Ripenseren, der blev Esbjergs store mand

Nogle mindebilleder ved skibsreder konsul Ditlev Lauritzens 100 årsdag

Den 29. november er det 100 år siden, skibsreder, konsul Ditlev Lauritzen fødtes. Han var en af landets dygtigste mænd, en personlighed, der for Esbjerg by i dens opvækst har udvist et umådeligt initiativ og en prisværdig handlekraft. Han var Esbjergs store mand og igangsætter, gennemsyret af en frodig optimisme og sjælden udholdenhed. – I denne artikel skal gengives træk fra hans liv og virke.

Eventyret begyndte i Ribe

Lauritz Ditlev Lauritzen var født den 29. november 1859 i Ribe, som ældste søn af tømmerhandler Jørgen Lauritzen. Han elskede som dreng af færdes på Skibbroen, hvor småskibene dengang lagde til og bragte et pust udefra til den stille domkirkebys liv.

Hernede fødtes hans udlængsler, der medførte, at da han 14 år gammel havde afsluttet sin skolegang på Ribe Katedralskole, bad han sin far om at få lov til at komme til søs.

Han blev forhyret på en lille galease, der sejlede træ hjem fra Norge og foretog med den i et årstid nogle rejser.

Men han blev hurtigt ked af sømandslivet. Dels led han stærkt af søsygens kvaler og dels knugedes han af en dyb hjemve, men give op på eget initiativ, nej, det var han for stolt til. Det passede ham derfor udmærket, at hans far en dag foreslog ham at tage på Grüners handelsakademi i København. Det var nemlig faderens ønske, at Ditlev skulle være købmand.

Hidtil havde drengen kun fået lidt praktisk uddannelse ved at gå til hånde hjemme på tømmerpladsen i Ribe. Efter endt handelskursus i hovedstaden fik han sin videreuddannelse i faderens forretning. Under sit virke her blev Ditlev Lauritzen jævnligt sendt til Esbjerg for at modtage trælaster.

Derved fik han hurtigt blikket op for, hvad anlægget af Esbjerg havn betød. Den 15. april 1884, godt 24 år gammel, etablerede han – under faderens navn – firmaet J. Lauritzens Trælasthandel, og han lagde hermed grunden til den lange række virksomheder, som han i kraft af sit friske initiativ og sin seje energi på får år skulle komme til at opbygge. For Esbjergs kommercielle opsving – både som import- og eksportplads – har ingen enkeltmand betyder blot tilnærmelsesvis det samme som Ditlev Laurtizen.

Ung købmand i Esbjerg

Under Esbjergs bys hurtige blomstren frem af sandet – der var i 1884 ca. 2000 indbyggere i byen – var der hårdt brug for byggematerialer, men der var også brug for kul. Derfor føjede Ditlev Laurtizen hurtigt import af kul og bygningsmaterialer til sin trælast-import. Få år efter knyttede han hertil artikler som foderstoffer og kunstgødning, og i 1887 åbnede han yderligere en smør-eksportforretning.

At opbygge alle disse virksomheder kostede arbejde, energi og nøjsomhed i levesæt, men alle de egenskaber ejede Ditlev Lauritzen i bredfuldt mål.

Da han kom til Esbjerg, boede han en kort tid på Spangsberg hotel, der altså er et meget gammelt hotel, men senere indrettede Lauritzen sig en spartansk bolig i et værelse bag kontoret i det pakhus, han havde ladet opføre i nærheden af havnen og jernbanesporet. Han var, som antydet, en både nøjsom og flittig ung mand, der gav agt på tiden og de mindste udgifter i disse hans første år i Esbjerg.

Som et bevis på hans energi kan nævnes, at det hændte, at man i den årle morgenstund kunne se ham stå og losse kul i et par timer, inden han begyndte på kontoret eller drog ud til kunderne. Han var også i starten sin egen handelsrejsende, der pr. hestevogn tog ud til kunderne, ikke alene i Esbjerg og omegn, men han gjorde ofte lange rejser helt op til Holstebro og Lemvig for at sælge kul. Han måtte slide hårdt i det for at erhverve sig en kundekreds blandt mejerier og købmænd, der næsten alle på det tidspunkt handlede med Hans Broge i Aarhus, der havde indprentet sine kunder, at kun Aarhus-kul duede.

Et vældigt skub fremad fik Lauritzens kulforretning under den strenge isvinter i 1895, da Esbjerg var den eneste åbne havn i Jylland, og al ind- og udførsel gik den vej. En overgang lå der 20 kulskibe i havnen. Lauritzen skyndte sig at købe kullene, og fik så hele byen sat i gang med at losse. Lærere, kontorfolk, skomagere og skræddere fik fat i skovlskafterne. Der var store penge at tjene. Og fra Lauritzen spredtes kullene videre ud over Jylland. Han nåede så lang mod nord, at han trængte ind på Hans Broges enemærker. Hans Broge blev så rædselsslagen, at han straks søgte kontakt med Ditlev Lauritzen, hvis konkurrence han hidtil ikke havde regnet med. De to firmaer sluttede nu et forlig, hvorefter de enedes om at sætte en grænse imellem sig. Den skulle gå der, hvor fragten fra Aarhus og Esbjerg var ens.

Esbjerg var ikke på søkortet

Det, der voldte Ditlev Lauritzen flest vanskeligheder i begyndelsen, var at få nogen til at sejle kul fra England til Esbjerg, bl.a. fordi byen og havnen ikke fandtes på noget søkort. Han begyndte med at befragte nogle små Fanø-skonnerter til at sejle kul hjem fra England, men de kom meget uregelmæssigt, alt efter som vindforholdene var. Så fik han forbindelse med en dampskibsreder i Flensborg, men da hans skib sejlede på grund udenfor Esbjerg havn på den første tur, skulle han ikke nyde mere.

Derefter gik Lauritzen over til at benytte timechartrede skibe, men fragt-spørgsmålet voldte ham stadig vanskeligheder og hæmmede ham i konkurrencen med de store, gamle kulfirmaer i østkysten havnebyer.

Så skete det en dag i foråret 1888, at Kaptajn Søren Meinertz, Esbjerg, som var forlist to gange med sejlskibe, kom ind på Lauritzens kontor og sagde, at han kunne tænke sig at komme over i den mere stabile dampskibsfart, og at han vidste, hvor man kunne købe en damper til en skikkelig pris.

– Lauritzen var straks fyr og flamme, og i fællesskab købte de to derpå i England ”Uganda”, som kun kunne løbe 6-7 knob og laste 400 tons. Den kostede 3000 pund sterling.

Uagtet skibet samme år sprang læk og sank i Nordsøen (besætningen blev heldigvis reddet), havde den, der både sejlede dyrt og dårligt, givet sine redere en god fortjeneste og navnlig åbnet Lauritzens øjne for, at her var et forretningsfelt, som burde opdyrkes. Han fik mod på skibsfarten.

Nådeløst afslag fra Tietgen

1890 indhentede Ditlev Lauritzen et tilbud fra Burmeister & Wain på en damper med 550 tons lasteevne. Den ville koste 160.000 kroner. I den anledning rejste Lauritzen til København, hvor han henvendte sig til Privatbanken og bad om et lån. Bankdirektør Larsen modtog ham velvilligt og stillede et lån på 80.000 kroner i udsigt. Just i samme øjeblik, som denne aftale var truffet, dukkede gehejmeetatsråd C. F. Tietgen op, og han fik lånet forpurret. Lauritzen fik senere bevilliget lånet hos bankierfirmaet J.S. Salomonsen & Co.

Om dette møde mellem C.F. Tietgen og Ditlev Lauritzen har forfatteren Tage Helt i sin bog ”16 stormænd i dansk erhverv” givet følgende interessante skildring: ”Tietgen målte den kun 31-årige vestjyske forretningsmand og spurgte ham, hvad de mange penge skulle bruges til ”Til en damper”. Og hvad skal damperen så bruges til?” ”Jeg vil sejle mine egne varer hjem”, sagde den unge Esbjerg-købmand. ”Jamen, kan De ikke bruge vores skibe?” spurgte Tietgen. ”Jo”, svarede Lauritzen, ”det kunne jeg jo nok, men jeg kan ikke bruges Deres fragter!” Tietgen stivnede. ”I de sidste år har vi været nødt til at lade Det forenede Dampskibsselskab overtage flere mindre selskaber, fordi de ikke kunne svare sig”, sagde den almægtige Tietgen, ”og det ville nok heller ikke vare længe, før vi blev nødt til at overtage Deres damper”.

Det nyttede ikke, at Larsen ville åbne kassen, for Tietgen havde nøglen, og han drejede den nådesløst om, så snart han anede en ny konkurrent. Men Lauritzen skaffede lånet andet steds. Han ar alt for klog til at begynde kampen med en så overmægtig fjende som Tietgen. Da han hade fået lånet i orden, opsøgte han på ny den store finansmand på Børsen, bad ham om en samtale og forklarede, at han nu havde fået penge fra anden side, men at det ingenlunde var hans mening at ville konkurrere med DFDS.

”Det glæder mig, unge ven, at De siger mig det”, skal Tietgen have erklæret, ”for så sparer De mig for at myrde Dem….”

Derpå gik gehejmeetatsråden sin vej.

Tietgen glemte ikke den unge, vestjyske købmand. Da Esbjerg senere skulle fejre sit 25 års jubilæum, sendte kongen den indstillingsliste, hvorefter jubilæums-ordenerne skulle uddeles, ned til Tietgen til gennemsyn. Han føjede Ditlev Lauritzens navn på listen. For han vidste, at ingen mere end han havde støttet nybyggerbyens vækst på en god og sund måde. Derfor skulle han have et ridderkors.

Da kongen på den store festdag personlig overrakte Ditlev Lauritzen ridderkorset, blev denne så overvædet, at ha nikke kunne få det fæstnet på sit bryst. Da trådte Tietgen til og hjalp ham med at få korset fæstet på kjoleopslaget.

Et rederi bygges op

1891 fik Lauritzen sit nye skib, som fik navnet ”Nordsøen”, i fart, og i 1893 fik han yderligere en damper bygget på Helsingør Skibsværft. Efter at han sammen med kreditforeningsdirektør M. Clausen fra Ringkøbing i 1895 havde købt en ældre engelsk damper, stifede han med de tre både som basis i maj samme år dampskibsselskabet ”Vesterhavet” med en aktiekapital på 440.000 kroner og med en samlet tonnage af 2650 tons. Lauritzen satte nu så at sige al sin kraft ind på at opbygge det nye rederiforetagende. Det lykkedes for ham. – ”Vesterhavet” rådede med udgangen af 1900 over 9 skibe med en tonnage på 13.043 tons, og ved krigsudbruddet i 1914 havde han fået ”Vesterhavet” ind i et fast og sikket leje, idet selskabet da ejede 26 skibe med en tonnage på 33.264 tons.

Allerede i begyndelsen af 90’erne, da Lauritzen var blevet grebet af tanken om at ofre sig mere og mere for sin rederivirksomhed, begyndte han successivt at udskille i særlige firmaer eller aktieselskaber sin store, alsidige købmands-virksomhed. Herved blev bl.a. i 1893 A/S Eriksen & Christensen til. Men trods sit travle virke som reder, fik han dog samtidig tid til at opbygge og medvirke til at skabe andre industrielle virksomheder, bl.a. Esbjerg Rebslåeri, fra 1909 Esbjerg Tovværksfabrik, en oliemølle der i 1934 blev overtaget af Aarhus Oliefabrik og en trikotagefabrik.

I 1919 var han medstifter af fiskehermetikfabrikken i Esbjerg, som siden 1926 har været forpagtet til Fyns Konservesfabrik. Også på anden måde var han virksom for at ophjælpe fiskerierhvervet. Således skaffede han i årene 1900-1905 i alt 20 vestkystfiskere 2. prioritetslån i Københavns Handelsbank, hvorefter en kraftig modernisering af Esbjergs rødspættekutterflåde blev muliggjort. Han begyndte selv den første danske sildekutter. (Fortsættes under billedet)

1907 søgte han med starten af ”Islandsk-Færøisk Kimpagni” at gøre et nyt fremstød på fiskeriets område, men resultatet blev ugunstigt på grund af ledernes uduelighed, hvorefter selskabet måtte likvidere med betydelige tag. Konsul Lauritzen selv tabte så mange penge, at han en tid var stærkt økonomisk rystet. Men han red stormen af og var hurtigt igen konsolideret. Konsul Lauritzen var medstifter af Esbjerg-Fanø Bank, men på grund af utilfredshed med bankens lånepolitik, blev han under et bankrådsmøde fornærmet og gik sin vej. Han startede kort efter Esbjerg Handelsbank, hvis første direktør han personlig udpegede. Det blev Hassing-Jørgensen, den senere radikale trafikminister.

Det siger sig selv, at Ditlev Lauritzens stærke initiativ allerede tidligt gjorde ham til en forgrundsfigur i Esbjerg. 1889 blev han medlem af handelsforeningens bestyreles, 1890 næstformand og formand fra 1898 til 1902. Desuden blev han i 1898 indvalgt i Esbjerg byråd, men dette hverv gav ham, hvis talelyst stod i omvendt forhold til hans handlekraft, ingen synderlig tilfredsstillelse, og i 1900 nedlagde han sit byrådsmandat.

Også plantningssagen i Vestjylland havde en god talsmand i Ditlev Lauritzen. Han opdyrkede og beplantede 400 tdr. land til plantage, (Nørreskoven), opdyrkede et andet par hundrede tønder land til en mønstergård ”Hedelund” og anlagde Vognsbøl-parken. Han ville skabe læ omkring Esbjerg. Nævnes kan det også i denne forbindelse, at det var Ditlev Lauritzen, der indførte up-to-date-kartoflen og zitkagranen i Vestjylland. Han var den første, der anskaffede sig bil i Esbjerg, og han var foregangsmand for at få telefonforbindelsen etableret i Vestjylland.

Farvel til Esbjerg

For konsul Lauritzen var livets indhold først og fremmest arbejde. Penge som sådan havde aldrig interesseret ham. Det var for ham et arbejdsmiddel, aldrig et mål.

Skønt konsulen virkede kort og ordknap med et forbeholdent blik bag lorgnetglassene, var han en mand med hjertet på det rette sted. Få gik forgæves til ham om hjælp, hvis han skønnede, der var hjælp behov. Optog en social opgave ham, var han rundhåndet. Han stiftede Esbjerg Bombebøsse til understøttelse for gamle søfarere og deres efterladte. Ofte lånte han unge mennesker penge, så de kunne læse til maskinist-eksamen. Dette forhold drog redaktør I.P. Sundbo frem i sit blad og advarede forældre imod at deres sønner modtog en sådan hjælp. ”Det var konsulens bagtanke”, skrev Sundbo, ”at skaffe sig guldbundne slaver, der senere var nødt til at slide for ham for en ringe løn”.

Denne mistænkeliggørelse, der var grebet ud af luften, sårede og harmede Ditlev Lauritzen. Han kom med tiden i et yderst spændt forhold til Sundbo og det socialdemokratiske parti, der til sidst faktisk jagede konsulen bort fra Esbjerg.

Skønt konsulen var udtrådt af byrådet, sad han stadig i havneudvalget, hvor han udrettede et stort, påskønnelsesværdigt arbejde bl.a. virkede han ivrigt for havnen uddybning. Også hans arbejde her mistænkeliggjorde og angreb redaktør Sundbo. I havneudvalget havde han den usædvanlige triumf at få det af ham forfægtede vestprojekt gennemført med loven om Esbjerg havn af 12. april 1909, uagtet folketinget tidligere havde stemt for østprojektet, der var Sundbos projekt. Herved tilspidsedes kampen yderligere mellem de to skikkelser, og da yderligere det nye styre i Esbjerg satte konsulens kommuneskat op fra knap 3000 kroner i 1911 til næsten 25.000,- kr. i 1913, flyttede konsul Lauritzen sit rederi til København i 1914.

Skønt han således havde forladt Esbjerg i vrede, bevarede han stadig sin interesse for Esbjergs trivsel, hvilket bl.a. fremgår af hans medvirken til hermetikfabrikkens start i 1919 og ved at han i 1920 søgte at skaffe byen en lufthavn.

Heller ikke sit kære Fanø glemte konsul Ditlev Lauritzen. Han reddede Fanø navigationsskole fra undergang. Han stiftede et legat på 100.000,- kr. til Fanø-søfolk, og han udrustede skoleskibet ”Fanø”, ligesom han forærede Nordby kirke et orgel til 10.000,- kr. m.v. Hans kærlighed til Fanø og dens sømandsbefolkning var ægte og trofast.

22 skibe forliste under krigen

Det var lige før 1. verdenskrig, konsul Lauritzen flyttede til København, hvor han på Scherfigsvej i Hellerup indrettede sig sit smukke hjem. Da krigen kom, forudså Lauritzen, at fragterne ville stige voldsomt, og han afsluttede straks kontrakter om flere nybygninger.

Dels var Ditlev Lauritzen fransk konsul siden 1894 og dels sejlede hans skibe under krigen med frugt som tyskerne mente skulle forvandles til marmelade til de engelske soldater. Det medførte, at tyskerne i særlig grad havde kig på konsulens skibe, hvoraf 22 gik tabt ved krigsforlis. Da dette store tab var konstateret, blev det besluttet i 1918 at overdrage resten af ”Vesterhavet”’s skibe (11 dampere), til dampskibsselskabet ”Progress”. Samtidig vedtoges det at lade selskabet, hvis aktiekapital var 2 millioner kroner, træde i likvidation.

Rederiet uden skibe skulle altså nu afvikles, men mens likvidationen stod på, forandredes forholdet. Konsul Lauritzen følte trang til at have noget at arbejde med, hvorfor han begyndte helt forfra, idet han nu på privat basis startede familierederiet ”J. Lauritzen”, der hurtigt genopbyggede en flåde, idet det allerede ved indgangen af 1922 rådede over en tonnage på 26.300 og fire så senere endog over 47.300 tons.

I modsætning til årene før 1. verdenskrig, hvor ”Vesterhavet” væsentlig blev drevet som rent tramprederi, gik konsul Lauritzen nu over til at holde en del af flåden i kontraktfart for dermed i nogen grad at firgøre sig for konjunktursvingninger, og fra 1930 begyndte selskabet at opdyrke frugtfarten ved bygningen af særlige for det formål egnede meget kostbare skibe. Herved erobrede han et helt nyt fragtmarked for dansk erhvervsliv.

Ved Lauritzens død rådede selskabet over en samlet tonnage på 90.300 tons. Desuden havde selskabet på samme tidspunkt skibe under bygning til 25.000 tons, hvilket omfattede nybygnings-program krævede optagelse af store lån, som ydedes af Nationalbanken, af hvis repræsentantskab Ditlev Lauritzen fra 1915 havde været medlem. Ved konsul Lauritzens død rådede rederiselskabet ”J. Lauritzen” da også over en særdels moderne fløde, og hvad specielt frugtskibene angår, lå selskabet i første plan, selv målt med en international målestok.

Uheldig værftsspekulation

I tilslutning til sin rederivirksomhed havde konsul Lauritzen allerede i sine Esbjergdage været inde på tanken om at få startet et Jernskibs- og maskinbyggeri i Esbjerg. Sammen med tre andre Esbjerg-købmænd havde han i 1896 indgivet andragende til indenrigsministeriet om lejemål af et dertil passende areal ved Esbjerg havn, men sagen strandede på ministeriets stramme betingelser. Efter 1. verdenskrig genoptog han imidlertid tanken om anlæg af et skibsværft i langt større stil, og i fællesskab med to andre københavnske redere fik han i 1919 påbegyndt anlægget af et skibsværft i Køge.

Det første skib fra Køge-værftet afleveredes i 1921, men det viste sig hurtigt, at værftet ikke var konkurrencedygtigt, og i 1923 blev det solgt til Københavns Flydedok for en ringe sum, hvorved de forskellige interessenter led meget betydelige tab.

Døde Juleaftensdag

I det sidste årstid, konsul Ditlev Lauritzen levede, led han af mavesår, der ofte lænkede ham til sygelejet. Dog var han indtil nogle får uger før sin død jævnligt inde på kontoret i Hammerensgade for at drøfte forretning med sine to sønner, konsulerne Ivar og Knud Lauritzen, der allerede dengang var optaget i firmaets ledelse, og som siden har videreført det gamle firma på en dygtig måde i fremgangens tegn.

Konsul Lauritzen døde juleaftensdag 1935, lige over middag, just før juleklokkerne kimede den store højtid ind. En lungebetændelse, der var stødt til, lukkede den godt 76-årige Ditlev Lauritzens øjne for stedse. Et sjældent virksomt liv var til ende.

Den 27. december jordedes den gamle konsul fra Holmens kirke, der var fyldt til sidste plads. I det store følge sås mænd med funklende uniformer, dansk erhvervslivs kendteste navne, søfolk i alle genre, fra kaptajn til fyrbøder og matros og Fanø-koner i deres maleriske dragter.

Ved den blomstersmykkede båre talte pastor Johs. Larsen, Hellerup (tidligere kontordreng hos Lauritzen i Esbjerg) og sekretær, cand.theol. Åge Falk-Hansen (født i Esbjerg og barndomsven med Ivar Lauritzen).

I sin tale sagde Falk-Hansen bl.a.: – Da jeg var dreng i Esbjerg, sagde man ofte, at en af konsulens hemmeligheder var den, at han forstod at omgive sig med dygtige folk. Han forstod at se sine folk an og bedømme dem rigtig. Jeg husker en begivenhed fra dengang. Ivar Lauritzen og jeg var sejlet ud mellem Fanø og Esbjerg og var kommet ind i Fanøfærgens kølvand. Fra dækket havde en herre set det og fortalt det til konsulen, og jeg blev i den anledning kaldt ned til konsul Lauritzen. Uden at sige et bebrejdende ord, gik konsulen hen til skabet og bredte et kort ud. På den mest omhyggelige måde forklarede han mig strømforholdene mellem Esbjerg og Fanø, men den røffel, jeg ventede, udeblev. Jeg lærte meget af denne kloge fremgangsmåde.

Noter

VESTKYSTENs Kronik d. 20. november 1959, ved Redaktør Adolph Andersen