Ribe i fest

På forhånd vilde man synes, at var der nogen by i Kongeriget, man vanskeligt tænkte sig i højtidsskrud, så var det Ribe. Stille og fredelg og lidt tung har den ligget der ved sin å i det flade vestland, en stump marsk eller stump Holland, sådan som Johan Rohde har malet den på sin smukke, melankolske billeder, halvt slumret ind og halvvejs glemt af yderverdenen, sænket i en dyb taus drøm om sine strålende minder, der alle samlede sig om det ene, der var tilbage af fordums herlighed, den gamle Domkirke. Og der ar jo nok at drømme om i den gamle hovedstad, om de tider, da alle klokker ringede for Dronning Dagmar, der lå i Ribe syg, eller da dansen gik på Riberbro med blanke våben under mummedragterne.

Men tiderne var forbi og døde, og byen var sunket hen, sammen med den gamle kirke, og det levende liv gik larmende udenom og søgte andre veje. Kun sjældent fandt turisten vej derhen. For denne moderne rejsende, der tager et halvt hundrede seværdigheder om dagen, var dette for afsides at spendere sin tid på, når der var europæiseret badestedsliv i nogenlunde nærhed.

Så meget større var overraskelsen hos dem, der i festdagene kom til domkirkebyen og fandt den i feber, på selve højtidsdagen i en hel rus.

Gennem måneders ivrige og omhyggelige forberedelser var temperaturen sat op til næsten kogepunktet. Skulde der en gang igen slås et slag, skulde det også blive, så det kunde høres og huskes. Det gjaldt jo både fortiden og fremtiden – minderne, der skulle forgyldes op for at stråle om kp med den gamle kirke, der igen står i al sin pragt og vælde, og med minderne det stærkere liv, den tilstrømning af fremmede, som man med rette håbede vilde blive det glædelige resultat af anstrengelserne.

Tør man tage varsel af festdagene og lade de meteorologiske og, som det synes, lidt fjendtlige magter ude af betragtning – kan man spå, at Ribe ikke har anstrengt sig forgæves. For fremmede syntes denne by igen at være bleven ung og vågen, fuld af lyst og mod til at tage fat på livet, og – hvad der var det bedste – den satte intet af sin værdighed til derved. I det brusende, sydende mylr knejsende Domkirken lige rolig og uanfægtet, nu kun så meget skønnere end før, og netop den dobbelt tvundne stemning lagde et egen skær over festen.

Hvor længe festen har varet, når den begyndte, og når den hørte op, kan vanskeligt afgøres; som stemningen var oparbejdet og tilstede længe forinden de to hoveddage – lørdag. Og søndag den 7. august – således vil det sikkert vare længe, inden den helt svinder over i dagliglivets grå ensformighed. Men den, der skal fortælle lidt om Ribedagene, tør ikke være for vidtløftig og må indskrænke sig til hovedbegivenhederne. Men også disse er indtrykkene så mange, at den, der helst vil undgå avisreferatets langsommelige opremsning – der vil være så meget mindre på sin plads, som det kommer post festum – må vrage og vælge. (tekst fortsætter under billedet)

Om lørdagen var det selvfølgelig Kongens ankomst, der gav dagen sin farve, en farve, der var dobbelt stærk og varm, fordi det så længe havde været tvivlsomt, om Kongens helbredstilstand vilde tillade ham at gøre alvor af sin plan om at overvære kirkens højtidelige indvielse. Og endnu en gang fordobles byens stemning overfor kongebesøget derved, at der blandt byens tusinder af gæster var hundreder, som var kommen fra landet syd for kongeåen; de tyske myndigheder, der jo ellers ikke med blide øjne plejer at se på sønderjydernes deltagelse i kongerigets festligheder, havde denne gang, antageligt efter højeste ordre, givet tilkende, at man vilde gøre en undtagelse med denne rent kirkelige højtid. Lejligheden blev på ingen måde misbrugt fra nogen side, men hurraråbene lød her så fuldttonige, som kongen måske sjældent har hørt dem, og ganske øjensynligt gjorde den hjertelige modtagelse det stærkeste indtryk på ham.

Og naturligvis øgede det kun stemningens varme, at samlivet mellem befolkningen og kongefamilien og dens følge blev så intimt, som det på grund af de små forhold måtte blive. Kongen var naturligvis byens øverste embedsmand, amtmand, kammerherre Stemanns gæst, og den øvrige kongelige familie var blevet indlogeret hos de andre embeds- og borgerfamilier, der kunde antages at byde en kongelig højhed tålelige vilkår; Biskop, Borgmester, herredsfoged, Stiftsfysikus, Rektor osv. Havde hver fået sin kongelige person at tage vare på, og de kongelige personer tog med deres vante elskværdighed de lidt små forhold, som de var, og færdedes for øvrigt blandt byens borgere så frit og utvungent, som de måske sjældent har haft lejlighed til.

Således gik lørdag tilende, med festligheder af mere privat karakter, og søndagen, indvielsesdagen randt op.

I meteorologisk henseende havde lørdagen været miserabelt; der havde vanket adskillige byger, og det indforskrevne æreskompagni, der ar kommet ”fra Odense a”, var blevet dyppet, da det gik tappenstreg gennem byens gader om aftenen.

Noter

Berlingske Illustreret Tidende, Årgang 45, Nr. 46, 14/08-1904