Om sandemænd

1.

Sandemænd skulle være otte lovfaste og bosatte dannemænd, og af fogeden til tinge udnævnes, i herred, birk, eller by, i tvivlsom drabssager, og når der tvistes om markskel.

Og skulle sandemændene uden nogen videre proces, når de er opkrævede, tage sagen for sig, som de er opkrævede til, og gøre deres alleryderste flid til at oplede sandhed.

2.

Det skal gå omkring imellem herreds- birke- og bymændene således, at, imens der er nogen, som ikke har været sandemand tilforn, da skulle de ikke nødes dertil, som før have været.

3.

Findes nogen modvillig, og vil ikke være, endog han er i den tilstand, at han må være sin egen værge, og ingen lovlig forfald har, da bøde han tredive lod sølv, som fogeden skal indkræve under sin bestillings fortabelse.

Og om den modvillige end udlægger fornævnte bøder, da er han dog ikke dermed befriet, at, så ofte han lovligen udnævnes til at være sandemand, og vil ikke, han jo skal gælde samme bøder, indtil så længe at han ikke har tredive lod sølvs formue.

4.

Er birk ikke så stort, at deraf kan haves det fulde tal af lovfaste mænd til sandemænd, da tages de af herredet, og sagen til herredsting forfølges.

5.

Ingen må være både sandemand og vidne i en sag.

6.

Når drab sket er, og der tvivles om manddraberen, da skulle sandemænd dertil af eftermålsmanden opkræves på første ting, efter at gierningen er sket.

Forsømmer han det, da skal husbonden, på hvis grund drabet sket er, og den dræbte findes, det første muligt er, sandemænd opkræve.

End forsømmer husbonden det, da kommer det kongens amtmand til at gøre.

7.

Er sagen klar med vidnesbyrd og bevisninger, da bør dommeren, derudi uden sandemænds udnævnelse at dømme.

8.

Sandemænd skulle til det herreds- birke- og byting opkræves og sværge, under hvilket gerningen sket er, og den dræbte er funden, inden seks uger, efter at de er opkrævede.

9.

Sker drab i skellet imellem herred og birk, eller by, da opkræves sandemændene, halvdelen i birk, eller by, og halvdelen i herredet, og samtlig svære til herredstinget.

10.

Sandemænds ed på manddraberen er denne: bede sig så gud hjælpe, at de have gjort deres alleryderste flid til at udspørge sandhed, og de ikke tro, eller vide, andet, end den mand jo er den dræbtes rette banemand.

Og, når de gøre deres ed, skulle alle de førte vidner være tilstede, efter lovlig kald og varsel, at overhøres af dommeren.

11.

Kan sandemænd ingen oplysning inden førnævnte seks uger bekomme til at udvise banemanden, da er denne deres ed: bede sig så gud hjælpe, at de have gjort deres alleryderste flid til at udvise hvem drabsmand er, og dog den ikke have kunne fundet.

12.

Tvistes der om markskel, som hører herred, birk, eller by, til alene, da opkræves sandemænd af det herred, birk, eller by, alene, som marken ligger udi.

Men trættes der om markskel på de stæder, som herred og birk, eller by, mødes da opkræves den halve del af sandemændene i birket, eller byen, og den halve del i herredet.

End er det både markskel og herredsskel, der man trætter om, da skulle fire af hver herred, der næst er bosidende, derom skille, og skulle lyse til det herredsting, som den tiltalte svarer under.

13.

Når sandemænd have udset markskellet, da skulle de det stable med stok, eller sten, og kul og flint derunder, og siden svære på det sted, der som skillet og tvistet var, at de have gjort ret, og lyse siden til tinge. Denne er eden: Bede sig så gud hjælpe, at de gøre det ej for vild, og ej for fare, uden for det, at de troe så at være ret markskel, og at de have så hørt af deres forældre og andre gamle folk.

14.

Sandemænd må ej svære om ejendom, eller imod lavhævd, eller imod sandemænd, som tilforn soret have, imens de er ved fuld magt og ufælte.

15.

Skille sandemænd ad, da skal det stande, som de fleste gjorde.

Er de lige, da stande det, som formanden giorde med dem, som ham følge.

I lige måde om de svære alle et, uden så er, at deres tog underkendes af ridemænd, som derpå tagne vorde.

16.

Sandemand, der lovfælt er, fælder ingen i toget uden sig selv.

17.

Hver sandemand, som har soret uret forsætlig, så det åbenbare kendes, skal oprette den forurettede hans bevislig omkostning, kost og tæring, og siden have forbrut sin boslod til sit herskab.

18.

Alle otte sandemænd skulle have kost og tæring otte lod sølv, som skal lige deles imellem dem alle. Den der sandemændene opkrævet har, hvad heller de sore med ham, eller imod, eller ikke med alle, skal betale dem førnævnte otte lod sølv på tinget, som de deres tog lyse på, under nam i hans bo, uden videre proces, eller dom.