Ribe Plantage

Den nu helt skovagtige plantning lige udfor Ribe, ”Ribe Plantage”, tog først rigtig vækst i 1840’erne efter Forskønnelseskomitéens stiftelse i 1842, men dens begyndelse skyldtes Ribes meget populære Stiftamtmand Moltke, hvis mindestøtte rejst af ”det erkjendtlige Ribe” nu ses ved indgangen til den østlige del af plantagen. (Står nu ved Marsk Centeret, lige ved REMA)

Det var i foråret 1802, at der på Moltkes initiativ plantedes 4000 fyrretræer fra Løverodde ved Kolding Fjord. Arbejdet foretoges af Gartner P. Svedenborg i Ribe.

Gennem kæmnerkassens regnskaber kan man følge arbejdets vækst gennem de følgende år.

De 4000 fyrretræer lod man hente på byens bekostning, og gartneren fulgte selv med vognen for at overvåge, at træerne kom godt til Ribe.

Pladsens til beplantning var udvalgt i den sydlige ende af Nørreports fællesdrift, som ved udskiftningen i 1771 var henlagt til fællesgræsning for 60 af Nørreports køer. Jordstykket lå ved den nordlige ende af den ved Moltkes initiativ nylig anlagte vej over de sumpede strækninger ind mod byen og deltes ved den gamle Kolding Landevej i to dele, en vestlig og en østlig. Den østlige tilplantedes først og fik navnet den gamle.

I 1803 købtes atter 2000 fyrretræer ved Løverorde, hvor Skjovbetjent V. Petersen foretog afsendelsen i 6 pakker indsvøbt i langhalm med vogn til Haderslev og videre til Ribe med Haderslev postføreren Laust Sørensen.

Skovbetjenten gør opmærksom på, at der angående betalingen for planterne må forhandles direkte med Gehejmeraad Hofjægermester v. Krog.

Måske på grund af dødfald hører man ikke mere om Gartner Svedenborg, men fra 1803 og i en lang årrække forestodes plantningen af Niels Polakker, en dygtig arbejdsmand med det rigtige håndelag. Afdøde byarkivar Termansen oplyser i nogle optegnelser fra 1925 om sagen og noterer med sædvanlig omhu, at Niels Polakker boede i en af slipperne mellem Grønnegade og Skibbroen og ofte anvendtes af kæmner, senere Stiftsrevisor Niels Hansen til forskellige kommunale arbejder. Bl.a. havde han det for eftertiden så sørgelige arbejde som arbejdsmand at lede fjernelsen af de, som man den gang mente, sidste rester af ruinerne på Riberhus Slotsbanke, hvor der endnu i 1810 stod ret betydelige rester tilbage.

Som medhjælper til træplantningen havde Niels Polakker anden arbejdsmand, der hed Hans Lobsin. Denne ernærede sig om vinteren som skrædder og syede bl.a. uniformer til vægterne og stadsbudene.

Der var nok at arbejde med i plantagen sommeren igennem med plantning, renholdelse og vedligeholdelse af hegnet, der idelig led ved, at 70 af Nørreports køer der stod under byhyrdens kommando, foretog ødelæggelser. Der ofredes i det hele ikke så lidt på indhegningen.

De kendte købmænd Hans Gerdes Bjerrum og Friederich Kümmel leverede fra tid til en anden brædder og lægter og Johannes Krag egepæle.

I 1806 tilkørte vognmændene Peder Bertelsen og Hans Skade ikke mindre end 544 læs vælt, det er trykke græstørv med jord ved, til diget langs plantagens sydside.

De i årene 1802-03 plantede fyrretræer har ikke særlig godt kunnet tåle den barske vestenvind, men det er vistnok ikke mange år siden, at nogle af dem endnu kunne ses i den ældste del af plantagen, måske er enkelte af dem endnu eller i hvert fald ”efterkommere” af dem endnu tilbage.

Sådanne træer har ofte en levetid på over 100 år.

Man var ret hurtigt blevet klar over, at træerne fra Løverodde ikke rigtig egnede sig til klimaet her ved Ribe, thi efter få års forløb gik man over til at købe ask og elletræer i Seem skov, ligesom Stiftamtmand Moltke forærede buske og træer fra sin egen have ved Stiftamtmandsboligen, som han selv havde ladet opføre i Puggaardsgade. (fortsættes under billedet)

Vejen fra Plantagen og ind til Saltgade, som stiftamtmanden får stor kredit for at have forbedret. Man kan fornemme mindestenen på gadehjørnet til højre i billedet. Billedet er gengivet med tak til Sydvestjyske Museer

Også langs den nye vej forsøgte man at plante træer, og man fik grundigt til værks. Der påkørtes ikke mindre end 10 læs muldjord til at plante i, og tømrermester Christen Petersen lavede 84 skærme og støtter til at værne om de nyplantede træer. Det må have været nogle gevaldige skærme, thi i regnskaberne benævnes de stadig ”huse”, og de var så solide, at man, da man i 1810 måtte opgive at holde i liv i træerne, kunne sælge dem til udvalget for byens kirkegård, der nu hedder den gamle.

Vejanlægget over vejlen var åbenbart både stiftamtmandens og borgerskabets kælebarn. Imellem byen og den vordende plantage anbragtes en bænk og både denne og ”husene” omkring de nyplantede træer maledes hvide af Hans Mahler.

I året 1811 flyttede Moltke fra Ribe, og interessen for plantagen kølnedes i de påfølgende trange år. Det kneb svært med rengøringen og vedligeholdelsen, ligesom vandafledningen forfaldt.

Forfaldet bredte sig i de følgende år. Da var det, at nogle raske unge ripensere i 1839 spyttede i næverne og tog fat.

Det var den senere apoteker i Brørup Hübertz, cand.phil. Fritz Müller fra Ydermøllen, Møller P. Nielsen, Midtmøllen og Bogtrykker Hyphoff, der tilbød magistraten, at de ville udføre personligt arbejde i plantagen for at bruinge den på fode igen. Byrådet tog imod det ædelmodige tilbud og overtog selv indhegningen og afvanding. Se, det var borgersind!

På forslag af de samme 4 unge ribeborgere flyttede Moltkes mindestøtte ud til plantagen og fik plads i selv e plantningen, som Moltke havde påbegyndt. For nogle år siden flyttedes støtten for tredje gang, da den nu stod ganske skjult mellem træerne, ud til den åbne plads foran plantagens ældste del, hvor den nu så smukt kan ses fra landevejen, der er den chausse, der afløstes af Moltkes ”nye vej”, som i sin tid nærmest fulgte den linje som Grønnevejen nu følger ind til byen.

Den første flytning af støtten skete i 1839.

De unge ripenseres uegennyttige arbejde gav stødet til oprettelsen af Forskønnelseskomitéen i 1842.

Noter

VESTKYSTENs Kronik d. 31.1.1947 af Journalist K. H. Rosenstand