Om assurance

1.

Hvis nogen vil lade skib, eller gods forassurere, da skal derom oprettes rigtige og tydelige breve, og dermed forholdes, om de her i kongens riger og lande sluttes, på efterskrevne måder.

2.

Samme forsikrings-breve, som kaldes policer, skal hos stemplet papirs forvalterne findes, og gælde hver ark en rigsort.

Og skal i de åbne pladser der udi af mægleren, eller, hvor ingen mægler er, af en øvrighedsperson, rigtig indføres skibet, skibets mundering og skipperens navn, og derhos antegnes hvor skibet skal hensejle, lade og losse.

Siden indskrives hvad enhver vil have forsikret.

3.

Alle sådanne breve underskrives af assurandøren med egen hånd, og summen af pengene, som udloves til assurance, skal indskrives med assurandørens egen hånd. End er de flere, da skrive en hver for sin part, som han udlover, eller forsikrer for, og ingen videre skyldig være, end han har indskrevet sig for.

4.

Mægleren, som sådanne instrumenter forfærdiger, skal alt ovennævnte vel iagttage, og i en forseglet og nummereret bog indføre, hvem som noget har assureret, til hvem, hvad og på hvad kondition.

5.

Ingen må understå sig at forsikre nogens liv, ej heller skibsfolkenes løn og hyre, deres skibs-kost, krudt, lod og alle slags skibsredskab, men alene sit skib, eller visse parter der udi, samt alt indehavendes købmandsgods, og skal en hver, som i så måder tager forsikring, beholde på sin egen fare og eventyr i det mindste den tiendedel af det forsikrede skib, eller gods, efter dets satte takst og værdi.

6.

Skulle og nogen ville på adskillige steder lade forsikre sit skib eller gods, da må det vel ske, når alle sådanne forsikringer ikke opløbe tilsammen mere end de ni tiendedele af samme forsikrede skibs, eller godses, rette værdi. Går det derover, da være det af ingen kraft, og de, som sådan underfundighed beganget have, miste hvis de til forsikringspenge, som kaldes præmie, udgivet have. Ellers skal hermed alvorlig være forbuden al svig og bedrageri, som på enten af siderne kunne optænkes, eller gøres, under straf på deres ære, eller liv, efter mishandlingens beskaffenhed, og derforuden stande den uskyldige til rette for al erlidte skade.

7.

Når assurancen lovlig er sluttet, så er assurandøren forpligtet til at svare til al den skade, som det forsikrede gods tilføjes.

Og angår samme forsikring, fra den tid godset fra land indskibes, og først endes, når samme gods på landet er opbragt.

8.

Præmie, eller forsikringspenge, skulle alle straks ved policens underskrivelse erlægges.

Dog hvis nogen lader forsikre sit skib, eller gods, på lang rejse, og der betinges både om hen- og tilbagerejsen, da betales den halve del straks, og den anden halve del ved skibets hjemkomst, eller til den tid, som de indbyrdes forenes om. Sker her udi nogen forsømmelse, så at terminerne ikke rigtig holdes, da være han skyldig deraf at give til rente én procent månedlig, indtil betalingen sker.

9.

Sker nogen skade, eller ulykke, på skib, eller gods, som forsikret er, da skal han, som det har ladet forsikre, straks give assurandøren det tilkende, og lovlig bevis medbringe, og hvis den, som har forsikret, ikke inden tre måneder, efter han derom forstændiges, betaler, da skal han give, fra den tid han fik det at vide, til den, som skaden lidt har, til rente en halv procent månedlig, indtil betalingen sker, og skulle dommerne flittig overveje, om assurandøren har nogen billig årsag at vægre sig i betalingen formedelst nogen vitterlig begangen svig, så som om på skib og gods var begæret forsikring, efter at ejermanden fuldkommelig viste, at det var forulykket, og da straks der udi endelig dømme efter sagens beskaffenhed.

10.

Hvis ingen tidende efter flittig forespørgsel skulle kunne bekommes om det forsikrede skib, eller gods, som til nogen stad i europa er gået, inden år og dag, da holdes det for at være forulykket. Er det uden Europa, og ingen kundskab kan fås inden to år, så regnes det fortabt, og efter den dag har assurandøren tre måneder til at betale pengene, eller siden, som før er meldt, betale rente, og ved retten tvinges til betalingen.

11.

Hænder det sig og, at nogen for en, eller anden, årsags skyld skulle ganske forandre sin forehavendes rejse, eller og mindre gods indskibe, end forsikring var taget for, da skal ejermanden, så snart han dertil resolverer, eller det vitterligt bliver, give assurandøren det tilkende, og opsige sin kontrakt, hvilket kaldes restourno, hvorimod den oprettede forsikringskontrakt skal være ophævet.

Dog nyder assurandøren for sin hafte umage med ind- og afskrivning en halv procent af den udgiven præmie, og lægger resten af pengene straks fra sig.