1777 Sønderjylland eller hertugdømmet Slesvig

← Indhold

Danmarksbeskrivelse  (1777) af Nicolay Jonge Sønderjylland eller det Hertugdom Slesvig [1]

Staden Haderslev →

Sønderjylland eller det hertugdømme Slesvig

Det hertugdømme Slesvig kaldes (især af de gamle skribenter) sædvanlig altid Sønderjylland. Dette hertugdømme har sit navn af hovedstaden Slesvig. Det er en fejltagelse, når nogle anse Hertugdømmet Slesvig for et stykke af Tyskland, og regner det til Holsten; thi endskønt det vel for nogle hundrede år siden stod i nøje forbindelse med Hertugdømmet Holsten, ja havde mange privilegier fælles med samme, samt stod under det Tyske Kancelli i København, så at en slesviger gemenlig kaldes en holstener; så er dog Hertugdømmet Slesvig alligevel en retmæssig del og provins af Danmarks Rige; hvilket også tydeligt erfares af den Slesvigske historie. Slesvig har også i nogle hundrede år været et hertugdømme førend Holsten er blevet ophøjet til et hertugdømme.

Det hertugdømme Slesvig skilles fra Hertugdømmet Holsten, og følgelig også fra det romerske rige eller Tyskland, ved Ejderstrømmen og Levenså, såvel som og ved en gammel grøft i en linje fra Flemhudersø ved den herregård eller Edelhof Skinkel lige til Levenså, som udgør Hertugdømmet Slesvigs grænser mod sønden. Man læser derfor om Ejderen dette latinske pentametervers indhugget over den gamle holstenske port i Rendsborg, som ligger ud ad Holsten til, og af hvilken man går ud over Underejderen indtil Nyeværk: Eydora Romani Terminus Imperi. Derimod grænser Hertugdømmet Slesvig mod norden til Koldingå eller Kongenså og Skodborgå, som adskiller det nordlige og egentlige Jylland fra Sønderjylland.

Og da fra Skodborgås udspring til Koldingå er en mils vej tørt land, lod kong Frederik 4. for toldsvigs afværgelse år 1727 den 29. oktober anordne, at det skulde afpæles, hvilket også ved en afpælingslinje er sket. Derom har man det gamle latinske vers: Slesvicum & Jutos dirimit Scodburgicus Amnis; Eydora Teutonicum terminat Imperium. Det er: Ved Skodborg Slesvigs land er adskilt fra de jyder. Og Tysklands grænse er, hvor Ejderstrømmen flyder. Mod østen grænser Hertugdømmet Slesvig til Østersøen; men mod vesten grænser det til Vestersøen, som af hollænderne og de tyske kaldes Nordsøen eller Mare Germanicum. Dog ligge imellem staden Tønder og Skodborgå, altså i hertugdømmets distrikt, det grevskab Skakkenborg og det adelige gods Trøjborg, tillige med Møgeltønderherred og Lohherred, ja staden Ribe selv, hvilke ustridig høre til Jylland; hvorhen også må regnes den ø Amrum, den vestlige del af øen Før, tillige med den sydlige del af øen Rømø og den nordlige kant af øen Sylt, såvel som og den ø Mandø.

Det hertugdømme Slesvig ligger fra Rendsborg indtil Koldingå imellem 54 grader 20 minutter, og 55 grader 30 minutter nordlig bredde. Det strækker sig i længden fra sønden til norden og især fra Rendsborg til Kolding 17½ mil, men fra Frederiksstad indtil Skodborgå næsten en mil nordlig Ribe 15 mile. Derimod er bredden fra østen til vesten på det faste land af hertugdømmet meget ulige, nemlig fra 8, 10. til 13 mile; altså er ikke øerne Femern, Ærø, Sylt, Pelvorm, Helgoland og flere andre indberegnede derunder. Det hele hertugdømme med de dertil hørende øer kan man beregne omtrent til 162 geografiske kvadratmile. Til hertugdømmet hører 13 stæder, 2 kongelige og 5 fyrstelige slotte, såvel som og en mængde af adelige godser; antallet på landsbyerne beregner man til 1500, når man derfra undtager Ejdersted.

Hertugdømmet Slesvig består dels af land, som i henseende til havet ligger højt, dels og af land, som ligger nedrig eller lavt ved Vestersøen eller ikke langt derfra. Det høje land udgør den største del af hertugdømmet, og kaldes geest eller geestland; men de egne, som ligge nedrig ved Vesterhavet eller ikke langt derfra, er forsynede med diger og til dels omgivne dermed, kaldes marsklande eller marsk, hvoraf en stor del er indtaget fra havet. I Vestersøen ved marsklandene og de øvrige egne indfinder sig ebbe og flod to gange i 24 timer eller noget derover; men i Østersøen, hvor landet består af lutter geest, falder aldrig ebbe og flod.

På geest er luften og vandet klart, rent og sundt på de fleste beboede steder. Udi marsklandene derimod forårsager landets nedrige og lave beliggenhed nær ved havet, så og de mange dunster og stærk tåge, som opstiger såvel af søen, som af jordbunden, der er våd den meste tid af året, en rå og usund luft, hvilken plejer at forøges ved det stærke regnvejr, der forårsages ved de mangfoldige urolige stormende vestlige vinde; men når tørre vinde blæse, så adspredes de usunde dunster, eftersom landet ligger overalt plat, og ingen skove findes, hvorved luften renses. Endog i tørre somre, når vandet er udtørret i digegrøfterne, opstige mange dunster af det i grøfterne tilbageblivende slam eller mudder, og når ingen vind tillige blæser til at bortdrive samme uddunstninger, så er luften i marsken usund. Når nu tiden i kornhøsten i august og september måneder indfalder tør og uden blæst, så bliver de fremmede høstfolk, især i Ejdersted, ved deres hårde vedholdende arbejde og stærke udmattelse, såvel som også ved det slette øl at drikke, samt slette og salte vand, så og ved den grove, hårde og overmåde fede spise, fornemmelig ved flæsk af de ved vallen af sur mælk fedede svin, belagde med den så kaldede marsksygdom, som også kaldes stoppelfeber eller høstsygdom, der da lettelig og hyppig overfalder dem; denne sygdom er beboerne i marsken sædvanligt underkastede. Denne stoppelfeber er en hidsig, hårdnakket og meget farlig sygdom, som enten ved en langsom død bortriver dem, som dermed overfaldes, især de fremmede høstfolk, eller og, ifald de komme op igen af samme sygdom, forårsager dem et sygeligt liv. Marsklandene er næsten overalt af naturen ej forsynede med klart, rent og sundt vand, eftersom i de få kilder intet vand findes, som kan drikkes, og man må hjælpe sig med regnvand, der sankes; dog alligevel er vandet i nogle gamle koge, hvor der findes ren sand eller mor neden under klægen, middelmådigt godt.

Jordbunden i dette hertugdømme er af forskellig beskaffenhed. Den bedste jordbund er i marsklandene, hvorunder henhører Ejdersted, den vestlige side af amtet Husum, det landskab Bredsted, de amter Tønder og Haderslev, de oktrojerede koge, de øer Nordstrand og Pelvorm, et stykke af amtet Svavsted, det landskab Stapelholm og af øerne Før og Sylt. Koge er de landerier, som ligge nedrig ved Vesterhavet og ikke langt derfra, og enten er af søen ved tidens længde ved den opkastede slam og mudder fastsatte til det øvrige land eller ikkun forhøjede, til dels og forøgede ved et stykke lands tilvækst, og derpå ved de med stort arbejde og bekostning rundt omkring opkastede diger og dæmninger, fuldkommen adskilte fra søen, og nu er gjorte til tørt og frugtbart land. Ved det ord dige og dam eller dæmning forstås i dette hertugdømme ikke alene de af jorden opkastede høje volde (aggeres), som tjene de nedrig liggende marsklænder til beskærmelse imod Vestersøens oversvømmelse, men og fiskedamme og fiskerige stående søer (Pifcinæ & Lacus pifcofi). Det slam eller dynd og mudder, som Vesterhavet plejer at føre med sig, og hist og her at lade blive tilbage ved landet, såvel som og den plejede jordbund af den uden for marsklandenes diger værende grund, som er skjult med vand, når der er flod, men blottet for vand, når der er ebbe, kaldes slik, i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Udi marsklandene forefinder man mange hauberge. Et hauberg er en bygning med et højt tag, bedækket med rør eller strå, hvilende på 4, 6 eller 8 bjælker. Sådan en bygning i marsk er indrettet efter frisisk måde til bolig, agerdyrkning og til kvæget, hvori under et tag altså forefindes stuehus, stald og lade, så at hos mange findes ingen tilbygning, men hos andre blot et bager- og bryghus.

Jordbunden i marsklandene er ganske jævn, nedrig og af kold natur. Dog over det platte land række de af indbyggerne af jord opførte høje til boligpladser til sikkerhed mod havets flod og vandets oversvømmelse. Disse høje kaldes på nogle steder warfer, men på andre steder würthe. I vådt og fugtigt vejrlig er jorden i marsken meget dyndfuld og sumpet. Den øverste jordskorpe i marsklandene består fornemmelig af en grå klægjord, som formedelst det derunder værende klare, men derhos meget skarpe og salte vand, er overmåde fed til kornavling og til græsning. Jo højere denne klæg ligger på sandet eller på tørvejorden, desto federe er jorden. I klægjorden vokser det største og kraftigste wiesenkle, og i klægjorden finder man ingen sten. Man finder også blandt den gode jord en tredobbelt art af en skadelig jord, som man kalder størt; deraf ses, at marsklandenes bonitet er forskellig. Det afdeles i amter og landskaberne i visse klasser, og derefter betales kontribution. Den høje jordgrund i Widingherred, som man forefinder næsten midt i herredet overalt fra Emmelsbüll til Rodenes, er kun ringe af bonitet, og hverken til korn eller græsning til kvæg retskaffen tilstrækkelig. For at aflede vandet er marsklandet gennemskåret med grave og kanaler. Kanalerne må årlig om sommeren renses fra det sand og mudder, som inden for diget skylles ind af det afløbende friske vand, og uden for diget af søvandet. Dertil bruges visse til samme brug indrettede mudderpramme og mange andre maskiner, for at holde kanalerne i deres behørige dybde; ligeledes bliver også det i dem opvoksede græs og rør afhugget med en egen art senser. Fra samme grave og kanaler går vandets udladelse igennem slusen ud i Vesterhavet. Marsklandene have ingen skove, og i almindelighed hverken bygningstømmer eller brændeved, ej hellere god tørv til brændsel. Man hjælper sig derfor i marsklandene både på skorstenene, så og i bagerovne og kakkelovne og til ølbrygning med at brænde strå eller halm af raapsat, havre og byghalm, såvel som og rør. På mange steder har man tørv, som er skåren på geest og ført herhid; men i Ejdersted brænder man det brænde, som er ført fra geest på Ejderen hertil. På øerne Sylt og Før, såvel som og på de små øer eller halliger, som høre til amtet Husum, brænder man ko- og fåremøg, som er tørret ved solen, men derudover taber deres landerier denne gødskning. Eftersom man ej i marsken finder kilder med frisk vand, undtagen i nogle gamle koge, hvori vandet er middelmådigt godt, så må indvånerne hjælpe sig med regnvand, såvel til deres mad som til ølbrygning. Dette regnvand samle de i de dertil indrettede rummelige grøfter; men øllet, som deraf brygges, fordærves om sommeren, og er skadeligt at drikke.

Agerlandets frugtbarhed i marsklandene på hvede, vinterbyg og sommerbyg, raapsat, havre, ærter og bønner, er overmåde vigtig og overflødig, at i gode år kan et korn af vinterbyg, hvede og havre give tredive fold, ja vel tresindstyve fold frugt, og af en udsået kande raapsat kan igen indhøstes 12, 16 til 24 tønder. Man avler raapsat i mængde her i marsklandene, og den sæd er meget important, når den ej ved hård frost i foråret fryser bort, eller af alt for megen regn i høstens tid fordærves.

Kvæg og kreaturer at lægge til, giver agerdyrkningen intet efter i marsklandene, men er fortræffelig, eftersom ikke alene heste, stude, køer og får på de skønne græsgange vokse meget større og blive meget federe, end på det bedste geest; men endogså alt andet, hvad som falder i marsklandene, er langt større end i geestegnene. En marskko af et god slags og middel alder giver i marsken daglig om vinteren 4 til 6 kander mælk, men om sommeren fra maj måned til St. Jakobsdag, når den går i godt græs, giver den daglig 12 til 16, ja vel også 18 til 20 kander mælk, hvoraf indbyggerne gøre smør og ost i stor mængde. Ligeledes blive mange tusinde heste og stude hvert år bragte fra geestegnene i hertugdømmet og fra Jylland herind og gjorte fede. Eftersom marskland bær godt græs, og det land, som aldrig har været pløjet, giver det bedste græs, så bruges næsten hele koge, såsom Friderikskog og nye Rutebullerkog, bestandig til græsning, og græsset slås ikke til hø. Udi marsken falder af fisk især gedder, ål, karusser og ridbauer. Bier lykkes meget godt. Søfugle findes i mængde i vandene i marsken, hvorudover indbyggerne skyde efter dem i høstens tid, og have fordel deraf. Ved denne store frugtbarhed må marsklandene, eftersom de ligge lavt og nedrig og er underkastede vandflod, med megen fare, arbejde og bekostninger, beskærme sig ved høje diger og dæmninger imod Vesterhavets bølgers store magt. Digerne i dette hertugdømme inddeles gemenlig i sø- eller havdiger og i mellemdiger. Sø- eller havdigerne, hvorhen også hører digerne ved Ejderen, tjene umiddelbar imod Vesterhavet; mellemdigerne have i fordum tid været havdiger, men findes nu længere ind i landet for værende tid.

Foruden havdigerne blive også opkastede kajdiger, nemlig når en nye sluse skal anlægges og havdiget skal gennembrydes. Marsklanderierne af Sylt, Føhr, Dagebøl og Fahretoft, og de udigede små Nordstrandske øer, så og en del af Widingherred, er de højeste af dem alle. Digerne tage deres begyndelse i den nordlige del af hertugdømmet, allerførst ved Højer, endskønt marskland forefindes én mil nordlig for Højer, fra Ballum lige til Ribe, såvel som og i et strøg endnu længere mod norden. Disse diger strækker sig fra Højer lige til Ejderen.

I de ældgamle tider, nemlig i det tolvte århundrede, havde det i denne egn beliggende Nordfrisland ikkun sommerdiger, omtrent 8 til 9 fod høje, hvilke ikkun tilbageholdte den sædvanlige flod om sommeren, men vare ikke tilstrækkelige til at beskærme imod de overmåde stærke og tilvoksende floder og oversvømmelser, som kom om vinteren med stærk vold og magt at bryde derpå, hvortil fordredes stærke vinterdiger. Men de i følgende tider forefaldne forskrækkelige vandfloder, hvorved marsklandene er oversvømmede, mange tusinde mennesker druknede, og store stykker land bortrevne af bølgernes magt, have lært dem at gøre digerne langt højere, på det at de kunde være sikre imod de høje vandfloder. De stærke stormvinde, som blæse allerførst af sydvest, og derpå pludselig ved springflod vende sig til nordvest, forårsage i marsklandene de største vandfloder. Marsklandene have såvel i de ældre som nyere tider, især år 1634, 1717, 1718 og 1720, lidt ubeskrivelig stor skade ved vandflod. Den vandflod, som indfaldt den 11. og 12. sep. år 1751, såvel som og den 7. okt. 1756, har vel ligeledes forårsaget megen skade i marsklandene, endskønt langtfra ikke så stor som forhen, eftersom vandets gennembrud i digerne, hvori den største skade bestod, blev mestendels straks sat i stand igen.

De uinddigede små øer ved den vestlige side i dette hertugdømme kaldes halliger. Vesterhavet river årlig små stykker fra de Nordstrandiske halligere, og igen sætter dem fast ved andre egne. ligeledes opkaster havet ved digerne og ved strandkanten i hertugdømmet om efterhøsten med vestlige vinde meget havgræs, som kaldes tang, hvilket er meget nyttigt til at dæmpe flyvesandet på dünerne. På Sylt blande indvånerne tang i mængde blandt møgdynget, og betjene sig deraf til at gødske deres agre med.

Efter at vi nu har betragtet marsken eller marsklandet, kommer vi til at betragte geesten eller geestlandet, hvilket består dels af gode og frugtbare egne, dels af hede og sandig, så og ringe limed jord, dels og af mor. Derved er at mærke, at mange landerier er nu bedre end forhen dyrkede, ved den år 1765 begyndte og siden fortsatte fordeling af de mange kongelige kammergodsers tilhørende hovmarker i stykker af mådelig størrelse, og deres bortsælgelse til de højstbydende, imod en årlig afgift. Ligeledes er agerdyrkningen forbedret ved koblers inddeling, fællesskabs ophævelse, overdreves og græsgangs inddeling. Desuden har kong Christian 7. til at forbedre landvæsenet oprettet år 1763 i Slesvig en slesvig-holstensk landkommission.

Den mellemste del af hertugdømmet indeholder fra sønden til norden overalt mangfoldige og store ringe egne af heder, og sandig, ja slet limed jord; men desuden mange og store heder. Disse heder give god græsning for får og ungt kvæg, især i foråret. Man sår og høster i mange hedeegne boghvede, rug og havre. Desuden har kong Frederik 5. ladet komme mange tusinde fremmede kolonister fra Tyskland, især fra den rhinske kreds, først til Jylland år 1760 og 1761, men siden til Hertugdømmet Slesvig, for at dyrke og bebo hederne, hvilket kostede højstbemeldte konge store penge, da han underholdte deres koner og børn, lod bygge huse til dem, og lod dem anvise udyrket land, foruden andre fordele; hvorudover mange kolonier blev anlagte, og mange hedeegne i dette hertugdømme, især i amtet Gottorp, er blevne dyrkede og nu beboede. Dog er en del af disse kolonister, efter at de havde længe nydt kongelig underholdning, løbne bort, så snart freden i Tyskland blev sluttet år 1763.

Den store mængde af mor er indvånerne meget nyttig; thi den giver en stor mængde tørv til brændsel, og efter nogle års forløb vokser den til igen. Den østlige side af hertugdømmet er meget bedre og fortræffelig er end den mellemste del deraf; thi Angeln, Svansen, Dänisch Wald, Als, Sundeved, Riesherred, Haderslevherred og Tustrupherred, indeholde de dejligste og behageligste egne, hvor store skove findes; de er også, tillige med de øer Femern og Årø, frugtbare på kornvare, såsom rug, sommerbyg, havre, boghvede, havegevækster, kostbare ærter, bikker, hør og hø; de have god græsning, er forsynede med mor til nødtørft, og have ej at befrygte sig for nogen betydelig skade af vandflod. Dog er dette derhos at mærke, at Østersøen hist og her, for eksempel på, Als, ved strandkanten borttager nogle små stykker land ved tidens længde. Erfarenhed lærer, at Østersøen opkaster i efterhøsten meget tang på strandkanten. På nogle steder, såsom på Årø og adskillige steder på Als, hente beboerne, som boe langt fra stranden, denne opkastede tang på vogne i mængde bort, og bruge den til at gødske agrene dermed. Desuden er og at mærke, at stormvinde af sydvest, vest og nordvest, hvilke på den ganske vestlige side i dette hertugdømme forårsage høje vande, men især og vandflod i marsklandene, gøre vandet lavt og nedrigt ved strandkanten af den østlige side af dette land. Derimod forårsage de stærke stormvinde af østen og nordøst, som ved den østlige side af hertugdømmet drive vandet på de fleste steder over strandkanten, at vandet bliver meget lavt og nedrigt på den vestlige side, især når der er ebbe.

Af det, som her er sagt om landets frugtbarhed på den vestlige og østlige side, ses tillige, at en rejsende, der passerer mestendels de ringe egne af den almindelige landevej, som løber midt igennem hertugdømmet fra sønden til norden, nemlig fra Rendsborg til Kolding, ikke kan gøre nogen slutning fra de ringe egne til det hele hertugdømme. Eftersom Hertugdømmet Slesvig, fornemmelig ved søkanten, er overmåde frugtbart; så har det også i gode åringer en tilstrækkelig forråd af rug, hvede, vinter- og sommerbyg, raapsat, ærter, vikker, bønner, havefrugter, havre, boghvede, hedekorn og hø; hør og humle vokser også i mange egne. Kvægs tillæg og ophegning er på de gode græsgange ligeså anselig og betydelig som agerdyrkningen; thi heste, øksen, køer, får og svin forefindes i stor mængde her i landet. På stutterier fejler man ikke heller i dette hertugdømme, og desuden opkøber man tillige mange fortræffelige heste, enten andetsteds i landet, eller og i Jylland; hvorudover såvel de Slesvigske som jyske heste opkøbes af de hannoverske, saksiske, brandenborgske og østrigske rotzhandlere eller hesteprangere, og føres i mængde ud til Tyskland; ja også de franske rotzhandlere komme rejsende herind, for at opkøbe heste. Ligeledes gå en mængde af øksne, fornemmelig jyske, som er fedede i marsken, årlig ud af dette hertugdømme. Agerdyrkningen bliver her forrettet alene med heste i ploven, undtagen af de før ommeldte kolonister, som bruge øksne; dog bruge ligeledes nogle indvånere på øen Sylt den måde, at pløje deres agre med heste og stude tillige. Indbyggerne på geesten skikke deres smør fra deres landerier i mængde til København, Lybæk og Hamborg; og af deres får have de såvel i marsken som på geesten mere uld, end de forbruge. De ejderstedske og tustrupper oste have den bedste smag, og frem for andre er mest berømte for deres fedmes skyld.

Landet er også af gud rigelig forsynet med tamt og vildt fjederfæ, vildt og fisk. Man finder en mængde, især i marsklandene, af urhøns, agerhøns, snepper, vildgæs og vildænder, så og vilde vand- og søfugle; hjorte, dådyr, vildsvin og harer findes også i overflødighed. Man holder ordentlig jagt efter ræve og ulve; og, alle de, som leverer ulve, døde eller levende, og ørne, falke, høge; glente, som de have skudt, få en vis fastsat belønning for hvert slags. Af fisk have indbyggerne en stor mængde laks, gedder, karper, karusser, torsk, makrel, skullere eller store flyndere, kablian, hvillinger, krebs; ligeledes skiefisk, østers, muslinger og kappeter, sild, tillige med hummere, som fanges ved Helgoland og Sylt, hvorom findes mere siden ved de steder, hvor de falde. På et vist strøg under vandet ved den vestlige side af hertugdømmet, imellem øerne og det faste land, opholde østers sig, og kaldes samme steder østersbænke; de ligge sædvanlig 2 til 4 alen, ja vel og dybere neden under vandet, når det er lavest. Grunden, hvor østersbænkene findes, er mere sandig end dyndfuld, dog så, at sand og dynd er noget beblandet tilsammen. Disse østersbænke have en ulige længde og bredde, omtrent af en fjerding eller halv fjerdingvej, og ligge dels ved de under amtet Husum henhørende øer, Nordmarsch og Südfall, dels, ved den ø Før, men de fleste ved Sylt. Man forbigår her de østersbænke, som ligge ved den vestlige side af hertugdømmet, men høre enten under Ribestift amtmandskab, eller under grevskabet Skakkenborg. Fra maj til september er det østersers legetid.

Da landet er mestendels plat og jævnt; så gives her, i ligning mod andre lande, ingen ret høje bjerge. De højeste bjerge i hertugdømmet er: Gaffobjerg i Skierrebekssogn; Langenbjerg i Lek- og Engsogne; Høkkbjerg i Loytsogn; Igebjerg ved Svenstrup; og Hygelbjerg ved Adzerballig på Als; Trummelbjerg, Noelsbjerg og Lobjerg i Hyttensogn. I hele landet finder man overalt endnu mangfoldige begravelseshøje fra de hedenske tider af.

Floderne, som gemenlig kaldes åer, er fiskerige, og har deres løb sædvanlig fra østen til vesten. Af dem alle må især mærkes Ejder eller Ejderstrømmen, som en grænseflod; den har sit udspring i Hertugdømmet Holsten ved Löhndorph i Barkausogn; derpå løber den imellem Flemhüdersø, tæt forbi den adelige gård Schinkel; siden til Rendsborg, Frederiksstad og Tønning; men løber derefter ud i Vesterhavet, og gør fra den egn af, hvor den kommer ud af Flemhüdersø, grænseskellet imellem Slesvig og Holsten. Levenså, som også kaldes Levså eller Løvså, er ligeledes en liden grænseflod imellem disse hertugdømmer; den har sit udspring nær ved den adelige gård Warleberg, og gør fra et sted, ikke langt fra dets udspring, lige til dens indløb i Kielerhavn på et strøg af fem fjerdingsvej grænseskellet imellem Slesvig og Holsten. Treen, har sit udspring en fjerdingvej østen for Oeverse af de to åers, nemlig Bondenå og Kielstå, deres forening, hvilke to åer udspringe i Nyeherred i amtet Flensborg, flyder forbi ved Oeverse, Æggebek, Treya, Hallingstedt Svavsted forbi, og går ved Frederiksstad igennem sluser ud Ejderstrømmen. Nibså eller Nipså, er en stor Åe, som udspringer af to arme, som flyde sammen omtrent to mile vestlig, for herregården Gram, går forbi staden Ribe, og siden falder ud i Vesterhavet.

Skodborgerå, har sit udspring i Ødissogn af skoven, en mil fra Koldingbro, går ved den gård Skodborg i Jylland forbi til Foldingbro, løber ud neden for den jyske kirke Vilslev, hvor den går tæt forbi ud Vesterhavet, og gør mod vesten grænseskellet imellem Slesvig og Jylland; ligesom Koldingå eller Kongenså, som kommer fra Jylland på halvanden fjerdingvej, førend den falder ud i en havfjord af det lille bælt, kaldet Koldingfjord, viser grænseskellet mod østen. Så og de fiskerige åer: Lohbeck, Widå, Grønå, Syderå, Soholmå, Arnå ved Bedstedt, Husumå, Gejlå, Heverstrømå, Leckerå, Loicherå, Sorgeå.

Dette hertugdømme fattes ikke heller fiskerige søer og damme. De største af alle søer er Wittensø i amtet Hytten, og Gotteskogssø i amtet Tønder. Her gives også andre søer af temmelig stor omkreds, nemlig: Søndersø i Nyeherred, Winderatsø sammesteds, Segårdesøte, Høsteruppersø i Lundtoftherreh, Borslottersø i amtet Tønden, Hoptrupdam i amtet Haderslev, Vankeldam sammesteds, Haderslevdam, Heilsø i Tustrupherred, Allemsdorfer eller Tinglefersø i Schlüksherrred, Arenholtersø i Arensherred, Bystensø i amtet Hytten, Hohnersø i Hohnerherred, Langsø i Struksdorsherred, Miangdam på øen Als, Sanklammerdam i Uggelherred, Schriksdam i Struksdorsherred, Tresøesø i Uggelherred.

De bedste havne er ved Flensborg, Egernførde og Sønderborg, hvor de største koffardiskibe med deres fulde ladning kan komme ind til staden og ligge tæt op til skibsbroen. Dernæst er at mærke Apenradefjord og Haderslevfjord. Ved den vestlige side er for middelmådige og små skibe adskillige gode steder eller pladser at legge an ved og losse, eftersom Ejder, Hever, det smalle dyb, Listerdyb og Riberdyb gøre indfarten eller indløbet til havnen og reden.

Man forefinder i Hertugdømmet Slesvig vel mange skove, men de er dog ikke tilstrækkelige til bygningstømmer og brændeved, som det ganske land på den øst- og vestlige side behøvede. indvånerne på geesten brænde såvel brændeved som tørv. Fra den østlige side af landet udføres meget brænde til København. Om den mangel, som indbyggerne i marsken lide, er forhen meldt.

Udi de to sogne Galmsbüll og Dagebøl, ved den vestlige side af dette hertugdømme, er saltsyderier. Saltet, som kaldes frisisk salt, bruges i denne egn til at nedsalte flæsk og kød med, ligeledes til smør og fiskevare; det giver det lüneborgske salt intet efter, hverken i finhed og farve, ej heller i skarphed.

Skibsfolkene fare ud fra første maj til Jakobsdag et stykke vej i søen med deres skuder eller små åbne fartøjer; og, når det er ebbe, grave de den klæg eller slik bort, som ligger på søbunden, og optage den derunder liggende tørv eller mor, som kaldes teerig eller kleen, hvormed de da lade deres saltskuder, og føre det hjem, brænde det til aske, og af asken ludes saltet ud; dog er dette saltsyderi ikke nu i den flor, som det forhen har været.

Det hertugdømme Slesvig bebos nu af nedersachsere, danske eller jyder, og friser, hvortil kommer endnu hollændere i Frederiksstad, og brabandere på Nordstrand; hvorudover her tales forskellige sprog. Det frisiske sprog, som har forskellige dialekter eller mundarter, stemmer i mange ord overens med nogle dialekter i det tyske sprog. Det frisiske sprog er nær beslægtet med det engelske. Man taler frisisk i en part af hertugdømmets vestlige del: og det i amtet Husum; det landskab Bredsted, (undtagen i det sogn Biøl, hvor man taler et plat dansk sprog); i Bøking- og Viddingherreder; på nogle steder i Karherred; på øerne Helgoland, Før og Sylt; på Amrom og på de under amtmanden til Husum stående Nordstrandiske øer; men gudstjenesten holdes i det højtyske sprog. Derimod i den sydlige del af hertugdømmet tales plattysk eller nedersachsist, og prædikes højtyske: og det i de stæder Slesvig, Egernførde, Husum, Frederiksstad, såvel som også i hele Ejdersted; i det landskab Stapelholm; i de herreder af amtet Gottorp, som ligge sønden for Slien; i amtet Husum; i Svansen; i Dänisch Wald;; og på Femern. Men i de øvrige stæder tales dels begge sprog, plattysk og dansk, dels, såsom i staden Ærøskøbing, blot dansk; men overalt i hele fyrstendømmet betjene de fornemme sig af det højtyske sprog. I amtet Gottorp, så vidt det ligger nordlig for Slien, og i amtet Flensborg, tale bønderne gemenlig dansk, endskønt gudstjenesten forrettes altid alene i det højtyske sprog. I amtet Tønder, undtagen i de før ommeldte frisiske egne og stæder, og i landet Sundeved, forrettes gudstjenesten mestendels i dansk sprog; og bruges dette sprog i de amter Apenrade, Løgumkloster, Haderslev, Sønderborg, Nordborg og Gravensten, såvel som også i det Augustenborgiske distrikt på Als, og i staden Ærøskøbing på Ærø, følgelig i den nordlige del af hertugdømmet, såvel i tale som i gudstjenestens holdelse. Både i Flensborg og i alle nordlig liggende stæder er altid bestikket en dansk præst, som for de mange danskes skyld som her findes, især af tjenestefolk, må holde i det mindste hver søndag en dansk prædiken. Det samme sprog, som bruges i prædiken, bruges også i skolerne, følgelig er på landet danske skoler på de blot danske steder; men i de store skoler i stæderne bruges det højtyske sprog. Alle rettergangssager afhandles for underretter og de højeste landsretter i hertugdømmet på tysk, og dommene fældes og udstædes i samme sprog. Alle love og forordninger gives, i tysk sprog. Men i rettergange i amtet Haderslev bliver gemenlig recesseret dansk; hvorudover sådanne recesser og domme må oversættes på. tysk, når de ved apellation komme til den gottorpske oberret.

Hertugdømmet Slesvig er temmelig folkerigt, og man beregner alle indvånernes antal her at være to gange hundrede og syv og halvfjerdsindstyve tusinde mennesker. Indvånerne og undersåtterne er: prælat og provst ved det adelige St. Johannis frøkenkloster i Slesvig, adelsfolk, overamtsbetjente, råd, lærde, underamtsbetjente, borgere, land- og husfolk og bønder, uberegnet krigsstanden. Allerede før den oldenborgske stammes regering havde landet adskillige privilegier. I Hertugdømmet Slesvig har siden hertug Ulriks, biskop til Slesvig, hans død år 1624, ingen biskop været, men for nærværende tid ikkun en prælat, nemlig provsten ved det adelige frøkenkloster, St. Johannis, til Slesvig.

De besynderlige privilegier, som tilhøre ridderskabet eller adelen af indenlandsk herkomst i Slesvig og Holsten, såvel som og de adelsfolk, som ved en ordentlig optagelse have erlanget de indfødtes rettigheder og friheder, ere enten personlige, eller adelige godsers privilegier, eller blandede privilegier. Til de personlige rettigheder og privilegier må man henregne de fire adelige frøkenklostre i begge hertugdømmerne, nemlig til Slesvig, Itzehoe, Preetz og Uetersen, at de have frihed at oprette testamente og andre anordninger om deres sidste vilje, uden kongelig konfirmation derpå; at de kan lade sig vie i huset, uden kongelig dispensation. Til de adelige godsers rettigheder og privilegier henhøre, at de må af enhver frie og ubehindret købes og sælges; at deres ejere, i henseende til det, som de indføre af korn og bygningsmaterialer til deres godsers fornødenhed, og af vin, øl og andre vare til deres egen husholdning og fornødenhed, så og af korn, kvæg, heste og vare, som på deres egne godser er avlet, tillagt og ophejet, og gjort, er ganske frie for al told og licent ved udførsel. Til de blandede rettigheder og privilegier kan man regne, frihed for at bruge stemplet papir. Adelen i Slesvig og Holsten har sin egen landsyndikus og sit arkiv i Kiel.

Til Hertugdømmet Slesvig hører ikkun ét lengrevskab, Reventlau kaldet, beliggende i Sundeved, og kaldtes i gamle dage det gods Sandberg, og hørte til amtet Sønderborg. Det fik af kong Christian 5. år 1673 de fleste adelige, men år 1681 og 1683 de privilegier, som andre danske grevskaber nyde. Ellers finder man i dette hertugdømme et eneste adeligt lengods, Gerebye kaldet, som af landsherren ved forefalden forandring skal tages til len. Derimod i Hertugdømmet Holsten findes et temmeligt antal adelige lengodser.

Stæderne udgjorde i fordum tid en landstand, og mødte på de slesvig-holstenske landdage. Stæderne i hertugdømmerne Slesvig og Holsten havde den tid deres egen rangorden, og blev opråbte i følgende orden:

• Slesvig, Flensborg, Kiel, Rendsborg, Itzehoe, Oldesloe, Haderslev, Tønder, Krempe, Wilster, Egernførde, Burg, Segeberg, Heiligenhaven, Apenrade, Neustadt, Oldenborg og Lückenburg.

Nu holdes ingen landdage mere. Enhver stad i hertugdømmet lader ved en konges dødelige afgang sine privilegier konfirmere af den nye konge.

Man må ikke konfundere husfolk og bønder i dette hertugdømme med hinanden, og fra dem adskille de kongelige, fyrstelige eller adelige godsers pagtere. Husfolk (hausleute) boe i marsklandene og på Femern, have adskillige friheder og fortrin forud for bønder, og deres gårde og landerier tilhøre dem med fuldkommen ejendomsret. Bønderne (die bauren) er af adskillige slags og bor alle på geesten. Blandt dem er allerførst at mærke bonden (die bonden), som besidde, deres bøndergodser og gårde med fuld ejendomsret; derpå følger fæstebønder (festeleute) eller lansker, som fæste eller må tage til len deres godser, enten af kongen eller hertugen til Glücksborg og Augustenborg, eller greven af Reventlau, eller andre besiddere af adelige godser, og have den nyttelige ejendom (dommium utile) deraf. Disse bonders og lanskers landerier kaldes i adskillige egne boler, huser eller også staven, og deres besiddere kaldes bolsfolk, husener og stavener. Nogle bonder og lansker have hele, andre halve, og andre derimod kun en fjerde eller sjette huser, ja ofte mindre. Efter bonder og lansker mærke man blant bønderne käthner, som have en kathe, eller et hus med en kålhave, hvortil ofte kan være lidet land eller en koppel til græsning; disse svare en vis afgift eller og arbejde at forrette. Derpå følger inderster, som bo til leje hos andre bønder. Indvånerne i amterne og landskaberne er overalt frit folk for deres personer. På mange adelige godser findes vårdnede, hvilke høre til godset tillige med deres landerier, og ikke uden frihedsbrev må rejse bort fra godset. Disse bestå af bolsfolk eller husener käthner og inderster. På nogle adelige godser er altså bolsfolk og käthner og lanster, som er frie folk for deres personer og familie, men på andre er de vårdnede; derimod på de adelige godser, undtagen, på Langenvorwerk, Rönhos, Maybullgård, Rirkenitzgård og Gammelgård på Als, som i fordum tid har hørt til amtet Sønderborg, findes ingen Bonder.

I de ældgamle tider vare indbyggerne i Hertugdømmet Slesvig, ligesom overalt i Danmark, hedninger, hvilke tilbad adskillige guder og holdte deres afgudstjeneste på åben mark, på høje og i lunde, men siden bygte gudshuse, fornemmelig på de steder, hvor deres altre og lunde stod. Da den i Jylland regerende konge Harald blev hårdt truet af den jyske konge Godfrieds sønner, som tillige regerede i Danmark, at de ville jage ham ud af riget, så tog han sin tilflugt til den romerske kejser Ludvig den Fromme, vendte sig til den kristelige; romersk-katolske religion, lod sig tillige med sin gemalinde og mange danske døbe år 825 eller 826 efter Kristi fødsel på den ø, Ingelheim ved Mainz i Albanskirke, og blev af to romersk-katolske munke, nemlig Anschar, som siden blev hamborgsk ærkebiskop, og Gaudbert, ledsaged tilbage til Danmark; hvilke stiftede kristelige menigheder på adskillige steder, især til Haddebye eller Slesvig, hvor den allerførste kirke her til lands blev bygget omtrent år 827. Men disse nye omvendte danske blev i følgende tid hårdeligen forfulgte af kong Gorm den Grumme; men siden under kong Harald Blåtand tog den kristelige religion til. Derpå blev efter den romerske paves, Agapets 2., hans foranstaltning tre biskopper indviede af den hamborgiske og bremske ærkebiskop Adeldag, hvilke vare: Hered til at være første biskop til Haddebye eller Slesvig: Lifdag, til biskop over Riberstift, og Rimbrand, til biskop over Århusstift; men alle tre bispedømmer blev af førbemeldte pave år 952 henlagte under det hamborgiske og bremiske Ærkebispedom. Efter den store forfølgelse under kong Svend Tiugeskæg blev den kristelige religion i Danmark den herskende. I kong Knud den Store hans regeringstid blev mange afgudshuse i dette land forandrede til kristne kirker og tillige mange nye kirker opbyggede af dufstene, som blev hidbragte fra England for en ringe pris; ligeledes blev mange andre kirker opbyggede af træ, og munkenes tal i de opbyggede klostre indførte.

Udi året 1104 blev biskop Adzer i Lund i Skåne gjort af pave Paskal 2. til ærkebiskop, og hans bispedømme i Lund gjort til et ærkebispedømme, og syv danske bispedømmer, hvoriblandt bispedømmet Slesvig blev indberegnet, lagt under samme ærkebispedømme, hvilke alle forhen havde stået under ærkebiskoppen af Bremen. Ved begyndelsen af det tolvte århundrede blev de friser ved den vestlige side af dette land omvendte til den kristelige tro, og blev den første kristne kirke bygget af træ år 1103 i Tatting til Ejdersted; siden blev flere kirker sammesteds opbyggede blandt dem. Men især lod kong Valdemar 1. den Store i hans langvarige regeringstid, fra år 1157 til 1182, overalt i hele Danmark, og altså også i dette land, dels nye opbygge utallige mange kirker af hugne gråstene og af brændte stene, dels forandrede trækirkerne til stenkirker. Og efter den tid lige til Reformationstiden blev bestandig flere kirker opbyggede.

Munkenes og klostrenes antal forøgedes meget stærkt i det tolvte og trettende århundrede; især opkom i det trettende århundrede de tvende talrige munkeordener, nemlig de Minoriter eller Franciskaner, hvilke man her til lands plejede gemenlig at kalde Gråbrødre, og de Dominikaner, som også kaldtes de Sortebrødre. Franciskus af Assisio fra Italien stiftede år 1209 Franciskanerordenen, og Dominikus, en spanier, stiftede år 1216 Dominikanerordenen, som også kaldtes prædikerordenen. Minoriterne byggede i Sønderjylland år 1232 deres første kloster til Flensborg, dernæst år 1238 et kloster til Tønder, og år 1240 et Kloster til Slesvig. Derimod opførte Dominikanerne år 1235 et meget anseligt kloster til Slesvig. Foruden disse slags munke vare her allerede længe forhen de Cistercienser, som også kaldtes Bernhardiner, så og de augustner, her i landet. De Cistercienser havde et kloster til Løgumkloster og Rubekloster, på hvilket sidste sted den stad Glücksborg nu er bygt; men de augustner havde et kloster til Slesvig. Flere munkeklostres opbyggelse vedvarede i dette land i de følgende tider, sålænge indtil pavedømmet tog en ende ved Reformationen. Den katolske slesvigske biskops slot var Grossgottorf, beliggende omtrent en halv mil norden for Slesvig, ikke langt fra det nu værende værtshus Ruhenkrog; men samme slot blev år 1161 indtaget, ødelagt og sløjfet. Siden blev et biskoppeligt sæde opbygt næmere ved Slesvig vesten for Kleingottorf, hvilket ved adeligt godses ombytning eller omtuskning år 1268 ophørte. Fra den tid af er det rimeligt, at de slesvigske biskopper have resideret til Svavsted.

Udi november år 1222 blev i Slesvig af alle danske biskopper og deres prælater, under præsidio af kardinal og pavelig gesandt Gregorius de Crefcentia, holdet et kirkemøde, hvori præsternes førhen forbudne ægtestand på nye blev gentaget og anbefalet. år 1352 da Niklas 3. var biskop i Slesvig, lod det slesvigske domkapitel forfærdige en fortegnelse på alle dets tilhørende kirker, landsbyer, godser og indkomster. Den allersidste romersk-katolske biskop til Slesvig var Gottsthalk von Ahlefeldt, som havde været provst ved det slesvigske domkapitel. Thi da doktor Morten Luther til Wittenberg begyndte at føre for lyset den rene evangeliske lærdom, fandt samme stor indgang i Hertugdømmet Slesvig, og blev i staden Husum år 1522 ved Hermann Toft og Diderik Becker eller Pistorius allerførst bekendtgjort, og kraftig befordret af kongen i Danmark Frederik 1., og hans søn, hertug og siden konge, Christian 3. Hvorpå ordentlige præster blev år 1526 og 152? beskikkede, såvel i Flensborg, Husum og Slesvig, som også i de øvrige stæder i hertugdømmet, hvilket var allerede år 1525 sket i Haderslev; munkeklostrene og deres godser blev anvendte, dels til fattiges underholdning, dels til andet brug. Den romersk-katolske eller papistiske religion blev overalt afskaffet i hele landet, og i dens sted blev den evangeliske gudstjeneste indført. ligeledes afskaffede kong Christian 3. år 1536 og 1537 den papistiske religion overalt i Danmark og Norge, og indførte den evangeliske lærdom. År 1542 den 9. marts blev den nye kirkeordning for hertugdømmerne Slesvig og Holsten, med landstændernes tilladelse, gjort af kong Christian 3. bekendt i det nedersachsiske sprog. Fra den tid af er den kristelige evangeliske lærdom bleven den herskende i dette hertugdømme. Til den første evangeliske biskop over Slesvig blev, efter et af kong Christian 3. med domkapitelet til Slesvig sluttet forlig, indsat doktor Tidemann von Hussen.

Efter ham fulgte hertug Frederik 2., som var kong Frederik 1.’s yngste prins, og blev af sin hr. broder, kong Christian 3., år 1549 forlenet med bispedømmet Slesvig, og blev biskop til Slesvig og Hildesheim. Efter ham blev af domkapitelet til Slesvig udvalgt til biskop hertug Adolph til Gottorp, og blev i denne kvalitet bekræftet af sin broder kong Frederik 2. i Danmark; men han, holdt ikke sin udstedte skriftlige kapitulation, lod tre af de ældste domherrer fængsle, tilintetgjorde sin kapitulation, og tvang domkapitelet til, at det måtte billige hans begæring i alle og enhver ting. Men efter hans død år 1586 indtog kong Frederik 2. bispedømmet Slesvig, til domkapitelets fornøjelse, gjorde det igen delagtigt i sine forhen værende rettigheder, beskikkede, endskønt med det hertuglige gottorpske huses modsigelse, en amtmand til Svavsted, og lod bispedømmets fogderier og godser forvalte; hvilket også skete efter hans død af kong Christian 4.. Men år 1602 blev hertug Ulrik, den anden prins af kong Frederik 2., antagen til biskop til Slesvig, og døde år 1624, som biskop til Slesvig og Schwerin. Denne var den sidste af alle slesvigske biskopper.

Derpå indtog kong Christian 4. og besad det under navn af amtet Svavsted. år 1659 aftrådte kong Frederik 3. dette amt til hertug Friderik 3. til Gottorp og hans mandlige arvinger. år 1702 adskilte den fyrstelige gottorpske formynderskabs regering dette amt, og forenede de fogderier, som lå adspredte i hertugdømmet, med andre fyrstelige amter, indtil det ganske amt siden år 1713 med den øvrige gottorpske andel af hertugdømmet faldt til kong Frederik 4..

Efter Reformationen forblev domkapitelet til Slesvig i sit væsen og forfatning. Ved den slesvig-holstenske kirkeordning år 1542 blev det fastsat, at herefter skulde ikke mere end to prælater og seks domherrer være i domkapitelet til Slesvig. Kong Frederik 3. gav domkapitelet år 1653 den 18. april visse statutter; men ved et forlig, dateret København den 12. maj år 1658, aftrådte kongen til før ommeldte hertug Friderik 3. og hans mandlige arvinger domkapitelets fire præbender, tillige med domkirken, domstolen og domkirkens distrikt. År 1661 blev domkapitelets godser, som bestod af 8 prælaturer og kanonikater eller præbender, delt i to dele. Den ene del tilfaldt ved lod kongen, men den anden del tilfaldt den da regierende gottorpske hertug Christian Albrecht; domkirkens godser blev også efter en fortegnelse ham indrømmede.

Overopsynet over kirker, skoler, som præster og andre betjentere i Hertugdømmet Slesvig havde fra Reformationstiden af indtil år 1636, var ikke indrettet på en lige fastsat og bestandig fod, så vidt det havde hørt under den forhen værende katolske biskops til Slesvig hans kirkedistrikt. Men år 1636 forordnede kong Christian 4., konge til Danmark og Norge, og Friderik 3., hertug til Slesvig-Holsten-Gottorp, som regerende landsherre, hver i sin andel af hertugdømmerne en general-superintendent. Endskønt tvende gange siden blev beskikket én kongelig general-superintendent i Hertugdømmet Slesvig, og en i Hertugdømmet Holsten: så blev dog begge amters opsyn siden igen forenet i én person; og denne indretning vedvarede indtil år 1713.

Da kong Frederik 4., efter at det gottorpske hus havde frivillig indrømmet den fæstning Tønning for den svenske armé, tog i besiddelse den gottorpske andel af hertugdømmerne Slesvig og Holsten: så overdrog kongen til sin da værende general-superintendent, dr. Theodor Daffov, ved et til ham ergangen reskript af 13. maj år 1713, overopsyn i de gejstlige sogne over kirker, skoler, præster og gejstlige betjente i den gottorpske andel i Hertugdømmet Slesvig. Siden den tid har den kongelige general-superintendent til Rendsborg haft under sin ene overopsyn i kirkesager, såvel de forhen værende alene kongelige, som også de fordum værende gottorpske, ligeledes de fælles værende adelige, følgelig alle kirker, skoler, præster og andre kirke og skolebetjente i Hertugdømmet Slesvig, hvilke i fordum tid have hørt under den katolske biskops til Slesvig hans kirkedistrikt, undtagen alene de Glücksborgiske.

De kirker og skoler, tillige med deres præster og andre gejstlige betjente i Hertugdømmet Slesvig, som allerede før Reformationen fra ældgammel tid af have hørt under biskoppen af Ribe og biskoppen af Odense i Fyn, er også efter Reformationen forblevne i kirkesager under samme tvende biskoppers overopsyn, og herredsprovsternes besynderlige opsyn. De kirker og skoler, tillige med deres betjente, som findes i de hertugelige glücksborgske arvelande, stå ikke under den kongelige general-superintendents overopsyn men de have, siden dette land blev tildelt hertug Johan den yngre, ikkun havt deres egen kirkeprovst over sig. Kongen af Danmark, som landsherre, beskikker før ommeldte general-superintendent, der tillige er kirkeprovst i Hertugdømmet Slesvig over kirkerne, skolerne og deres lærere udi amterne Gottorp, Hytten og domkapitelet, i landskabet Stapelholm, og de amter Husum og Svavsted; såvel som i Hertugdømmet Holsten over kirker, skoler og deres lærere i amtet Rendsborg. Siden år 1693 skal general-superintendenten bo i Nyestad i Rendsborg, i den til ham opbyggede residens general-superintendenten har sin instruktion, hvorefter ham påligger blandt andet at besøge alle kirker i stæderne og på landet hvert tredje år: at prøve lærernes og menighedens tilstand, levned og vandel: at undersøge kirkernes, skolernes og menighedernes omstændigheder og mangler, og derom at indsende sin beretning umiddelbar til kongen: at eksaminere og ordinere de nye beskikkede præster, m.m. Hans indkomster bestå i en årlig gehalt eller gage, såvel som og i de gebyrer eller penge, som gives ham af hver kirke for generalkirkevisitationen; for kandidaternes tentering, førend de få tilladelse at prædike; for de nye præsters eksaminering og ordination; og for præsternes introduktion i de adelige kirker. Ved visitationen nyder han frie befordring og beværtning. Desuden har han som kirkeprovst i sine provstir for hver kirkes besynderlige visitation, for, præsternes introduktion, og i nogle andre tilfælde de sædvanlige gebyrer og indkomster.

Under general-superintendenten stå syv kirkeprovster i Hertugdømmet Slesvig, nemlig til Flensborg, Tønder, Apenrade, Haderslev, Sønderborg, Nordborg og i Ejdersted, såvel som og en kirkeinspektør til Husum. Provsterne i de seks førstbenævnte stæder besøge årlig (dog ikke i stæderne, men kun i amterne og landskaberne) de under dem stående kirker: ligesom og inspektor til Husum anstiller hvert år den sædvanlige visitats i stadskirken, ved hvilken han står selv som sognepræst; men hans opsyn strækker sig ikke videre, end til staden alene. Disse syv provster beskikkes umiddelbar af kongen; men provsten i Ejdersted udvælges af alle præsterne i dette landskab, som udgør et ministerium; han forretter årlig kirkernes visitats vekselvis i den østlige og vestlige del af landskabet og i de stæder Tønning og Garding.

Til kirkeprovster i Tønder, Apenrade, Haderslev, Sønder- og Nordborg, såvel som og til kirkeinspektør i Husum, beskikkes altid sognepræsten ved kirken i enhver stad; og kongen kalder i de fem første stæder hver gang en nye provst og sognepræst, så og i Husum en kirkeinspektør og sognepræst, når disse embeder er ledige. I staden Flensborg er tre sognekirker, og provstembedet er ikke bundet til én kirke.

I ethvert kongelig t amt og i ethvert landskab, undtagen alene Ejdersted, er amtmanden og provsten kirke-visitatorer, som næsten på alle steder, hvor menigheden har præstevalget, fremstille tre kandidater efter indhentet kongelig approbation på valg, og indsætte den nye præst. Udi landskabet Ejdersted er overstaller, staller og provsten kirke-visitatorer. Udi adskillige amter blive præsterne umiddelbar af kongen kaldte, uden menighedens valg; derimod i andre amter, så og i landskaberne, blive ved stemmernes pluralitet valgt én af tre kandidater, som stilles på valg, enten af kirke-visitatoren, eller af kirkeforstanderne. Udi nogle stæder har magistraten patronatrettighed; derimod i andre har dels kongen, dels magistraten, og i nogle sogne har statholderen den.

Udi civil- og kriminalsager hører virkelig til hertugdømmet 278 evangelisk-lutherske sognekirker og sogne, undtagen nogle undersåtter i den nordligste del af hertugdømmet hist og her, som fra alders tid henregnes til Jylland. Dog regnes ikke under dette antal kapellerne i slottene, klostrene og hospitalerne, ligeledes på nogle adelige gårde, såvel som og den danske kirke i Flensborg; men kapellet på slottet Glücksborg er dog indberegnet under før ommeldte kirkers tal.

Af disse 278 kirker er i kirkesager fra ældgamle katolske tider af 2 kirker i Gramherred, 4 i Frøsherred, 5 i Kalslundherred, 11 i Hviddingherred, og 5 i Norderrangstrupherred, tillige med 27 i amtet Haderslev, såvel som og Emmelevkirke i amtet Tønder i Højerherred, ligeledes de 2 adelige kirker, Gram og Fole, beliggende i Haderslevamts distrikt, altså tilsammen 30 kirker, under biskoppens af Ribe hans overopsyn; derimod stå 10 kirker i de amter Nordborg og Gravensten, 7 i det augustenborgske distrikt på Als, og sognekirken i staden Ærøskøbing, følgelig 18 kirker på øerne Als og Ærø, under biskoppens af Fyn hans overopsyn. Herredsprovsterne og præsterne i disse kirker stå i de rettergangssager, som angå deres embede, lærdom, levned og vandel, under provsteretten i ethvert provsti, og under landemodet, som holdes to gange hvert år. Provsten i hvert herred, tillige med to tiltagne præster, udgøre en provsteret; han forretter også med dem, efter den danske lovs forskrift, skifte og deling efter afdøde præster og kirkebetjenter i hans herred. Derimod består lande- eller provstemode af stifamtmanden, biskoppen og alle provsterne i ethvert stift.

Der hører en adelig kirke, nemlig Dybbøl, til grevskabet Reventlau; men desuden er med Kahlbyekirke, som i henseende til patronatret hører til det adelige frøkenkloster i Slesvig, 14 adelige sognekirker, under hvilket tal dog ej er beregnet Atzbüllkirke, henhørende til hertugen af Augustenborg. Desuden er endnu 7 augustenborgske adelige kirker, liggende på den ø Als, men er allerede forhen indberegnede under det tal af de 18 kirker, som stå under biskoppen af Fyn. Udi de glücksborgske arvelande befindes 7 kirkesogne blot under den der værende provstes opsyn; og præsterne ved disse kirker kaldes umiddelbar af hertugen til Glücksborg.

Af ovenmeldte 278 sognekirker og sogne stå 222 virkelig under general-superintendentens overopsyn.

Foruden 23 præster i amtet Haderslev, og 2 til Emmerlev i amtet Tønder, såvel som og 2 ved de adelige kirker Gram og Fole, som stå under biskoppen i Ribe, og 20 til de kirker på øerne Als og Ærø, som stå under biskoppen af Fyn, såvel som også 27 præster ved de fyrstelige og adelige kirker: er endnu 241 ordentlige; tilsammen i hele Hertugdømmet Slesvig 315 evangelisk-lutherske præster, som findes i landet. Derunder må man regne kirkeprovsterne og kirkeinspektør til Husum, eftersom de alle er tillige præster.

Ved 14 adelige kirker (hvorunder regnes Dybbølkirke tillige med, derimod regnes ikke Kahlbyekirke med, fordi den er en filial eller et anneks til Moldenitkirke i amtet Gottorp) er 16 præster, og høre tillige med ovenmeldte 241 under den kongelige general-superintendentes overopsyn; følgelig stå under ham i Hertugdømmet Slesvig 257 ordentlige præster. Under dette tal er de før ommeldte 7 kirkeprovster og kirkeinspektør tillige indbefattet. Udi de hertugelige glücksborgske arvelande er 10 præster, hvorunder den der værende hofprædikant og provst er indberegnet.

Foruden de evangelisk-lutherske findes i dette hertugdømme nogle af andre religioner; men deres antal er kun meget lidet, imod de lutherske at regne. De reformerte fik privilegium år 1734 at sætte sig ned, og at bygge kirker og skoler i dette hertugdømme; men hidtildags have de ej endnu bygget nogen kirke.

Udi Frederiksstad have de arminianer en kirke, hvortil de reformerte opholde sig. Sammesteds have de romersk-katolske, memnoniter og jøder deres frie religionsøvelse i private huse; dog bo nu ingen kvækere i samme stad.

Hernhuttere eller de mähriske brødre have deres koloni i amtet Haderslev i Tystrupsogn, oprettet år 1771. På den ø Nordstrand, som blev inddiget år 1654 og i de følgende år, holde de romersk-katolske deres gudstjeneste i en sognekirke og et kapel, i kraft af den dem år 1652 tilståede hertugelige oktroj. Den Bottsloterkog har også efter sin oktroj frihed til at modtage alle slags religionsforvandtere, på samme måde som Frederiksstad.

Til den studerende ungdoms undervisning tjene de offentlige latinske skoler, som findes i ti stæder i dette land, nemlig i Slesvig, Flensborg, Husum, Haderslev, Tønder, Sønderborg, Egernførde, Frederiksstad, Tønning og Garding, såvel som og til Bredsted.

De fornemste manufakturer og fabriker i hertugdømmet er: I Egernførde, fabrikeres uldenvare; i Frederiksstad ulden- og silketøj; så og i Husum uldenstof og strømper. I Slesvig er en tråd- og linnedfabrik; i Husum en glandskattun- og lybsklinnedappretør. De tønderske kniplinger er berømte, og sælges i stor mængde udenlands; man forfærdiger også: der fine handsker, som ligne de randerske. Ved Flensborg og Afkessel, ikke langt fra Hytten, er papirmøller; i Frederiksstad og ved Garding er oliemøller; og ikke langt fra Flensborg, nær ved Flensborgerhavfjord, er en kobbermølle. I samme stad er to sukkerraffinaderier. I Slesvig, Egernførde og Rendsborg er gode fajancefabrikker. Ved den østlige side og midt i landet er teglbrænderier, hvor mur- og tagstene brændes, hvoraf mange skibsladninger årlig udføres. På den vestlige side af hertugdømmet samler man hele skibsladninger af østers- og muskelskaller, og brænder til kalk; hvilken ligesom den frislandiske kalk, der ligeledes brændes af muskler, agtes for stærk kalk.

Dette hertugdømme har af naturen en skøn beliggenhed til skibsfart og handling, da det ligger både til Øster- og Vestersøen; hvorudover købmændene i handelsstæderne have stærk handling og sejlads. De udskibe landets produkter i største overflødighed, og med deres egne skibe hjembringe de udenrigske varer, som de igen behøve. På hvalfiske- og sælhundefangst udsendes hvert år skibe. Indvånerne i de stæder Flensborg, Apenrade, Egernførde og Sønderborg, have de fleste og største skibe, hvilke fare dels for deres egen regning, dels fragtes bort af dem på lange rejser, såsom til Portugal, den midlandske Søe, Island, Finmarken, Grønland.

Møntret har kongen alene i hertugdømmet; dog møntes her i landet ingen penge, men de danske og norske pengesorter er gangbare og gælde her. Den meste danske guldmønt i Hertugdømmet Slesvig hidhører fra kong Frederik 5., som i de år 1757 til 1763 lod mønte en stor mængde nye danske kourantdukater til tolv mark danske, eller to rigsdaler; de danske speciesdukater er af samme værdi som fremmede.

Mål på kornvare, vin, brændevin, øl, alenkram, så og vægten, er ved en kongelig forordning af 2. maj 1763, som trådde til sin fulde kraft fra 1. maj 1769, nu sat i Hertugdømmet Slesvig på en lige fod overalt, og alle andre forhen brugte sædvanlige mål og vægt for fremtiden afskaffede. Efter denne anordnings forskrift skal kornvare måles. efter Sjællands strøgen mål, og en tønde holde 4½ rhin- eller sjællandske kubikfod i størrelse; så at en tønde holder 8 skæpper, en skæppe 4 fjerdingkar.

Landerierne i marsken beregnes efter demater, ligesom derimod på geesten på nogle steder efter heitscheffeln, ja vel også efter mark guld og sølv. En demat indeholder i de landskaber Ejdersted og Nordstrand 216 ruther i længden, og 1 ruthe i bredden; en ruthe er 8 gamle frisiske alen eller 16 fod. I amtet Tønder er en demat 180 ruther lang og 1 ruthe bred; en ruthe er 9 alen eller 18 fod. Eftersom en ruthe i Ejdersted og Nordstrand er kun 8 alen, og i amtet Tønder 9 alen: så er en tøndersk demat efter sit ganske indhold i længden og bredden 11 ^?3/₁₆ kvadrat ruther større, efter gammelt frisisk eller nordstrandsk mål, end en ejderstedisk eller nordstrandsk demat.

En demat udgør omtrent så meget, som en mand kan med en stor segl afmeje på én dag. Dematernes antal på en ploug land er meget forskellig efter jordens godhed. I nogle egne beregnes 60 demater, men i andre dels 40, dels 70, 80 til 100 demater på en så kaldet ploug. Derimod inddeles en heitscheffel i 6 schip, en tønde i 8 schip, en schip i 24, men på nogle steder i 40 kvadratruther, og en ruthe i 16 fod. Alle skatter og pålæg lignes og betales efter plouge; men de oktrojerede koge indrette deres skatter og pålæg efter landets demater.

Postvæsenet med ridende og agende poster har kong Christian 5., såvel i Danmark og Norge, som og i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, allerførst indrettet på en god fod, og hans postanordning er udgivet den 25. december år 1694. Kong Frederik 5. har for de ordentlige agende posters og ekstraposters befordrings skyld gjort en nye indretning udi postvæsenet, ved en forordning af 28. maj 1752, og bestemt et steds beliggenhed fra det andet ved postmile, som er fuldkomne lige de danske mile. De ridende poster, som er bestemte til brevenes befordring, ankomme på deres hovedrejse igennem hertugdømmet i stæderne ugentlig to gange, og afgå igen. Fra Hamborg afgår den ridende post til København hver tirsdag- og fredag-aften klokken 10, og fra København til Hamborg tirsdag- og løverdagaften. De ordentlige agende poster igennem hertugdømmerne Slesvig og Holsten, grevskabet Ranzau og herskabet Pinneberg, er den slesvig-holstenske, og den fra København til Hamborg og igen tilbage agende post. Den slesvig-holstenske agende post afgår om onsdage og løverdageftermiddag fra Hamborg igennem Altona, Pinneberg, Elmshorn, Itzehoe, Remmels, Rendsborg, Slesvig, Flensborg, Apenrade til Haderslev, og afgår igen tilbage fra Haderslev torsdag- og søndagmorgen. Igennem disse hertugdømmer gå også ugentlig to agende poster imellem København og Hamborg; den ene afgår fra København og den anden fra Hamborg hver løverdagaften, og ankommer onsdag eller torsdag i Hamborg og København.

Foruden disse ordentlige agende poster kan man også betjene sig af ekstraposter, en ekstra postvogn er forspændt med to heste. Imellem Haderslev og Ålborg er år 1753 anlagt en jysk agende post.

De gamle indvånere i dette land var cimbrer, angler, sakser, jyder og friser. De cimbrer er i det tolvte århundrede blevne berømte af deres tapperhed i deres krige med de romere, efter at de, for at søge nye bopæl, vandrede ud i hobetal af deres fædreneland. De angler, sakser, jyder og friser droge over til Britannien, og gjorde sig mestre deraf. Endnu den dag i dag er, har det strøg land og frugtbare egn, beliggende imellem staden Flensborg, Flensborgerhavfjord, Østersøen, Slien og staden Slesvig, det navn Angeln af sine gamle beboere.

Ved den vestlige side af Hertugdømmet Slesvig lå fordum et anseligt strøg land, som kaldtes Lillefrisland, og af de nyere skribenter med bedre føje Nordfrisland. Dette gamle Nordfrisland skal år 1240 have bestået af tre landskaber, nemlig:

1. Helgoland, såvel som og Ejdersted, Æverschop og Urholm.
2. Lundbüll- eller Lundbullingherred, Ædomsherred, Pilworner- eller Pellwormerherred, Altringherred og Wiedrichsherred, hvilke fem herreder er indbefattede under det navn Nordstrand; fremdeles Østerherred, Nordvestherred, Böckingherred og Horsbüllherred.
3. Søndergoeszherred, Nordgoeszherred, og en del af Rarherred, af hvilke tre sidste geestlandet er blevet kaldet der frisiske vorgeest.

Efter det Meyerske landkort har her år 1300 været 162 kirker, i dets sted man nu omstunder i alle disse egne ikke finder mere end 67 evangeliske kirker og sogne, og en romersk-katolsk kirke; thi de forskrækkelige vandfloder, som tid efter tid have oversvømmet dette land og egn, især i de år 1300, 1354, 1362, 1421, 1436, 1483, 1532, 1533, 1570, 1573, 1615 og 1634 have igennem brudt digerne, oversvømmet landet, og bortrevet store og anselige stykker af disse så lavt og nedrig liggende landerier, så at mangfoldige hele sogne med deres kirker er bortskyllede af vandets oversvømmelse, og, uagtet de mange gjorte bekostninger med inddigning, er dog få blevne tilovers. I dette attende århundrede have de store vandfloder år 1717, 1718, 1720 og 1756 ligeledes forårsaget megen stor skade i marsklandene; dog er ingen kirke ved de vandfloder undergået, men meget mere desuagtet nogle nye koge blevne inddigede. De nuværende kirkesogne bebos mestendels endnu af friser; men Nordstrand bebos af nederlændere.

Hertugdømmet Slesvig har fra ældgamle tider været indlemmet kronen og Kongeriget Danmark, og som et stykke eller provins af samme rige altid haft samme regering og beskaffenhed med riget selv indtil år 1085, da kong Knud den Hellige gjorde sin broder Øle til den første hertug i Slesvig; hvilken statsfejl mange andre konger efter ham have ligeledes begået, til rigets ubodelige tab. Kong Niels gav sin broder Æriks søn, Knud, dette hertugdømme til len. Fra den tid af er det næsten bestandig blevet en kongelig prins til del, under titel af et hertugdømme, hvorudover store stridigheder er opkomne. Især har man med største heftighed disputeret om, hvad art og beskaffenhed det har haft med samme len, om det var et personligt eller arveligt len. År 1386 blev Gerhard 6., greve til Holsten og Schaumburg, forlenet med samme; hans søn, Adolph 12. har været den sidste hertug til Slesvig og greve til Holsten. Da samme døde år 1450 uden livsarvinger, tilegnede kong Christian 1. sig det ledige hertugdømme som et dansk rigslen. Men han lod sig dog for Holstens skyld udvælge af ridderskabet til hertug af Slesvig og greve af Holsten, og blev på rådhuset til Slesvig offentlig erklæret derfor ved biskop Niklas 4. Kongen meddelte stænderne år 1460 de vigtigste og fortræffeligste friheder. På kongens ansøgning ophøjede kejser Frederik 3. år 1474 Holsten til et herredom. Kong Christian 1. beskikkede grev Gerhard af Oldenborg til statholder over Slesvig og Holsten.

Kong Johannes foretog sig år 1490 den første ulykkelige slesvig-holstenske deling; thi den 10. august år 1490 blev hertugdømmerne Slesvig og Holsten delte imellem kong Johannes og hans broder hertug Friderik 1. til Gottorp. Kongen fik disse stæder, slotte, amter, landskaber, godser og klostre, nemlig i Hertugdømmet Slesvig: Flensborg med Nordstrand, Sønderborg, Nordborg, Ærø, Apenrade, Femern og Ruhekloster; udi Hertugdømmet Holsten fik han Segeberg, Oldesloe, Rendsborg, Hanrau, Haseldorf, Kaden, og de klostre Rheinfeld, Ahrensböck og Pretz. Dette blev af hovedslottet Segeberg kaldet den segebergske eller den kongelige del.

Derimod hertug Friderik 1., som havde valget at tage af den gjorte deling en del, udvalgte den gottorpske eller hertugelige del, nemlig de slotte, amter og deri liggende stæder, såvel som og de landskaber og kirkesogne, som ligger i Hertugdømmet Slesvig, nemlig: Gottorp, Egernførde, Tønder, Haderslev, Tyle med Stapelholm, Ejdersted, Kampen, Rundhof og Løgumkloster; og udi Hertugdømmet Holsten fik han Kiel, Itzehoe, Plön, Lytkenborg, Oldenborg, Neustadt, Trittau, Steinburg, Neumynster, og de Klostere Bordesholm, Cismar, Reinbeck og Uetersen.

Desuden gav kongen sin broder titel af arving til Norge; hvilken titel de efterfølgende hertuger til Slesvig og Holsten have beholdt. Ikke længe derefter i samme år aftrådte kong Johannes til sin hr. broder, hertug Friderik 1., det landskab Nordstrand, som var ham tilfalden, som et stykke af den segebergske del. kong Christian 3. delte år 1544 den 9. august fyrstendømmerne blandt sig og sine brødre, på denne måde, at kongen for sin andel beholdt i Hertugdømmet Slesvig følgende, nemlig: Flensborg, Sønderborg, Nordborg, Ærø, Sundeved, såmeget som deraf hørte til Sønderborg, og Ruhekloster; men i Holsten fik han Segeberg med Oldesloe og den halve told, Heiligenhaven og Grossenbrode, Steinburg, Itzehoe, Krempe, Wilster, Pløn, og Kloster Rheinfeld, Ahrensböck. Den ene broder, hertug Johannes, bekom til sin andel i Slesvig, følgende: Haderslev, Dörning, Tønder, Løgumkloster, Nordstrand, og de tre nær ved Rendsborg beliggende landsbyer Berkstedt, Lembeck og Kampen, såvel som og den ø Femern. Dernæst i Holsten bekom han Rendsborg og Klosteret Bordesholm.

Den tredie broder; hertug Adolph, fik til sin del udi Slesvig Gottorp, Hytten, Wittensen, Mohrkirchen, Stapelholm, Husum, Ejdersted og Apenrade; såvel som og i Holsten: Kiel, Neumynster, Oldenborg, Trittau, Reinbeck, Eismar og Neustadt. Derimod fik den fjerde broder, hertug Frideriks slet intet, eftersom han var biskop til Slesvig og Hildesheim. Ved disse sønner, Kristian og Adolph, er opkomne to hovedlinjer, nemlig den kongelige linje og den fyrstelige eller gottorpske linje. Denne anden slesvig-holstenske deling imellem de kongelige børn har givet anledning til endnu større sørgespil end den første deling kongen havde brugt den forsigtighed, og forhen år 1533 indført den så kaldte union og Communion i dette fyrstendømme.

Hin sigtede egentlig til hjælp på begge sider; men denne angik den fælles regering i de sager, som henhørte til ridderskabet, kontribution og nogle andre ting. Derved blev slig uenighed forekommet og tillige forhindret, at hertugdømmerne og deres dele ikke blev adskilte, og blev til independente stater indbyrdes. Men eftersom de vare forfattede i alt for ubestemte udtryk, så har ethvert parti siden stræbt at fordreje ordene til deres egen fordel. Da hertug Johannes den Ældre døde i Haderslev år 1580 uden livsarvinger, blev hans efterladenskab ved lodkastning den 9. september år 1581 i Flensborg delt således, at kong Frederik 2. fik disse amter og stæder: Haderslev, Dorning og Rendsborg; derimod fik hertug Adolph, som var broder til den afdøde hertug Johannes, Tønder, Nordstrand og Femern, såvel som og Løgumkloster og Bordesholm, tillige med alle herligheder og rettigheder. Af den mellemste del af Ditmarsken bekom kongen den sydlige del og hertug Adolph den nordlige del til arv og eje. Kongerne Christian 3., Frederik 2. og Christian 4. havde den lærde adelsmand Henrik Ranzau i mer end 40 år til deres statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som da også var amtmand til Segeberg og Steinburg, og forestod disse embeder indtil hans død den 31. december år 1598. År 1609 den 13. juli fik hertug Johan Adolph til Gottorp, i henseende til hans andel i Hertugdømmet Slesvig for sig og sine arvinger, førstefødsels ret af kong Christian 4., som lensherre; derved ophørte stændernes valgret i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Hertugerne erkendte og antoge det hertugdømme Slesvigs lens forbindelse med Danmark, som var bleven fornyet, især ved det Odenseiske forlig år 1579, indtil hertug Frideriks datter Hedevig Æleonora blev år 1654 formælet med kong Karl Gustav af Sverige. Fra den tid af søgte hertugen at få suverænitet, angående det halve af Slesvig og angående Femern; hvilket kongFrederik 3. også måtte år 1658 aftræde til ham, men han mistede det igen år 1675 ved det Rendsborgske forlig. Og endskønt den fontaineblauske fred år 1679 gjorde en forandring deri, så indtog dog i krigen kong Christian 5. år 1684 den hertugelige andel af Hertugdømmet Slesvig, og gav det først tilbage år 1689 med suverænitet, i det Altonaiske forlig. Efter nogle års forløb tog kong Frederik 4. i krigen med Sverige år 1714 samme hertugelige del igen tilbage i besiddelse, hvori han også blev bekræftet ved den stockholmske fred den 3. juni år 1720. Thi da det gottorpske hof havde forsikret kong Frederik 4. i Danmark om at holde en nøjagtig neutralitet i krigen med Sverige; så befandtes dog samme gottorpske neutralitetsforsikring at være brudt; thi da den svenske general, grev Magnus Stenbock, efterat han havde, vundet feltslaget over de danske ved Gadebusk den 20. december år 1712, gik ved samme års udgang over Traven ind i Holsten, og efterat han den 9. januar år 1713 havde grusomt afbrændt staden Altona, havde den 16, 17. og 18. januar år 1713 med stor il og hast trængt over Ejderen ind i Hertugdømmet Slesvig: så marcherede derimod den russiske Czar, Peter 1., med en armé af russiske tropper ham i hælene, og befandt sig i forening med de danske og saksiske tropper i egnen af Gottorp den 22. januar; da gjorde administrator og hertug Kristian August i sin Pupilles den umyndige gottorpske hertugs, Karl Frideriks, navn en konvention den 21. januar 1713 med grev Stenbock. Da nu de svenske efter deres overgang over Ejderen havde posteret sig imellem Husum, Frideriksstadt og Tønning, men blev bortjagede fra Frideriksstadt den 12. februar 1713, og blev af den forenede danske, russiske og sachsiske armé, som udgjorde omtrent 36.000 mand, og vare de svenske meget overlegne, drevne alt mere og mere i knibe; så åbnede kommandanten i fæstningen Tønning, på grev Stenbocks forlangende, fæstningens porte for de svenske den 14. februar, indlod den hele svenske armé i fæstningen, lod bringe (til at bedække de svenske) kanonerne ud af arsenalet op på voldene, og fyrede på den forenede armé. Derved var den belovede neutralitet på den gottorpske side brudt, og kong Frederik 4. blev foranlediget at agere fjendtlig med de gottorpske lande, og til den ende tilegnede sig de samtlige gottorpske lande i Slesvig og Holsten og deres indkomster, ved et patent af 13. marts 1713. Derpå blev al tilførsel af levnedsmidler afskåret de svenske, og grev Stenbock tvungen til at overgive sig med al sin endnu overblevne armé, som med friske og syge tilsammen beløb sig til noget mere end ti tusinde mand, til krigsfanger til kong Frederik 4. den 16. maj 1713. Efter at den svenske armé var marcheret ud, lod kong Frederik 4. holde fæstningen Tønning ligesom forhen indsluttet, og indtog samme den 7. februar 1714, såvel som og den 8. august samme år den ø Helgoland. Fæstningsværkerne blev ganske sløjfede af de Danske. Fra den tid af har ingen fjendtlig krigshær været i Hertugdømmet Slesvig. Da den svenske konge Karl 12. var skudt ihjel for Frederikshald i Norge den 12. december 1718, så sluttede kong Frederik 4. med den følgende konge i Sverige, Friderik 1., under storbrittanisk og fransk mediation år 1720 den 3. juni gammel stil til Stokholm, og den 3. juli nye stil til Frideriksborg, en fred. Denne fred indeholdt i den sekstende artikel, i henseende til Hertugdømmet Slesvig, et løfte, at kongen i Sverige for sig og for kronen ikke ville enten middelbar eller umiddelbar sættte sig imod det, som af kongerne i Storbritannien og Frankerige blev lovet til kongens bedste af Danmark, angående dette hertugdømme; ligesom og at Sverige ingen hjælp ville bevise den gottorpske hertug til Slesvig og Holsten imod kongen af Danmark. Frankerige og Storbritannien garanterede kong Frederik 4. Besiddelse af den hertugelige gottorpske andel af Slesvig. Thi den franske resident og befuldmægtiget minister Campredon hos kongen i Sverige udstedte den 3. juni gammel stil i Stokholm garantiakt, som blev underskrevet af kong Ludvig 15. i Frankerige til Paris den 18. august næstefter; ligeledes den storbrittaniske gesandt Pollewarth ved det danske hof udstædte den 23. juli nye Stil 1720 garantiakt, som blev underskrevet af kongen af Storbritannien, Georg 1., den 26. juli til Herrenhaufen. Disse garantiakter indeholdt, at disse kroner ville håndhæve kong Frederik 4. i Danmark i en bestandig og rolig Besiddelse af den gottorpske andel af Hertugdømmet Slesvig. Derpå ved udgangen af året 1720 indrømmede kong Frederik 4. hertug Karl Friderik igen sin andel af Hertugdømmet Holsten, og lod sig den 4. september år 1721 af adelen i Hertugdømmet Slesvig personlig til Gottorp hylde. Bemeldte år indlemmede kongen det hele hertugdømme Slesvig under Kongeriget Danmark, og just derfor borttog han det slesvigske våben, som var 10 blå over hinanden løbende løver i gylden felt, ud af middelskjoldet i det kongelige danske våben, og satte samme våben nu ind i det femte kvarter i hovedskjoldet. De små andele, som hertugerne af Glücksborg og Sønderborg have, forekomme siden. Fra år 1722 den 7. september, da statholder grev Karl af Ahlefeldt døde, var ingen statholder indtil år 1731 da kong Christian 6. beskikkede sin svoger, markgreve til Brandenborgkulmbach, Friderik Ærnst, til statholder. Kong Frederik 5. købte år 1749 af hertug Friderik til Glücksborg den mellemste del af øen Ærø, nemlig staden Ærøskøbing og det af to godser bestående amt Gravenstein. Højstbemeldte konge skænkede den 13. februar 1756 hertug Friderik Kristian til Augustenborg og hans mandlige arvinger det gods Gammelgård, tillige med det dertil hørende lille gods Gunstrup, begge på øen Als; og det Augustenborgiske hus overlod kongen deres anfaldret på de pløenske og glücksborgske lande med visse vilkår. Da de pløenske lande i Hertugdømmet Holsten vare bebyrdede med stor lehnslaft og gæld, så aftrådte også de hertuglige huse, Glücksborg og Beck, én efter den anden, deres ret og arvefølge i de pløenske lande til kong Frederik 5.. Derpå kom den 29. november 1756 en arvefølgefordrag imellem kongen og den pløenske hertug, Friderik Karl, i stand. Da nu bemeldte hertug til Pløn døde den 18. Oktober 1761 uden fyrstelige mandlige livsarvinger, så blev kong Frederik 5. landsherre og besidder af de pløenske lande.

Udi den i Tyskland imellem kongen af Preussen, Frederik 2., på den ene side, og imellem den romerske kejserinde og dronning af Ungarn og Bøhmen, Maria Theresia, så og kongen af Polen, som kurfyrste til Sachsen, August 3., på den anden side, år 1756 opkomne krig, blev Storbritannien, Frankerige, det Tyske Rige, Rusland og Sverige, som bundsforvante og allierede til den ene eller anden af parterne, indviklede; og denne krig nærmede sig til de holstenske grænser. Derfor så kong Frederik 5. sig foranlediget i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, til deres bedækkelse og sikkerhed, år 1758 at trække tilsammen flere krigsfolk, end sædvanlig plejede her at ligge, hvilke tropper blev i de følgende år forstærkede.

Da nu den russiske kejserinde Elisabeth 1. var død den 5. januar nye stil år 1762, og hendes søstersøn, den hidtil værende Storfyrste af Rusland og hertug til Slesvig i Holstengottorf, under navn af kejser Peter 3., var kommen på den russiske trone, så søgte han med væbnet hånd at udføre sin påtale og fordring på den fordum værende gottorpske andel af Slesvig. Til den ende lod han en talrig russisk armé i juni og juli år 1762 rykke frem imod de danske lande, indtil hertugdømmet Meklenborg, og var i begreb med at vilde reise selv efter sin armé. Ved sådanne omstændigheder lod kong Frederik 5. i Danmark en anselig krigshær i bemeldte måneder rykke ud og marcherede frem til imod Wismar i Meklenborg. Men da enhver formodede, at det, uagtet den i Berlin imellem den danske og russiske Gesandt til Forlig anstillede kongres, skulde bryde ud til krig imellem Danmark og Rusland; så indfaldt i Rusland den 9. juli bemeldte år 1762 en stor forandring, da den nye kejser Peter 3. blev detroniseret, og hans gemalinde, Katharina 2., blev sat på den russiske trone, kort derefter, nemlig den 17. i samme måned, døde Peter 3. selv i sit alders 35. år. Han efterlod sig ikkun én prins, Paul Petrowitz, den nu værende storfyrste i Rusland. Hans gemalinde og efterfølgerinde i det russiske riges beherskelse, kejserinde Katharina 2., fød prinsesse af Anhaltzerbst, var venskabsfuldsindet mod Danmark; hun trak derfor sin armé tilbage igen til Rusland, og kong Frederik 5. trak sin krigshær tilbage igen til sine egne lande, og derved blev de hertugdømmer Slesvig og Holsten, såvel som de øvrige danske lande, sat i deres forrige rolighed igen, Den russiske Keiserinde påtog sig Formynderskabet for hendes prins, Poul Petrovitz, i henseende til hans andel i Hertugdømmet Holsten, og beskikkede år 1762 hertug Georg Ludvig, men efter hans død år 1763 biskoppen til Lybæk, hertug Friderik August, til statholder i de storfyrstelige russiske lande i Holsten. År 1764 den 10. juli, ved et forlig med hertug Friderik Kristian til Augustenborg, aftrådte kong Frederik 5. til det Augustenborgiske hus for dets arverets fuldkomne aftrædelse på de pløenske og glücksborgske lenbare lande til et ækvivalent det slot Sønderborg med dets tilhør, og de fire godser i Sønderborgamt, nemlig Rønhof, Laygenvorwerk, Maybüllgård og Knisgård, med de dertil hørende landsbyer og undersåttere, patronatret til kirkerne Ulkebøl, Hørup, Lysabild og Rotmark. År 1767 sluttede hendes russiskkejserlige majestæt Katharina 2. i hendes søns den kejserlige russiske prinses mindreårighed, en med hans kongelige majestæt kong Christian 7. i Danmark provisorisk traktat, angående ombytning af den hidtil værende storfyrstelige andel i Hertugdømmet Holsten mod de tvende grevskaber Oldenborg og Delmenhorst. Denne traktat blev fuldbyrdet, da prins Paul opnåede sin majorennitæt. Thi år 1773 den 16. november blev de hidtil værende storfyrstelige holstenske lande ved en offentlig oplæst cessions- eller afståelsesakt højtidelig overgivne til hans kongelige majestæt kong Chistian 7. i Danmark. Denne Akt var underskrevet af prins Paul i Sarkojezelo den 20. gl. stil, eller 31. maj ny stil, år 1773, og publiceret i Kiel den 5. gl. stil, eller 16. november ny stil. Efter den tid tilhører nu den forhen værende storfyrstelige andel af Holsten Kronen Danmark.

De højkongelige jurisdiktioner i Hertugdømmet Slesvig holdes på slottet Gekert, og er:

1. Overretten, hvorhen appellationer og nulliteters klager fra alle magistratens domme i stæder, rettergange i amter og landskaber, hospitals- og kirkeret, fra Bitiding i Ejdersted, fra Treherreders ret i amtet Tønder, og de edsvornes magt på øen Femern, såvel som og fra retterne i de oktrojerede koge, umiddelbar komme; denne overret består af statholderen, kansler, vicekansler i Hertugdømmet Slesvig, og af et antal overretsråder; det har to virkelige kancellisekretærer, hvoraf den anden er tillige registrator, og to virkelige kancellister.
2. Landretten, som holdes årlig på første mandag efter påske, hvorhen komme appellationer fra de adelige retter, det Augustenborgske distrikt og grevskabet Reventlau; det består af statholderen, nogle adelige og lærde råd, og landkansler; protokollen holder landretsnotarius og en sekretær.
3. Overkonsistorium eller overkonsistorialretten holdes årlig på første mandag efter Mariæ Renselsesfest; den består af statholderen, kansler, vicekansler og andre overrettens råd, general-superintendenten som overkonsistorialråd, og endnu en teolog som bisidder; det dømmer i ægteskabs- og kirkesager.
4. Landoverkonsistorium eller landoverkonsistorialret holdes når landretten er til ende, og består af dem som sidde i landretten, tillige med general-superintendenten, og endnu en teolog som bisidder.

Disse fire højesteretters domme udstedes i kongens navn i det højtyske sprog; og derfra kan ej appelleres videre. Næst efter disse højeste kongelige rettergange i dette hertugdømme er underretterne. Disse bestå af retterne i stæderne, amter og landskaber, det hertugelige augustenborgske distrikt, grevskabet Reventlau, det adelige frøkenkloster og det grå Kloster til Slesvig, nogle hospitaler og kirker, så og de oktrojerede koge; dernæst også af underkonsistorialretterne.

Stæderne have deres egen magistrat, som består af borgmestre og rådsforvandtere. Nogle stæder have bestandig to, Husum tre, andre ikkun én borgmester; men Frideriksstadt har foruden to borgmestre også en præsident. Udi nogle stæder er en kæmneriret, såsom i Flensborg og i Sønderborg. I enhver stad er en stadsfoged, men udi Slesvig er to.

Amterne bestå gemenlig af visse herreder. Amtet Tønder har også to landskaber, og de amter Apenrade og Sønderborg har hver ligeledes ét birk under sig. Derimod består amtet Løgumkloster ikkun af ét birk. Højerherred i amtet Tønder indeholder også ét birk. Med amtet Gottorp er det landskab Stapelholm sammenføjet, og med amtet Flensborg er det landskab Bredsted, fornemmelig kun i henseende til en fælles amtmand, sammenføjet.

Landskaberne, herrederne og birkerne bestå af et fra hinanden ganske forskelligt antal nær ved hinanden liggende landsbyer, nogle enkelte gårde, huse og landerier. Hvert landskab og de fleste herreder indeholder adskillige kirkesogne. De birker Warnitz og Rockenitz indbefatte kun ét sogn, men Løgumkloster tre sogne. Kirkesognene bestå gemenlig af adskillige landsbyer, og man forefinder ikkun få sogne, som blot bestå af én landsby.

Ved domkapitelets amt, som ligger adspredt i andre amter, og landskabet Bredsted, er at mærke som noget besynderligt, at det bliver delt i tre distrikter, og disse i stiftsdomkapitlets fogderier, et domfogderi og andre små dele. De store byer, som kaldes flækker, høre til de amter, landskaber og herreder, hvori de ligge. Blandt alle amterne indeholder amtet Haderslev, og blandt landskaberne det landskab Ejdersted, de fleste kirkesogne.

Over amterne er amtmænd, over landskaber er amtmænd og landfogder, over herrederne er herredsfogeder, og over birkerne er birkefogeder beskikkede, hvilke, undtagen landfogden på Før og Sylt, handthæve ret og retfærdighed. Det landskab Ejdersted har sine besynderlige foresatte, som kaldes oberstaller og staller. Amtmændene er ni i tallet. Dertil beskikkes grever, friherrer og adelspersoner, som er gehejmeråder, ordensriddere, kammerherrer, eller konferens- og landråder. De er overbetjente, have opsyn over alle underbetjente i deres amter, såsom landfogeder, amtsforvaltere, landskrivere, husfogeder, herredsfogeder, ridefogeder, birkefogeder, stifts- og domkapitelsfogeder, branddirektører og hegeriddere, og lade sig af dem i mange forretninger give efterretninger. Udi de fleste amter har amtmanden alene den første undersøgelse i alle forefaldende borgerlige rettergangssager. Underretterne i amterne og landskaberne i borgerlige og pinlige rettergangssager kaldes i de landskaber Bredsted og Stapelholm Bondengerichter, men i de fleste herreder og birker kaldes de Ding und Recht, eller das Ding. Udi Ejdersted er to landretter; i landskabet Femern er tre kirkesognsretter; og øerne Sylt og Før, såvidt de høre til amtet Tønder, såvel som og Bocking- og Widingherreder, have hver deres råd, som udgøre underretten sammesteds. Udi marsklandene er digegrever, (Præfecti Aggerum,) digedommere og digefogeder, som fælde dom i forefaldende digesager. Til underretterne i hertugdømmet hører også tre melleminstanser eller retter. Den ene melleminstans eller dom er i landskabet Ejdersted, hvor man appellerer fra de tvende landretter til Bitiding eller Dreyerlandegericht, (de tre landes ret;) den anden i amtet Tønder, hvor appellation sker fra rådet i de fire herreder i Widing- og Böckingherreder, Østerlandsføhr og Sylt til Dreyhardergericht eller Treherredersret; og den tredje i landskabet Femern, hvor man appellerer fra kirkesognsret til den så kaldte edsvornes magt, eller den femerske landret, førend sagen kan komme for den gottorpske overret. Fra alle de øvrige underretter i amterne og landskaberne gå sagerne umiddelbar til overretten til Gottorp. Grevskabet Reventlau har jurisdiktion i borgerlige og pinlige sager, og den forrettes ved en Inspektor og en med seks sandemænd besat ret. Det adelige frøkenkloster til Slesvig har ligeledes borgerlig og pinlig jurisdiktion. Klosterets konventret består af provsten, priorinden og ni konventualinder. Hospitalet, Mariæ- og Niklaskirke til Flensborg have over deres Lanster jurisdiktion i borgerlige sager og ringe forbrydelser. Det grå Kloster til Slesvig har den borgerlige og pinlige jurisdiktion. Der gives også oktrojerede koge, som ej høre til amterne eller landskaberne, men have deres egen Forfatning i justits-, dige-, politi- og andre sager. De fleste oktrojerede koge have den borgerlige og pinlige jurisdiktion, og de er forsynede med mange Privilegier.

Dernæst må man anføre de kongelige underkonsistorialretter, som også sædvanlig kun kaldes konsistorialretter. Stæderne have intet underkonsistorium for sig selv; dog har staden Husum sit konsistorium for sig alene. Dette består af stadens tre præster, to borgmestre og den ældste rådsforvandter, og sognepræsten fører protokollen. I de øvrige konsistorialretter præsiderer amtmanden; men i de tvende ejderstedske konsistorialretter præsiderer oberstaller og staller. Der er ti kongelige underkonsistorialretter i Hertugdømmet Slesvig, hvilke er beskikkede over 188 kirkesogne. Af alle disse hører 35 under den gottorpske, 34 under den flensborgske, 13 under den apenradiske, 47 under den tønderske, når man regner Emmerlefsogn med, 1 under den husumske konsistorialret, 8 under konsistorialretten for østerdelen af Ejdersted, 10 under konsistorialretten for vesterdelen af dette landskab, og 4 under den femerske konsistorialret; under den sønderborgiske står ikkun staden Sønderborg og Rekenissogn, og under den haderslevske står staden Haderslev og 33 sogne af samme haderslevske amt. Præsterne i disse konsistorialretter eksaminerer de teologiske Kandidater.

Derimod under de danske retter stå alle de danske kirkesogne, 47 i tallet, som ligge i amtet Haderslev, såvel som og på de øer Als og Ærø, tillige med de adelige sogne Gram og Fole, og stå under biskoppernes i Ribe og Odense deres overopsyn.

De prokuratorer, som beskikkes til advokater for de højeste kongelige retter i Hertugdømmet Slesvig, kaldes over- og landretsadvokater; men de, som kongen har beskikket til advokater for regeringskancelliet og andre kongelige overretter i Hertugdømmet Holsten og dertil hørende lande, kaldes regeringsadvokater. De øvrige, hvis bestalling lyder blot på advokater ved underretterne, kaldes underretsadvokater. Til at udføre kammer- og kriminalsager, som undersøges og dømmes af de højeste kongelige retter til Gottorp, er en overfachwalter i Slesvig beskikket.

Endelig må man og anføre jurisdiktionen i det hertuglige glücksborgske arveland, hvilken ikke i nogen måde dependerer af de højeste kongelige retter til Gottorp. Udi den store by eller flække Glücksborg består underretten af herredsfogeden i amtet Glücksborg, to sandemænd og en tingskriver. Over den øvrige del af amtet Glücksborg holdes en egen ret eller ting til Munkbrarup.

På Sundeved har hertugen en herredsfoged i Ribelherred til Broager. Fra disse retter komme rettergangssager til hofretten til Glücksborg. Denne hofret er besat med tre personer. Konsistorium til Glücksborg er den eneste konsistorialret for de hertuglige undersåtter, som bor i de syv kirkesogne i det glücksborgske arveland; men landet står umiddelbar under kongen af Danmark.

Den almindelige landret i Hertugdømmet Slesvig, hvorefter kendes og dømmes i borgerlige sager, er den af kong Valdemar 2. år 1240 på rigsdagen til Vordingborg i Sjælland udi det danske sprog givne, men år 1590 på nye eftersete, i henseende til gamle ubekendt blevne danske ord forbedrede og trykte, men derefter af det danske i det plattyske sprog oversatte, og med kong Christian 4.s og hertug Johan Adolphs tilladelse til Slesvig år 1593 trykte jyske lovbog, Codeks Juris Justici, hvilken er på ny oplagt år 1603 til Slesvig og år 1717 til Flensborg, og hvis forbindtlighed strækker sig ikke videre end over dette hertugdømme. Den danske krigsstat i dette land retter sig efter deres krigsartikler, og efter kong Christian 5.’s danske lovbog. I ægteskabs- og kirkesager retter man sig efter den slesvig-holstenske kirkeorden, som af kong Christian 3. blev bekendtgjort år 1542 den 9. marts i det plattyske sprog; men især efter den kanoniske ret. De kirkesogne, som ligger under bisperne i Ribe og Fyn, rette sig efter kong Christian 5.’s Danske Lov og de udgangne danske forordninger.

Mange stæder have deres egen stadsret. Den nyeste og udførligste er den 1635 i det nederlandske sprog trykte friderichsstadske stadsret. Staden Husum har en stadsret af år 1608; den er desuden forsynet med den wisbyeske søret. Den lybske stadsret gælder ingensteds, uden i de stæder Tønder og Burg.

Nogle landskaber, nemlig Ejdersted, Femern og Stapelholm, have deres egen ret, af hvilke den Ejderstedske landret er best., forfattet år 1591. De øvrige er de fire frisiske herreders landret, den Nordstrandske landret, og i marsken spadelandsret, Jus Aggerum i henseende til diger, damme, sluser. Kong Christian 6. har anordnet brandgilder og kommerskollegium såvel i stæderne, som også i amterne og landskaberne af dette hertugdømme; men kong Frederik 5. oprettede i Ejdersted almindelige brandgilder, som er forsynede med branddirektører, og stå under opsyn af økonomikollegier; og have alle deres brandanordninger.

De ordentlige kongelige indkomster af dette hertugdømme er betydelige, og bestå i den månedlige kontribution af stæder, amter, landskaber, adelige godser, kancelligodser og oktrojerede koge; i jordebogens afgift eller herrengeld; i told og licent; i straf-, dispensations-, rekognitionspenge, og for stemplet papir; i indkomster af de kongelige domæner og kammergodser; i østersfangstens forpagtning ved den vestlige side af hertugdømmet. Derimod finder konsumption og accise ikke sted, hverken i hertugdømmet Slesvig eller Holsten.

Stæderne, amterne, landskaberne og de adelige godser, såvel som og det adelige St. Johanniskloster, og det grå kloster til Slesvig, tillige med nogle hospitaler og kirker, er anslagne til visse plouge, hvorefter de betale den månedlige kontribution til den Rendsborgske land- og krigskasse. De oktrojerede koge og alle andre marsklande indrette deres kontribution efter dematernes antal, endskønt de stå for et vist antal af plouge, hvorefter dematerne beregnes. Kong Frederik 3. og hertug Friderik 3. udgav den 26. maj 1652 en fornyet landsmatrikel over begge hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Udi denne matrikel, så vidt Hertugdømmet Slesvig angår, findes domkapitelet, det grå og det adelige frøkenkloster til Slesvig, de gamle stæder, og Husum, tillige med nogle kirker og hospitaler, ikke mindre Ejdersted, Femern og Pelworn, såvel som og de adelige godser, at være ansatte til visse plouge. Men plougtallet er i henseende til domkapitelsamtet, og andre amter, stæder, kirker og hospitaler, nu overmåde forandret. Hele Hertugdømmet Slesvig er anslaget til 19.390 plouge. Ved en ploug forstås så meget jord, som bonden kan drive med en ploug. Efter jordens beskaffenhed regnes mere og mindre til en ploug, nemlig imellem 24 til 36 morgenland.

Told og licent oppebæres af de i stæderne, flækker og ved toldstederne på landet beskikkede told- og licentforvaltere. I amterne blive de øvrige landsherlige indkomster oppebåret af amtsforvalterne og landskriverne, til dels også af herred- ride-, stifts- og domkapitelets fogeder, og af dem afleverede til den kongelige kasserer i Rendsborg, som har land- og krigskassen at forvalte. Af fogeder findes ikkun i amtet Haderslev, og én i domkapitelsamtet. I amtet Tønder, på de øer Sylt og Før, indkræves landsherrens indkomster af landfogeden, og leveres til den tønderske amtsforvalter, landfogeden. I landskabet Stapelholm, og landfogeden på Helgoland, oppebære sammesteds de landsherlige indkomster. Husfogederne må i amterne og landskaberne udi hertugdømmet besørge alle vogne, som bør gøre frikørselen; de har opsyn over alle kongelige pagtstykker, slottenes reparation, veje, broer, kongelige fæsteskove, fiskedamme, så og med skovbetjentene. Over jagt- og forstvæsenet i amterne og landskaberne i dette hertugdømme er 2 jægermestre, 2 overførster, husfogeder, og 18 hegeridere, hver i sit distrikt beskikkede. Hver amtmand har også i det ham anfortroede amt og landskab overopsyn over jagt- og forstvæsenet tillige med den forordnede jægermester.

Den danske krigsmagt til lands i Hertugdømmet Slesvig består af adskillige gevorbene regimenter til hest og fods, hvis antal og styrke er foranderlig efter tidernes beskaffenhed. De i stæderne, amterne og landskaberne i Hertugdømmet Slesvig, hvorhen især Højerherred hører, såvel som også i staden Heiligenhafen, til den danske orlogsflåde indrullerede søfolk og matroser, som tjene i nødsfald til krigsskibenes og fregatternes bemanding, beløbe sig omtrent 1900 til 2200 matroser, hvortil er forordnede fem søofficerer og en mønsterskriver i landet. Dog er herunder ej indberegnede de søfolk på de vestlige øer, som også i nødsfald tjener på floden, ej heller det unge tilvoksende mandskab.

Man vil nu nøjere beskrive Hertugdømmet Slesvig, nemlig staden og amtet Hadersleben.