Ribe Holme i historik belysning

Ribe by har gennem århundreder på en smuk og naturlig måde været knyttet sammen med sit oplands befolkning. Naturligt på grund af det nære interessefællesskab. Marskbyen Ribe var jo fra ældgammel tid et hovedsæde for studehandelen. Byen selv ejede og ejer vildtstrakte jorder, og til snart sagt hvert hus i byen hørte i gamle dage avlsbrug. Bedre Baggrund for forståelsen af det gode forhold mellem land og by kunne ikke tænkes. Endnu ejer ikke få ribeborgere ager og eng, ikke mindst på Ribe Holme, egentlig en halvø, vest for byen, egne hvis friske duft af hø i juli bringer en historisk luftning med sig.

En kongelig gave til Ribe

Det var Kong Erik Menved, der skænkede holmene til Ribe by. Kongen, der i august måned 1294 opholdt sig i Ribe, ønskede at betegne sit ophold her ved denne gave, der tillige viser hvilken pris han satte på at sikre sig byens besiddelse. Det latinske gavebrev, der er opbevaret, findes optegnet i Peder Terpagers Ribehistorie ”Ripae Cimbricae” fra 1736. I Kinchs danske oversættelse lyder det således:

”Ved Erik af Guds nåde de danskes og vennernes konge o.s.v. – Vi bekendtgøre for alle, at vi have tilladt foreviserne af nærværende vore elskede borgere i Ribe at indgrave en eng vesten for ”Konings Eng” ved Ribe, som vi personligt har anvist dem til byens befæstning, og frit at anvende den til deres eget brug, indtil den ovennævnte by bliver omgivet med mure, idet vi strengt forbyde, at nogen, af hvilken stand han så er, fordriste sig til at besvære borgerne med hensyn til den nævnte eng, såfremt han vil undgå vor gongelige hævn.

Givet i Ribe i guds år 1294 på Sct. Sixtus Paves Dag (6. august) i nærværelse af vor Drost Hr. Aage”.

Holmene bliver Ribe-Borgernes

Den eng, kongen således overlod byen til benyttelse, var den såkaldte ”Kongens Holm”, nu ”Holmene”, ikke mindre end ca. 200 tdr. land god marskeng. De oprindelige forudsæntninger for engens benyttelse, nemlig byens befæstning, blev ikke overholdt, men byen kom til at beholde engen for bestandig. Byen må imidlertid have forsømt at indgrave den eller i det mindste at vedligeholde indgravningen, og følgen heraf blev, at den kom til at henligge til fri afbenyttelse for alle og enhver, rimeligvis såvel indenbys som udenbys, indtil den i det 16. århundrede blev hævdet for byen og udskiftet blandt borgerne, hvoraf adskillige ejer holmeskifter den dag i dag, medens kommunen er den største lodsejer derude med vistnok ca. 80 skifter.

Liv og Røre

Lige fra Middelalderens dage har der hersket liv og røre på holmene i høslettens tid. Folk langvejsfra, endog med skibe fra Fanø, og leerne klang fra tidlig morgen og i de måneklare duggede nætter for at undgå dagens hede. Og når arbejdet var slut, og de duftende stakke rejstes ved å for som duvende læs at blive transporteret milevidt, har dr vel også været lystighed på holmene.

Lokalhistorikeren, Pastor Bang i Bækbølling beretter fra det 17. århundrede om en sær dans ”Tranedansen” kaldet som ”Skolens Personer”, dvs. Katedralskolens disciple, dansede på Holmene, når høet var indhøstet, ”den ene part stående på den andens aksler”, og det slår næppe fejl, at det var Tranedansens glæder, der allerede tidligt lokkede byens borgerskab ud på holmene.

Vanskelige Tilkørselsforhold

Gennem århundreder var det særdeles vanskeligt at komme til og fra Holmene. Så langt ned i tiden som til 1830 anvendte de tomme vogne til kørested i Holmeåen ud for Klintevejen og for hølæssenes vedkommende tog man vejen gennem Farup og Mejlby. Det var et primitivt kørested, der hvert forår måtte udbedres med grene og kviste, der, som afdøde Byarkivar Termansen, der sad i Holmebestyrelsen i tredive år, har oplyst, fra ældgammel tid hentedes i resten af den gamle egeskov i Roager eller Kloby Sko, og for passagen gennem Farup Kommune betaltes årligt årligt af kommunes kasse 24 rigsdaler sølv.

Holmene får kørepram

Men endelig den 1. juli 1830 fik Holmene en kørepram til at færge vognene og hølæssene over. Prammens Bygmester var Skibstømrer Joh. Fr. Schrøder fra Fanø. Prammen blev 13 alen lang og 8 alen bred. Tre skibstømrere arbejdede på den i ca. 4 uger, og den kostede 282 rigsdaler. Og så sejlede høfærgen da hver sommer i over 100 år over det gamle færgested fra Kobro til Holmene, indtil færgestedet nedlages for en fem-seks år siden og der blev bygget en mindre romantisk, men mere praktisk og pengebesparende dæmning over åen.

Mange færgemænd havde i den lange tid betjent færgens tykke tov. Fra de senere år erindres Hans Madsen Thomsen og Hans Led, Christoffer Nissen, den nuværende Skovfoged ved Ribe Plantage, Slagter Schmidt, Ribe Mark, og Vejmand Schmidt i Tved. De to sidste færgemænd var Niels Bech i Peder Dovns Slippe og Otto Hansen i Hundegade. Førstnævnte var i 30 år Holmevogter, en art byhyrde på Holmene.

Holmefolden bygges

Holmevogteren eller ”Holmemanden” var og er (nu hedder han Niels Nielsen) nødvendig til at passe på kreaturerne, når disse efter høsletten blev og bliver drevet ud på holmene for at blive fede af ”eftergrøden”. Forinden blev de ”brændt” eller ”svedet”. Sviegade i Ribe har navn efter ”Svidning”, dvs. mærkning med et glødende jern i dyrets horn. Nu slipper man nemmere fra mærkning ved anvendelse af metalmærke i studens øre.

Så Overvågede da holmevogteren kreaturernes færden på holmene, indtil de blev drevet hjem i november, og der var nok at tage vare på, ikke mindst den gang, da holmene var en stor slette uden de senere gennemskæringer og digets beskyttelse mod stormfloderne. Som værn mod floderne byggedes i 1848 ”Folden” midt på holmene.

Det var den ansete ribeborger Apoteker v. Støcken, der fik overdraget dette anselige jordarbejde for 560 rigsbankdaler.

Holmefolden fik et fladerum af 1600 kvadratalen indvendig. Den blev omgivet af en jordvold, der var 3 alen bred i foden, halvfemte alen høj og halvanden alen bred foroven.

Heroppe kunne både vogter og kreaturer trygt finde tilflugt, når stormfloden kom. Folden kunne rumme 150 kreaturer og den var brolagt med solide kampesten.

Men nu er der kun grønne tuer, hvor folden stod. Til trods for bestemmelserne om, at foldens vedligeholdelse skulle hvile som en perpetuerende eller stedsevarende forpligtelse på fire holmeskifter, blev den for et par år siden sløjfet, de solide sten gravet op og slået til skærver. Vel var den uden praktisk betydning efter digets anlæg, men mange havde dog ønsket, at den var blevet bevaret som et minde og vartegn om stormflodernes hærgen på den lave egn.

Et kært udflugtssted

Gennem åringer har holmenes grønne slette øvet en særlig tiltrækning også for andre end dem, der havde deres gerning derude under høsletten. Holmene blev i en lang periode ribeborgernes kæreste udflugtssted.

Når juli var inde, vandrede man til fods ad den støvede vej og de grønne stier forbi Bjerrumgårdene. I halvfemserne (1890’erne Red.) begyndte man at bruge vandvejen ad åen først med en lille dampbåd ”kvik”, der havde boghandler, tidligere styrmand Jepsen som Kaptajn og Vandværksbestyrer Niels Tarp som Maskinmester, senere med de mange motorbåde.

Så slog man sig ned i en høstak med den medbragte madkurv, eller man aflade besøg i holmehuset, hvor brave værter som Jansen med den berømmelige ferske laks, Puggaard Petersen og Peter Thomsen, den sidste i ca. 30 år residerede. Her fik man sig en lille sort, eller flere, kan hænde også et lettere angreb af ”Holmesyge”, især i de tider, hvor kaffepunchene kostede en krone favnen, dvs. så mange kopper man kunne favne om, men altid gik det ordentlig til i den primitive, men hyggelige beværtning, hvor byens borgere uden persons anseelse følte sig som hørende til en stor, glad sommerfamilie.

Men færgestedets nedlæggelse medførte, at Holmehuset forsvandt med, og nu søger ripenserne andre græsgange ude ved slusen. En idyl forsvandt, en ny opstod.

Men holmene består, selv om anlægget af diget fik en vis skæbnesvanger indflydelse på græsvæksten derude, idet sletten ikke længere oversvømmedes af det frugtbargørende, klægbringende havvand.

Det gik ud over høets kvalitet og kvantitet. En mergling måtte til, og det har nu vist sig ikke mindst i år, at merglingen har sat god frugt. Men måske vil landskabet derude om en ikke alt for fjern fremtid frembyde et dyrket land med gårde og huse. Diget var den første betingelse herfor. Statens marskforsøg arbejder jo med undersøgelser af hensigtsmæssigheden ved at dyrke marsken op. Kan hænde vi skal opleve den af mange ønskede vej over holmene og at se kornet bølge, hvor græsset stod højt, nye hjem, arbejde for ledige hænder på Ribe Holme.

Noter

Vestkystens Kronik d. 21.7.1939 af Journalist K.H. Rosenstand