Forskel mellem versioner af "Om umyndige og værger"

Skift til: navigering, søgning
 
m
 
(Ingen forskel)

Nuværende version fra 24. mar 2012, 16:13

1.

De, som ikke kunne være deres egen værge, enten for alder, vanvittighed, ødselhed, eller andre årsager, som af øvrigheden billig kendes, skulle have værge.

2.

Umyndige børns værge efter moders død er fader.

Efter faders død er broder, som sine fulde fem og tyve år endet har. Er der flere brødre fuldbrødre til de umyndige, da er den næst at være værge, som er ældst. Men er de halvbrødre, da skal den være værge, som er næst på fædrene side.

Er ikke broder til, da er farfader næst at værge. Er ej farfader, da er morfader næste værge.

Er han ej til, da er farbroder. Er han ej, da er morbroder.

Er ingen af dem til, da skal næste i byrd være værge. Faderens frænder er nærmere at være værge end møderne frænder, om de er lige nær i byrd, og ville vel værge.

Men er det venteligt, at nogen fød værge skulle ilde værge, eller er uvederhæftig, eller ingen fød værge er til, da sætter øvrigheden med overformyndernes samtykke, hvor de er forordnede, den til værge, som de sikrest børnegodset kunne betro, så som de agte selv at svare til.

3.

Er nogen med trende vidtløftige værgemål betynget, da bør ham ej videre at pålægges.

4.

Er den føde værge ej i by, eller tilstede, og dog i riget, da skal øvrigheden, så snart dem tilkendegives nogen død at være, som sig umyndige børn har efterladt, på boets bekostning ved skrivelse lade ham det vide, at han sig straks indstiller til værgemålet at antage, såfremt han ikke vil svare til al den skade, som de umyndige derover kunne lide.

5.

Hvo som andens værge skal være, han skal have så meget ved at hæfte, som han tager under sit værgemål, med fuld ejendom, på det dersom noget ødes, eller forkommes, af deres gods, som han er værge for, han har da af sit eget gods så meget igen at gælde og skaden at oprette.

6.

Har han ikke så meget, da sætte han vissen for sig.

7.

End kan han ingen forlover, eller forsikring, sette, og dog er en fornuftig, flittig og ærlig mand, da kan børnegodset ham nok betros.

8.

Ingen, som ikke sine fulde fem og tyve år endt har, må være værge for andre.

9.

Stiffader må ej være sine stifbørns værge, uden at næste frænder, eller øvrigheden, vil det samtykke.

10.

Slegfredsøn må ej være ægtekvindes søns værge.

11.

Fæstemand må ej fæstemøs værge være, dog må han være overværendes, når skifte hende angåendes holdes.

12.

Borgmestre, rådmænd, eller byfoged, må ej være nogen umyndiges værge, uden de er dens rette fød værge efter loven, eller og byerne er så ringe, at ingen anden vederhæftig er at bekomme.

13.

Den, som nogen stor svaghed påkommer, enten af alderdom, eller med uvid, tjenestekarl, eller mindre mand, må ingen umyndiges værge være.

14.

Når moder og børnene efter faderens død formedelst et lovligt skifte er blevne adskilte, da skal det være moderen frit for hendes børns gods under sit værgemål at beholde, og det siden, så længe hun sider ugift, efter loven at forestå.

Dog så, at føde, eller satte, værger have tilsyn, at børnegodset ej forkommes, så som de selv ville svare dertil.

15.

End formærkes det, at hendes børns gods formindskes for hendes skyld, da skulle værgerne annamme det fra hende.

16.

Så længe moder sider med hendes faderløse børn ugift, da må mand ej tage børnene fra hende, men hun bør dem med lovlig underholdning og kristelig optugtelse at forsyne, og nyde derfor billig betaling, så som af øvrigheden, og frænderne, eller værgerne, ret kan kendes.

17.

Men giftes moder, da skulle børnene til værgerne, uden de er så spæde, at de moders hjælp ej kunne miste, det er til syv år.

18.

Begærer moderen fremdeles at ville have sine børn hos sig, særdeles døtrene, og vil give dem deres kost fri, og deres frænder kunne kende, at børnene vel opdrages hos hende, da er det ej billigt, at man tager dem fra hende.

19.

Dog når hun gifter sig, enten børnene bliver hos hende, eller ikke, da tage værgerne børnenes gods i deres gemme og forvaring, og give hende fosterløn og kostegæld, indtil de er syv år.

20.

Hvis løsøre nogen umyndig tilfalder på skifte, det skal værgen straks ved offentlig auktion, hvor den i brug er, gøre i penge, eller i andre måder sælge, det dyreste det sælges kan og ikke ringere, end som det er vurderet for.

Dog dersom der er møbarn, som til den alder kommen er, at mand formoder, at hun med første kan blive gift, da må værgen indebeholde hende til bedste af løsøret hvis fornøden kan eragtes til at sætte bo med.

21.

Hvor løsøret ved offentlig auktion ikke kan gøres i penge, og værgen ej heller kan sælge det i det ringeste for det, som det er vurderet for, da byde han det op til tinge, og tage tingsvidne derpå, og være så angerløs.

22.

Ingen værgeafhænde de umyndiges jordegods, som han er værge for.

Dog dersom nogen forældre dør, som sig støre gæld og besværing efterlader, end godset kan forrente, eller med løsøret aflægges, da må de umyndiges værge sælge af jordegodset, indtil gælden således formindskes, at, når de umyndiges værgepenge og anden omkostning årlig af indkomsten udlægges, gælden da af samme indkomsts rest føjelig kan forrentes.

23.

Dog må værgen hverken selv, eller ved andre, sig noget børnegods, løsøre, eller jordegods, tilforhandle, meget mindre det nogen ringere, end vurderet er, overlade, uden det sker ved offentlig auktion.

24.

Befindes nogen værge ubillig fordel at søge, eller utilbørlig sig at forholde, stande til rette og straffes, som den sig i svig og underfundighed har ladet befinde.

25.

Værge må ej børnepenge føre af det herred, birk, eller by, som arven er falden udi, uden han agtes af øvrigheden fuldkommen vederhæftig, eller sætter en anden til forløftningsmand derfor, som der ejer selv gods, på det at pengene kunne blive holdne barnet til bedste hos visse folk, og blive der betalte, som de blive optagne, når barnet kommer til lavalder.

26.

Enhver værge bør i alle måder at søge sin myndlings gavn, og udbringe indkomst af al hans formue det højeste ske kan, og hvis bliver til overs, når alle omkostninger, så og den tredje penge, som værgen for sin umage nyder, er fradragne, skal komme den umyndige til fremtarv.

27.

Værgepenge skal alene forstås, når al bekostning af godset går, og besværing derpå hænger, være sig folkeløn, rostjeneste, skat og alt andet, som af boet bør at udredes, og den umyndiges nødtørftig ophold først afkortes.

28.

Vil værge ingen værgepenge tage af sin myndling, da bør han derimod ej at forbindes til at svare til rentis rente af sin myndlings midler. Kan formynderen ikke sætte sin myndlings penge ud på rente, da bør han dem at opbyde til hjem- og landsting, og hvis ingen dem begærer, som de sikkerlig for fem af hundrede, dersom ingen vil have dem for seks af hundrede, kan betros, da må han dem hos øvrigheden nedsætte, og være fri for at svare sin myndling til renten, indtil han dem sikkerlig kan få udsat.

29.

Værger skulle være pligtige til, så ofte det af overformynderne, eller øvrigheden, begæres, hvilket en gang i det ringeste om året ske skal, at fremlægge rigtighed om deres myndlingers midler, hvor og hvorudi de bestå.

30.

Den, som værge er, og børnegods og penge i forvaring og forsvar har, skal gøre sin myndling rede og regnskab, når den kommer til sine myndige år, for al indtægt og udgift i en af frændernes, eller øvrighedens, overværelse.

31.

Forløves nogen fra umyndiges værgemål, og anden mand det med øvrighedens samtykke, eller befalning, antager, da skal den første gøre den anden god rigtighed derfor, og af ham lade sig kvittere, hvormed han og for al tiltale af den umyndige i sin tid, eller andre, bør fri at være, men den anden, som det annammet har, og har derfor kvitteret, bør til alting at svare, og på det han kan være des sikrere, må han, før end han den forrige værge kvitterer, lade af overformynderne og øvrigheden kende på hvis han tvivler på i den forrige værges regnskab.

32.

Kan værgen ej svare myndlingen til hvis han med rette for værgemålet skyldig bliver, da skulle overformynderne, som ej bedre tilsyn med værgen haft have, dertil svare. Kan myndlingen hos dem ej ret bekomme, da søges skadens oprejsning hos øvrigheden, eller husbonden, som bør at have opsigt med de umyndiges gods.

33.

Er værgen ikke fød værge efter loven, men sat værge, og den føde værge efter loven værgemålet uden lovlig forfald og undskyldning ikke har villet antage, da svarer samme føde værge myndlingen til sin skade, før end overformyndere, eller andre, derfor kan søges.

34.

Den, som er atten år gammel, annammer selv sit gods at forestå.

Dog skal værgen, efter at han afkald for formynderskabet bekommet har, eller en anden god mand dertil af øvrigheden forordnet, have fremdeles tilsyn med den, som sit gods at forestå selv til sig annammet har, indtil han bliver fem og tyve år, at han ej godset unyttelig bortsætter.

Og bør derfor intet pant, eller skøde, eller anden forskrivning agtes, som af den mindre åring sættes, eller gives, uden det sker med forskreven curatoris samtykke.

35.

De, som noget købmandskab, eller håndværk, bruge ville, særdeles om de ikke drik, dobbel og ødselhed er tilgivne, må til samme håndterings fortsættelse bruge med deres formynders og curatoris råd og samtykke sig til nytte af hvis dem arvelig kunne være tilfalden, i synderlighed når de give sig i ægteskab, om de end ikke er fem og tyve år gamle.

36.

Den, der atten år gammel er, giver ingen værgepenge, om han end skønt er uden lands, men værgen alene sin anvendte bekostning betales.

Dog hvis nogen modvillig udebliver uden lovlig forfald og undskyldning, når han sine atten fulde år nået har, og ikke vil annamme sit gods, og efter gjorte lovlig og rigtig regnskab give værgen afkald, da bør værgen ikke at stå den fare med værgemålet, eller have umag og besværing dermed for intet.

37.

End er myndlingen sine fem og tyve år og i landet, og ikke gør endelighed med sin formynder, når formynderen ham det lovlig har tilbudt, og gør det bevisligt, og formynderen dør imidlertid, da bør hans arvinger for den sag angerløs at være.

38.

Fader må ej forholde sine sønner deres mødrene, siden deres moder er død, og de er deres atten år, og ville fare fra ham.

Dog så, at dermed forholdes, efter som tilforn meldt er i den 34. artikel.

Men datter må ingenlunde sige sig af faderens værgemål, før end han giver hende en anden ret værge, eller husbond.

39.

En myndling skal lade sig nøje med hvis jordegods en formynder forårsages efter den takst, som af kongen sat er, i betaling at tage, og med den indkomst, som deraf bekommes, så at formynderen ikke skal være skyldig sin myndling til højere at svare, når som helst det ikke bevises formedelst formynderens forsømmelse at være sket, at ikke anden og bedre betaling er søgt og til veje bragt.

40.

Dersom og en formynder til sin myndlings forsikring tager pant enten i løsøre, eller jordegods, og samme pant af formynderen er lovlig taget, og for den pris, som i landet med pant at tage gængs er, da bør myndlingen med samme pant at lade sig nøje, og formynderen ikke være forpligtet sin myndling rede penge derfor at skaffe, såfremt han tilbørlig flid og middel hos debitoren har anvendt om rede penge at erlange, og de ikke have været at bekomme.

41.

Enke må sig lavværge tage hvem hun vil af sine frænder, eller anden god ærlig og fredsommelig mand, som hende i hendes sager med råd og dåd kan bistå, og med hende til vitterlighed underskrive hvis forhandlinger, eller andet magt påliggendes, af hende foretages.

42.

Befindes lavværgen at være urolig og enken unødige trætter at forårsage, eller i andre måder enken skade at påføre, da skal øvrigheden forbyde enken at bruge hans råd, og hende en anden god mand i hans sted forordne, som hun kan være tjent med.