Om vognmænd og færgemænd

1.

Øvrigheden i hver købstad skal forordne i deres by visse vognmænds lav, og derover bestille en dygtig oldermand.

2.

Så snart en rejsendes mand nogensteds ankommer, skal oldermanden forpligt være at have en vogn ved hånden, at den rejsendes mand kan uden ophold komme fort, og det således, at han med ingen højere vognleje bliver besværet, end den takst, som kongen har ladet gøre, formelder.

3.

Alle værterne i købstæderne skulle have samme takst trykt i deres huse hængendes, at den rejsendes mand straks kan se hvad han skal betale.

4.

Tager nogen af den rejsendes mand videre end taksten tillader, eller vægrer sig derfor at age, da skal oldermanden det for øvrigheden angive, og de skulle straffe ham efter kongelig anordning.

5.

Dersom oldermanden herudi findes forsømmelig, eller modvillig, og det byfogeden tilkendegives, da bør byfogeden straks at skaffe den rejsendes heste og vogn, og siden have sin tiltale til oldermanden og vognmanden, som burde kiøre, såfremt at vognmændene ikke er i kongens rejse.

6.

Hvilken færgemand videre begærer, eller tager, til fragt, eller færgeløn, enten for ledige personer, rejsege heste med karle, heste og vogne, end som af kongen forordnet er, straffes, når det ham lovlig overbevises, efter kongelig anordning.

7.

Hvilken skipper, eller færgemand, nogen betler fra et sted til et andet overfører, med mindre de sådan pas og bevis medbringe, hvorefter dem kan tilstedes fra et sted til et andet at rejse, give for hver person til straf til de fattige ti lod sølv, som af byfogeden skal inddrives, og derforuden på sin egen bekostning bortskaffe dem til de steder, som de frakomne er, og imidlertid de på det sted er, selv dem underholde.

8.

Skipper, eller færgemand, som indfører her i riget, eller flytter over et færgested til et andet, nogen tater, have forbrudt skibet han har at føre og sin halve boslod.

9.

Ingen skipper, eller søfarende mand, må kongens bådsmænd, eller nogen af soldatesket, være sig ryttere, eller soldater, som i kongens tjeneste er, i deres førende skiberum indtage, og af riget og landene udføre, uden kongens, eller deres, som af kongen dertil er forordnede, passer: ej heller flere folk medføre, end de til deres skibe nødvendig behøve, under skibs og godses fortabelse.

10.

Enhver skipper skal hos det steds tolder her i riget, hvorfra han segler, angive, hvor mange bådsfolk han inden skibsborde har, og til sin rejses fornødenhed endelig behøver med sig at føre, så og forpligte sig samme folk, når han igen til riget ankommer, med sig at føre, med mindre han lovlig kan bevise dem, som borte blive, at være døde.

11.

Indtager skipperen ellers i sit skib nogen af kongens undersåtter til at udføre, da skal han miste dem, og give for hver person, som han i så måder ville udsnige, et hundred lod sølv, og de som således ulovlig ville forløbe, skal have deres boslod forbrudt, og sættes på holmen.

12.

Kongens toldere skulle på hvert sted her i riget have flittig indseende, når nogen skipper bortfarer, at ingen sådanne personer, som her oven ommeldt er, med noget skiberum hemmelig undkomme.