Om rebsmænd

1.

Når nogen lodsejer i nogen by finder sig at være brøstholden, enten i mark, skov, eller ejendom, da skal han det først kære på tinge, at han har mindre, end ham bør, og begære jævnet med reb, og før end der mæles reb på nogen ejendom, da skal fogeden først nævne otte uvildige lovfaste herreds- eller birkemænd, som skulle på en bestemt dag og tid derefter komme på samme ejendom, som reb begæres på, og skal der granskes, om den, der klager, har slig brøst, at der bør at gange reb, eller ej, og det skulle de vidne på næste tingdag.

Findes der da slig brøst, at reb skal gå, da skal fogeden og de otte herreds- eller birkemænd, som vare udnævnte til synsmænd, først over alt gøre deres flid at tilfreds stille den, som brøstholden er, med lodning, eller udlæg af den, som mere har, på det at alle ejere ikke skulle fange skade af reb.

Men hvor ikke anderledes kan forliges, end at reb skal mæles, da hvor fjerding findes på marken, der skal rebes efter fjerding, hvor bol, efter bol, hvor otting, efter otting: så skal og være om tolvting, fjerding, eller kvarter.

Og hvor så findes at gribsjord er, som tilforn ikke har været lagt, enten i bol, fjerding, otting, eller mark sølvs jord, som er et pund bondeskyld, den rebes efter gammel landgilde og skyld.

Og skal over alt rebes, så vel for smørskyld som for kornskyld.

2.

Og, når reb mæles på marken, da skal rebsmændene være pligtige under deres faldsmål at komme på marken, den dag fogeden har dem forelagt, så tilig, som sol går op, og da begynde deres rebning, og skulle så rebe til sol går neder, og forfølge således deres rebning uden forhalning dag fra dag, til de have rebet marken altsammen, på det ingen bonde skal besværes med unyttig fordærvelig kost og tæring.

3.

Med skovrebning forholdes i lige måde, som med markrebning.

4.

Rebsmænds fald, dersom deres ulempe findes, er tredive lod sølv.