Porsborg
Medens Ribe er saa rig paa velbevarede gamle Bindingsværkshuse, er Tallet paa de ”Stenhuse” og grundmurede Huse, der endnu er tilbage fra svundne Tider, kun ringe- Det mest imponerende af disse er Porsborg paa Torvet.
Bygningen bestaar af 2 Fløje, en længere mod Torvet og en kortere mod Stenbogade. Fløjene er i 2 Etager af store røde Munkesten med Krydsskifte med en Sokkel af Granitsten. Mellem Fløjene i Gaarden staar et kantet Trappetaarn. Under hele Bygningen findes Tøndehvælvinger, der foruden paa Ydermuren hviler paa 4 fritstaaende Piller, i Sidefløjen paa en lignende Pille. Mellem de 2 Stokværk strækker sig langs Facaden en Profilliste og under Tagskægget en Tandsnitgesims.
Indtil 1576 strakte sig langs Stenbogade indtil Peder Dovns Slippe 4 Ejendomme, af hvilke den nordligste var et Stenhus, som ejedes af den kendte Hans Christensen Bartiskær. Den sydligste og anseligste hed Pederstborg, rimeligvis opkaldt efter Peder Do’o’n eller Dovn, efter hvem den tilstødende Slippe er opkaldt.
Efter Ildebranden 1580 købte den rige Raadmand Peder Baggesen de 4 Grunde og paabegyndte her Opførelsen af det endnu bevarede Porsborg .
Han skulde imidlertid ikke opleve Indflytningen i den nye Bygning, idet han døde 1591. Hans Enke flyttede ind i Huset med sin anden Ægtefælle, Raadmand Bertel Struck, Det gik imidlertid tilbage for Manden. Han maatte rømme den gamle Gaard til Fordel for Mads Porse, efter hvem Gaarden har sit Navn.
Paa Bertel Struck tager formodentlig det gamle rim Sigte, som anføres hos Terpager: »Porsborg hin røde lagde Peder Baggesens Guld øde«.
Efter Mads Porses Død deltes Porsborg imellem hans Enke Anne Pedersdatter og hans Børn.
Efter enkens død laa Gaarden saa temmelig ubenyttet hen. Omkring 1639 anvendtes den til Indkvartering af Officererne fra Byens Garnison.
Saaledes fortælles om en Løjtnant, der »huserede skrækkeligt« i den.
I Aarenes Løb forfaldt Bygningerne yderligere. Arvingerne kunde ikke enes om, hvem der skulde eje Gaarden, der endelig 1659 solgtes til Lambert Baggesen en Sønnesøn af dens Opfører, der lod Ejendommen restaurere.
Ved den nye; Grundtakst’s Udførelse 1681 ejedes Porsborg at Borgmester Vilhelm Brochmand og efter dennes Død af Amtsforvalter, Justitsraad Jens Christensen.
1795 nævnes Told- og Konsumptionsraad Jacob Krag; (død 1812) som Ejer af Porsborg. For dennes Børn var den senere kendte Rektor ved Ribe Katedralskole P. N. Thorup en Tid Huslærer. Thorup skildrer ham i sine Erindringer som en smuk gammel Mand »med et i Selskab belevent Væsen«. Krag holdt meget af at holde paa Værdigheden og fandt det yderst upassende, at Thorup en Gang i Klubben, horribile dictu, havde nedladt sig til at drikke et Glas Punsch med et Par af Skolens Disciple.
Efter Kammerraadens Død tilhørte Gaarden en lang Aarrække Amtsforvalter, Justitsraad Rasmus Nielsen, Faderen til den senere Stiftamtmand. Han skildtes som en rig, godmodig og retsindig Mand, hvis Kone skal have været mindre tiltalende, bortset fra, at hun trakterede med glimrende Spisegilder.
I 1848— 4 9 ejedes Porsborg af en Hamborger-Købmand Guiliam Joachim Fries, der senere solgte Ejendommen til den kendte Ribe-Borger Tømmerhandler Christian Lund. Lund byggede baade Huse og Skibe. Han havde Skibsbyggeri paa Slotsbleg gaarden og var tillige Skibsreder. 1864 maatte han tage imod Indkvartering af Chefen for det østrigske Ekspeditionskorps Feltmarschal, Friherre Ludvig v. Gab1enz.
Da han var en god dansk Mand, blev han senere af Preusserne sammen med 9 andre ansete Borgere *) sendt til Rendsborg som Gidsel.
Det var forøvrigt ikke sidste Gang, Porsborg fik fornem Indkvartering. Ved Domkirkefesten 1904 boede saaledes Prins Carl, den senere Kong Hakon af Norge, paa første Sal hos Stiftsfysikus senere Konferensraad og Byens Æresborger Kiær.
1901 købtes Gaarden af Dyrlæge Pedersen, der lod Facaden pietetsfuldt restaurere ved at fjerne de[t grimme Kalkpuds, der skjulte de røde Munkesten. 1914 solgtes Ejendommen til Landbo- Sparekassen.
Desværre viste de nye Ejere ikke nogen god Smag ved deres Restaurering, der tilmed foretoges af en for gammel Bygningskunst ganske uforstaaende Arkitekt, der fik det maleriske Gaardparti til at stivne i den hæsligste Cementarkitektur. Selv om Facaden heller ikke gik Ram forbi, undgik den i nogen Maade Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Det var formelig en Skæbnens Ironi, at Loven om gamle Bygningers Fredning først gennemførtes kort efter Ombygningen.
Men trods det: sidste Attentat rummer »Porsborg hin røde« endnu saa megen Charme, at det til Dato kan hævde sit Ry som et af Ribes interessanteste bedagede Huse fra svundne Tider.
Noter[redigér]
Ved K H. Rosenstand, Ripenser-Bladet December 1919 (digital konvertering)
| ||||
