Om gæld

1.

Alle sjællandske gældsbreve på årlig rente lydende skulle stilles til den ellevte juni, til hvilken tid renten og hovedstolen skal betales. Omslags termin i Fyn skal være den fjerde og tyvende februar, og i Jylland i Viborg den ellevte marts.

2.

Dog skal hermed ikke være ment hvis kontrakter og andre breve som enten i køb eller anden handel gøres, og derfor ikke til sådan enlig termin så egentlig kunne henføres, videre end hvers lejlighed det kan lide og medbringe.

Ej heller hvis fundatser, som enten til kirker, skoler, fattige, eller anden stedsevarende brug, i forrige tider gjorte er, med mindre de med nytte og bekvemmelighed til forskrevne terminer kunne forandres.

3.

Når betalingen sker inden næste otte dage fra førnævnte termins begyndelse, da skal det for god betaling agtes.

4.

Alle gældsbreve, som er ældre end tyve år, skulle være døde og magtesløse, med mindre de inden førnævnte tid med skyldenerens påskrivelse, eller med nyt brev, eller kreditorens opsigelse, eller beskikkelse, eller tingsvidne, er fornyede.

5.

Til rente af penge, korn, eller andet, må ej højere tages end seks af hundrede årlig. Befindes nogen mere at tage, have forbrudt al hovedstolen, halvdelen til kongen, og halvdelen til den, der påklager.

6.

Imod rigtige og pure håndskrifter bør ej omtvistet gæld, eller regnskaber, at anses.

Men regnskab imod regnskab bør at komme til afregning.

7.

Har kreditor efter rigtig håndskrift lovlig søgt sin skyldener til dens betaling, og skyldeneren derimod også har lige rigtig håndskrift af sin vederpart, men har ham ikke lovlig søgt efter den, da bør han, som lovlig søgt er, at betale sin gæld, som han lovlig er søgt for, og søge sin vederpart igen lovlig for sin betaling.

8.

Vekselbreve bør så gyldige at anses, som de aller stærkeste håndskrifter, og skal i dem summen to gange skrives, en gang med bogstaver og en gang med ciffer, så og udtrykkelig sættes, at det er vekselbreve, og gives gemenlig in duplo, prima og secunda, og flere, om parterne derom så forenes, og når i dem meldes, at dets værd som de lyde på, er annammet have de deres fulde kraft, enten de med rede penge, eller vare, er betalte, eller ved modregning mod anden gæld, eller regning, er udgivne.

9.

Om noget vekselbrev af andre fremmede steder ikke egentlig efter denne anordnings indhold er indrettet, skal det dog her i vore riger nyde fuldkommen vekselret, når alene kan bevises, at dets indhold på det sted det er udgivet, er for et fuldkommet vekselbrev holdet og anset.

10.

Den, som vekselen trækkes på her i riget, er forpligtet inden fire og tyve timer at erklære sig, om han vekselen vil antage, eller ikke.

11.

Antager han vekselen, da skal han det derpå med egen hånd tegne, og sit navn underskrive med dag og dato.

12.

Hvis nogen således en gang antager, må han ikke siden fragå.

Men om han med sin påskrivelse enten forlænger tiden, eller mønten forandrer, eller nogen anden mening der tillægger, uden dens vilje og samtykke, som vekselen skal betales til, da skal det intet gælde, men han være forpligtet til at betale efter vekselbrevets indhold.

13.

Vil han ikke den antage, da skal den, som vekselen fremfører, efter fire og tyve timers forløb derpå protestere for al omkostning og skade enten ved notarium publicum med vidnesbyrd, eller, hvor ingen er, ved by- og rådstueskriver, eller ved tvende lovfaste mænd, som skulle være pligtige derpå straks et instrument at forfatte, og skal den, som protesten gjort har, være forpligtet den tillige med det ene vekselbrev, om tvende udgivne er, med første post, som afgår, efter at han protesten beskreven har bekommet, til den, som vekselbrevet udgivet har, at tilskikke, eller at advare ham, om instrumentet ikke så hastig kan blive færdigt, at vekselen ikke er bleven antagen.

14.

Tager den, som vekselen skal betales til, herudi forsømmelse, have skade for hjemgæld, at ingen betaling efter vekselret kan fordres.

15.

Den, som antager vekselen, er skyldig uden nogen udflugt, eller indvending, til den af ham satte tid at betale.

Og hvis han ikke otte dage efter forfaldsdag betaler, da bør den, som vekselen skal betales til, at protestere og advare den, som vekselen udgivet har, på den måde, som meldes i den trettende artikel.

16.

Findes han derudi forsømmelig, og i det længste ti dage efter forfaldsdagen lader det uprotesteret, have skade for hjemgæld.

17.

Når vekselbrev er antaget, da er både den, som det antaget har, så og den, som det udgivet har, begge forbundne at svare den, som vekselen skal betales til, til al skade og omkostning, og må han søge hvilken ham lyster, eller dem begge tillige, såfremt han har efterkommet hvis som her oven forskrevet står.

18.

Den, som vekselen bekommer at betales til ham selv, eller hans ordre, har magt til at overdrage til en anden vekselbrevet, om han af ham fornøjelse har bekommet, og skal han skrive uden på vekselbrevet, at indholdet af vekselen skal betales til samme person, og at han dets værd har af ham annammet, og det med sit navns underskrivelse bekræfte ved dag og datum.

19.

Enhver kan give til eller fra sig selv vekselbrev, hvorudi dets værd er befattet, og har det den samme kraft og ret, som ovenskrevne vekselbreve.

Dog bør det ej at stilles længere end på to måneder, efter at det er fremvist.

20.

Den, som vekselen skal betales til, må ikke nogen vilkår uden på sin egen eventyr indgå.

Dog når betalingen skal ske, og vekselen, enten ikkun halvparten, eller en del vorder betalt, da må han sådan mindre sum på god regnskab antage, og ikkun så vidt som den øvrige ubetalte sum angår protestere, som før er mælt.

21.

Ingen vekselbrev må betales, før end forfaldsdag er forløben.

22.

Når vekselbrev ikke vorder antaget, eller til forfaldsdag ikke bliver betalt, da skal vekselen og dens lagie betales, og derforuden for veksel og herveksel en af hundrede rente om måneden, foruden en halv af hundrede udi alt for faktorens provision, protestens bekostning og brevpenge. Renten skal regnes fra den tid, som vekselen var forfalden at skulle betales på.

23.

Den, som efter vekselbrev, når det er ikke antaget, eller antaget og dog ej betalt, og derpå er protesteret, har at fordre, bør straks sin sag at forfølge i det seneste inden seks måneders forløb, med mindre han sin vekselret vil have forbrudt.

24.

Ingen arrest kan lægges på vekselbrev, men det beholder sit rigtig løb.

Ej heller må nogen fremmede penge i Danmark, eller Norge, arresteres, som ved veksel der ind er komne, og som igen derfra skal remitteres, i hvad nation de og kan tilhøre, enten for nogen påkommendes krig, eller for hvad anden årsag det være kan.

25.

Intet moratorium skal befri nogen for at betale veksler.

26.

Byfogeder i købstæderne og herreds- eller birkefogeder på landet skal straks uden nogen persons eller værdigheds anseelse forskaffe ret og exsekution over vekselbrevene efter denne anordnings inhold, og efter klagerens ansøgning arrestere den anklagte person, dersom han ikke straks fornøjer og betaler, eller og efter sagens beskaffenhed ham lade fængsle.

Og hvis de det ikke efterkomme, skulle de selv erstatte den skade, som for deres ophold, eller forsømmelse, alle dem, som i vekselbrevet er interesserede, kan forårsages.

27.

Og som den, der vekselbrevet udgivet har, og den, som det accepteret har, er så hart forpligtede, da bør og den, som vekselbrevet først har annammet, at være forbunden værdien at betale til den, som vekselbrevet udgivet har, om ikke anderledes aftalt bliver, under lige ret og punktualitet, som her nu er meldet.

28.

Og skulle sådanne processer straks til ende føres, med mindre andre kreditorer konkurrere med den, som betaling for vekselen søger, og da inden år og dag ufejlbarlig til ende bringes.

29.

Hvo gæld har at kræve efter død mand, og har ikke håndskrift, kontrakt, eller pant på gælden, han skal, ved sig selv, eller sit visse bud, angive det i stervboet inden tredivte dag, om han er i samme by. End er han uden byen og i riget, gøre det inden seks uger. End er han uden riget, gøre det inden år og dag. Hvad kreditorer angår, som håndskrifter og vekselbreve eller pantebreve have, da, når nogen ved døden afgår, som sådanne breve udgivet har, må dens arvinger, eller deres formyndere, lade til alle landstinge og de rettertinge, som landstingsret have, forkynde dens dødelig afgang, og kreditorerne advare, at de deres fordringer i stervboet indgive inden år og dag efter forkyndelsen, om de er i riget, eller, om de uden riget er, seks uger efter at de i riget er indkomne.

Forsømmer kreditorerne det, da have de tabt deres ret til stervboet og arvingerne. Har kreditorerne forlovere, og de agter nogen tid at søge betaling hos dem, da bør de i lige måde inden samme tid efter forkyndelsen dem at advare om hvis forløftningsbreve de af dem have.

Dog bør alt dette at ske på debitorernes og forlovernes egen bekostning.

30.

Ville rette arvinger, som er tilstede og er myndige, fragå arv og gæld, da skulle de sige sig derfra til det første ting, som holdes fjorten dage efter den afgangens død og boets forsegling.

Men er de ikke tilstede, da have de tid at blive ved, eller fragå, arv og gæld, indtil det dem af øvrigheden bliver tilkendegivet, at arven falden er.

31.

Tager ingen ved arv og gæld, da skulle de, som arven fragå, om de er så nær tilstede, eller deres værger, eller næste frænder, eller de, som i huset er, give øvrigheden det straks tilkende, som med besegling, registering og vurdering sig således skulle forholde, som tilforn sagt er om arv i det andet kapitel, så vel som forordne god tilsyn i huset, at intet af godset bliver forkommet, eller fordærvet.

Og skal samme tilsynsfolk være tilladt til daglig brug og ophold, kost og øl og nødvendigt boskab ubeseglet til nytte at have og bruge.

Dog at det rigtig registeret og vurderet er.

32.

Dernæst skal øvrigheden forordne en vis dag og tid, og det på landstingene og på de rettertinge, som landstingsret have, lade forkynde på boens bekostning, at kreditorerne i stervboet betimelig og bekvemmelig kunne møde.

33.

Så skal øvrigheden ved rettens middel, eller andre dertil forordnede gode mænd, likvidere boets midler og den bortskyldige gæld, og gøre overslag, hvad enhver kreditor for sin fordring kan bekomme.

Siden skulle de gøre lodsedler, og enhver kreditor, som lodden ham tilfalder, tage sin betaling i hvis ham lyster.

Dog hvo som i løsøre begynder at tage, skal blive derved, så længe de tilstrække. I lige måde hvo i jordegods søger sin betaling, blive derved, imens tilrækker.

Tage sig og på et sted og samlet der, som han begyndte, og ej springe fra et sted til et andet, imens der er noget imellem.

34.

Falder der nogen tvistighed imellem parterne, da skal de, som denne handel forrette, derpå kende, som de ville ansvare.

35.

Og skal rettens middel, eller de gode mænd, som denne handling forestå, give enhver af kreditorerne, som det begære, for billig betaling under deres hænder og segl beskreven en genpart af boens midler, takst, likvidation, og hvad enhver kreditor til udlæg bekommet har.

36.

Bliver nogen ude, i hvad forskrivning han og har, med mindre han enten pant har, og derved vil forblive, indtil han efter pantebrevet bliver udløst, eller og han har forlover og vil blive ved ham, og ej i boet søge sin betaling, da skal hans andel efter lodden af rettens middel under en god mands tilsyn ham afsættes, og år og dag, dog på kreditorernes eventyr, forblive, med mindre den, som det annammet har, i dets forværring eller forlis er årsag. Vil kreditoren det efter år og dag ej annamme, da er det kongen hjemfaldet.

37.

Har den afdøde haft noget af kongens indkomster, eller midler under hænder, og derfor bør at gøre regnskab, eller været værge for umyndige, skolis eller fattigis forstander, eller kirkeværger, da skal den gæld, som han i så måder skyldig befindes, først af boens midler udgøres uden nogen afkortning.

Dernæst bør husleje, landgilde, skat, forstrækning til bøndernes avlings fortsættelse, gårdfæld, så og et års tjenestefolks løn betales.

Men hvis nogen amtskriver, eller den, som kongens skatter skal opbære, lader stå nogen kongens skatter over et halvt år i det længste, da kan han derfor ikke have nogen prioritet enten hos bonden, eller proprietarium.

38.

Derefter skal iagttages rigtige gældsbreve og vekselbreve, og over den afdøde, imens han levede, lovlige forhvervede domme, eller forkyndte maning, og omsider hvis efter regnskaber og uden håndskrifter, eller domme, fordres.

39.

Ingen indførsel, eller udlæg, må ske i sådan bo, før end kreditorerne til boet er kaldede og likvidation sket således, som sagt er, om mand end skønt enten for, eller efter, den afgangens død dom til betaling forhvervet har.

40.

Det skal enhver, som formedelst stor gæld og hans indkomstes ringhed ikke kan årlig udrede den tilbørlige rente, som han sine kreditorer skyldig er, og han dog i tide, imens han har midler, vil rette for sig, være tilladt at opbyde sit gods til kreditorerne.

Dog at der ikke et bedrageligt forsæt med underløber.

Så skal han og have bevis fra kongens rentekammer, at kongen hos den opbydendes intet har at fordre, som opbudet kan forhindre.

41.

Den, som opbyder, skal levere landsdommerne, eller dem, som landstingsret have, i det land og by, som han er bosat udi, en rigtig fortegnelse på sine kreditorer, dernæst registering ved tal, måde, vægt og værd af alle sine løsøre, være sig tilståendes gæld og alt andet boskab, hvad navn det og have kan, derforuden en rigtig jordbog på ejendom, arv, gave, køb, pant og indførsels gods og al anden sin rettighed, og skal han dette ærligen angive under sin hånd og segl, såfremt han ikke vil svare sine kreditorer med rede penge efter sin forskrivelse.

42.

Derefter skal landsdommerne, eller de, som landstingsret have, sådan opbydelse til tinge forkynde, og tvende vederheftige gode mænd, som af den opbydendes udnævnes, skriftlig forordne, som skulle ved seks uger derefter lovlig til et vist sted og dag for sig indstævne alle kreditorerne så betimelig, at de bekvemmelig kunne møde, og da seks uger derefter det angivet gods og løsøre sætte og taksere, som de ville være gestændige, så og det med gælden likvidere.

43.

Når det er sket, da skal der gøres lodsedler, og alting således forrettes, som tilforn sagt er om arvs og gælds fragåelse.

Dog hvis nogens andel afsættes, da bliver den under den opbydendes tilsyn.

44.

Bliver noget til overs af godset, når alle kreditorerne have fået fuldkommen udlæg for deres fordringer, da kommer det den opbydende til gode.

Men hvis det ikke kan tilstrække, så at kreditorerne ikke nå deres fulde betaling, da bliver den opbydendes fremdeles skyldig til enhver kreditor hvis dem på deres fordring resterer ubetalt, og han pligtig er dem at betale efter sin forskrivning, eller lide fængsel.

45.

Den omkostning, som går på opbudet, bør ej forlods at udtages.

Men når kreditorerne for deres fordringer er fornøjede, bør den opbydende den at betale af hvis han har til overs, eller have det i deres minde.

46.

Udi opbud og udi arvs og gælds fragåelse bør pante- købe- og mageskiftebreve, som kunne være udgivne, både af kreditoren og debitoren ved højeste ed at bekræftes, at der ingen bedragelighed er under.

Og skulle ingen afhændelser, som sket er ved gave, køb, eller i andre måder imellem ægtefolk, forældre, børn, eller arvinger, komme kreditorerne til præjudits, eller skade, når de befindes at være sket, efterat debitorerne vare i den tilstand og så hårdt med gæld beladne, at de deres gæld ikke kunne betale, hvilket og med ed skal bekræftes.

47.

Hvo gæld vil kræve, synderlig efter død mand, bør sit krav at bevise, enten med rigtig håndskrift, eller anden nøjagtig bevis.

48.

Rette købmændsbøger imod købmænd blive i deres værd, så vidt enhver steds borgmester og råd, eller overkøbmænd, dem at godtgøres billig kunne kende og dømme.

49.

Hvilken købmand, kræmmer, vinhandler, eller anden, som handler i gros med vin, humle, salt, fisk og sild, hør og hamp, tømmer, kalk, sten, jern og deslige vare, og dem udborger til nogen skal enten tage seddel, eller bevis, ved dag og datum af den, som han sine vare betror, eller og lade ham skrive sin hånd under regnskabet i bogen, og inden to års udgang i det længste gøre afregning med ham, så at skyldeneren enten overleverede regnskab, eller i bogen, underskriver. Vil skyldeneren hverken del gøre, og købmanden gør bevisligt, at han har overleveret regnskab, og begært afregning og rigtighed med ham, som han ej har kunnet nået, da bør skyldeneren at betale købmanden efter hans bog og overleveret regnskab.

50.

Vintappere, bryggere, bagere, slagtere, urtekræmmere, og alle, som i tønder og skæpper, potter og stabe, lod og kvint, udborge deres vare.

Item alle håndværksfolk, skulle på deres udborgede drikkende eller ædende vare, eller gjorte arbejde, levere skyldeneren regnskab, og inden år og dag rigtighed gøre med ham. Vil skyldeneren ikke til rigtighed med dem, og det gøres bevisligt, at han derom er anmodet, betale efter bog, eller karvestok, som kreditor fremviser.

51.

Købmænd, som handler med bønder, skulle holde en sær rigtig bog på hvis de handle med dem og straks derudi indføre hvis dem betros, og derforuden indskrive det i en anden bog, som bonden bør altid at have med sig, når han noget vil borge, eller betaler noget af det, som han borget har, at det og i samme bog bliver af købmanden indskrevet.

Hvilken bondens bog skal rigtig komme over ens med købmandens bog, såfremt han noget hos bonden vil søge.

Og skal købmanden årlig inden jul søge at gøre rigtighed med bonden under hans kravs fortabelse, om skylden hos ham findes.

Så skal og forholdes med enhver husbonds bønder, når de yde noget landgilde, at det i bondens bog bliver afskrevet, og siden forholdes efter den tredje og halvtredjesindstyvende artikel, som her efter følger.

52.

Købmænds bøger skulle ej imod bønder anses, med mindre anden bevis derhos findes.

53.

Alle bønder, som i et herred bosiddende er, og nogen restance, eller anden gæld, skyldige er, skulle hvert år en gang lovlig indstævnes, så de kunne vide at møde, og da skulle de i et tingsvidne alle samtlig indføres, hvor vidt enhver af slig restance eller gæld vedgår, eller ham straks overbevises, om han det fragår, og skal bonden der efter, og ikke videre, være pligtig at svare og betale, på det enhver årligen kan vide, hvad han med rette skyldig bliver.

54.

Hvo som sætter sig i støre gæld, end han kan betale, eller sælger, giver, pantsætter, eller i andre måder svigagtelig afhænder sit gods til nogen, hvem det og være kan, til at besvige sine kreditorer deres betaling fra, eller og sit brev og segl på ære med betaling, eller maning, ikke efterkommer, og det lovlig bevises, og derpå stævnes enten af kreditoren selv, eller af forloveren, som har måt betalt for skyldeneren, da skal der straks uden videre ophold gives dom på skyldenerens frelse og til fængsel.

55.

Ingen er pligtig til at betale hvis han i dobbel taber og der skyldig bliver.

56.

Når noget betales på en håndskrift, eller kontrakt, enten af hovedstolen, eller renten, eller og den ganske afbetales, eller efterkommes, da skal kreditor og den, der samme håndskrift, eller kontrakt, med rette i hænde har, det på brevene selv afskrive, eller nøjagtig kvittans derpå give. Findes siden efter hans død, som sådanne breve med rette i hænde havde, noget at være afskrevet, som hans hånd ikke er under, eller hans kvittans fremvises på, da bør det ingen magt at have.