine koks pr. ”skib” lige til byens porte.
Småskibene husker jeg for øvrigt endnu i min barndom ved Ribe Skibbro, ja, endog en ”orlogsmand” med splitflaget vajende husker jeg. Det var ganske vist kun en lille toldkrydser, men det fik en til at tænke på Carit Etlars smuglerhistorier som den berømmelige ”Madsalune”, som har fået mange drengehjerter til at banke. Bogen blev for resten filmet i stumfilmens dage, og det var en endog ganske brillant film, der var en talefilm værdig, som stadig lader vente på sig i dansk film.
Men tilbage til vort billede. Det er i hvert fald taget på et tidspunkt, hvor Ribes Skibsfart var uden særlig betydning, om det er interessant nok.
Men endnu i mands minde har Ribe dog haft i hvert fald nogen skibsfart. Flere storkøbmænd var endnu skibsredere og lod endog ret store skibe bygge i Ribe, selv om de på deres farter i hvert fald nøjdes med at ankre op på Rheden ved Skøgum Banke og ikke lod sig se ved Ribe Skibbro. En af Ribes sidste skibsredere var Fabrikant Christian Giørtz. Det var ham, der i 1852 opførte ”den engelske villa”, den statelige ejendom ved Skibbroen, der i mange år senere tilhørte Overlæge Vilandt og senere Kommissionær Tranberg og nu Ingeniør Jens Stürup.
Engelske kunne man med rette kalde villaen. Giørtz havde selv under et ophold i England ved Themsen set dens forbillede, som han lod opmåle og rekonstruere ved Ribe Å. Oppe i tårnet havde han en kraftig kikkert, og herfra kunne han se, når hans skibe ankrede op på Rheden.
Ribe havde endog dengang et skibsværft, der lå på slotsbakkegården, hvor nu sejlklubbens slæbested er. Det sidste skib, der blev bygget her, var skonnertbriggen ”Christian Lützau Lund”, der byggedes så sent som 1866-67, altså på det tidspunkt, hvor måske ovenstående billede er taget. Skibe af den størrelse kunne naturligvis ikke gå ind til Ribe, men lå ude i åmundingen, hvorfra varerne i lægtere bragtes ind til byen. På denne måde fik man f.eks. cikorierødder fra Lolland til fabrikken, der ses på det gamle billede.
Christian Giørtz ejede to mindre fartøjer, der var hjemmehørende i Ribe, nemlig everten ”Louise Caroline” og jagtgaleasen ”Anna Caroline”. Det var naturligvis en ren svir for byens drenge, når selv sådan et lille fartøj lå ved Skibbroen. De klatrede om i rigningen og drømte søde drømme om at stikke til søs.
En Ribedreng, der lærte sin første navigation ved Ribe Skibbro, var den senere Kontreadmiral Middelboe.
Hans moder var datter af Giørtz, og faderen var toldkasserer og boede på den gamle Toldbod når Skibbroen. Som dreng legede Middelboe sammen med sine kammerater bl.a. den senere så berømte ripenser Jacob A. Riis på skibene ved Skibbroen, og begge fik de jo som voksne lejlighed til at videre udsyn end et hjemlige Ribe.
Selv de små skibe havde vanskeligt ved at forcere åen, der jo ikke egnede sig til at krydse, og det kunne hænde, at de blev slæt ind til byen, idet to mand gik inde på åbredden og trak i et tov, der var fastgjort til skibets mast.
Giørtz skibe var i reglen i kystfart mellem Ribe og havnebyerne i hertugdømmerne og på Elben, for evertens vedkommende. Hamburg var hovedsædet for farten. ”Anna Caroline” sejlede derimod både på England og Holland.
Hovedgrunden til, at skibsfarten på Ribe sygnede hen, var naturligvis til dels, at man fik banen, men tillige den tilsanding af åen, som tog til år for år. Tilsandingen havde man i øvrigt kendt gennem århundreder, og der var egentlig aldrig gjort noget rigtigt for at hindre den. For århundreder siden havde endog Kong Christian den fjerde haft øje for at forbedre sejladsen på Ribe og forkorte landevejen ind til byen ved en gennemskæring af Ribe holme.
Dengang blev planen ikke til noget. Den kom først i vor egen tid, men åens tilsanding gjorde man ikke noget ordentlig ved, skønt man, da diget kom, fik sat igennem at man fik en gennemsejlingssluse, Kammerlusen, anbragt. I de senere år er det blevet værre og værre med tilsandingen og selv Ribes lystsejlads lider svarlig derunder. Det må hundreder af turister erkende. Man skulle tro, at tiden var inde til en ordentlig oprensning af åen, så meget mere som turisterne mere og mere benytter lystsejladsen til diget og slusen.
En stor gravemaskine er endog for hånden og ligger i Ribe Havn. Lad os få den i gang snarest muligt, så de Ribe motorbåde kan bringe turister til både Fanø og Esbjerg – og omvendt.
Noter[redigér]
VESTKYSTEN’s kronik d. 30.6.1948 af Journalist K.H. Rosenstand
