Slavekrigen 1848 i Ribe

I begyndelsen af foråret 1848 var vejret ualmindelig mildt, og beboerne i Ribe begyndte allerede på havearbejdet i mart måned, imens engene grønnes langs åen.

I var alt roligt, men freden afbrødes brat, da der indløb melding om at slaverne i Rendsborg var brudt ud og havde forenet sig med en skare løse eksistenser og hærgede landet efter som de drog frem.

I Ribe kunne man vente dem hvert øjeblik og nu blev der røre i byen. Borgerkoret blev kaldt sammen og bud gik ud i byen at enhver arbejdsdygtig mand skulle melde for at deltage i byens forsvar. For at kunne modstå fjendens angreb blev der bygget barrikader ved alle porte mod syd og vagter anbragte ved disse.

Vor hjemmelsmand måtte sammen med en guldsmed holde vagt 12 timer hver dag. Vagttjenesten blev meget nøje overholdt, og ingen måtte forlade sin post forinden afløsning, med mindre stormklokken lød, da enhver øjeblikkelig skulle møde på Torvet. Imidlertid blev våbnene eftersete, og de, der ikke kunne bevæbnes med gevær, nøjes med spyd, fork eller et andet primitivt våben.

Søndag morgen ringede stormklokken og borgerne mødte i største hast. I skyndingen løb mange borgerne som de bedst kunne, men befalingsmændene gav ordre til, at der skulle mødes i uniform. Det var bleven bestemt, at borgerkorpset skulle foretage en rekognoscering syd på mod Tønder. Klokken ti formiddag 25 fuldt belæssede vogne med væbnet mandskab ud fra Ribe mod syd, men fra de omliggende landsbyer stødte stadig vogne med væbnet mandskab til.

Da vogntoget var nået Brede Å, taltes 102 vogne med bevæbnet mandskab. Toget fortsattes til Løgumkloster, hvor amtsforstanderen toges i forvaring for at blive ført til Ribe. Da en læge og en gæstgiver protesterede mod amtsforstanderens tilfangetagelse, blev der gjort kort proces, og disse måtte også følge med til Ribe.

Begejstringen var meget høj, og da førerne foreslog, at man skulle vende tilbage til Ribe ville de unge ikke med, og vogntoget deltes, således at de unge fortsatte mod syd og først kom hjem efter flere dages forløb, hvorimod de ældre kørte lige tilbage til Ribe. Efter hjemkomsten fik borgerne travlt med at skjule deres værdisager, og gemmestederne var de mest mærkelige. En guldsmed lagde alle sine sager i en dynge i et hjørne af gården og sækkede dem til med gamle mursten og så fremdeles. Løsenet var, at slaverne ikke fandt noget, når de kom til byen.

Meddelelserne sydfra var stadig meget foruroligende, og vagterne fordobledes, imens ængstelsen i byen tiltog. Enhver mistænkelig eller ukendt person, som ikke kunne give tilfredsstillende oplysninger, blev taget i forvaring.

Således gik resten af ugen.

Da kom efterretningen om slaget ved Slesvig og kort efter meldingen om, at der var ankommet infanteri til at besørge rekognosceringen. Det var befrielsen for hele Ribe by. Uniform og våben hænges på væggen. Det gengemte gods blev atter anbragt på sin plads. Beboerne i Ribe kunne nu fortsætte deres vante syssel.

Slavekrigen var forbi

Noter

Folkets avis d. 2. december 1923

Hejmdals Søndagsblad. d. 16. marts 1924