Benborg 21. aug. 1705 Niels Clausen

21. aug. 1705

Forordnede herredsfoged og tingskriver på Kalvslund Herredsting hr. Trouls Bertelsen i Roost, Gregers Pedersen i Holm, 8 mænd Søren Knudsen, Terchild Nissen af Vester Mejlby, Søren Nissen, Peder Andersen, Hans Johansen, Peder Hansen af Farup, Christen Jensen af Kalvslund, Jep Jensen ibid.

Sachwalter hr. Mathias Lange æskede om Dorethe Hanses af Stensbæk var tilstede efter den afsked i dag 14 dage her for retten blev givet, at gøre hendes ..., efter den dom, som sidst afvigt d. 14. juli på Haderslev Amthus, af de dertil deputerede herrer blev afsagt, såsom skarpretteren m. Casper Sneker (?) af Haderslev til den ende i dag er hidkommen, eksekutionen at fyldestgøre, og om hans kgl. majestæts ridefoged hr. Conradt Kej har gjort den anstalt, at bemeldte Dorethe Hanses her i dag sig skulle indfinde.

Herredsfogeden påråbte Dorethe Hanses om hun var tilstede, at eksekutionen på hende efter dommers indhold kunne blive fyldestgjort.

Hvorpå fremstod for retten kgl. majestæts ridefoged Conradt Kej og i retten fremlagde en skriftlig ordre af dato Haderslev den 14. aug., af hans højgrevelige excellence til Reventlow vores højbydende hr. amtmand, og var begærende samme ordre for retten at oplæstes, med produkt forsynes, og ham igen tilstillet ... af samme højgrevelige ordre klarlig ses at ridefogeden var beordret at lade hans understes hustru den 28. aug. til Kalvslund Herredsting henføre, at eksekutionen over hende efter dommerens indhold kunne blive fyldestgjort.

Men såsom velbemeldte hr. ridefoged var befrygtende, at datumen måtte være forfald, har han både mundtlig og skriftlig strengelig befalet sognefogeden Jep Pedersen i Villebøl, at han med 4 af hans sognemænd straks skulle tage Dorethe Hanses i arrest og hende med dygtig vagt til i dag lade bevåge.

Derpå fremstod Jep Pedersen og for retten bekendte, at han efter hr. ridefogedens ordre, forne Dorethe Hanses med 4 mænd udi 5 sogne har eftersøgt, men hid indtil hende ikke kunne opspørge, og hun udi 19 dage med hendes spædbarn har været fra sit hus. De andre 2 hendes børn har hun ladet blive ved hendes søster Ingeborg Bertels udi Hjortlund, hvilket han tillige med de 4 mænd, når påæskes, edelig vil bekræfte.

Hr. sachwalter Mathias Lange satte vidner udi retten, efterdi at Dorethe Hanses, efter rettens påråbelse ikke er fremkommen for retten, mindre nogen på hendes vegne at gøre hendes lovlige forfald, ikke heller velædle hr. ridefoged, efter gjorte yderste flid, hende kunne blive halshaft (?) og udi forvaring bekommen, og derfor eksekutionen på hende i dag ej kan fyldestgøres.

Så vil anwalt have sig sin ret imod hende have forbeholden, indtil hun på én eller anden måde kan blive halshaft, til den ende han og velbemeldte hr. ridefoged anmodet sin flid at gøre, når hun her på egnen ankom, eller og medvidendes vorder hvor hun sig opholder og at vorde halshaft, hvilket hr. ridefogeden også anlovede, og til den ende ville give ordre til alle sognefogeder i siden (?) allernådigst anbefalede 2 herreder, at de både om hende skulle gøre eftersøgning, så og om hun her ankom straks hende at tage i arrest og hr. ridefogeden det tilkendegiver, hvorfor med eksekutionen og år frides (?) givelse, indtil videre blev udsat, sachwalter og hr. ridefoged, hvor en ekstrakt herefter begærede.

Anwalt hr. Mathias Lange indfinder sig atter i dag her for retten i sine sager efter høj øvrigheds ordre, imod de indstævnede at fastsætte og til dem som ej i dag 14 dage erklærede sig imod hans irettesættelse, anden ting er begærende.

Og som han samme dag anloves til i dag at replicere på Nis Pedersen af Hjortvad hans påståelse, så fremlægger han samme sin replik: den begæring at den måtte blive aflæst, og med productum forsynet.

Her imod fremstillede sig i retten ... regiments... Rasches fuldmægtige 5. Daniel Phillip Rasch på rytterbonden Nis Pedersens vegne, og samme lagde retten stævnemål af dato 7. aug. sidst afvigt og begærede samme stævning af varselmændene at måtte afhjemles.

Derpå fremstod Hans Nissen og Hans Sørensen af Hjortvad, og med opholdne fingre og højeste ed bekræftes, at de i dag 14 dage på hr. regimentsskrivers fuldmægtiges og Nis Pedersens vegne af Hjortvad, hr. herredsfogedens stævning for disse efterskrevne har forkyndelse, nemlig Christen Jessen i Rødding, samt sin datter madame Wachatius salig hr. ridefogedens efterleverske, for vidner at påhøre om de noget derimod vil have at sige.

Derpå fremæskede fuldmægtigen de påberåbte vidnesbyrd at fremkomme, hvorpå Hans Pedersen af Kastbjerg sig for retten indstillede, desligeste også Mads Sørensen, Tøger Nielsen og Niels Lund af Hjortvad, hvilke eden blev forelæst, og derefter aflagde ed, bekender som følger:

Hans Pedersen af Kastbjerg vandt at han og Nis Pedersen af Hjortvad gik med hverandre hen til Frøs Herredsting. Den tid de kom dertil tinget, da tilspurgte ridefogeden salig hr. Wachatius dem, hvorom de var henkommen til ting, om de ville høre noget nyt, så talte ridefogeden til Nis Pedersen, og forne Hans Pedersen fulgte efter, men ridefogeden viste ham af og sagde, han havde intet med ham at tale, men Nis Pedersen gik ... hen med ridefogeden, og talte med hver andre.

Andet af fuldmægtigen blev tilspurgt, med begæring han ville forklare, til hvad ende og i hvad ærinde han og Nis Pedersen var hengået til Frøs Herredsting, om det ikke var for at de ville berette de ord til ridefogeden, som de af Johannes Pedersen, Hans Pibers svoger, og Niels Clausens moder havde hørt, svarede:

Han kunne ikke sig noget derom erindre, tiden når det passerede kan han ikke heller huske.

Dernæst fremstod Mads Sørensen af Hjortvad, som af fuldmægtigen blev tilspurgt, om ikke Nis Pedersen i Hjortvad, om Mortensdags tiden som Niels Clausen om Ribe Marked næst før ved, skal være myrdet, sagde til ham i hans hus, at Johannes Pedersen i Lille Knorborg havde så løselig sagt til Nis Pedersen, at unge Hans Piber havde skudt Niels tyv ihjel, svarede:

Ja, at han havde sagt det til ham, men hvad tid det var vidste han ikke.

Item om han har hørt det nogen sinde tilforn, svarede dertil:

Nej, han havde ikke hørt det tilforn af nogen anden.

Desligeste om han samme tid holdt det for sandt eller en løs snak og om han turde vel have sagt noget derfra igen, såsom det ham alene af en mand var berettet, helst det ej ham skal være uvitterligt, at enhver ej frygtede sig for Hans Piber og hans parti, som omgikkes med adskillige usømmelighed, svarede først:

Han troede det rent for løgn, turde ikke sige noget derfra, fordi han vidste ikke enten det var sandhed eller løgn.

Dernæst fremstod Tøger Nielsen ibid. vandt og bekendte således, at han kunne ikke nægte, at Nis Pedersen jo havde sagt til ham, at Johannes Pedersen havde bekendt for ham, at Niels Clausen var ihjelskudt udi eller ved Benborg. På hvad sted eller tid det var Nis Pedersen sagde det til ham, kan han sig ikke erindre.

Nis Pedersen sagde samme tid til Tøger Nielsen, at han skulle holde det ved sig selv, thi han det ikke kunne bevise og befrygtede sig, om det kom iblandt folk efter hans mund, kunne han derfor blive en løgner. Sagde og, at han ikke havde hørt det tilforn.

Blev ydermere af fuldmægtigen tilspurgt, om han egentlig kan sige med sandhed, om Nis Pedersen sagde til ham, at Niels Clausen eller Niels tyv blev ihjelskudt ved eller udi Benborg, og om Nis Pedersen ej sagde Niels tyv og ej Niels Clausen, svarede:

Han nævnte nok Benborg. Hvilket af begge det var, enten han sagde Niels tyv eller Niels Clausen, det kan han sig ikke så lige erindre, kender ikke samme person.

Niels Pedersen af Hjortvad fremstod for retten og vandt:

At han og Nis Pedersen ibid. gik ene to udi Ribe Kær, i den tiden de bjergede hø og ville gå hjem en aften ungefær 2 år forleden førend sagen kom i proces, da sagde Nis Pedersen, at tyven skal være ihjelskudt ovre ved eller udi Benborg. Da tilspurgte han forne Nis Pedersen, hvor har du fået det at vide, da svarede han ham, at Johannes Pedersen sagde ham det udi sin toft vesten sin led dør, en aften han var drukken.

Niels Pedersen sagde:

At han aldrig havde hørt det tilforn, førend Nis Pedersen sagde ham det, og ydermere forklarede, at han aldrig havde set samme person som blev ihjelskudt, førend han engang kom kørende fra kirken, da kom han med sin moder, og kørte vesten ad.

Niels Pedersen sagde:

At han ikke hørte andet om ham, end de kaldte ham tyv, indtil sagen kom i proces. Vidnet sagde, at han ikke turde sige det efter, fordi han ikke vidste enten det var sandt eller løgn, og han holdt det ikkun for en snak.

Derpå for retten fremlagde fuldmægtigen:

• Først en udskrift af protokollen, holden på det kgl. amthus i Haderslev den 8. juli næst afvigt.
• Dernæst Nis Pedersens bekendelses vidne af Hygum Præstegård den 7. og 8. juli 1704.
• Item en ekstrakt af Kalvslund Herreds tingbog den 29. aug. 1704.
• Desligeste en udskrift af do. protokol den 7. aug. næst forleden, alt af anordnede sætteskriver udi sagen videmeret, som han begærede retten må være til bekendelse.
• Derpå fremlagde og fuldmægtigen et udtog af itzige dags dato.

Derpå fremstod Nis Pedersen selv personlig i retten og erbød sig sin højeste saligheds ed at gøre, således i sandhed at være, som udi sit indlæg angående beskyldningen har proponeret, og endda ydermere, om dommeren eragter med alle de omstændigheder, som kan optænkes eller forelægges, til den ende at han ved sig fri udi alt som han er beskyldt for. Fuldmægtigen såvelsom Nis Pedersen kraftigst påstod, at den i retten blev imodtaget, på det sligt engang kunne ophøre, og ikke til sin gårds forsvækkelse føres videre omkostning.

Anwalt hr. Mathias Lange protesterede i kraftigste måde imod denne eds frembydelse, vil formode at den gunstige dommer, ham og ej heller det tilsteder. Holdt efterdi den ved dokumenterne som udi retten er produceret, findes så lyse og klare, at man ej behøver hans ed.

Hr. herredsfoged på begge parters indgivende svarede, at han i dag ikke tilsteder Nis Pedersens ed, thi det var lige for han sig selv for sagen ville befri, men når han får dokumenterne under hånden og dem med flid igennem set, så vil han kunne der udi således som han for sin høj øvrighed agter at ansvare.

Daniel Phillip ville dog formode, at Nis Pedersens ed, imod så løse usandfærdige beskyldninger, om ikke i dag, da dog en anden dag efter rettens behag her i retten vorder tilladt, når som helst den gunstige dommer sagens natur af dokumenterne nærmere har eftergransket da befindes skal, at Nis Pedersen ej er overbevist nogen skyld eller sag.

Imidlertid for at korte processen og en endelig dom med det snareste kunne fås, ville han ikke begære nogen delation til udtog af velædle hr. Mathias Langes i dag fremlagte replik at besvare, såsom den ikke udkræver nogen vidtløftighed, efterdi det er ikkun præsumptioner og relationer uden lovlig bevis.

Ikke desto mindre, erindrede retten til gunstigste tanke følgende:

1. Man tror vel at dommeren, såvelsom alle andre retsindige, ikke kan sige eller holde for, at hvad disse bemeldte udædiske folk har sagt om Nis Pedersen skulle være sandt, kan da en uskyldig mand, om endskønt han måtte være mistænkt, nægtes hans saligheds ed til sin æres befrielse, som her så ubillig søges, mindre forhåber ved endelig dom, kommer ham til præjudice, thi da kunne med blotte beskyldninger og præsumptioner, vinder han sag vanvid, og man ej vidste når en ærlig mand kunne have sin ære og gode rygte eller og uskyldig blive den givet.
2. Ses det vel, at Nis Pedersen ikke har fordulgt sit sandheds vidne i sagen, såsom han mere end længe føjelig til sandheds opkomst har været assisterlig, idet han uden stævnemål eller nogen anordnet herredsting har indstillet sig, nemlig i Hygum Præstegård at sige sin sandhed, så replikens omstændigheder i denne post, ej har findet nogen sted.
3. Citanten ville vel gøre disse misdædiske folk deres beskyldninger, det meste muligt til overensstemmelse, men strider som selv ved demonstration oplyser, hvad kraft er det da af at bygge på, der dog mest skulle være om pengene. Men kunne de i den post, da der aldrig af kontraparten er blevet eksamineret, kontradicere hinanden, hvor meget mere, ja til fast intet ville det have blevet.

Om man nu kunne have haft sine nødtørftige quæstioner til dem, ræson ikke et af dem taler et ord over, når og på hvilket sted Nis Pedersen skulle have fået pengene, ej heller om han har fået dem på to, tre á 4 gange, da de igen har fået vederlag af ham, mindre forklarer at de alle trende samtlige på en eller flere gange, har været med og øjensynlig set, at han fik pengene, eller hvorfor det er sket, er det ikke da ganske urimeligt og som intet i sig selv.

Dog ses det ligeså Nis Pedersen byder ed på af Sidsel Pibers beskyldning, at hendes mand Hans Piber var Nis Pedersen dem skyldig, uanset hun reserverer 10 sletdaler, som er usandt, og når sådant konsideres at hun går imellem Johannes Pedersens og Hans Pibers beskyldninger og gør forklaring om gælden, så er det ej ikkun en beskyldning og sådant er intet, pro resto refererer mons. Daniel Phillip sig til Nis Pedersens fremlagte og aflæste ed, samt tilbudne ed under formodning, at dommeren derpå reflekterer til en forsvarlig kendelse i sin tid.

Anwalt hr. Mathias Lange eragtet unødvendig til denne på Nis Pedersens vegne vidtløftig irettesættelse at svare, såsom sagen nok som tilforn er repeteret og udi fremlagte indlæg er anført, hvorfor han skyder sig til de fremlagte indlæg, der med de derhos påberåbte dokumenter, formenende at de er så lys og klar, at den gunstige dommer ej skal have betænkende at kende og dømme udi samme sag, som han tilforn begæret har. Og hermed submitterer sig til doms, og stiller det til den gunstige dommer, betænkende når han den vil afsige, angående Nis Pedersens tilbudne ed, forbliver han ved sit forrige svar. Og begge parter submitterede sig til doms og intet videre i denne sag at fremlægge.

Anwalt hr. Mathias Lange har forrige tingdag imod Hans Andersen af Stensbæk sin beskyldning indgiven, og derfor i dag begærer at fremlægge hvad han derpå vil svare.

Terman Knudsen af Kærbølling, af hans højgrevelige excellence vores højbydende hr. amtmand, forordnede defensor for Hans Andersen af Stensbæk, begærede nogle vidner afhørt angående Niels Clausens døde legeme, da det på Lille Knorborg mark blev opgravet og af hvem det er begæret at de skulle følges med. Item om de hørte at Hans Andersen, efter den døde var opgravet, viste Jørgen Piber fanden i vold. Og om de så at Hans Andersen gav Jørgen Piber nogen penge.

Derpå indstillede og for retten, Tøger Nielsen, Niels Pedersen Lund og Nis Pedersen i Hjortvad, og Hans Pedersen af Kastbjerg og efter aflagte højeste ed vandt:

1. Angående det hvem der havde begæret af dem, at de skulle følges med til det sted, som den døde var begravet, derom har de tilforn vundet, og findes udi tingbogen indført, derfor behøves ikke at de nu atter derom skulle vidne.
2. Om de hørte at Hans Andersen viste Jørgen Piber fanden i vold, svarede:

   Nej, de hørte det ikke.

3. Og heller så de ikke, at Hans Andersen gav Jørgen Piber nogen penge.

Bertel Hansen af Hjortlund for retten vedstod endnu ligesom tilforn, at han sin part af det opgravede Hans Piber selv efter sin bekendelse udi Haderslev har bekommet. Og vil for den part ham kan tilkomme og er solgt til Morten Termansen i Kærbøl, derfor så snart ham muligt være kan, vil han gøre Morten Termansen fornøjelse.

Hr. anwalt forblev ved sin forrige irettesættelse og ser ikke, at denne hans tilbud med Morten Termansen at fornøje, kan deliberere ham fra den straf som loven så klarlig tilholder submitterer sig derfor til doms, og formoder den gunstige dommer heri de kender og dømmer hvad ret er.

Bertel Hansen formener at blive frikendt når han gør Morten Termansen fornøjelse for den part han af hans sølv har bekommet.

Anwalt hr. Mathias Lange eragter unødig at svare til Morten Termansen af Kærbøl, i dag udi retten indlagte indlæg, som alene består udi hjælp (?) rede og udflugter, såsom sagen i sig selv er lys og klar og ej kan nægtes han jo af Hans Andersen og Bertel Hansen har tilforhandlet sig det førhen specificerede sølvtøj, som ej havde magt og myndighed det at sælge og afhænde, eftersom de sig sligt på en ulovlig og usømmelig måde har tilpraktiseret.

Thi såsom det var Hans Pibers sølvtøj, så følger af sig selv, at det hans kgl. majestæt fisco tilhører. Og kunne Morten Termansen og enhver nok som vide at hverken Hans Andersen eller Bertel Hansen kunne have sådanne stykker sølv at sælge, med mindre at de det på en ulovlig måde havde sig tilpraktiseret. Såsom de foruden det så betrægte folk og enhver her udi herredet vel vitterligt er, at den tid de solgte sølvet, da var den piberske sag og Hans Andersen tillige med andre fattig. Formoder derfor den gunstige dommer giver mit hørige indlæg bifald og dømmer som førhen begæret er, submitterer sig dermed til doms, med al rettens forbehold.

Niels Mortensen på sin fader Morten Termansens vegne sin skrift herefter begærede, og vil til første ting derpå være. Hans Røbstorf af Vimtrup erbød sig at skaffe de sølvknapper til stede, som han søges for.

Stævningen som over sr. Christen Jessen og sin kones datter madame Wachatius er forhvervet, var lydende ord efter andet, som følger:

Kgl. majestæt til Danmark og Norge bestalter herredsfoged udi Nørre Rangstrup Herred, og af hans højgrevelige excellence min højbydende hr. amtmands højbetroede fuldmægtige udi den piberske sag, og hvad deraf dependerer, forordnede dommer på Kalvslund Herredsting, jeg Trouls Bertelsen i Roost, gør hermed vitterligt, at for mig har velædle hr. regimentsskriver sr. Anders Raschs fuldmægtige sr. Daniel Phillip Rasch andraget hvorledes han på rytterbonden Nis Pedersens vegne i Hjortvad, agter at føre nogle vidner til Kalvslund Herredsting førstkommende den 21. august, angående at forne Nis Pedersen ej skal have lagt nogen dølgsmål på den løse snak, som han først havde hørt om Niels Clausens mord, som Hans Piber eller sit selskab på ham har begået, enten for afgangne ridefoged sal. hr. Joachimus Wachatius eller andre, som han det skal have kundgjort, hvor udi forne Nis Pedersen ovenbemeldte tid på Kalvslund Herredsting sin korporlige ed agter at vil deponere, samt på den erklæring han i dag udi retten gjort har.

Til den ende stævnes og kaldes til forne tid og sted velbemeldte hr. ridefogedens enke madame Wachatius med hendes kære fader sr. Christen Jessen, som hendes rette lavværge at møde, om de noget derimod vil have at sige.

Actum Kalvslund Herredsting den 7. aug. anno 1705. Trouls Bertelsen

Samme stævnings afhjemling er tilforn indført.

Følger herpå Nis Pedersens erklæring på hr. sachwalters beskyldning, og var lydende ord efter andet som følger:

Velædle hr. herredsfoged.

Til den erklæring med videre, som mig tillige ved min forsvarer kgl. majestæts regimentsskriver velædle Anders Hansen Rasch's fuldmægtig i dag fjorten dage her i retten imod de insinuerede beskyldning og formeninger i denne sag gjorte og fremsatte, refererer jeg mig for det første, dernæst til rettens illustration og gunstig betænkning (?), opponerer mig imod delinkventernes, nemlig Johannes Pedersens, Sidsel Pibers og Hans Pibers løgnagtige beretnings beskyldning, for så vidt mig angår i følgende punkter:

1.

At Johannes Pedersen skal have bekendt, det jeg skulle have rådet til at de skulle begrave den dødes legeme på Kalvslund kirkegård, da gammel Hans Piber skal have givet rådet, at de skulle kaste det i Skodborg Å, samme som dog såvidt beskyldningen i dag 14 dage angår, stridig, er ganske usandfærdig af mig aldrig tænkt eller sagt, der og kan tages fort troligt, idet jeg som kirkeværge til bemeldte kirke vel ej slig ukristelig forhold tillod, som om så havde sket, nemlig (?) grave en opkastning på kirkegården øjensynlig var gjort, ingenlunde kunne have blevet fortiet, derfor og uden ydermere disput falder af sig selv, at så lidt som ses eller formenes at rådet er fulgt, så lidt er den og nogensinde af mig gjort.

2.

Med den videnskab om Niels Clausens legemes begravelse i mosen, er af lige forhold, hvorom jeg ved gud aldrig hørte et ord af hans mund.

Ja for det 3. er det ej mindre hans løgnagtig fiktion, om de 23 rd., som han siger jeg for mordet at dølge skulle have bekommet, hvilke jeg dog i så måde, hverken af ham eller ovenbemeldte hans anhængere er anbudet, begæret at tage eller annammet har, som og gud forbyde mig med videndes vilje skulle have gjort, men de penge som jeg af Hans Piber har bekommet, har jeg fået for det han var mig skyldig, sær i en og anden måde på adskillige tider, som jeg havde om (?) nok for at liste mig til, inden jeg samme fra den løgner og bedrager kunne få.

At Johannes Pedersen eller Hans Piber har haft den mening, som af Johannes' beskyldning folio 6. art. 26 kan erses, at da jeg fik min betaling for hvad Hans Piber var mig skyldig, bekom jeg penge for at tie mordet, sådan kan jeg ikke til, som og alle retsindige vel kan påskønne, helst jeg deres mening ej vidste, mens derved åbenbares jo desto mere deres skælms gemyt og bedragelige hjerte imod ærlige folk, som af malitia løb over alle bredder, ellers mortificeres det i alt, når mit udgivne vidne i Hygum Præstegård den 7. og 8. juli 1704 tages i observation.

Idet jeg har afvundet alt hvad mig i sagen om mordet vitterligt var, da det kan og fornemmes af mit gensvar på den 3. interrogatoria, som til mig på Kalvslund Herredsting den 29. aug. 1704 er gjort, idet jeg har rådet Hans Andersen i Stensbæk til, om han vidste noget om den døde Niels Clausen som der ønskedes om, han da det skulle åbenbare.

Desligeste kommer da i dag forsvar hvad vidnesbyrd mig og mærkelig til liberation, så at desto (?) enhver retdømmende judicium kan stille for øjen, at jeg ikke er den som jeg beskyldes for, der har lagt dølgsmål på hvad jeg i ovenbemeldte måde af Johannes så løselig havde hørt, som jeg ej vidste enten for sandhed eller løgn at kunne holde, såsom man ej kunne mærke, han eller Hans Piber for med sandhed, eller under hvad pratiquer han sådant sagde, men at der påstås, at jeg samme skulle have sagt til min øvrighed, finder jeg for ingen lovpligt, helst jeg intet af mordet i sig selv førend den skete uden da den skete havde set eller hørt, tilmed vidste jeg som en enfoldig bondemand, på sådan snak alene af en person, mig ikke at have kunnet bistå uden lovfælde etc.

Thi når Johannes Pedersen min beskyldning havde imod sagt, var det sikkerlig påfuldt, med videre fortræd og omkostning, som en fattig bonde krymper sig for den skælms-rygte Johannes Pedersen og hans parti havde på sig, befatte sig noget med dem, for man ej vidste imens de gik i fri frelse, hvor snart man af dem kunne have været bragt en ulykke i hænderne, vil den gunstige dommer behage at efterse Sidsel Pibers og Hans Pibers bekendelses beskyldninger, hvorledes de konkorderes med Johannes Pedersens, da finder han vel at det i alt er stridig.

Thi når pag. 10 art. 11 i Johannes' beskyldning tages ad notam, ses at Hans Piber nu har sagt et, nu andet, nu bejaet, nu fragået, og derfor har deres beskyldninger været af løgnens fader, som dem til mord og deslige ukristelige sager har anskyndet og forledet, hvorfor de og alt førhen er vorden justificeret, quæstio hvo vil eller hvorledes kan nu sådan deres ord og beskyldninger, som jeg aldrig i deres levende live er indkaldt lovlig til at påhøre, undtagen hvad det dem selv for begangne misgerninger antræffer, så til troende, som i deres bedste levneds tid, aldrig vides at have faret med et sandrue ord, men mere at sige i løgn nu befindende mord og stor afguderi, sig forøvet, hvorom alt for troværdige spargementer haves.

Ja kan nu de som i deres sidste, muligt har draget lidet omsorg for deres egen sjæls konservation, nu vidne godtfolks ære eller liv fra, da om sligt skulle have gænge, måtte man jo sige, det var meget lovstridig og uforsvarligt, ej mindre ukristelig, og allersidst usamvittigheds, thi det kan vel eftertænkes, at slige ...dediske mennesker, ikkun har haft så elskere af ærlig folk og derfor da de ... selv ej længere at kunne lide, ej skulle drage sig nogen samvittighed for at lægge beskyldning på den de ej undte vel, hvis tal jeg billigen må sætte mig udi alene årsagelig som læstelig kan fornemmes af Hans Pibers ord, fordi jeg har vundet mit sandhed, og ej har villet holde det parti med mere, særlig angående Johannes Pedersen, som jeg ej for vidtløftigheds skyld eragter at specificere, da med skæmt den gunstige dommer vel anser, har jeg fast ... Johannes Pedersen, Sidsel Pibers og Hans Pibers beskyldninger af kraft vinder med som intet, helst både guds og kongens lov, udtrykkelig forklare, at sandhed kan ej bestå udi mindre vidner end som af 2 á 3 vidnesbyrd overensstemmende og i omkring, og her er ... uden nogle udædiske personers stridige og ustadige beskyldninger, som efter Christiani Terti Recessio 18 art. ej skal stå til troende, eller komme nogen ærlig mand til ringeste nachdel eller æres forklejnelse i nogen optænkelig måde i hvad som de enten ville vidne eller sige, så dog alligevel for al mistanke og suspition at betage (?)

Uanset man skulle formene det ej gjorde nødig, anseende det er billigt og lovmæssig at hvo nogen søgte ... det med lovgyldig vidnesbyrd at bevise, erbyder jeg at gøre min højeste saligheds ed, det mig aldrig har vidst noget om Niels Clausens mords uråds (?) stiftelse eller gernings forøvelse at sige, mindre været i råd eller i gerning med Hans Piber eller hans familie at sådan mord skulle fuldføres.

Ja mere hverken given råd til at de skulle begrave Niels Clausens legeme på Kalvslund kirkegård, da hans banemand skal have rådslaget at begrave ham på Lille Knorborg mark, eller som Johannes især beskylder mig for, fået de 23 rd. for mordet at dølge.

Hvilken ed jeg formoder dommeren mig tillader nu i retten at præstere, såsom jeg den med en usåret samvittighed vil og kan aflægge, hvor jeg da efter alt sligt kraftigst formener, at jeg ej alene af retten vorder frikendt for velædle Mathias Langes hårde irettesættelse, som formenes i anledning på delinkventernes beskyldninger er funderet, men ved og at samme såvel som deres beskyldninger i sig selv ikke at komme mig eller mine til mindste æres præjudice i nogen måder, hvorpå man en retmæssig og forsvarlig dom er begærende, dette korte indlæg jeg tjenest ydmygst beder i retten må oplæses, påskrives i akten og hvad der ganger beskreven, indføres og mig så igen dermed tilstilles.

Hjortvad den 21. aug. anno 1705.

Nis NPS Pedersen

Anders Steffensen af Tornum lod for retten aflæse sit skriftlige underskrevne indlæg, lydende som følger:

Velædle hr. herredsfoged højviste dommer.

Eftersom jeg underskrevne tillige med andre af sagvalter Mathias Lange blev i dag 14 dage her for retten beskyldt, at jeg med ord for Jep Jørgensen skulle Hans Piber til hjælpe. at han for ham udi mordsag med .... ville betjene, og derfor skulle bekomme 8 sletdaler

1. Da er det min korte enfoldige svar derimod, at jeg aldrig udi slig måde har fået penge for ord enten til eller fra at hjælpe, thi jeg kunne næppe få betaling for hvad han kun var mig skyldig, end siden for ord, og om jeg har fået nogen penge af Hans Piber, da har jeg nok gjort vederlag derfor, inden han betalte nogen som ... skulle havde bleven forklaret, udi hvad måde han mig ... var skyldig, havde buet (?) derfor med sådan ... beskyldning, at været med mit gensvar mod ham udi levende live kaldet at påhøre, da der nok ikke sådanne ord skulle blive talt, som ganske usandfærdig er, og ikke heller nogen ærlig og sandfærdig menneske mig skal påsige, udi det ringeste måtte jeg endelig vide, hvad ordene var, og hvor udi den skrift sig består.
2. Skal aldrig og en enten høj eller lav person med sandhed mig påsige, jeg noget at vordet vidste, førend det til tinge blev indstævnet, og hvor man detover alt hørte. Og om jeg har bekommet nogle penge af Hans Piber, da var han nok den mand der ville have fuld vederlag igen. Som han og for hvad penge jeg bekom af ham straks annammede, da han var uden ... og råd selv hvad han ville købe og betale. Og som den velvise dommer af disse overskrevne posters forklaring eragter vel, at det er ikkun gættelse og vrang beskyldning, så formoder jeg at han retsindelig frikender mig, for sådan tiltale og beskyldning. Ja endog tilkender mig min derpå forårsagede omkostning, og ikke heller formoder at han til min nådige øvrighed, efter Mathias Langes irettesættelse, tilfindes der for til nogen brøde at svare, med tjenstlig begæring denne min korte indlæg udi retten måtte læses og påskrives, imod hvad som passerer indføres, rettens bestyrkere (?) gud befalet.

Tornum den 21. aug. anno 1705. Anders Steffensen

Læst på Kalvslund Herredsting for retten fredag den 21. august anno 1705.

På denne Anders Steffensens indgivende, refererede hr. Mathias Lange sig til protokollen, som det kgl. amtshus i Haderslev erholder, og lod den for retten aflæse, hvor udi udtrykkelig pag. 37 findes indført, at Johannes Pedersen har bekendt, at Anders Steffensen 8 sletdaler havde bekommet, for Hans Pibers sag ved Jep Jørgensen at befordre. Og efterdi Johannes Pedersen på sit yderste har gjort slig bekendelse, og derpå vil leve og dø, så ser hr. anwalt ikke at hans indgivne erklæring, kan komme ham til nogen befrielse. Og skyder sit hørige indlæg, og submitterer sig til doms, Anders Steffensen derimod skyder sig til sit indlæg.

Dernæst lod Jep Jørgensen af Mejlby, sin skriftlige erklæring på over ham indgivne beskyldning for retten aflæse, lydende ord efter andet som følger:

Velædle hr. herredsfoged højvise dommer.

Såsom jeg underskriver af sagvalteren Mathias Lange blev i dag 14 dage her for retten beskyldt, såsom jeg skulle have bekendt den gammel Hans Piber medskriven (?) i den mordsag, og derfor bekommet af ham 4 sletdaler, hvor udi velermeldte sr. Lange formener mig at have dobbelte for hans mig en del at jeg uden øvrigheds konsens sligt har gjort, og dernæst at jeg har benammet hans penge, som da skulle være konfiskeret. Så er dette mit ringe svar og sandfærdige erklæring.

1. Efterdi sr. Langes beskyldning ... var funderet på de for nogen tid justificerede fangers bekendelse, da formener jeg at deres bekendelse skulle været mig til nogen ansvar og skæmt, burde jeg som af sagvalters beskyldning, at have været konfronteret med samme fanger, at jeg selv kunne hørt og svaret til deres angivelse, da de var i levende live. Thi at de nu er døde og borte, først begynder ... sådan tiltale, synes meget underligt og urimeligt. Derfor jeg og ikke meget nu dertil vil svare, med mindre angiveren stod til vedermæle, da jeg dem nok skulle refutere.
2. Strider der både imod loven og recessen, at udædiske mennesker, skulle vidne noget ærlig menneske til skade, i hvad de end ville sige, thi måtte sådannes ord altid gælde, derfor deres misgerninger skal henrettes, da skulle de gerne ville føre andre uskyldige i lige fordømmelse imod sig.
3. Og om sagvalteren Lange endelig vil at disse aflivede misdæderes ord, skal været vist fundament til min beskyldning, da synes mig at den fundament har ikke i alt stået på fast fod, thi efterdi flere som og denne spas gives skal være angiven af misdædere supprimeret og gjort usandt, da kan hver retsindig vel betænkte, atde der har sagt usandt om en, kan vel have talt falskelig om anden, hvilket jeg endnu som før siger, at jeg kunne også drevet igen, om jeg måtte fået slig bekendelse at høre, da angiveren endnu var i live, tilmed da Hans Piber og hans hustru sidste gang var her på Kalvslund Herredsting og jeg da var citeret om den da af dem beskyldte forlig, erindrer vel sr. Lange sig sine egne ord, da han sagde, efter lang udforskning, at det var ikke andet end løgn og falskhed med al deres tale og bekendelse, som og endnu er usandfærdig.
4. Kommer det mig underligt for, at Lange vil kalde de 4 daler, som han mig beskylder at have fået af Hans Piber konfiskerede penge, thi skulle jeg have fået sådanne penge forskreven. Hvilket dog ingen sandfærdig mand eller kvinde skal mig påsige,så skulle jeg bekomme sådan før han blev sat i fængsel, da han var i sin fri frelse og frihed, og råde selv for sit gods og penge, til hvem han ville betale, og da var hans midler og gods ikke falden til hans kgl. majestæts fiscum.
5. Og hvorom alting er, så nægter jeg ikke, at jeg ej har fået 4 daler af Hans, men hellere bekender, at jeg har annammet mange flere af ham, dog ikke i denne mordsag eller ... bekendelse der udi med skreven. Thi havde der ikke blevet mere skrevet end jeg, da havde sagen hverken blevet så ... ikke mened begangen, mens mine skyldige penge ... den håndskrift monsiur Lange har skreven om den ... sag, Hans Piber og hans citenter overgået, som for retten hos mig findes, for hvilken sag jeg endnu har 2 rd. penge eller fornøjelse at prætendere, som jeg tillige med disse 4 rd. udi 2 mænds påhør har krævet, som de lovede uden nogen videre ... at betale, og for omkostning og trættes skyld er vorden ...standede, hvilke 2 rd. jeg vil forhænde mig endnu af hans midler bliver betalt, eftersom de var forfaldne. Og såsom den velædle dommer af disse sandfærdige overskrevne punkter og agter vel at jeg er fri for denne beskyldning, så forhåber jeg at han retsindelig frikender mig for sådan vrang påtale, og for al tiltale i denne sag. Ja ikke alene holder mig fri for al omkostning, men tildømmer mig at erlange do. stævning for min bekostning på denne proces, af den som mig uden årsag har påført, hvad brøde til min højgrevelige ... angår, efter Mathias Langes hårde irettesættelse, som han tykke, da tager vel min gunstige øvrighed vel de brøder om jeg noget brøder, men uden årsag og for sligt, er han alt for nådig (?) til, men heller bistår, end tjenstlig begæring dette mine sandfærdige indlæg i retten læst og påskreven, udi hvad imod mig er blevet passeret indføres, den højvise dommer og rettens elskere gud befalet. Velædle hr. herredsfoged hans tjenestskyldigste.

Mejlby den 21. aug. anno 1705. Jep Jørgensen

Læst på Kalvslund Herredsting for retten fredag den 21. aug. anno 1705. Hr. Mathias Lange kopi heraf begærende og vis skriftlig dertil svar.

Hans Pedersen af Kastbjerg på de imod ham indgivne beskyldninger, svarede skriftlig som følger:

Velædle hr. herredsfoged.

Imod den beskyldning og irettesættelse, som velædle hr. herredsfoged Mathias Lange den 7. aug. her på inget kontra mig proponerede, fremkommer jeg med dette mit korte og enfoldige svar således:

1. Det er alle her omkring bosiddende folk alt for meget vitterligt, min broder Johannes Pedersen siden han kom i svogerskab med Hans Piber, blev ligesom han og hans familie igennem gået i løgn, bedrag og tyveri, samt anden ukristelig ondskabs forhold og besynderlig eftertragtede mig og hans egne pårørende i ... ej mindre til det onde, formedelst vi ved præsten os hæftig antog, at forhindre han ej skulle have blevet besmittet med slig en lasthaftig parti, som end og hverken med onde eller gode var at anstøde, det ... vidste ikke de ord som han sagde til mig om Niels tyv, at han ingen heste mere skulle skænke (?), enten at kunne holde for sandhed eller løn, endog det var et mørkt tale, hvoraf man ej meget uden præsumption kunne fatte, svarede derfor ham som hans bekendelse endelig udviser, intet mere, derom at vide, høre eller deraf vide at sige, såsom min broder ... eller forfald mindre omgængelse, sidenhan kom i med ovenmeldte parti mig ej i nogen måde anstod eller behagede, mens i det sted viste ham fra mig, at jeg ej noget med ham ville have at bestille. Sætter derfor i rette til dommerens gunstige eftertanke, om det er eller var nogen videnskab at have om mordet på Niels Clausen, hvorefter jeg noget alene på ens mund igen kunne frasige, enten til øvrigheden eller til andre sider jeg ej heller vidste. Når som helst jeg udi mordets ... og fuldbyrdelse ej i nogen måder var interesseret pligtig at være eller nødig har. Tilmed var det hel vanskelig, noget derom at have talt, thi når det dem igen for ørene var kommet, havde man ej vidst sig fri for ubyrde, såsom inge, da de var i deres velmagt, turde have noget med dem at bestille.
2. At han førnævnte Johannes Pedersen taler om 20 rd., og Sidsel Pibers, Hans' hustru om 19 rd. hvorom Hans Piber dog intet melder, jeg for at lægge dølgsmål på mordet, skulle have bekommet, og er sådan deres beskyldning som udædiske folk aldeles usandfærdigt, og når de konfereres kan det fuldkommen formenes, såsom de der udi mærkelig er stridig, og derfor i et punkt uskyldighed aldeles har benægtet, og endnu fremdeles benægter, thi jeg ej har bekommet uden 4 rd. af dem, som Johannes Pedersen for et boet eller anden imellem værende, var mig skyldig, men langtfra at jeg samme 4 rd. eller flere penge for mordet at dølge, enten er flyet eller imod taget.
3. Belangende det Hans Pibers opgravede sølv, da har jeg aldrig vorden med sig heller (?) skal bevises samme at opgrave eller fra Benborg Hans Pibers bopæl, borttaget ej heller var vitterlig, at hans børn Jørgen Piber og Maren Johannes' der med i i mit hus indkom samme at dele, mens da de sligt imellem dem og vedkommende havde gjort, afsatte de uden begæring 3 sølvbægre til en hjælp til min afdøde og henrettede broder Johannes Pedersens børns opfostring, som jeg af medynk til mig havde taget. Men om nogen forseelse derved skulle tilregnes, vil jeg formode det kan aftales og falde af sig selv, når de igen til dens søgende leveret, som herved udi retten frembydes, tillige og de Johannes Pedersens umyndige børn, under ydmygst begæring de for guds og rettens skyld, dem ville sig til ophold og ... tarv antage, såsom jeg ej dem uden assistance eller og det lidet som oven er meldt, uden anke kan opholde, siden at deres fader Johannes Pedersen er dekolleret og deres moder for menes landet forvist. Ved dette kommes og til observation, at hvis ikke de prætenderede sølvbægre således mig havde blevet afsat, havde de ikke nu endelig igen så vis ... at bekomme. Jeg vil ydermere retten falde vidtløftig, ... skyde mig aleneste til rettens protektion, som vil findes ... min uskyldighed ... jeg som en enfoldig bondemand ... kan forfatte, undtagen jeg erbyder min højeste saligheds ed at gøre, alt hvad som jeg herom har forklaret, i al sandhed er, og sig således forholder (så sandt hjælpe mig gud og hans hellige ord), da jeg fast forhåber aldeles at ville fri for citantens tiltale og irettesættelse, når de første tvende punkter konsideres, ej mindre når jeg i det 3. punkt hverken har opgravet eller borttaget det anmeldte sølvbæger i mit hus, har jeg dog ikke lagt dølgsmål derpå, eller sådant i ringeste måde havde villet forvilde. Tror derfor for vidst, at retten ej tilkender mig at betale tvigæld eller 3 marks bøder, hvorved jeg som uskyldig skulle miste min ære. Dette mit korte indlæg beder jeg tjenest ydmygst i retten måtte oplæses, påskrives i akten og hvad som ganger beskreven indføres, og igen siden mod genpart beskreven tilstilles i retten gud styrke.

Kastbjerg den 21. aug. anno 1705.

Hans HPS Pedersen til vitterlighed Peder Pedersen Harbo

Læst op på Kalvslund Herredsting for retten fredag den 21. august anno 1705. Hr. Mathias Lange heraf kopi begærende, og ville derpå til næste ting svare.

Hans Hansen Præst af Hjerting for retten lod aflæse sin skriftlige erklæring angående en gældsfordring som han søges for og hidrører fra gl. Hans Piber i benborg som for begangen misgerning er justificeret, og den indgæld som brevet pålyder såvel som hans anden formue til kgl. majestæts fiscum er forfalden, og lyder samme erklæring ord efter andet som følger:

Velædle hr. herredsfoged.

Såsom jeg underskrevne ved tvende mænd er at ... at møde til Kalvslund Herredsting angående jeg efter en opskrift, skreven på slet papir, imod kgl. majestæts allernådigste forordning, jeg der udi skal være ... at skulle være Hans Piber i Benborg skyldig 16 rd., hvilken gæld skulle hidrøre af den hærværks sag på Hans Pibers parti til Hviding Herredsting, da som Hans Piber med flere ombad mig, jeg ville medfølge til Spandetgård til Jep Andersens, såsom der nylig var frastillet en hest fra sin svoger Johannes Pedersens i Knorborg.

Om de derom ved Jep Andersen kunne bekomme nogen kundskab, og da der forn for min umage og tidsspilde lovede mig fire rd., hvilke jeg aldrig har bekommet, ikke heller jeg da enten udi råd eller dåd var med hvad der blev medhandlet, med ermeldte Jep Andersen eller andre, men ved min vej hjem til mit hus igen, og som jeg udi samme opskrift, som er på kgl. majestæts forordnede stemlet papir skreven, formenes ugyldig og af ingen kraft, der udi jeg er ... at skulle være som før skrevet står Hans Piber samme penge skyldige, formener jeg der udi at være ganske forurettet, såsom jeg (ved min saligheds gud) ikke ved mig at have udlovet nogensinde, nogen penge til Hans Piber at være skyldig, ikke heller været udi nogen forsamling samme at udlove, eller at vide af nogen håndskrift på mig er skreven, ikke heller min hånd nogensinde begæret derunder at skrive, men benægter udi alle måder ingen penge ham eller til sine at være skyldige, ikke heller underskreven.

Som samme skrift selv udviser og som dette således er udi al sandhed, erbyder jeg ved min højeste helligånds ed og opholdne fingre efter loven at stadfæste med begæring dette mit enfoldige svar og erklæring i dag i retten måtte vorde læst og påskreven, i tingbogen indføres og om nogen den over mig imod forhåbning skulle udfinde (?), der udi indføres og mig genpart derefter såvidt mig er angående, for betaling meddeles rettens elskere gud befalet.

Hjerting den 21. aug. anno 1705.

H HSP

Ydermere undertegnede efter angivende på os underskrevne, der af os samtlige på både sider, efter påfølgende måde. Læst på Kalvslund Herredsting for retten fredag den 21. august anno 1705.

På samme måde som forskrevet står, lod Christen Pedersen af Mejlby sin skriftlige erklæring angående den ermeldte gældsfordring for retten aflæse og var lydende ord efter andet som følger:

Velædle hr. herredsfoged.

Såsom jeg underskrevne blev påråbt på fredag den 7. aug. sidst af velædle hr. Mathias Lange angående et gældsbrev på os af Hans Pibers egen digt, som skulle være penge af den her mordsag, jeg ham skulle være skyldig, da er dette mit korte svar, eftersom jeg ved samme brev hverken har været ved eller hos og samtykket, meget mindre min hånd selv, eller ladet derunder skrive, men aldeles nægter det, mens Hans Piber og sin svoger lovede at holde mig fri for al påkommende, udi alle måder, som af den håndskrift på Høgsbrogård den 22. okt. 1701 kan eragtes og menes atvære betalt, af de pårørende som hesten blev frastjålen. Thi dersom den håndskrift havde været lovlig, fornemmer jeg Hans Piber nok som inden så mange års forløb, skulle have krævet ikke heller samme skrift fornemmes på kgl. majestæts forordnede stemplet papir skreven men ugyldig, tilmed datum i Benborg, som jeg ikke ved mig af nogen forsamling af at sige, og aldrig af mig samtykket, eller af mig som forskrevet står underskrevet. Formoder derfor den højgunstige dommer kender mig fri, såsom jeg her på erbyder for i dag i retten at gøre min højeste ed, om dommeren mig samme vil tilstede, at denne min sandfærdige erklæring, således sig udi alle måder for ... som forskrevet står, med tjenstlig begæring dette mit enfoldige korte svar i dag i retten måtte vorde læst og påskreven i tingbogen indført, og udi hvad akt eller ... som imod min forhåbning skulle stædes, bliveindført og genpart deraf så vidt mig angår, meddelt rettens elskere gud befalet.

Mejlby den 21. aug. 1705. Underskriver jeg udi dannemænds hosværelse, navnlig.

Nis Pedersen Jep Jørgensen CPS

Læst på Kalvslund Herredsting for retten fredag den 21. august anno 1705.

Tingskriveren sr. Christian Ebsen imod hr. anwalts beskyldning og sag givelse, indgået sin skriftlige erklæring, lydende ord efter andet som følger.

Velædle hr. herredsfoged, velvise dommer.

Eftersom jeg jeg underskrevne er citeret til Kalvslund Herredsting angående jeg skulle have bekommet af Hans Piber efter angivelse et sølvbæger, nogle får og nogle penge, da forhåber jeg at aldrig nogen ærlige mennesker mig slig beskyldninger (af første oprindelse har at påsige), jeg udi ringeste måder har bekommet af Hans Piber eller nogen af de sine nogen sølvbægre, får, penge eller penges værd, mindre set, eller mig af Hans Piber nogen tid tilbudt, for jeg ham i sin mordiske sag skulle være beforderlig.

Vel har jeg købt 5 af Hans Pibers får på auktion, til sognefogeden Nis Andersens i Brøstrup, som jeg formoder at jeg lovlig har fået, eftersom samme får er blevet mig tilslagen af velædle hr. Mathias Lange, som han og derfor annammet penge efter sin nøje, som muligt samme får kan have givet anledning til sådan påsatte snak (?).

Vel nok som skal være bevist at jeg i retten på Kalvslund Herredsting den 28. maj 1704, Hans Piber og de sine flittige af mig blev erindret (?), at de samme dag havde gjort ilde, at de således lod sagen falde, ved det de samme dato forhvervede den falske tingsvinde, som hos mig endnu findes, og er ubetalt, som herhos følger, hvilket de otte stokkemænd samt herredsmændene som den dag ting søgte, skal være mit vidne til om fornøden gøres.

Men Hans Piber er blevet mig (udi guds sandhed) skyldig efter gjorte regnskab den 11. april 1704 1 rd. 5 m., som Hans Piber selv på Kalvslund Herredsting den 29. aug. a.c. vedgav, som ekstrakt protokol udviser, hvilke 1 rd. 5 m. er for kgl. stemplet papir og resterende skriver gebyr, som jeg formoder mig (tillige med så meget udi Frøs og Kalvslund Herreders tingbøger, i denne mordiske sag alt er og endnu vorder indført), alt efter hans højgrevelige excellence vores højbydende hr. amtmands meddelte befaling og ordre de dato Haderslev den 26. juli 1698), vorder betalt, til lige så mange rejser til Stensbæk, Knorborg og Benborg, at inventere og vurdere.

I det øvrige formener jeg, at skulle været lovlig, såvel som andre citeret til overværelse, der mig slig forhånelse, på min ærlige ... og rygte, er blevet påsagt, jeg dertil kunne have svaret, forhåber derfor, for samme beskyldning at være angerløs, efter slige udædiske menneskers angivelse som allerede er og var dømt på deres liv, og i særdeleshed til stejl og hjul, ikke an- og for sig selv, kan komme nogen ærlig mands ... og rygte til nogen forklejnelse og ... jeg, at den retsindige dommer, nok som derpå skyder, og udi dommen samme observerer og at dette således som før skrevet står, udi guds bare sandhed sig forholder, erbyder jeg ved min højeste helligånds ed personlig at stadfæste, tjenstlig begærende denne min sandfærdige erklæring i dag udi retten måtte vorde læst og påskrevet, protokolleret, og om imod forhåbning nogen dom over mig skulle stedes, der udi at indføres, og mig genpart af hvad mig pårører, tillige med dette mit indlæg for fornøjelig betaling tilstilles, den som ret elsker den ...tigste gud befalet.

Hjerting den 21. aug. 1705.

Christian Ebsen Kligsbøll

Læst på Kalvslund Herredsting for retten fredag den 21. august anno 1705. Herredsfogeden hr. Mathias Lange refererede sig til sit forrige indlæg og stiller det til dommerens retsindige kendelse hvad han efter lov og ret, her udi behager at dømme.

Hvad ellers tingskriveren sr. Christian Ebsens begæring angående sin prætention og fordring ved Hans Piber belanger, indlader anwalt sig ingenlunde imod ham udi proces, såsom udi sin instruktion og ordre intet derom meldes, og kan derom vores højgunstige øvrighed gøre underdanig ansøgning, og dermed submitterer sig til doms.

Noter

Folio 110.