Forskel mellem versioner af "Topografi 1775 Haderslev Amt"
Hp (diskussion | bidrag) |
Hp (diskussion | bidrag) |
||
Linje 50: | Linje 50: | ||
Luften er her ikke så tung og usund som på småøerne, så har man og her sund og rensmagende [[kildevand]] overalt. | Luften er her ikke så tung og usund som på småøerne, så har man og her sund og rensmagende [[kildevand]] overalt. | ||
− | [[Amtets]] fornøjeligste egne er ved [[Tørninggård]], [[Jels Å]], [[Haderslev Dam]], ved [[Starup Kirke]] og egnen deromkring, som og i egnen ved [[Vonsbæk]], [[Halk]], [[Revsø]] og flere steder, [[item]] på [[Stenderup]] [[Strand]], hvor synet indcirkles af [[skove]] og det smukke [[Kolding Slot]]. En ting må jeg her [[erindre]], at ved [[Kolding]] har man to gange, nemlig under [[kong Hans]] og [[kong]] [[Christian 2.]] begyndt at ville gøre sig fordele ved en saltkilde der. | + | [[Amtets]] fornøjeligste egne er ved [[Tørninggård]], [[Jels Å]], [[Haderslev Dam]], ved [[Starup Kirke]] og egnen deromkring, som og i egnen ved [[Vonsbæk]], [[Halk]], [[Revsø]] og flere steder, [[item]] på [[Stenderup]] [[Strand]], hvor synet indcirkles af [[skove]] og det smukke [[Kolding Slot]]. En [[ting]] må jeg her [[erindre]], at ved [[Kolding]] har man to gange, nemlig under [[kong Hans]] og [[kong]] [[Christian 2.]] begyndt at ville gøre sig fordele ved en saltkilde der. |
[[Haderslev Amt]] frembringer gode stærke [[heste]] og en [[mængde]] [[stude]] (hvilke på den [[vestre]] kant somme steder spændes for ploven), hestenes [[seletøj]] er ligesom i [[Nørrejylland]] træskagler med halmpuder under, hvor udi trækkes dobbelt lettere end i de sjællandske og lollandske seler. | [[Haderslev Amt]] frembringer gode stærke [[heste]] og en [[mængde]] [[stude]] (hvilke på den [[vestre]] kant somme steder spændes for ploven), hestenes [[seletøj]] er ligesom i [[Nørrejylland]] træskagler med halmpuder under, hvor udi trækkes dobbelt lettere end i de sjællandske og lollandske seler. | ||
Linje 59: | Linje 59: | ||
[[Bonden]] er her i sin [[kornmark]] mangfoldig plaget af [[vildsvin]]. Man tør ikke [[dræbe]] dem, og derfor nødes til at holde vagt i [[kornmark]]erne. | [[Bonden]] er her i sin [[kornmark]] mangfoldig plaget af [[vildsvin]]. Man tør ikke [[dræbe]] dem, og derfor nødes til at holde vagt i [[kornmark]]erne. | ||
− | [[Rådyr]] og [[hare]]r har skovene i stor [[mængde]], så og lidt af det større [[vildt]] | + | [[Rådyr]] og [[hare]]r har [[skovene]] i stor [[mængde]], så og lidt af det større [[vildt]] |
+ | Man burde mere end man gør, [[forfølge]] og ødelægge de mangfoldige ræve og ulve. | ||
+ | I året 1763 var i skovegnene her i [[amtet]] et eget optog med ulvene, enten snevejret eller en egen galskab drev dem, skal jeg ikke sige, det var farligt at [[ride]] ene og ubevæbnet, de søgte udenfrygt [[hesten]]. | ||
+ | Tænkman [[dræbte]] dem inde i Koldingby, inde i våbenhusene ved landsbykirkerne, og de gik frem ligesom blinde og gale. | ||
+ | Foruden andre skadelige dyr er her [[mængde]] af ildere, slemme gæster for hønseflokkene, oddere, der er fiskenes ødelæggere, såvel som sælhundene i [[havet]]. | ||
+ | Man attråer og forfølger måren her, i det han på træerne forfølger det brune egern, for skindets [[skyld]]. | ||
+ | Man ser og nok af lækattene, [[item]] af brokke (som renser [[jorden]] fra orme og skadelige insekter), man finder dem undertiden i deres vinterhuler, ligesom de dem lignende bjørne, liggende udstrakte og ventende på [[sommeren]]. | ||
+ | Af [[fugle]] ses her intet i [[Danmark]] ubekendt, undtagen en del af de velsmagende urhøns i hederne. | ||
+ | [[Bønderne]] i [[amtet]] er fæstebønder af [[kongen]] (nogle få har købt deres [[jorder]], så er her og nogle [[selvejer]]-møllere, hvis [[møller]] er vandmøller, hvortil ligger et vist [[distrikt]], som [[hører]] til, [[slig]] en [[mølle]] altid søge under [[straf]], ligesom man har sin [[kirke]] man bør søge). | ||
+ | [[Jorden]] er [[kongens]], men [[bygningerne]] deres egne, de kunne [[sælge]] dem til hvem de lyster (når kun [[kongen]] kan få sine afgifter), og af [[kongens]] [[amtmand]] [[udstedes]] fæstebrevene. | ||
+ | Deres [[landgilde]], som tilforn blev in [[natura]] leveret, [[betales]] nu med [[penge]]. | ||
+ | Folket er flittigt og økonomisk. | ||
+ | Det er sandt, som nogle om disse mine landsmænd skriver: de konsulerer ikke vanen, såfremt de i deres indkomme forudser nogen fordel, skulle de indhente den i andre [[lande]] og riger. | ||
+ | Til [[flittighed]] bliver de fra barndom vante, man finder, en bondes tjenestekarle sjælden her som i det slaviske [[Sjælland]] og [[Lolland]], at ligge om [[vinteren]] fra [[sol]] går ned og indtil sengetiden, række sig på bænkene. | ||
+ | Er her mangel på [[korn]] og tærskearbejde, så er bondekarlen her ikke så forlegen som andensteds, for at fortjene føden. Nogle arbejder i [[træ]], og [[sælge]] til [[købstæderne]], andre gør [[arbejde]] af [[halm]], af svinehår, af ben etc., andre gør koste af gejl, af [[lyng]], [[birk]] etc., andre rejser om og [[sælger]] [[varer]] (de fortjener kun lidt,dog ville de ikke tigge), de kender verden og stoler på [[guds]] [[forsyn]] og på lykken. De er ligeså glade, når de betræder en anden [[provins]], som når de er hjemme, endog de elsker usvigelig deres fædreneland: [[Hark Olufs]] blev iblandt barbarerne Gasnadal og øverstkommanderende, han attråede dog sin fødeø [[Amrum]]. | ||
+ | |||
+ | Sær nøje omgang har almindeligvis der ikke et [[hus]] med et andet, endskønt man alle vegne finder høflighed, dog mest hos [[borgere]] og [[bønder]]. | ||
+ | |||
+ | Kvindfolket er her dets [[levetid]] ikke ledigt, kunne de ikke [[tjene]] længere, så [[væver]], strikker, knipler, spinder de, og [[deslige]]. | ||
+ | |||
+ | [[Drukkenskab]] [[straffes]] her sjældent for, thi det er ufornødent, jeg kendte næppe én i hele [[herredet]], hvor jeg over fire år opholdte mig, om hvilken sagdes: han eller hun er liderlig og drikker, men dog har disse Adams [[børn]] også lyder: stolthed, letfærdighed, hvos de høje ånder religions [[foragt]] og utidig animositet etc. | ||
+ | |||
+ | [[Bedrageri]] anses [[skammelig]], lumsk at [[behandle]] en [[køber]], gør handelsmanden ikke, hvor der under ham [[næring]], den tager han imod med al [[optænkelig]] høfligheds [[beværtning]]. | ||
+ | |||
+ | [[Rettens]] [[betjente]] er kostbare, intet imellem mig og [[nabo]] kan afgøres, uden [[ridefogeden]], [[herredsfogeden]] og [[skriveren]] besegler vor mellemhandling, og det [[koster]] [[penge]]. | ||
+ | Men dette må jeg igen sige: [[bonden]] kender her sin [[amtmand]], han er her det hanbør være, [[amtets]] højeste [[dommer]] og øvrighed. | ||
+ | Gid det var så i alle [[danske]] provinser! | ||
+ | [[Amtmanden]] deciderer ved et dekret eller mellemtale såvel i [[verdslige]] som [[gejstlige]] [[sager]], og afgør således tvistighederne. | ||
+ | Er én af [[parterne]] i ingen måde således at [[tilfredsstille]], så tillades ham at øde [[penge]] på [[tyske]] processer, som [[varer]] tit hans søns [[levetid]] ud. | ||
+ | |||
+ | [[Præsterne]] her synes i visse poster, såsom i [[henseende]] at [[tælle]] tiendekornet på [[marken]] med [[bonden]], i [[henseende]] til skifter efter døende [[personer]], i [[henseende]] til penges uddeling til [[fattige]] etc., ikke at have den [[myndighed]] og fordel som de [[danske]]. | ||
+ | En [[degn]] er her meget [[ringe]] agtet, en [[skoleholder]] er noget mere i estime, han er [[bondens]] consultus, han er og her i sit [[embede]] gerne en [[fuldkommen]] [[mand]], en [[dansk]] [[skoleholder]] her er en kunstner i regnen og skriven, dertil sættes ikke demitterede [[tjenere]], afsatte [[jordegods]] [[ejere]] og pagtere, bankerotte [[købmænd]], men de kommer lige fra information og seminario til at [[undervise]] andre. | ||
+ | De har fri [[hus]] i en hytte, som [[bønderne]] har opbygget. Det visse som er dem tillagt at leve af, er kun [[ringe]], ligesom på proprietærens [[gods]] i [[Jylland]], men [[bønderne]] i Nørre- og [[Sønderjylland]] glemmer dem ikke med foræringer til julen af [[mel]], [[gryn]], [[flæsk]], [[kød]], [[lys]] og [[sligt]]. | ||
+ | |||
+ | Degnene her har deres boliger, vist [[korn]] af [[bønderne]], somme steder også skøn [[avling]], [[item]] visse [[pund]] [[smør]], [[ost]] og [[brød]] etc. | ||
+ | |||
+ | [[Præsterne]] har gode sikre [[indkomster]], i købstaden visse tillagte [[penge]], så og skriftepenge, begravelsespenge etc., som siden skal vises. | ||
+ | På landet har de deres [[avling]], fri [[jord]], hver 30. [[kærv]] [[korn]] til [[tiende]], 30 [[lam]], [[gris]], og visse [[penge]] af [[føl]] og [[kalve]], [[item]] visse [[pund]] [[smør]] og [[brød]]. | ||
+ | [[Præstegården]] [[betaler]] [[mand]] efter [[mand]] efter [[taksation]] med 500 eller 1.000 rd., visse [[fag]] deraf plejer sognemændene at skulle holde vedlige. | ||
+ | [[Præsterne]] her er fri fra al konsumtionsskat, studieskat, doktorskat, enkeskat, med mere, som de [[danske]] [[præster]] årlig må [[svare]]. | ||
+ | |||
+ | [[Kirkerne]] holdes i god [[stand]], de er mest alle med blytage, og tilhører [[kongen]] (Gram og [[Fole]] undtagen, som [[hører]] under Schackenborg). | ||
+ | Årlig aflægger [[kirkeværgen]] (en [[bonde]] i sognet) [[kirkeregnskab]] for matmanden og [[provsten]] for hvad [[korn]] og [[halm]] han har haft af tienden, samt kvægtienden, som [[præsten]] [[strengelig]] må [[attestere]]. | ||
+ | Af indkomsterne bliver repareret hvad [[præsten]] og [[kirkeværgen]] [[klager]] at mangle, [[item]] [[leveres]] af [[kirkens]] intrader [[præsten]] noget til det nye [[testamente]] og katekismers [[anskaffelse]] til [[fattige]] [[børn]] i [[sognet]]. | ||
+ | Til at blive [[præst]] ved nogen af disse [[kirker]], har på en halv snes år næppe gået an uden generalsuperintendentens .d Struensees rekommandation, og i [[Tørning Len]] næppe uden den retfærdige d. [[Tønne Bloch|Bloch]]s. | ||
+ | År 1773 blev en del [[kirker]] her i [[amtet]] bestjålne og i en fandtes en [[seddel]] på alteret med denne [[påtegning]]: 'dette er den tolvte [[kirke]] vi har besøgt, her fik vi kun [[rigsdaler]], og dem kan [[kirken]] vel tåle at lade os'. | ||
+ | |||
+ | [[Bønderne]] [[klæder]] sig her i [[vadmel]], nogle af de rigere, samt møllerne undtagne, som [[klæder]] sig i grå og blå [[klæde]], som købes her for godt [[køb]]. | ||
+ | Dog [[klæder]] [[bønder]] deres koner sig altid nettere end de i [[Sjælland]] og [[Fyn]], og [[besidder]] [[derhos]] nogle dyder i højere grad fremfor øboerne, nemlig ydmyghed, godgørenhed, ædruelighed, kyskhed, lyst til [[guds]] [[ord]] at høre og lade virke på deres sind, men de tåler heller ikke vel at sættes i rette og lastes. | ||
+ | |||
+ | Nogle skribenter, jeg ved ikke af hvilken [[drift]], som og vor mag. Dyssel synes at give disse alt for store fuldkommenheder, og derimod at ville favne hos os øboere alt for meget af vittighed og [[duelighed]], men lader os engang [[upartisk]] veje dyderne mod [[hinanden]]. | ||
+ | Man skriver om disse: de lægger [[vind]] på [[fiskeri]]. | ||
+ | Jeg må spørge, hvor er disse fiskere? er det andre end de som har lejet strandene og søerne af [[kongen]], de har lyst at [[fiske]], fordi andre er formente at komme der, skete dette også, at fiskerierne under [[Lolland]] og omliggende øer blev til visse forpagtede, da ville vi sikker få et hundrede familier flere på disse øer, og amtstuerne få flere [[penge]] at hæve. | ||
+ | |||
+ | De lægger [[vind]] på [[levende]] [[gærder]] og stendiger. | ||
+ | Det siges nok, men en svale gør ingen [[sommer]], de er her udi lige så efterladne som vore øboere, endskønt de for deres [[plov]] har tre timer tilovers, imod lollænderne har én. | ||
+ | |||
+ | De rejser gerne. | ||
+ | Ja, hvo har ikke lyst til at [[rejse]]. | ||
+ | Men en lollænder lader nok være at [[rejse]], han er bunden til sin [[stavn]]. | ||
+ | |||
+ | De stårsig vel. | ||
+ | Det har meget naturlige årsager. | ||
+ | På lige [[indkomster]] er lollændernes [[udgift]] tre [[skilling]], når dennes er én. Alting er let [[køb]] i landet, i [[Lolland]] er alting overmåde dyrt. | ||
+ | |||
+ | De bagtaler ikke så meget deres næste. | ||
+ | Vel er de ikke rent frie derfor, imidlertid gør nærbebyggelsen i [[Lolland]] meget dertil, [[item]] visse familier, og de kan jo uddø. | ||
+ | |||
+ | De drikker ikke [[brændevin]] som øboerne. | ||
+ | Det er sandt, disse drikke er godt [[glas]] [[vin]]. | ||
+ | Lollænderne, som begynder at samle [[midler]], drikker heller ikke, det er gerne kun de [[fattige]], hos hvilke alting skal gå lige op. | ||
+ | Efter deres [[død]] [[vide]] de, at der bør deles således, at der gerne bliver intet at [[arve]]. | ||
+ | Det har heller ikke været altid, det kan forandre sig. | ||
+ | Man ved ellers, [[husbonden]] må [[skaffe]] tjenestekarlene i [[Lolland]] hvad der [[forlanger]]. | ||
+ | |||
+ | De lader deres [[børn]] lære. | ||
+ | Det er vist, det er en lyst at høre børnene her [[læse]], se dem [[skrive]] og gøre høje [[tyske]] regninger. Men hvorfor [[lærer]] [[børn]] så slet i [[Lolland]]? | ||
+ | for skoleholderne kunne intet selv, det burde jo [[gejstlig]] øvrighed råde [[bod]] på. | ||
+ | Tilmed er [[forældrene]] skødesløse på øerne her udi, for de [[vide]], deres [[børn]] kommer ikke vidt ud i verden. | ||
+ | |||
+ | Man finder mere agtpågivenhed og lyst til [[guds]] [[ord]]. | ||
+ | Der er sandt, jeg lever hellere blandt [[folk]] i [[Lolland]], men jeg står hellere på en [[prædikestol]] i [[hin]] [[egn]]. | ||
+ | Mon ikke et slags slaviskhed kan gøre noget dertil udi [[Lolland]] og på øerne, at gemytterne er så tillukkede og dorske i dette [[stykke]]? | ||
+ | |||
+ | De planter og poder. | ||
+ | Det er bare frugttræer, men mine lollændere sætter hundrede gange flere pile, de sætter også en del frugttræer. | ||
+ | Ja de lægger også flere humlerødder. | ||
+ | |||
+ | De handlende er høfligere og billigere. | ||
+ | I [[henseende]] til det første er mange [[ting]] periodiske. | ||
+ | I [[henseende]] til [[billighed]], højere [[told]] gør en stor forskel. | ||
+ | |||
+ | Deres [[tjenestekarl]]e og piger er dueligere arbejdere. | ||
+ | [[Lolland]]s [[tjenestekarl]]e fattes kun lidt mere ave, ofte har man og intet af materialerne i dette på [[forandringer]] [[fattige]] [[Lolland]] at give dem, at [[arbejde]] udi de lange vinteraftener. | ||
+ | Jeg ved forresten ikke, og kan ikke [[forsvare]] lollænderne der udi. | ||
+ | Hvad pigerne angår, da [[forsikrer]] jeg, hvor økonomien er [[ordentlig]], og konen i [[huset]] selv er [[flittig]], der er pigerne ligeså flittige ved [[dag]] og [[aften]], som hine sønderjyllændere. | ||
+ | |||
+ | De er mere skikkede til at komme blandt [[folk]], såsom de har lært mere i deres [[ungdom]]. | ||
+ | det kunne man tænke, men jeg har befunden, at en lollandsk bondedreng er nok så snild i omgang som disse | ||
+ | Mener man, at det [[tyske]] [[sprog]] hjælper disse, så tager man meget [[fejl]], én fra denne [[egn]] forstår lige så meget [[tysk]], som én der er født på [[Anholt]] eller ved [[Viborg]], det er kun i [[Haderslev]] latinske skole, hvor det [[tyske]] [[sprog]] [[eksercere]]s. | ||
+ | Forresten forstås og tales i hele [[amtet]] kun meget slet [[dansk]]. | ||
+ | Men det er vist, at disse som i deres [[ungdom]] har lagt [[grundvold]], bliver dygtige i det de sættes til, når en lollandsk bondesøn stedse gerne bliver en sinke og et drog i alle [[videnskab]]er. | ||
== <center>[[Haderslev Amt]]s [[historie]] i [[almindelighed]]</center> == | == <center>[[Haderslev Amt]]s [[historie]] i [[almindelighed]]</center> == |
Versionen fra 19. maj 2014, 04:35
Indholdsfortegnelse
Forerindringer
Dette store stykke land, som her efter sin størrelse og tilstand, så nøje som muligt har været, gøres læserne bekendt. Dets naturlige og politiske fordele gør, at indbyggerne lever med mindre bekymring, og behersker større rigdomme end i andre Danmarks provinser.
På dette amtets vestre side er jordens overflade næsten jævn, men mod østen snart nedrigere, snart højere ager- og skovgrund, hvor imellem ses moser og enge hist og her gennemskårne af åer og bække.
I Gram, Nørre Rangstrup, Kalvslund og Hviding herreder er en del øde lyngheder, og disse løber hel igennem fra Jyllands norderste spids gennem hele Holsten. Når disse heder undtages, er jordbunden her overalt god og frugtbar til kornavl, høbjergning, skov og havevækster. Jorden er en blanding af den fortegrå muld, som stikker sjælden dybere end et kvart til en halv alen, helst i dalene. Somme steder falder jorden mere sandet, andre steder mere leret, og markerne er til hver bondegård således delte, at jorden får hvile i 3 til 4 år, og derefter bærer den rug, byg, havre, ærter og boghvede (sjælden hvede før rug). Rugen sås ej gerne før mortensdag, at den ej for vinteren skal løbe for højt i vejret, hvorover aksene ej bliver rige. Byggen bliver her høstfærdig på 15 uger efter at det er sået, men deres fireradet byg er ikke nær så reel og givtig, som vores toradede i Lolland. Deres havre behøver mest 15 uger, og boghveden 14 uger at modnes udi. Sjælden giver deres korn over 5. korn på tærskeloen. Deres rug er ellers tyndere på skal end Lollands, og giver hvidere mel. Ærter vokser især på den østre side meget gode, men deres heste får ikke lov til at æde dem om vinteren som i Lolland, men de sælges. Af de grå ærter (som man kalder Lollands rosiner) avles ingen her.
Bonden har jord nok, en mand med en halv plov, der er meget lidt over 5 tønder hartkorn, sår i tre marker ti tønder korn i hver, og desuden græsser over tyve stykker hornkvæg.
Bonden behandler her sin jord ligesom i Nørrejylland og Fyn, og det behøver altså ingen beskrivelse.
Af kommen, humle, pateter, rødder, agurker, asparges og sligt ses ikke mange steder noget, thi så her i landet lægger bind derpå, undtaget nogle af præsteskabet. Bøndernes havevækster er mest kål, porrer, salat, roer etc., men æblefrugt lægger de utrolig flid på, og alle poder og planter frugttræerne.
Tørvemoser er her nogle steder så rige, at de ved fornuftig husholdning aldrig udtømmes, såsom især imellem Vonsild og Kolding, item i Gram og Haderslev herreder og ved Ribekanten. Her fattes og ikke skove, især i Haderslevhus Len store og velbegroede, over hvilke at have opsyn kongen lønner ridere og fogeder. I Tørning Len er de derimod mangfoldig ødelagte, og de endnu på hederne forefindende blomstre, som erientalis, nemor. anemone etc. bevidner, at her har til sin tid været mængde af skov. Endskønt skove burde her altid tiltage, såsom ingen præst må vie et mandfolk til en brud, førend han beviser at have plantet nogle ege og et vist antal bøgetræer. Men de stiller alene amtmanden kaution, at det skal ske ved lejlighed, og når har man lejlighed til det, som skal interessere det almindelige? mine læsere! ja de fleste planter aldrig. Dr. Pontoppidan klager, og alle klager, at de unge egetræer til plejle, svøbeskafte og sligt mere bortstjæles, ja der går mere bort end det. Thi hvor bliver de skønne elleskove af, hvoraf man vist kunne have alt sit brænde? Bønderne svarer: vi skal jo have hegning, men hvorfor lægger i ikke bind på pile til hegning, som lollænderne, og grave grøfter?
Olden på skovene er kongens, og sættes årlig på auktion.
Tæt ved Vesterhavet, hvor Kalvslund og Hviding herreder fire mil i længden tilstøder, er jorden formedelst havets daglige slik, som halv marskjord. Ved samme havbredde kan og undertiden findes små stykker rav, som ved havets ebbe efterlades. Bønderne opsamler det, og nogle af dem, men især nogle af præsterne, drejer deraf knapper og andet.
En bondes indslagtning her består i ét, højt to, slagtenød, eller en stud, et svin (som vejer gerne ni til ti lispund flæsk) højt to, nogle får og gæs. Han behøver og ikke at indslagte så meget som den danske bonde, der må holde folk til at bestride hoveriet ved herregårdene, og de kongelige gamle adelsgårde her har bonden intet videre med at gøre, end at holde gærder vedlige om hovmarken.
Disse bemeldte kongens gårde, som har været gamle adelssæder, er forresten aldeles fri fra at yde tiende og hartkorns eller ploves kvartale kongelige skatter.
Af klæde og andre tøjmanufakturer burde her i henseende til egnens overmåde lette levemåde anlægges nogle, og jeg begriber ikke, hvorfor sligt ej sker. Var værket ikke for vidtløftigt, er jeg vis på, fruentimmeret her havde straks kurage hertil, men de må lade det blive ved at forarbejde mange 100 alenaf det fine og grove vadmel, hvergarns og stribet tøj, hør- og blårgarns lærreder, at binde og strikke strømper, forfærdige kniplinger af adskillige mønstre, nogle for kræmmere, nogle på deres egen regning, som bønderkarlene rejser om med at sælge i alle danske og norske provinser, ja til Holland, køber ofte andre varer tilbage, og sælger dem med fordel hjemme. Mandfolkene behøver også her kun et bevis fra amtmanden, og så rejser de fri både inden- og udenlands, dertil har de lyst, og man har slet ikke nødig at frygte, de jo til sin tid vender hjem igen.
Fiskeri er et vigtigt næringsmiddel. Friheden at fiske i fjorde og søer betales penge for til kongen. I fjordene på amtets østre side fanges sild, ofte i sådan mængde, at man ej behøver tilførsel, torsk,makrel, ål, hornfisk, flynder hvillinger og ørreder i mindre del og laks endnu sparsommeligere. I Vesterhavet fanges større rigdom af torsk, hvillinger, kuller, flynder og rokker, som de tørrer på sandbankerne, og sælger en del til fremmede. De ferske søer i amtet ved Haderslev, Jels og flere steder fæstes og af kongen (?), og fiskerne fanger her udi aborre, ål, brasen, suder og nogle gedder.
Store fartøjer kunne ikke løbe ind i jordene på den østre side, heller ikke har man nu sikker indløb eller havn i Vesterhavet ind i Nipsåen til Ribe. Alting forandrer sig.
Luften er her ikke så tung og usund som på småøerne, så har man og her sund og rensmagende kildevand overalt.
Amtets fornøjeligste egne er ved Tørninggård, Jels Å, Haderslev Dam, ved Starup Kirke og egnen deromkring, som og i egnen ved Vonsbæk, Halk, Revsø og flere steder, item på Stenderup Strand, hvor synet indcirkles af skove og det smukke Kolding Slot. En ting må jeg her erindre, at ved Kolding har man to gange, nemlig under kong Hans og kong Christian 2. begyndt at ville gøre sig fordele ved en saltkilde der.
Haderslev Amt frembringer gode stærke heste og en mængde stude (hvilke på den vestre kant somme steder spændes for ploven), hestenes seletøj er ligesom i Nørrejylland træskagler med halmpuder under, hvor udi trækkes dobbelt lettere end i de sjællandske og lollandske seler.
Stude fodres flere på den østre end vestre kant af landet, hvor Vesterhavet ved sine oversvømmelser gør fede græsgange, og altså ses fordele ved at holde malkekøer.
Med store fede svin holdes her købmandskab ligesom med stude, de bortføres i flokketal, og sælges i og uden for Holsten.
Bonden er her i sin kornmark mangfoldig plaget af vildsvin. Man tør ikke dræbe dem, og derfor nødes til at holde vagt i kornmarkerne. Rådyr og harer har skovene i stor mængde, så og lidt af det større vildt Man burde mere end man gør, forfølge og ødelægge de mangfoldige ræve og ulve. I året 1763 var i skovegnene her i amtet et eget optog med ulvene, enten snevejret eller en egen galskab drev dem, skal jeg ikke sige, det var farligt at ride ene og ubevæbnet, de søgte udenfrygt hesten. Tænkman dræbte dem inde i Koldingby, inde i våbenhusene ved landsbykirkerne, og de gik frem ligesom blinde og gale. Foruden andre skadelige dyr er her mængde af ildere, slemme gæster for hønseflokkene, oddere, der er fiskenes ødelæggere, såvel som sælhundene i havet. Man attråer og forfølger måren her, i det han på træerne forfølger det brune egern, for skindets skyld. Man ser og nok af lækattene, item af brokke (som renser jorden fra orme og skadelige insekter), man finder dem undertiden i deres vinterhuler, ligesom de dem lignende bjørne, liggende udstrakte og ventende på sommeren.
Af fugle ses her intet i Danmark ubekendt, undtagen en del af de velsmagende urhøns i hederne.
Bønderne i amtet er fæstebønder af kongen (nogle få har købt deres jorder, så er her og nogle selvejer-møllere, hvis møller er vandmøller, hvortil ligger et vist distrikt, som hører til, slig en mølle altid søge under straf, ligesom man har sin kirke man bør søge). Jorden er kongens, men bygningerne deres egne, de kunne sælge dem til hvem de lyster (når kun kongen kan få sine afgifter), og af kongens amtmand udstedes fæstebrevene. Deres landgilde, som tilforn blev in natura leveret, betales nu med penge.
Folket er flittigt og økonomisk. Det er sandt, som nogle om disse mine landsmænd skriver: de konsulerer ikke vanen, såfremt de i deres indkomme forudser nogen fordel, skulle de indhente den i andre lande og riger. Til flittighed bliver de fra barndom vante, man finder, en bondes tjenestekarle sjælden her som i det slaviske Sjælland og Lolland, at ligge om vinteren fra sol går ned og indtil sengetiden, række sig på bænkene. Er her mangel på korn og tærskearbejde, så er bondekarlen her ikke så forlegen som andensteds, for at fortjene føden. Nogle arbejder i træ, og sælge til købstæderne, andre gør arbejde af halm, af svinehår, af ben etc., andre gør koste af gejl, af lyng, birk etc., andre rejser om og sælger varer (de fortjener kun lidt,dog ville de ikke tigge), de kender verden og stoler på guds forsyn og på lykken. De er ligeså glade, når de betræder en anden provins, som når de er hjemme, endog de elsker usvigelig deres fædreneland: Hark Olufs blev iblandt barbarerne Gasnadal og øverstkommanderende, han attråede dog sin fødeø Amrum.
Sær nøje omgang har almindeligvis der ikke et hus med et andet, endskønt man alle vegne finder høflighed, dog mest hos borgere og bønder.
Kvindfolket er her dets levetid ikke ledigt, kunne de ikke tjene længere, så væver, strikker, knipler, spinder de, og deslige.
Drukkenskab straffes her sjældent for, thi det er ufornødent, jeg kendte næppe én i hele herredet, hvor jeg over fire år opholdte mig, om hvilken sagdes: han eller hun er liderlig og drikker, men dog har disse Adams børn også lyder: stolthed, letfærdighed, hvos de høje ånder religions foragt og utidig animositet etc.
Bedrageri anses skammelig, lumsk at behandle en køber, gør handelsmanden ikke, hvor der under ham næring, den tager han imod med al optænkelig høfligheds beværtning.
Rettens betjente er kostbare, intet imellem mig og nabo kan afgøres, uden ridefogeden, herredsfogeden og skriveren besegler vor mellemhandling, og det koster penge. Men dette må jeg igen sige: bonden kender her sin amtmand, han er her det hanbør være, amtets højeste dommer og øvrighed. Gid det var så i alle danske provinser! Amtmanden deciderer ved et dekret eller mellemtale såvel i verdslige som gejstlige sager, og afgør således tvistighederne. Er én af parterne i ingen måde således at tilfredsstille, så tillades ham at øde penge på tyske processer, som varer tit hans søns levetid ud.
Præsterne her synes i visse poster, såsom i henseende at tælle tiendekornet på marken med bonden, i henseende til skifter efter døende personer, i henseende til penges uddeling til fattige etc., ikke at have den myndighed og fordel som de danske. En degn er her meget ringe agtet, en skoleholder er noget mere i estime, han er bondens consultus, han er og her i sit embede gerne en fuldkommen mand, en dansk skoleholder her er en kunstner i regnen og skriven, dertil sættes ikke demitterede tjenere, afsatte jordegods ejere og pagtere, bankerotte købmænd, men de kommer lige fra information og seminario til at undervise andre. De har fri hus i en hytte, som bønderne har opbygget. Det visse som er dem tillagt at leve af, er kun ringe, ligesom på proprietærens gods i Jylland, men bønderne i Nørre- og Sønderjylland glemmer dem ikke med foræringer til julen af mel, gryn, flæsk, kød, lys og sligt.
Degnene her har deres boliger, vist korn af bønderne, somme steder også skøn avling, item visse pund smør, ost og brød etc.
Præsterne har gode sikre indkomster, i købstaden visse tillagte penge, så og skriftepenge, begravelsespenge etc., som siden skal vises. På landet har de deres avling, fri jord, hver 30. kærv korn til tiende, 30 lam, gris, og visse penge af føl og kalve, item visse pund smør og brød. Præstegården betaler mand efter mand efter taksation med 500 eller 1.000 rd., visse fag deraf plejer sognemændene at skulle holde vedlige. Præsterne her er fri fra al konsumtionsskat, studieskat, doktorskat, enkeskat, med mere, som de danske præster årlig må svare.
Kirkerne holdes i god stand, de er mest alle med blytage, og tilhører kongen (Gram og Fole undtagen, som hører under Schackenborg). Årlig aflægger kirkeværgen (en bonde i sognet) kirkeregnskab for matmanden og provsten for hvad korn og halm han har haft af tienden, samt kvægtienden, som præsten strengelig må attestere. Af indkomsterne bliver repareret hvad præsten og kirkeværgen klager at mangle, item leveres af kirkens intrader præsten noget til det nye testamente og katekismers anskaffelse til fattige børn i sognet. Til at blive præst ved nogen af disse kirker, har på en halv snes år næppe gået an uden generalsuperintendentens .d Struensees rekommandation, og i Tørning Len næppe uden den retfærdige d. Blochs. År 1773 blev en del kirker her i amtet bestjålne og i en fandtes en seddel på alteret med denne påtegning: 'dette er den tolvte kirke vi har besøgt, her fik vi kun rigsdaler, og dem kan kirken vel tåle at lade os'.
Bønderne klæder sig her i vadmel, nogle af de rigere, samt møllerne undtagne, som klæder sig i grå og blå klæde, som købes her for godt køb. Dog klæder bønder deres koner sig altid nettere end de i Sjælland og Fyn, og besidder derhos nogle dyder i højere grad fremfor øboerne, nemlig ydmyghed, godgørenhed, ædruelighed, kyskhed, lyst til guds ord at høre og lade virke på deres sind, men de tåler heller ikke vel at sættes i rette og lastes.
Nogle skribenter, jeg ved ikke af hvilken drift, som og vor mag. Dyssel synes at give disse alt for store fuldkommenheder, og derimod at ville favne hos os øboere alt for meget af vittighed og duelighed, men lader os engang upartisk veje dyderne mod hinanden. Man skriver om disse: de lægger vind på fiskeri. Jeg må spørge, hvor er disse fiskere? er det andre end de som har lejet strandene og søerne af kongen, de har lyst at fiske, fordi andre er formente at komme der, skete dette også, at fiskerierne under Lolland og omliggende øer blev til visse forpagtede, da ville vi sikker få et hundrede familier flere på disse øer, og amtstuerne få flere penge at hæve.
De lægger vind på levende gærder og stendiger. Det siges nok, men en svale gør ingen sommer, de er her udi lige så efterladne som vore øboere, endskønt de for deres plov har tre timer tilovers, imod lollænderne har én.
De rejser gerne. Ja, hvo har ikke lyst til at rejse. Men en lollænder lader nok være at rejse, han er bunden til sin stavn.
De stårsig vel. Det har meget naturlige årsager. På lige indkomster er lollændernes udgift tre skilling, når dennes er én. Alting er let køb i landet, i Lolland er alting overmåde dyrt.
De bagtaler ikke så meget deres næste. Vel er de ikke rent frie derfor, imidlertid gør nærbebyggelsen i Lolland meget dertil, item visse familier, og de kan jo uddø.
De drikker ikke brændevin som øboerne. Det er sandt, disse drikke er godt glas vin. Lollænderne, som begynder at samle midler, drikker heller ikke, det er gerne kun de fattige, hos hvilke alting skal gå lige op. Efter deres død vide de, at der bør deles således, at der gerne bliver intet at arve. Det har heller ikke været altid, det kan forandre sig. Man ved ellers, husbonden må skaffe tjenestekarlene i Lolland hvad der forlanger.
De lader deres børn lære. Det er vist, det er en lyst at høre børnene her læse, se dem skrive og gøre høje tyske regninger. Men hvorfor lærer børn så slet i Lolland? for skoleholderne kunne intet selv, det burde jo gejstlig øvrighed råde bod på. Tilmed er forældrene skødesløse på øerne her udi, for de vide, deres børn kommer ikke vidt ud i verden.
Man finder mere agtpågivenhed og lyst til guds ord. Der er sandt, jeg lever hellere blandt folk i Lolland, men jeg står hellere på en prædikestol i hin egn. Mon ikke et slags slaviskhed kan gøre noget dertil udi Lolland og på øerne, at gemytterne er så tillukkede og dorske i dette stykke?
De planter og poder. Det er bare frugttræer, men mine lollændere sætter hundrede gange flere pile, de sætter også en del frugttræer. Ja de lægger også flere humlerødder.
De handlende er høfligere og billigere. I henseende til det første er mange ting periodiske. I henseende til billighed, højere told gør en stor forskel.
Deres tjenestekarle og piger er dueligere arbejdere. Lollands tjenestekarle fattes kun lidt mere ave, ofte har man og intet af materialerne i dette på forandringer fattige Lolland at give dem, at arbejde udi de lange vinteraftener. Jeg ved forresten ikke, og kan ikke forsvare lollænderne der udi. Hvad pigerne angår, da forsikrer jeg, hvor økonomien er ordentlig, og konen i huset selv er flittig, der er pigerne ligeså flittige ved dag og aften, som hine sønderjyllændere.
De er mere skikkede til at komme blandt folk, såsom de har lært mere i deres ungdom. det kunne man tænke, men jeg har befunden, at en lollandsk bondedreng er nok så snild i omgang som disse Mener man, at det tyske sprog hjælper disse, så tager man meget fejl, én fra denne egn forstår lige så meget tysk, som én der er født på Anholt eller ved Viborg, det er kun i Haderslev latinske skole, hvor det tyske sprog ekserceres. Forresten forstås og tales i hele amtet kun meget slet dansk. Men det er vist, at disse som i deres ungdom har lagt grundvold, bliver dygtige i det de sættes til, når en lollandsk bondesøn stedse gerne bliver en sinke og et drog i alle videnskaber.
Haderslev Amts historie i almindelighed
Haderslev Amt, som er det største amt i de danske provinser, har Bæltet til grænse mod østen og mod vesten Nordsøen (som indbyggerne kalder Vesterhavet). Mod sønden støder den mod Løgumkloster Amt og mod norden til Nørrejylland.
Amtet udgør 800 plove, der er lidt over 9033 td. hartkorn. Beregningen var tilforn 1100, og efter den gamle matrikel 1563½ plove (af hvilke er 13¾ frie plove, 7 plove på Haderslev slotsgrund, 16 ny Gram Herreds plove og 19/16, hvormed amtets vestre del har forøget sig), foruden 30 plove, som hører under Schackenborg og Gramgård over 20 til Rantzaugods.
Amtet er 45 kvadratmile, stærkt bebygget, og intet amt bliver for sin størrelse, verdslig og gejstlig jurisdiktions indretninger og andre gjorte forandringer, en historie mere værdig.
Amtet udgør hele syv herreder, af hvilke de to, nemlig Haderslev og Tyrstrup udgør Haderslevhus Len, men de øvrige fem herreder kaldes Tørning Len. Dog ligger i Tørning Len en del, som hører under Riberhus Amt, såsom Ribe stad selv, som med sin cirkel eller distrikt ligger ret i skellet mellem Kalvslund og Hviding herreder, item Riberhus Birk, St. Catharinæ Sogn 36 td. hartkorn, Gram Birk, i Gram 8 td., og Ødis 28 td., Lustrup Birk, Seem Sogn 159 td. og derover St. Catharinæ Sogn 58 td. hartkorn.
Fire og tresindstyve kirker indbefatter dette amt, hvilke hver for sig siden, hver til sit herred, anføres.
I gamle dage var provinserne inddelte i sysler. Sjælland udgjorde Vester- Øster- og Medelsyssel. Nørrejylland var delt i ni sysler, således var der også i den del vi nu nævner hertugdømmet Slesvig. Her finder vi Bar, Baring eller Borg Syssel, det er netop de 34 kirker, som nu udgør Haderslev Provsti. Sønderjyllands Syssel, det var alle amtets øvrige sogne, tillige med Ribe selv og Seem Sogn.
Den inddeling i sysler tilskrives Harald Blåtand, som døde år 980, og var en gejstlig inddeling. Sysselnavnet bruges ikke mere.
Højere op i tiden bliver vanskeligt at kende dette stykke land. Vel er bekendt, at her var cimbernes land. Den cimberske halvø er Jyllands gamle navn. Hvorledes omtrent 150 år før Kristi fødsel dette lands indbyggere skrækkede det mægtige Rom, er vel bekendt. Ptolemæus og venerable Beda gør sig umage at kende dette steds gamle beboere og slutningen bliver: Blanding af sachser, angler og jyder. Anglerne satte de især i denne strækning, og da de ginge bort til England, skal jyderne have rykket fra Nørrejylland i deres sted, som har begyndt at bygge og dyrke.
Førhen har her været i amtet adskillige priviligere adelige godser, men de er indløste i de senere tider af hertug Hans på Haderslev Slot og af kongerne. Og man kender her ikkun Gramgård med 30 plove, item Høgsbro, Vesterbæk og Spandet med 20 plove.
Frugtbare jorder, som giver hvede og byg, ærter og boghvede og så fremdeles, græsgange hvorpå fødes kvæg i stor mængde, item de fiskerigeste søer og vande glæder enhver beskuer, ikke at glemme de tykkeste skove, hvor vilde dyr små og store vrimler, og mange tusinde svin fødes.
De skadeligste dyr for kornet er vildsvinene og for kvæget ulvene.
Indbyggerne her står sig i almindelighed vel, hvortil også fælledskabets ophævelse i årene især 1739 og 1740 (da over tusinde såkaldte lykker blev indrettede med grøfter og levende gærder), ikke har gjort lidt. Så har de og adskillige friheder, såsom de ligger i hertugdømmet Slesvig, og er fri for den store kvægtold, nemlig 5 rd. for et par stude, som jyderne må betale i Kolding, hvis de ville drive handel med dem i de tyske provinser etc. Deres skatter, skattekorn og fourage-leverance er jævnet efter plovene, og for resten besværer dem ingen. Den største klage man hører, er, at den rigeste bondes søn ingenlunde er befriet fra soldaterne, endskønt mangen end gerne ville betale henimod tusinde rigsdaler for ham, og sligt er retfærdigt.
Hans majestæt kongen lader begge hertugdømmer regere ved en statholder, som fra 1768 er prins Carl af Hessen.
(forkortet)
Haderslev Amts historie i særdeleshed
Noter
P. Rhode: 'Haderslev Amts Beskrivelse'. (1775/1942)