Tre 12-årige børn omkom under badning

Mandag, den 10. juli 1950 tog 51 sommerglade elever og deres lærer fra Rold Skole ved Vissenbjerg med toget for at bese Ribe. Efter en rundtur i byen gik de om bord på rutebåden til Kammerslusen for at bade derude.

Badningen foregik på den nordre side af kanalens udløb, hvor badeforholdene var knap så gode som på den sydlige side. Desuden havde de foregående dagens bygede og blæsende vejr sat meget vand op i åen, så vandstanden var høj.

Den forfærdelige ulykke

Pludselig lød der skrig og råb om hjælp fra de badende børn. Deres lærer og hans store søn kom straks til undsætning, og de så, at seks af børnene kæmpede ude i vandet. Uventet for dem selv var de kommet ud i selve kanalen, hvor de ikke kunne bunde. Det lykkedes at redde tre af børnene, mens tre gik til bunds. Det var to piger og en dreng.

Et øjenvidne

Om ulykken fortæller Anna Lise Toft, Hundegade: ”Jet var ni år gammel og på sommerferie i Kammerslusehuset hos mine bedsteforældre.

Jeg husker motorbådene, der trak vod, for på den måde at ”finde” de druknede. Det var uhyggeligt og forfærdende at se bådene komme ind med de druknede, efterhånden som man fandt dem. De døde børn lå med et tæppe over sig på kistebænken i båden, der bragte dem i land. Det gjorde et dybt indtryk på mig, niårig.

Uddrag af en skoleelevs beretning

En af deltagerne i udflugten var den 8-årige Tove Dueholm Nielsen fra Rold, der i dag bor i Holland. Hun skriver bl.a.: ”I Ribe var vi i Domkirken; men det, der gjorde størst indtryk, var de snævre middelaldergader og ”Danmarks mindste hus” samt alle storkene.

Vi var i strålende humør – og forude ventede Vesterhavet – det allermest spændende, for de fleste havde ikke været der før (…)

Da vi kom til vandkanten må der have været ebbe, for der var næsten ikke noget vand eller nogen vandkant. Slet ikke som vi havde forestillet os ”Vester-vov-vov”.

Det må have været sidst på eftermiddagen, i min erindring er det overskyet og gråt, køligt. De fleste af børnene smed tøjet og prøvede euforisk at nå dybere vand ved at komme fra den ene sandbanke til den anden.

(…) og jeg stod i vandkanten og kiggede efter alle de andre, der efterhånden forsvandt som små prikker, alt imens de holdt sjov og boltrede sig og kappedes om, hvem der turde gå længst ud.

Og pludselig var det, som om det blev mørkere med tungere skyer og vand, der begyndte at stige. Og der begyndte at lyde råb om hjælp. Spændingen voksede, for vi forstod nu, at der var nogle, der var ved at drukne, og at mange skreg på hjælp. At mine fætre svømmede og svømmede, at der blev hentet børn på land, som var ligblege, og trak de nu vejret?

Min fætter reddede sin søster, Anine, ene og alene for hun havde meget lange fletninger.

På et tidspunkt må der være blevet slået alarm – hvordan?

Og der kom redningsfolk. Jeg kan slet ikke huske, om vi vidste , hvem der var ”blevet derude”, da vi rejste hjem.”

Hjemme igen

”Men”, fortsætter Tove, ”Jeg kan tydeligt huske, at det var mørkt, da jeg blev bragt hjem i en bil, og far kom ud i hoveddøren, og der blev fortalt, at der var sket noget frygteligt.

Mor sad ved borklappen foran vinduet i køkkenet. Hun havde været så urolig og bange, havde lyttet til togets fløjten og i angst ventet på, at jeg skulle komme hjem.

Noter

Uwe Dall, fra bogen ”Ribe, Marsken og åen”