Om sværgen og banden

1.

Hvo som letfærdelig sværger og bander, og således misbruger guds navn, skal agtes som den, der ikke far med sandhed, og som ikke står til troende uden sværgen.

2.

Befindes nogen i købstæderne modvillig og fortrædelig i sådan guds fortørnelse, efter præstens og medhjælpernes påmindelse, at fremture, da skulle de ikke må forfremmes til nogen bestilling i byen, som de kunne have ære og gavn af, og såfremt de formene sig for meget med byens tynge, skat, eller pålæg, at besværes, da skulle de ikke der over må klage, medmindre de af deres sjælesørger, naboer og genboer, skudsmål og vidnesbyrd bekomme sig at have bedret.

Kan samme straf ikke hjælpe, da skulle de på det sidste slet af byen forvises, og til dets mere afsky skulle borgmester og råd i købstæderne lade sætte gabestokke på torvene og nogle andre steder, hvor udi bysvendene skulle være strengelig befalede at sætte dem, som offentlig med sværgen og banden lade sig høre, og den, som således vorder indsat, bør at give bysvenden fire skilling, før end han igen udlades.

3.

På landsbyerne bør herskabet sådanne letfærdige folk, når de efter præstens og medhjælpernes alvorlige advarsel ikke ville bedre sig, at sætte i fængsel på vand og brød i nogle dage.

4.

Og skulle husbond og hustrue ikke alene holde sig selv fra sværgen og banden, men end og deres børn, folk og tyende, så og have magt til i deres huse at sætte straf med penge, eller anden husstraf, på dem, som herimod gøre.

5.

Hvis præster, eller andre gejstlige, som bør deres menighed, eller underhavende, med godt eksempel at foregå, befindes selv at give forargelse med sværgen og ikke holde deres hustruer, børn og tyende derfra, da bør de dobbel straf at være undergivne.