Om admiralskab

1.

Befinder sig i en havn inden, eller uden, riget nogle af kongens undersåtters skibe, som på en tid er sejlfærdige og have en rejse for, og de af frygt for kapere, eller for andre ulykkelige tilfælde, for rådeligt eragte at blive sammen, og gøre admiralskab, så skulle de indgå visse skriftlige artikler imellem hinanden, som de siden ubrødelig skulle holde, indtil rejsen er endt.

2.

Fører da nogen værbar skib der iblandt, da skal han føre flaget og forsvare de andre, og ingenlunde tillade, at noget fremmet skib ligger ham om borde, under hvad forevending det være kan, enten at se hans pas, eller søbreve.

Men holde dem fra sig det meste muligt være kan, hvortil alle andre skibe, som i samme admiralskab fare, ham efter yderste evne skulle hjælpe og bispringe, og skulle nogen fremmede ham med magt ville tvinge at anlægge, da skal han af al magt stå derimod, og ingenlunde tilstede, at noget der udi sker kongens højhed til forklejning, eller hans undersåtter til skade. Gør nogen herimod, og han ikke sætter sig til værge, om han ellers det kan gøre, straffes efter søartiklerne. Hvis og skylden skulle findes hos nogle af folkene, som ikke ville gøre deres pligt i sådan tilfald, forholdes i lige måde efter søartiklerne.

3.

Alle udgifter og skader, som i så måder gøres og gives, skulle af alle, som i flåden er, betales efter deres vedtaget admiralskabs-brev, og det efter proportion af et hvert skibs og indehavendes ladnings billig værd.

4.

Alle værbare skibe skulle om nattetide have lygter med tændte lys udi, at de des bedre kunne være tilsammen, og al befrygtendes fare des bedre forekommes.

5.

Hvis noget koffardiskib har gjort admiralskab med andre, og siden uden billig årsag går fra dem, da skal han ikke alene betale to mark af hver læst til angiveren, de fattige søfolk og de andre skippere, som blive i admiralskabet, men end også svare samme skippere til al den skade de have lidt på skib, eller gods, efter samme proportion, som han skulle haft betalt, om han havde blevet i flåden, og kommer han selv til ulykke, da have skade for hjemgæld.

6.

Hænder det sig og, at noget fjendtlig skib skulle af sådan sluttet flåde bemægtiges, da skal det straks føres i en af kongens, eller hans allieredes, havne, og der efter lovlig medfart til pris dømmes. Hvis deraf kommer deles imellem alle dem, som i samme admiralskab været have, men hvis det af et fra de andre adskildt skib opbringes, det nyder han, som det førte, alene og deler byttet imellem sig og sine skibsfolk efter enhvers løn, eller måneds-penge. Skulle og nogen, som fører værbar skib, erobre fra fjenden et dansk skib, som i fireogtyve timer havde været i fjendens gevalt, da er det hans pris alene.

Men kan nogen blive det mægtig fra fjenden inden den tid, da nyder han af samme i gentaget skib den halve del og ejermanden den anden halve del.