Om indstævning til højere ret

1.

Dersom parterne voldgive deres sag og tvistighed på dannemænd, enten med opmand, eller uden, da hvad de sige og kende, så vidt deres fuldmagt dem tillader at gøre, det står fast, og kan ej for nogen ret til underkendelse indstævnes, dog kongen sin sag forbeholden.

2.

Granskninger, likvidationer, og deslige afsigter indstævnes for den ret, som befalingen dertil udstedt har.

3.

Overkøbmænds afskeder skulle straks for byfogeden, borgmester og råd, og andre ordentlige dommere, til underretning og påkendelse indstævnes.

4.

Dog bør ingen overkøbmand, eller andre, som ikke er rette dommere, men mere underhandlere, for deres afskeder tiltales, uden så er, at der åbenbarlig vitterlig bedrag findes under.

5.

Sandemænds tog i drabssager indstævnes til landstinget.

Men have sandemænd soret om herreds- eller markskel, og nogen påkærer, da opkræves til landsting, og af landsdommerne udmeldes ridemænd, som derpå skulle kende.

6.

Skiftebreve, indførsler, udlæg i arveløs bo og i godses opbydelse, indstævnes for den overret, som de personer er under, der samme forretninger gjort have.

7.

Kommissærer, som af kongen bevilges, og ridemænd, som af landsdommerne tilforordnes, indstævnes lige for kongens højeste ret.

8.

Herreds provstedomme indstævnes til provstemode for stiftsbefalingsmanden og superintendenten.

9.

Herreds- og birketings domme indstævnes til landsting.

I lige måde de bytings domme, hvor borgmester og råd ikke have landstings ret.

Thi hvor de have landstings ret, der indstævnes byfogedens domme for borgmester og råd, efter hver bys privilegium.

10.

Borgrettens domme indstævnes for kongens hof-ret.

Og må ingen sag til bemeldte hofret indstævnes for ringere, end det, hvis hovedstol, og som sagen har rejst sig af, er tredive lod sølv, eller dets værd, være sig gæld, bøder, eller andet, med mindre det angår nogens person, gode navn og rygte.

11.

Birkedommere i grevskaberne og friherskaberne indstævnes for deres domme lige til højeste ret, og ikke til landstinget.

12.

Vil nogen stævne nogen underdommeres dom, som til herreds- birke- eller by-ting, eller i anden underret, dømt er, da skal han tage underdommerens dom beskreven, og den inden seks måneder, efter at den afsagt er, for landsdommerne, eller overretterne, indstævne, eller siden ikke have magt den at påtale.

Men dersom nogen er dømt til sådanne bøder, som han bliver fredløs for, om han ikke retter for sig, og ikke inden seks uger indstævner dommen, da har han ej siden magt på den at tale, uden han kan få oprejsning.

13.

Hvo som stævner nogen underdommeres dom for overdommere til underkendelse, og samme dom bliver i alle måder ved magt kendt af overdommeren, da bør han at give sin vederpart en billig kost og tæring, og til underdommeren hvis billigt er efter sagens beskaffenhed.

14.

Landsdommernes og overretternes domme, og kommissærers afsigter, og ridemænds forretninger, i Danmark, skulle inden år og dag, efter at de er afsagte, til kongens højeste ret indstævnes. De sager, som fra norge må til højeste ret indstævnes, skulle inden atten måneder, efter at dommene er udstedte, stævnes. Sker det ej, da stande de, så vidt dommeren angår, uryggede, så at dommeren bliver uden skade, om kongen derud inden dispenserer, såsom, om sagen umyndige angår, og deres værger er blevne uvederhæftige, som dem noget til skade kunne have forsømt, eller kongen i drabssager, eller andre, giver oprejsning, hvor tiden og stedet til sandheds oplysning kan være fornøden, eller anden og bedre bevisning i sagen føres og forhverves.

15.

Dør nogen landsdommer eller andre overrettes dommere, eller kommissarier, eller ridemænd inden år og dags forløb, da skulle de, som deres domme stævne vilde, inden seks måneder efter dommerens afgang tage stævning.

Dog at samme stævnings datum og termin ikke udtydes, forstås, eller forlænges, over den forbemælte år og dags termin efter dommens udstødelse.

16.

Dog skal ingen være forment, end og efter forskrevne termins forløb, nogen dom, eller indførsel, til stadfæstelse at indstævne, når dommernes domme, eller ridemænds indførsler, ikke til underkendelse indstævnes.

17.

I ligemåde dersom nogen sin vederpart vil stævne, ej beskyldendes processen, eller dommen.

Men at han enten det har fordret, som siden befindes engang at være betalt, eller i andre måder nogen urigtighed i samme sag begået, da må han sin vederpart derfor til højeste ret indstævne, for sådan ved ulovlig middel påførte skade, eller for falsk, efter som sagen er til, og han trøster sig med retten den at kunne udføre og forsvare.

18.

Ingen skal tilstedes stævning i kancelliet til kongens højeste ret, med mindre han stævner landsdommernes, eller andre overretters, domme, og har både dem og underretternes domme for sig beskrevne, undtagen i de sager, som lige at indstævnes bør for kongens højeste ret.

Og må ingen sag til kongens højeste ret indstævnes for ringere, end det, hvis hovedstol, og som sagen har rejst sig af, er seks og tresindstyve lod sølv, eller dets værd, være sig gæld, bøder, eller andet, med mindre det angår nogens person, gode navn og rygte.

19.

De sager, hvorudi nogen for rettens fornægtelse og voldsom tvang og forurettelse anklages, må og for den højeste ret lige indstævnes.

20.

Kommer ellers nogen ind for kongens højeste ret med nogen sag, som allerede er, eller burte været, dømt på i under- og overretterne, og dog ikke har deres domme derudi beskrevne med sig, da skal han afvises, og give sin vederpart kost og tæring.

21.

Indstævnes nogen dommere, sandemænd, rebsmænd, eller andre deslige, til deres dommes, eller afsigters, underkendelse, og de blive ved magt kendte, da skal den, som dem stævnet har, igen give dem deres tæring, som de gjort have frem og tilbage igen til deres eget.

22.

Dersom nogen i vitterlige og kends sager, så og i andre unyttige trætter, enten stævner, eller lader sig stævne, til kongens højeste ret, sagen alene, sin vederpart til stor bekostning, des længere at kunne opholde, da skal den, som sagen taber, ikke alene betale den billig på processen anvendte omkostning, men også give sin vederpart en billig kost og tæring.

Men dersom han vil rette for sig, og fyldestgøre hvis dom over ham tilforn falden er, og hans vederpart dog stævner ham til kongens højeste ret, til at føre ham i videre omkostning, eller og til den ende alene, at have stadfæstelse på ergangen dom af kongens højeste ret, og han ingen kontra-stævning tager, da bør han ingen omkostning at give sin vederpart.

23.

Hvis og nogen, som uvederhæftig befindes, i en rede og klar sag stævner til kongens højeste ret nogen overdommers dom, ved hvilken han efter rigtig håndskrift, eller forskrivelse, er tildømt noget at betale, eller fra sig lægge, da bør han at sætte vissen, eller nøjagtig borgen, for hvis dommen om formælder, så og for hvis bekostning han med ophold og videre proces fører sin vederpart udi.

Og hvis han enten ikke vil, eller ikke kan, sætte vissen for sig, da bør hans tagen stævning ikke at forhindre hans vederpart, at han jo ved rettens middel lader ergangen dom fyldestgøres.