Om udlæg og indførsler

1.

Hvad som man på skifte efter død mand af arvingerne, eller rettens betjente, eller i godsets opbydelse, eller, når arv og gæld fragås, af kommissærer, eller rettens betjente, til udlæg bekommer, være sig løsøre, eller jordegods, det beholder mand til ejendom uden videre dom derpå, med mindre andre lovligere adkomst derpå fremvise, eller det for nogen overret underkendes.

2.

Har nogen ved ridemænds indførsel noget jordegods bekommet, og ejermanden det ikke inden år og dag indløser, da må han tage ejendoms dom derpå til landstinget, eller og til stadfæstelse indstævne indførslen til højeste ret, og, førend det sker, må han det ej afhænde, med mindre han det i tre års tid ukært og ustævnet har besiddet, og da beholder han det så frit som sit eget arvegods.

Dog hvis nogen sædegårds ejere det begærer, da forholdes dermed efter den anden og tyvende artikel i denne bogs tredje kapitel.

3.

End vorde ridemændene straks af ejermanden indstævnede for deres tog, da må han ej godset bortskøde, før end dom til højeste ret gangen er, om godset ham med rette tilkommer, eller ikke.

4.

Løser ejermanden godset inden forskreven tid, da skal ham, som indførslen bekommet har, godtgøres den bevislig fornøden og nyttig forbedring, som han imidlertid på godset gjort har.

5.

Den, som købstadjorde, huse eller gårde, ved lovlig indførsel bekommet har, skal straks indstævne den for borgmester og råd til stadfæstelse, og til ejendoms doms erlangelse, og når den erlanget er, må han gøre sig dem så nyttige, som han bedst ved og kan, med mindre de ham ved højere rets dom frakendes.

6.

Men hvis rørendes gods og løsøre nogen ved nam og udvurdering bekommet har, det beholder han uden videre dom og stadfæstelse, dersom ejermanden det ikke straks på stedet indløser, med mindre nams dommen til højere ret indstævnes og underkendes.

Dog hvis udlæg herreds- eller birkefoged på landet ved vurderingsmænd i vare, dersom den sagsøgte ikke har rede penge at betale med, for sin umage bekommer, det skal ejermanden inden tre uger at løse tilbydes.

Sker det ikke, da beholder fogeden det, som udlagt er, for sit værd, og betaler det øvrige, som billigt er.

7.

Har nogen sig en afgangens jordegods, som ej havde arvinger, eller efter hvilken arv og gæld ej er vedgået, ladet indføre, og nogen rette arvinger, som arven vedgå, lade sig finde derefter inden år og dag, efter at arven falden var, da være samme arvinger arven mægtige, når den, som sig har ladet indføre, er tilfredsstillet og fornøjet for så vidt ham efter indførslen og med rette tilkommer. Imidlertid nyder han, som indført er, godset og hvis deraf går for skadegæld.

8.

Har nogen ladet sig indføre i gods, som en anden tilforn lovlig er indført udi, da må han udløse den, som først indført er, inden halvt år.

Dog så, at han for al sin billig anfordring, kost og tæring, nøjagtig bliver til freds stillet. End begærer den, som først er indført, at beholde godset, da må han den, som sist indført er, for så vidt ham i godset kan med rette tilkomme fornøje og udløse.

9.

Tager nogen nam, eller indførsel i anden mands gods, som kunne findes i skyldnerens bo, såsom fæ, der kunne være indsat til fodring, eller bonden lånt, eller lejet, til hans avls fortsættelse, eller hans ophold, eller nogen vare, metal, træ, silke, ulden, linnet, eller deslige, der kunne være håndværksfolk antvordet til at forarbejde, og ejermanden beviser det sit at være, da bør den, som gør udlægget, og den, som annammer det, at forskaffe ejermanden det igen skadesløst.