Om bier og vilde dyr

1.

Hvo som bier har, han skal selv vogte dem med gærde, så at anden mands fæ kunne dem ej nedkaste og spilde. End er gærdet så lavt, at anden mands fæ kan gange i gård og spilde dem, vide sig det selv, og fange ej anden bod.

2.

End vorder nogen mands fæ stunget til døde uden for mandens bigård, da bøde han ikke derfor, der bierne ejer.

3.

End vorder det stunget ihjel i bigården, da gælde han skaden, der bierne ejer, fordi han havde ej lovlig lukke om sine bier.

4.

Følger en mands bier anden mands op, da skal den, som ejer de bier, der opflyr, med andre naboer byde den anden ejer fællig til på samtlig bier.

Vil han ej det antage, og forkomme de bier siden de andre, da tage han skade for hjemgæld.

5.

End fly nogen mands bier fra ham, og han følger dem af sin egen gård til sæde i anden mands skov og træ, da skal han sige ham til, som skoven ejer, og kan han dem så udfange, at han ej fordærver hans træ, da tage han sine bier. Det samme er og, om de fly på anden mands hus.

6.

End siger han, der træet, eller huset, ejer, at bierne er hans egne og fra ham fløjne, da bør han det lovlig at bevise.

7.

End begær han, som træet eller huset ejer, at den, som vil bierne sig tilholde, skal med ed bekræfte, at de er hans egne, og han dem fulgte, da bør han derpå at gøre sin ed.

8.

Vil bonden, som træet ejer, ej fælde sit træ, da stande træet, og han være ejermand til bierne, der dem ejer, og, når træet fældes, have både honning og bierne.

9.

Tager den, der skoven tilhører, bierne bort, da er det tyveri, eller ran. Det samme er og, om anden mand tager dem bort.

Dog skal han, der ejer bierne, sætte mærke på træet, indtil det vorder hugget.

10.

Føder man vilde dyr op, som ulve- eller bjørne-hvalpe, og de vorde løse, og anden mand dræber dem, da bøder han ikke derfor. End i bondens hævd må de ikke dræbes, uden det sker til at frelse sig selv, om de ville gøre skade.