Ribe 1637 Maren Splids

Eftersom vores velbyrdige herre, lensmand ærlig og velbyrdig mand og strenge ridder hr. Albert Scheel lader gejstligheden konsulere udi Didrich Skræders affekt og sælsomme tilfald, udi synderlighed om den underlige materie, som førnævnte Didrich Skræder af livet skal have opkastet, da er derom vores betænkning, som efterfølger:

Dersom i sandhed så befindes, at førnævnte Didrich Skræder skal have af livet opkast den fremviste materie, da synes os, det ikke at være nogen ret naturlig sygdom eller affektion, men lader sig anse efter de omstændigheder, syn, hans og hans hustrus beretning videre medfører, at det er et veneficium, og at onde mennesker ved satans forarbejdelse skal have dermed at bestille, og ikke heller vi kunne slutte af de tegn, som os endnu er forekomne, det at kunne kaldes eller være nogen legemlig besættelse, synes os derfor rådeligt, udi den kristne kirke med en alvorlig bøn at forhjælpe ham hos guds omen nådig befrielse. Desligeste at gud denne sag ville åbenbare, og dersom satans lemmer dermed kunne have at bestille, at de da måtte blive åbenbaret.

Imidlertid den kristne øvrighed at have flittig indseende dermed, så vidt forskes kan, og så vidt mulig er med lov og ret og en god samvittighed.

Actum Ribe d. 2. marts 1637.

Johan Borchardsen Søren Andersen Christen Friis Lauge Andersen Jens Tausen David Lauritzen

Anno 1637 d. 29 marts der jeg besøgte Didrich Skræder udi hans sygdom på embeds vegne, berettede han iblandt andet om hans sygdoms lejlighed for mig og andre godtfolk, som der var inde, hvorledes at der har været på underskedlige nætter hos ham nogle kvinder, som havde forstyrret ham i hans seng om nattetider, og draget klæder af ham, og på den 10. eller 11. nat var kommen ind til ham 3 kvinder, af hvilke de 2 holdt ham, og den 3. blæste ham ind i hans mund, den tykte han, at det havde været Maren Splids.

Men hvad heller det var hende eller djævlen i hendes lignelse, det vidste han ikke, og denne mening om hende havde styrket ham, idet hun lovede ham ondt, og gået selv til bispen og præsterne, og beskikket ham med 2 mænd, uanset han aldrig tilforn for nogen enten ved tegn eller ord havde navngivet hende.

Imidlertid formanede jeg ham, han skulle vide, hvad han sagde, thi det gældte timelig og evig velfærd. Der jeg gik ud af døren, gik hans hustru til døren med mig, og bad, dersom jeg kom i tale med Maren Splids, jeg ville bede hende betænke dem noget i deres fattighed, de ville nok være i stilhed.

Jens Tausen (kapellan til St. Catharinæ Kirke)

6. april vidnede et stokkenævn fra Sankt Katharine Sogn til fordel for Maren.

(ikke afskrevet)

22. april vidnede 24 mænd for Maren i Ribe Byting

(ikke afskrevet)

25. april bekræftede et stokkenævn i Ribe Byting Marens gode kristne navn og rygte.

(ikke afskrevet)

14. juni 1637.

For tingsdom stod Maren Lauritz Splidsens ibid., og sagde til Didrich Skræder her sammesteds: At han havde løjet hende på som en skælm og æreskænder, indtil han kunne gøre de ord bevislig, som han havde sagt hende på.

Og ydermere sagde førnævnte Maren Laurits Splidsens til Didrich Skræder: at dersom hendes klæder var skåren som hans, ville hun dræbe ham med sin egen hånd, og dersom hun gjorde det, var han ikke så ilde faren som hun, efterdi han ville så lyve hende hæder og ære fra.

Ydermere sagde Maren Laurits Splidsens til Didrich Skræder, at han enten skulle sigte eller beskylde hende, eller og lovlig undskylde hende.

Hertil svarede Didrich Skræder: at efter hendes lignelse og gestalt, som han har set, beskyldte han hende. Og sagde ydermere: at djævlen kunne ikke skabe sig i noget guds barns lignelse, uden de havde at bestille med ham, som han ydermere gav de højlærde og øvrigheden at betænke.

Anno 1637 d. 29 juni.

Anna Bendtes vidnede med oprakte fingre og ed, at hun var hos d. 10 marts, da Didrich Skræder brød det slemme stykke op af sig, som i dag for tingsdom blev fremvist, og da var hun den første, der var inde hos ham, så gik hans kvinde ud efter flere naboer, som kom straks ind til ham, thi han forventede ikke andet end døden, så dånede han straks, og lå, som han havde været nær været stendød.

Og som hans naboers kvinder ved navn Maren Jørgens, Anna Olufs og Maren Peders var indkommet, begyndte han med stor pine og ve, og gav sig så, at vi 4 kvinder havde nok at holde, så tog de et rent bækken, og han begyndte at bryde sig med stort skrig og råb, så der han fik dette stykke opbrødt, løb det omkring i bækkenet, som det havde været levende. Så dånede Didrich Skræder, og lå en lang tid inden han kom noget til rette igen.

Dette vidne bekræftede førnævnte Maren Jørgens, Anna Olufs og Maren Peders med deres oprakte fingre og ed efter recessen.

Anno 1637 d. 21 aug. blev af byfoged Morten Lassen dømt således

Efterdi Laurits Sørensen har ladet Didrich Skræder udi rette stævne for de ord og beskyldninger, han har sagt og beskyldt hans hustru Maren Larskone for trolddomssager, og vil formene, at førnævnte Didrich Skræder sine beskyldninger bør bevise, eller derfor lide dele efter recessen for en løgner, og eftersom førnævnte Didrich Skræder i dag såvel som tilforn ved hans højeste ed med oprakte fingre søger og beskylder førnævnte Maren Larskone at have forgjort ham med trolddom den sygdom, som ham er påkommet efter tingsvidnes videre formelding og andre adskillige kundskaber og vidner, som nu i denne sag er i rette lagt.

Og recessens fortale medfører, at hvis den ikke forklarer, da at rette sig efter loven. Da efter berørte lejlighed ved jeg ikke loven at kunne forbigå, men førnævnte Maren Lauritskone sig for denne trolddomssags beskyldning og anmeldelse efter lovens 3 bogs 69 kapitel at værge med nævn i kirkesogn.

Under mit signet. Actum ut supra.

Noter

[1]