Om vidner og tingsvidne

1.

Vidne er ej mindre end to personer, overensstemmende, og udi en ting.

2.

Ingen er pligtig til at vidne andetsteds, end til sit værneting, efter lovlig given kald og varsel.

3.

Vil nogen godvillig vidne, uden given kald og varsel, eller for anden ret, omkostning dermed at spare, da må det ham tilstedes.

4.

Dersom nogle fornemme folk, som ikke pleje at søge ting, mands- eller kvindes-personer, eller de, som ligge på deres sygeseng, eller have anden lovlig forfald, kræves til vidne, da skulle de syge, og de, som ikke skrive kunde, hjemme ved ed i tvende lovfaste mænds påhør, aflægge deres vidne, hvilket samme mænd til tinge med deres ed skulle fremføre.

Men de andre skulle deres vidne skriftlig med ed bekræftet under deres egne hænder i tide for retten indskikke, hvilket skal agtes både i værd og straf, ligesom de på tinge med oprakte fingre soret havde.

5.

Ingen ubekendte personer skulle tilstedes at vidne, med mindre de gøre rigtighed for sig, hvo de er, hvor de have deres ophold, og hvor de er at finde, hvilket og skal i tingbogen indføres.

6.

Ellers må ingen på tinge efter skriftlig seddel vidne, uden han det selv skrevet haver, og det selv for retten oplæser, og med ed bekræfter.

7.

Bliver nogen tilkrævet at vidne i nogen sag, og dommeren legger ham ed for, sin sandhed i den sag at vidne, da bør han at vidne ved sin ed, alt hvad ham derom vitterligt er, og hvis han, enten af dommeren, eller af parterne, bliver tilspurt om til den sags oplysning, eller bøde sagsøgeren og kongen, hver ti lod sølv, med mindre han kan og vil svære, at han ved intet deraf.

8.

Dommeren skal fremkalde dem, som vidne skulle bære, og de skulle svære med oprakte fingre, at de ville sige sandhed, og intet deraf dølge. Og skal dommeren formane dem, hvad straf der skal efterfølge, dersom de vidne løgn, særdeles, når sagen er af stor vigtighed, og angår folkes ære, liv og velfærd, skal de hver for sig selv alene indkaldes og forhøres, og for dem oplæses den forklaring på eden og formaning, som herefter bag i loven indføres, og bør på alle tinge, og hvor ret holdes, på en tavle trygt at ophenges.

9.

Befindes nogen at vidne åbenbare løgn med sin fri vilje og fulde forsæt, så man kan kende, at han vant løgn, da straffes han på sine to fingre, og hans boslod være forfalden til hans husbond.

Og skal dommeren lade skriveren skrive på de falske vidner, som fældede blive, og forskikke dem med deres navne, som fældede er, til en hvers øvrighed, at de lade dem forkynde til herreds- birke- eller byting, og eksekutionen ske.

10.

Hvo der køber en anden til at vidne løgn, han skal være mindre mand, og straffes på sin boslod, dog ikke på sine to fingre.

11.

Findes der nogen tid vidne imod vidne, og udi en sag, da skal dommeren grangivelig granske og forfare alle de vidnesbyrd på både sider, og dømme efter dem, som retvise kan kendes.

Men de, som uretfærdige findes, forfølges derfor, som før er meldt.

12.

Haver nogen vidnet til et ting, og andre vidner derimod til andet ting skulle føres, da skal den, som tilforn vant, lovlig kald og varsel gives til at høre de andres vidne.

13.

End er de andres vidne ej imod de førstes, da er det ej fornøden, at de første dertil kaldes.

14.

Dersom nogen af parterne skyder på andre vidnesbyrd og bevisning, end han da tilstede haver, da tilstedes det ham, dog ikke uden en gang, og skal da nævnes, hvad vidnesbyrd han påskyder.

15.

Bevises det, at den, som vidner på en anden, er hans åbenbare uven, eller avindsmand, da bør hans vidnesbyrd ej at anses.

16.

Villige vidner, såsom: husbond, hustrue, børn, tyende, søskende, eller lige så nær besvogrede, skulle ej anses, med mindre ingen anden vidne kan haves, fornemmelig i drabs, volds, eller deslige, sager.

Thi da skulle de vidne, som afved.

17.

Villige vidner skulle de og holdes for at være, som selv i den gerning medværet have, hvorom de skulle vidne.

18.

Vidner barn, der under sine femten år er, da kan det vidne hverken rejses, eller fældes.

19.

Intet udædisk menneske, eller nogen anden, som forvunden er for nogen uærlig sag, tyveri, forræderi, eller trolddom, skal stå til troende i vidnesbyrd, eller i andre måder, i hvad de ville sige og vidne på nogen.

20.

Den, som ustadig befindes i sit vidne, og nu siger et, nu et andet, og nu bejaer noget, nu fragår det igen, bør ej at stå til troende, men straffes som en løgner, om forsetlig svig hos ham findes.

21.

Hvo vidne vil føre på hvis en anden sagt haver, han skal det gøre på fersk fod og til første ting, som han lovlig kald og varsel til kan give, efter at han om sådan påsagn er videndes vorden.

Ellers skulle vidne på ens mund ikke gælde imod hans benægtelse.

22.

End efter års forløb må ingen vidne føres på hvis nogen af andens mund hørt haver.

23.

Beskikkelses vidner, om hvis dem svares, bør til tinge med ed at bekræftes, dersom de modsiges, og kunne ej underkendes, med mindre de ved andre lovlige vidner, eller anden klar bevisning, igen drives.

24.

Intet vidne må i egen person stævnes til landsting, eller anden overret, med mindre han til sit værneting ej har villet vidne sin sandhed, eller han beskyldes for sit vidne, at det er usandfærdigt.

25.

Dog hvis landsdommere, eller andre overretters betjente det nødigt befinde, besynderlig i ære- og livs-sager, at vidner for dem i egen person skal forhøres, og de lovlig stævnes for deres vidner at forklare, og at overvejes, og imod andre at forhøres, da bør de at møde, eller bøde sagsøgeren og herskabet, hver ti lod sølv, med mindre de lade svære deres lovlig forfald.

26.

Ellers, når vidner alene for processen beskyldes, og ej deres ære og fælding angår, som vidnet have, da skulle de ej stævnes til at møde.

27.

Når enten af parterne, efter at dom udi sagen gangen er, kan finde nogen bedre sandheds oplysning og bevisning, end som for retten har været, da skal ham ej formenes det at gøre, såfremt han med sin ed bekræffter, at han om samme bevisning tilforn ikke har været videndes, eller den kunne have bekommet, på det at han samme bevisning for højere ret, når sagen der indkommer, kan fremføre.

Men, når på sagen i kongens højeste ret kendt er, da tilstedes ingen videre proces.

28.

Tingsvidne er det, der gode mænd, tinghørere, tingmænd, eller stokkemænd, som på tinge vare, vidnede med deres ed, det de så og hørte, og den, som det pågielder, var selv til vedermåls ting, eller var lovlig kaldet dertil.

Hvilket er så stærkt, at intet derimod kan siges.

29.

Vidner nogen mand i tingsvidne, der fordelt er, eller dømt til sine tre mark, da fælder han ingen uden sig selv.