Overmøllen

Skift til: navigering, søgning


Mølleindustrien er blevet centraliseret og mekaniseret, og det går ud over vejrmøller og vandmøller. Poesien tages af møllehåndværket.


Af Ribes gamle vandmøller drives nu de to med turbiner, og kun ved en af dem driver det gamle vandhjul endnu møllekværne til melmaling. Det er Ydermøllen, der en gang lå udenfor byens stateligste byporte, der først forsvandt i 1943.


Oprindelig havde Ribe kun en mølle ”Kongens Mølle”, også kaldet Overmøllen, hvis beliggenhed var på begge sider af åen ved Toldboden, hvor nu Frislusen er.


Under Kong Hans forøgedes antallet af møller med Midtmøllen, Nebs og Nibs Mølle, og under Kong Frederik den første kom Ydermøllen til. Den er grundlagt den 10. august 1526. (indviet 26. august 1526, Red.)


En ribeborger, Christen Nielsen Kræmer, der i øvrigt hørte til Christian den andens parti, havde lånt kongen et beløb af 50 gylden og fik efter overenskomst i stedet for tilbagebetalingen tilladelse til at anlægge en mølle ved den yderste af de tre arme af Nibså, som løber gennem staden, et løb, der anses for at have været en slags fæstningsgrav mod nord og øst svarende til Stampemølleåen mod syd og må forinden Ydermøllens anlæg have lukket ved et stemmeværk eller en sluse for at holde vandet til driften af Midtmøllen og Kongens mølle.


Kongen havde højhedsretten over vandløbet og vandkraften, men for at få en plads til møllen måtte Christen Kræmer træffe overenskomst med byen, som ejede en grund med nogle bygninger udenfor Nørreport på begge sider af åen. Denne overenskomst fandtes indtil for få år siden i byarkivet inden plyndringen af dette, og den findes aftrykt i Katedralskolens indbydelsesskrift for 1839. Den lyder således:


”Jeg Christen Kærmer, borger i Ribe, gjør alle vitterligt og kjendes med dette mit åbne brev, at jeg haver gjort sådan gericht og forligelse med de ærlige dannemænd borgmestre og råd og menighed i Ribe, at på det jeg maate opsætte og bygge den mølle uden Nørreport på byens jord og måtte nyde de bygninger som byen tilhørte og sat der på begge sider af vandløbet, derfor skal jeg og mine arvinger og hvem denne mølle bruger, efter os til evige tider holde det bolværk færdig ved begge sider med pæle og buller, leder oven og neden, flådtiljer og andet fra møllen og så langt som broen rækker, så det skal være byens aldeles uden skade og skal denne intet holde vedlige uden alle midt pæle, midtbjælken og broen oven mellem begge ender.


Til vidnesbyrd, at så skal holdes haver jeg lagt mit segl nedenunder dette mit åbne brev.


Datum Rine anno domini M DXXVII die sancti Laurentii (10 august)”


Efter denne overenskomst havde mølleren altså bygningerne og pladsen frit mod ovennævnte forpligtelser, men strømmen eller vandkraften måtte han forpagte af konge mod en forleningsafgift på 17 paler, som skulle indbetales i slottes kasse og optoges i dettes regnskaber.


Af kancelliets brevbøger fremgår det, at der også for mølleren kunne ligge en fordel i afhængighedsforholdet til kronen. Således lod kongen møllen istandsætte i året 1609.


Fra gammel tid havde lensmanden på Riberhus og byens borgmestre ret til at ålesæt foran møllerne, hvilken rettighed for borgmestrenes vedkommende dog kun i 1780 vurderedes til 4 lispund hvidål årlig.


Allerede den gang synes mølleri at være en god næring, og møllen skiftede sjældent ejer. Den var i tidsrummet 1548-1647 i en families og fra 1800 til 1848 i en anden families eje.


Efterhånden gik forpligtelsen til broens vedligeholdelse over til byen, og fra 1660 findes i de kommunale regnskaber ofte udgifter både til broen og brohovedet.


Møllens grund udvides efterhånden noget både med en del af naboejendomme mod vest, men særlig på den anden side af åen mod den nuværende Sct. Nikolajgade, der tidligere bar navnet Aalegade, fordi Aalevognene fra Limfjorsegnene havde stade der under markederne med tørrede og saltede ål, indtil de for bytoldens skyld senere blev henvist til pladsen ved domkirkens kirkegårdsmur.


En del af denne rund havde, hvad byarkivar Termansen har oplyst, tilhørt og været benyttet til tømmerplads af den ansete ribeborger og rådmand Peder Christensen Faber, hvis legat endnu ved juletid glæder to ”nødtørftige” enker. På den plads byggedes i tiden løb de lave stalde og ladebygninger, som skal have været de sidste stråtækte bygninger i Ribe.


Omkring midten af forrige århundrede blev der i disse bygninger i forbindelse med mølleriet drevet udstrakt landbrug, hvis fede, blankbrune heste og bredbugede køer længe mindedes som repræsentanter for den gode tid, da avlsbrug var Ribe bys bærende erhverv.


Om møllens udseende i ældre tid giver Roeds billede af Nørreport et godt begreb. (Peder Ussings maleri minder meget om det omtalte, Red)


Disse bygninger forsvandt omkring 1850, da møllen ombyggedes fra grunden og fik det udseende omtrent som den nu har. Øverste etage er dog påbygget senere.I årene 1873-74 døde de sidste mandlige ætlinge af den gamle møllerstamme, Hans Müller og cand.phil. Fritz Müller, der var sønner af Møller Chr. Frandsen Møller, som i 1832 hvade fået skøde på Ydermøllen, og møllen solgtes ved auktion. Den købtes af et interessentskab af landboere fra Lustrup, Seem og Varming med det formål ved en regulering at sænke vandstanden i Nibså og forøge engarealerne i de nævnte landsbyer. Foreløbig forpagtedes møllen af A. Jepsen, der i 1882 afløstes af Møller F. Hübschmann. Da planen måtte opgives som uigennemførlig, solgte interessantskabet i 1892 møllen til Hübschmann, hvis søn, den nuværende møller i 1897, altså i år for 50 år siden, overtog møllen, og dermed er vi inde i møllens nyere historie med byens senere køb af møllen.


Noter[redigér]

VESTKYSTENs Kronik d. 17. januar 1947 af Journalist K.H. Rosenstand