Om værneting

1.

Prinserne og prinsesserne af blodet skulle for ingen underdommere svare, men deres første og sidste dommere skal kongen være, eller hvem han særdeles dertil forordner.

2.

Kongernes naturlige børn skulle ej søges for andre dommere, end for dem, som af kongen dertil beskikkede vorde.

3.

Ingen skal drages fra sit værneting, undtagen i de tilfælde, som her efter ommeldes.

Ej heller må nogen skyde sig fra sit værneting, eller fra den overret, som værnetinget er under, førend dom på begge steder gangen er.

Thi alle sager, som bør at forfølges til værneting, de skulle først did stævnes, og dom der tages beskreven, og når nogen ej vil nøjes med den dom, da skal han stævne dommeren og de vedkommende med samme dom for den forordnede overdommere, og der tage dom i lige måde for sig beskreven.

4.

Alle og enhver, som ikke har noget embede, der henhører til noget sær retterting, skulle svare til det herreds birke- eller byting, som de bor og holder dug og disk, eller sig opholder udi.

5.

Alle sager kongens indkomster angående skulle lige for kongens kammerkollegium indkomme, hvorfra og ingen, af hvad stand han og er, og enten han er hovedmand eller forlover, må i fornævnte sager sig undslå, eller skyde sig til sit værneting, men bør efter kammerkollegium stævning der at møde og dom lide.

6.

kongens betjente, som i rangen nævnes, og er eller have været i virkelig tjeneste, og bo i København, og ikke have sær-privilegier eller nogen anden bestilling, som står under anden ret, og de til den vilde eller skulle svare, de, deres hustruer, enker og børn, skulle svare til kongens hofret, undtagen i livs og ære-sager, eller og det angår huse og gårde i købstæderne, eller jord og ejendom på landet, eller nogen borgerlig brug og handel.

7.

Til kongens borg ret skulle svare alle kongens betjente i kollegierne, som bor i København, og ikke nævnes i rangen, med deres hustruer, enker og børn.

I lige måde de, som virkelig tjener i kongens hof, og ellers ikke nævnes i rangen, som alle hofofficianter, trompetere, lakajer, stald-, jagt- og andre deslige betjente.

Item alle deres betjente og tjenestefolk, som i rangen er: Så skulle og alle kongens håndværksfolk, som bor i København, og ingen borgerlig næring bruge, svare under borg retten.

8.

kongens betjente, enten de i rangen nævnes eller ikke, som ikke bor i København, svare for den stads dommere, hvor de bor, undtagen sagen deres bestillinger angår.

9.

kongens krigs- og skibsofficerer, hvervede soldater, holms- og arsenals betjente skulle søges for krigs- admiralitets- og arsenal-retten i de sager, som angår deres bestillinger, liv, ære, besoldning, gevær og gælds fordring.

Men på alle deres andre sager skal den bys eller stads dommere dømme, hvor de bor eller sig opholder, så de i alle måder skal være lands loven undergivne.

10.

Soldater, som på landet udskrives, imens de sig hos lægsfolkene opholde, skulle svare til herreds- eller birketing.

Men når de komme under fanen at stå, svare de, som om hvervede soldater sagt er.

11.

Adelen, som er de alene, som for dem, deres ægtebørn og afkom til adelig skjold og hjelm er berettigede, være sig indenlandske, eller udenlandske, som enten er af kongen naturaliserede, eller betjene nogen bestilling i rangen.

Item lige med adelen privilegerede skulle i livs og ære-sager søges for kongens højeste ret, med mindre de tjene under militien til lands eller vands, da det med dem efter den 9. art: skal forholdes.

Undtagne de højeste officerer, som skulle i livs og ære-sager søges for kongens højeste ret.

12.

Grever og friherrer, som er de alene, som er af kongen dertil ophøjede, eller fremmede naturaliserede, skulle lige for kongens højeste ret indstævnes.

Dog udi de sager, hvor først anden oplysning udkræves, forordner kongen dem kommissarier.

13.

Superintendenterne tiltales for kongens højeste ret, om de sig i deres embede forsé, eller falde i nogen åbenbarlig syndig last eller kætteri. I andre verdslige sager svare de til den ret, som andre lærde folk og gejstlige svare til.

14.

Professores i det kongelig universitet i København, studiosi, universitetets betjente, så og lærde mænd, som bor i København, og er i universitetets matrikel indskrevne, og ej have nogen anden bestilling, de, deres enker og tjenestefolk svare til konsistorium i alle sager, drabssager undtagne, hvorpå at dømme stadens øvrighed tilkommer.

15.

Lektorer og professorer hos domkirkerne og i gymnasier, præster, degne, substitutter og skole-betjente, så og lærde folk, som ingen bestillinger have, skulle i gejstlige sager søges for herreds provsten og provstemode, men om ejendom, jord, ager, eng og skov, gæld og andre verdslige sager, skulle de svare til herreds- birke- eller byting og landsting.

Dog hvis sager, som for provsten straks i mindelighed bilægges kan, de bør ej for nogen verdslige dommere at indkomme, såfremt sagen ikke er kriminel eller kongens interesse angår.

Thi når de for nogen stor last er dømte fra deres embeder, eller blive befundne i nogen halsløs gerning, da har den verdslige øvrighed sin ret imod dem, ligesom imod andre, der sligt begå.

16.

Hvis sager imellem præst eller degn og sognefolket, som hænge af kirkens myndighed, forefalde, på dem dømmes af herreds provsten, eller henvises til provstemode.

17.

I ægteskabs sager skulle stifternes befalingsmænd, hver i sit stift, dømme med de lærde mænd, eller sognepræster, som næst ved dem boende ere.

18.

Dersom trætte falder om jord, hus, ejendom og markskel, da holdes det for værneting, under hvilket ejendommen, som trætten reiser sig af, er beliggendes, om end skønt den, som for sagen er, andetsteds bor, eller sig opholder, men kald og varsel gives til hans bopæl.

19.

Dersom nogen i by, birk, eller herred, boendes har at tiltale den, som uden samme by, birk eller herred, boendes er, for vold, hærværk, ran, skældsord, som i byen, birket, eller herredet, begangen er, enten han der tilstede er, eller ikke, så og for vitterlig gæld, som i byen, birket, eller herredet, efter egen forskrivelse skal betales, eller anden sådan anfordring, som man sig til det sted at efterkomme har tilforbundet, såfremt han personlig der findes, da må sagsøgeren samme sin vederpart så frit efter lovlig given varsel til den by- birke- eller herredsting, hvor sagen sig begivet haver, eller han sig tilforbundet haver, tiltale og forfølge, som det vederpartens eget værneting var.

20.

Haver nogen forpligtet sig med hånd og segl, eller og for retten vedtaget, at svare for nogen ret, som ikke er hans værneting, da bør han for samme ret at møde og der dom lide.

21.

Har nogen haft noget at forestå, som formynderskab, kirkers, skolers, eller fattiges forstanderskab, kæmneri, eller andre sådanne bestillinger, da bør han, eller hans arvinger, der sammesteds at svare, og stå til rette, hvor han sådant antaget haver.

22.

Er og nogen ved endelig dom tildømt bøder, eller andet, at legge fra sig, da bør han på det sted, som dommen falden er, at lide tiltale, dersom han ikke retter for sig.

23.

Tiltaler indenlandsk, eller udenlandsk, nogen til hans værneting, da bør han, eller hans fuldmægtig, at svare til samme ting, og stande sin vederpart til rette, dersom veder-parten i samme sag med rette til ham nogen tiltale haver.

24.

Hvor som nogen gribes på fersk fod, eller siden nogen andetsteds antræffes for nogen misgerning, da gås derom på det sted, som gerningen sket er, og dømmes af den ret, så vidt loven medfører, endog det ikke er den pågrebnes værneting.

Dog dersom nogen rettes betjente, eller øvrighed lader nogen pågribe, som ellers står under anden sær ret i sådan sag, som han er greben for, da skulle de straks give den pågrebnes øvrighed det tilkende, og såfremt samme øvrighed ved egne betjente lader fangen affordre, da skal han være følgagtig, og derhos vidnesbyrd, om nogle førte er, tilstilles om hans forseelse, at den skyldige tilbørligen kan blive straffet. End affordres fangen ikke det første muligt er, da gås der med ham efter loven på det sted, som han greben er.

25.

Til vidnesbyrd at påhøre bør den, som der til stævnes, at møde til det ting, som vidnerne skulle aflægges, endog det ikke er hans værneting.

26.

Har nogen adskillige værneting, da må sagsøgeren udvælge, hvilket af samme værneting han vil søge sin vederpart for, og bør den, som for sagen er, der at svare til sagens uddrag, med så skel, at han der selv holder dug og disk, når han første gang kaldes.

27.

Stævnes nogen, hvis værneting ej egentlig vides, til nogen ret, som han vil skyde sig fra, og han hverken varselsmændene straks, ej heller dommeren første tingdag tilkende giver, og skelligen beviser, hvilket hans rette værneting er, da blive sagsøgeren ved den ret, som han har ham stævnet til, og den, som for sagen er, bør der at svare, og dom lide, med hvis efter loven påfølger, om han ikke dommen efterkommer.