Om selvejerbønder

1.

Selvejerbonde, som besidder nogen bondegård, skal bruge alle gårdens eje både i skov og mark, og ingen af de andre medarvinger skulle bruge noget af gårdens tilliggelse, men annamme fyldest af den, som gården besidder, hvis den kan ydermere tåle over den sædvanlig tynge, efter dens, som herligheden har, og samfrænders tykke.

2.

Fordrister sig nogen af medarvingerne herimod at bruge noget af gårdens ejendom, da forfølges han derfor med ran.

3.

Dersom den, der gården besidder, forhugger, eller forhugge lader, samme gårds skove til upligt, eller og forkommer noget af ejendommen, som dertil liggendes er, og ikke holder gården ved magt, da skal den, der herligheden har, have magt med samfrænderne at sætte en anden af medarvingerne derpå, som vil og kan frede skoven, og holde gården og ejendommen ved magt, og rede der fuldt af til den, der herligheden har, og hans medarvinger fyldest, som ham bør at gøre, som forskrevet står. Findes der ingen af medarvingerne, eller frænderne, efter lovlig tilbud på tre hjemtingsdage, som gården vil, eller kan, antage, da må den, der herligheden har, lade gården lovlig taksere, og sælge den til den mestbydendes.

Dog at den, der herligheden har, nyder den for nogen anden, om han vil give så meget for den, som nogen anden byder. Hvis overblive kan, når bondens gæld er betalt, bør at komme bonden og hans medarvinger, om de have lod i gården, til gode.

4.

Selvejer bonde må ej med utilbørlig arbejd, eller tynge, af den besværes, som herligheden af gården har, videre, end som herligheden efter billighed kan udkræve, som eragtes at være den fjerde del imod en fæstebonde, som besidder en hel gård.