Grønlandsk militærflyulykke

Amerikanske flybaser i Grønland under 2. verdenskrig

Amerikansk militær anlagde under 2. verdenskrig en række forsvarsanlæg i Vest- og Østgrønland under kodenavnet Bluie til sikring af nordatlantisk færgeflyvning under krigen, hvor Bluie West og Bluie East fra nord til syd lå i følgende orden:

BW6 - Thule Air Base/Thulebasen/Pituffik BW5 - Egedesminde/Aasiaat i sydvesthjørnet af Diskobugten BW8 - Sondrestrom Air Base (fra 1992 Kangerlussuaq Lufthavn) i Søndre Strømfjord. BW9 - Cruncher Island ved indsejling til Søndre Strømfjord nord for Kangaamiut BW4 - Marraq (Marrak Point) nord for Fiskenæsset/Qeqertarsuatsiaat BW2 og BW7 - hhv. Arsuk og Grønnedal/Kangilinnguit (overdraget 1951), vest og øst for Ivigtut/Ivittuut BW3 og BW1 - hhv. Simiutak-øen og Narsarsuaq Air Base (fra 1958 Narsarsuaq Lufthavn), hhv. vest og øst for Narsaq, ved indsejling til Skovfjord og i bunden af Eriksfjord

BE5 – Eskimonæs på Clavering Ø / Dødemandsbugten / Daneborg BE4 – Ella Ø i nordenden af Kong Oscars fjord BE3 – Gurreholm ved Scoresbysund/Ittoqqortoormiit BE2 - Ikateq nær Ammasalik/Tasiilaq, nedlagt 1947 BE1 - Prins Christians Sund

Allierede flyulykker i Grønland under 2. verdenskrig

Især fly fra United States Army Air Forces (USAAF), United States Navy (US Navy) og Royal Air Force (RAF).

9. maj 1942 Østgrønland

Et RAF-fly af typen Lockheed B-34 Ventura på vej fra Narsarsuaq til Island returnerede, men gik gennem isen ved Ammasalik/Tasiilaq i Østgrønland, hvor besætningen reddedes.

26. og 27. juni 1942 Vestgrønland

My Gal Sal på Commons

Som en del af Operation Bolero var 18 bombefly fra 342d Bombardment Squadron af typen Boeing B-17E Flying Fortress den 23. juni taget afsted fra Presque Isle i USA's nordøstligste stat Maine med mellemlanding i Goose Bay i Labrador, hvorfra de den 26. juni fløj videre mod enten Kangerlussuaq eller Narsarsuaq, men kun 10 nåede frem, 5 vendte om og de sidste 3 måtte på grund af dårligt vejr nødlande forskellige steder i Grønland natten mellem den 26. og 27. juni 1942:

I oktober 1964 blev 'My Gal Sal' genfundet i forholdsvis god stand, men med halen brækket af. Senere væltede vraget rundt i stærk vind. Bjærgede vragdele fragtedes i august 1995 med skib til Tillamook i Oregon og i marts 2000 kørtes de til Cincinnati i Ohio, hvor restaurering begyndtes og hvor skroget i 2004 var genopbygget. [2] [3] [4]

• (41-9108) 'Alabama Exterminator' i vandkant nær Egedesminde/Aasiaat. [5] [6] [7] [8] [9] [10]
• (41-9032) 'My Gal Sal' på Grønlands indlandsis 125 km syd for Søndre Strømfjord
• (41-9090) 'Sooner' i vandet nær Narsaq eller Narsarsuaq, bjærgningsforsøg i juli 1999 opgivet. [11] [12] [13]

I august 2012 kørtes flyet til New Orleans, hvor det udstilledes på The National WWII Museum. [14] [15]

14. juli 1942 Grønlands indlandsis

Et fly af typen North American AT-6 Texan lettede den 14. juli 1942 fra Narsarsuaq, men nødlandede på indlandsisen 40 km nordøst for basen, hvor 2 besætningsmedlemmer blev reddet.

15. juli 1942 Østgrønlands indlandsis

Glacier Girl på Commons

Som en del af Operation Bolero fulgtes de 2 grupper fly 'Tomcat Yellow' og 'Tomcat Green', hver bestående af ét Boeing B-17E Flying Fortress bombefly og 3 stk. Lockheed P-38F Lightning jagerbombefly, på vej fra Presque Isle i Maine via Goose Bay i Labrador til Kangerlussuaq, hvorfra de 14. juli 1942 lettede mod Keflavík, men over Danmarksstrædet 300 km fra målet blev vejret så dårligt, at de vendte om mod Grønland.

Piloterne modtog muligvis falske meldinger fra en tysk vejrstation på Grønland, eller man fejlfortolkede kodningen af de rigtige, men under alle omstændigheder havde flyene for meget modvind til at nå til Kangerlussuaq, at man besluttede sig for efter 8 timers flyvning og mens man endnu havde brændstof, at nødlande 15 km inde på indlandsisen sydvest for Ikateq. Alle overlevede og med radiokontakt til baserne Kangerlussuaq og Ikateq, blev de 3 dage senere fundet og fik forsyninger, inden de begav sig ud på en 25 km lang vandretur til kysten og evakueredes af kystvagtskibet Northland til Ammasalik, inden de fra Ikateq blev fløjet via Prins Christians Sund til USA.

• B-17 (41-9101) 'Big Stoop'
• B-17 (41-9105) 'Do-Do'
• P-38 (41-7560)
• P-38 (41-7583)
• P-38 (41-7616) 'Princess'
• P-38 (41-7623)
• P-38 (41-7626) 'Susie-Q'
• P-38 (41-7630), restaureret som 'Glacier Girl'

Flyene fandtes igen i 1992 under 82 meter is og ét af flyene bragtes til overfladen og videre til Middlesboro i Kentucky, hvor det efter 10 års restaureringsarbejde i 2002 var flyveklar igen under navnet 'Glacier Girl'.

En planlagt transatlantisk flyvning med Glacier Girl påbegyndtes 22. juni 2007 fra Teterboro i New Jersey, hvor en af de oprindelige overlevende piloter fulgte med i et følgefly, men måtte opgives i Goose Bay, hvorfra det efter reparation returnerede.

Der er planer om at hente et fly mere ud af isen.

1. aug. 1942 Grønlands indlandsis

Et USAAF-fly af typen Lockheed P-38F Lightning gik 1. august 1942 tabt mellem Narsarsuaq og Kangerlussuaq, vistnok over indlandsisen.

23. okt. 1942 Grønlands indlandsis

Et fly af typen Douglas A-20C Havoc gik 23. oktober 1942 tabt i fjorden ved Narsarsuaq.

5. nov. 1942 Sydgrønlands indlandsis

Et transportfly af typen Douglas C-53 Skytrooper med 5 ombordværende var den 5. november 1942 på vej fra Island mod Narsarsuaq, men nødlandede på indlandsisen efter at være observeret over Skjoldungen.

Fra flyet var den næste tid i radiokontakt med en østgrønlandsk radiostation kaldet Beach Head Station, placeret ved kysten hvorfra flyverne fra de 8 fly, som 15. juli var landet på indlandsisen, var blevet evakueret. Udfra radiokontakten og nødblus som flere gange blev tændt, gjorde man klar til en redningsaktion, hvor den i nærheden af de 8 fly placerede og forladte Ice Cap Station genbemandedes og den 10. november sendtes derfra 2 motorslæder (snescootere) i retning af de nødstedte, som man mente var 15 km videre nordpå.

Imidlertid blæste en kold fønvind op fra nord samtidig med der skete 2 andre flystyrt på indlandsisen og den 13. november vendte motorslæderne tilbage til Ice Cap Station med motorproblemer. Da de efter reparation den 23. november var tilbage var kommunikationen med flyet ophørt og i stedet fokuseredes redningen på de andre fly. Flyet blev aldrig fundet og de nødstedte omkom.

9. nov. 1942 Sydgrønlands indlandsis

Et fly af typen Boeing B-17F Flying Fortress, som i 2 timer havde søgt efter de savnede fra styrtet den 5. november, ramte under en venstredrejning ved passage af en fjeldryg med venstre vinge toppen af en gletsjer og flyet styrtede.

De 9 ombordværende blev reddet efter næsten 5 måneder i flyets haleparti med temperaturer ned til -40°.

10. nov. 1942 Sydgrønlands indlandsis

Et canadisk fly af typen Douglas Boston IIIA på vej fra Goose Bay til Europa nødlandede den 10. november 1942 på grund af dårligt vejr i Narsarsuaq på indlandsisen.

Et redningsfly fra Narsarsuaq fandt den 18. november det forladte fly, men den 3 mand besætning havde forladt det og forsøgte med hjemmelavede snesko at nå ud til kysten. Den 23. november om morgenen opdagede et udsendt Grumman J2F Duck-amfibiefly fra kystvagtskibet Northland deres spor og senere samme dag fandt de ved hjælp af raketter og røgsignaler hinanden på indlandsisen. Et redningshold fra Kystvagtskibet Northlands hentede i motorbåd de nødstedte, som blev de næste 42 dage på skibet inden de vistnok bragtes videre af troppetransportskibet Brooklyn Heights.

30. nov. 1942 Grønlands indlandsis

Pilot John Pritchard og telegrafist Benjamin Bottoms var fløjet afsted fra kystvagtskibet Northlands Grumman J2F Duck-amfibiefly for at finde og hjælpe de nødstedte fra det havarerede B-17 Flying Fortress. De reddede 2 overlevende og bragte dem i sikkerhed og vendte dagen efter tilbage for at hente telegrafisten Loren Howarth, men forringelse af vejret tvang dem afsted og i kraftig tåge kolliderede de med en gletsjer.

Flyvraget blevet 7. december lokaliseret på østsiden af den såkaldte Køge Bugt-fjord med vingerne brækket af og flykroppen intakt, uden der var tegn på liv, så alle formodedes dræbt.

I januar 2013 lykkedes det en ny ekspedition at lokalisere havaristedet. [16]

8. dec. 1942 Sporløs forsvundet

Der er modstridende oplysninger om hvordan 2 bombefly af typen Martin B-26B Marauder forsvandt, da de var på vej fra Narsarsuaq til Island den 8. december 1942. De kan være styrtet ned på indlandsisen eller i Danmarksstrædet, eller som nævnt her:

• 41-17760 The Homesick Angel, gik vistnok tabt mellem Grønland og Labrador. [17]
• 41-17832, havarerede vistnok ved Narsarsuaq

22. dec. 1942 Ammasalik

Et canadisk Maritime Central Airways-fly af typen Barkley-Grow T8P-1, som havde deltaget i eftersøgningen af B-17 Flying Fortress-flyet i november, var den 22. eller 23. december 1942 på vej fra Narsarsuaq til Tasiilaq/Ammasalik, men i stærk modvind og tåge løb det tør og landede på havisen, hvor det senere sank.

Piloten Jimmy Wade og den anden ombordværende blev efter 4 dage reddet af eskimoer, men kom først hjem til Canada efter 4 måneder.

12. jan. 1943 Grønland

Et RAF-fly af typen Lockheed B-34 Ventura havarerede 12. januar 1943 i Grønland.

16. jan. 1943 Narsarsuaq

Et RAF-fly af typen Lockheed Hudson havarerede 16. januar 1943 ved Narsarsuaq.

27. jan. 1943 Grønlands indlandsis

Onsdag den 27. januar 1943 var et søfly af typen Consolidated PBY-5A Catalina på vej fra Ivigtut mod Narsarsuaq hen over den snedækkede indlandsis, som ifølge kortet lå i godt 1 km højde og med klar horisont var det pilotens indtryk at flyvehøjden var ca. 300 meter over terræn, men en stigning på godt 100 meter overraskede og selvom piloten gav gas fik flyet kontakt og det kom ikke i luften igen ned ad bakke, men sank i is og sne.

Mandskabet var strandet på indlandsisen i 15 dage indtil de blev reddet.

1. marts 1943 Sporløs forsvundet

Efter en overnatning i Narsarsuaq forsvandt 2 RAF-fly af typen Lockheed Hudson IIIA den 1. eller 2. marts 1943 syd for Kap Farvel eller måske på indlandsisen. [18]

• FH363, gik tabt den. 2. marts
• FH423, skæbne ukendt

3. marts 1943 Julianehåb

Alle 11 ombordværende omkom, da de den 3. marts 1943 i et søfly af typen Consolidated PBY-5A Catalina var på vej fra Argentia i Newfoundland til Narsarsuaq, men ramte et bjerg nordøst for Julianehåb/Qaqortoq, hvor flyvraget fandtes 16. marts.

Piloten var Vernon Odell Stanley, hvis lig efter krigen flyttedes til Virginia.

9. marts 1943 Isbjerg ved Narsarsuaq

Alle ombordværende overlevede, da et fly af typen Consolidated PBY-5A Catalina på en taxi-flyvning fra Narsarsuaq tirsdag den 9. marts 1943 havarerede mod et isbjerg.

25. april 1943 Igdlutalik-øen ved Narsaq

Et fly af typen Douglas A-20B Boston på vej fra Narsarsuaq til Goose Bay styrtede ned på øen Igdlutalik ved Narsaq i Skovfjord, hvor vraget brændte.

2. maj 1943 Lindenow Fjord i Sydøstgrønland

Et fly af typen North American B-25 Mitchell, som skulle overføres fra Narsarsuaq til Island fik problemer med dårlig sigtbarhed og brændstofmangel og nødlandede derfor på land ved kanten af Lindenow Fjord i Sydøstgrønland.

Efter 4 dage blev de vistnok 4 overlevende reddet af kystvagtskibet.

2. juni 1943 Narsarsuaq Air Base

Et RAF-fly af typen Lockheed Hudson havde 2. juni 1943 et uheld ved landing i Narsarsuaq, hvor den vist brast sammen.

8. juni 1943 Narsarsuaq Air Base

Den 8. juni 1943 ødelagdes 2 stk. USAAF-fly af typen Martin B-26 Marauder i Grønland:

• B-26B 41-17775 ødelagdes ved brand på jorden. [19] [20]
• B-26C 41-34781 ødelagdes ved landing i Narsarsuaq. [21] [22]

6. nov. 1943 Sporløs forsvundet

Natten til lørdag den 6. november 1943 forsvandt et fly af typen North American B-25 Mitchell II på vej fra Goose Bay til Reykjavík, muligvis da det under en storm var i nærheden af Narsarsuaq.

De 4 ombordværende omkom, heriblandt den polske pilot Alexander Cezary Monkiewicz og den australsk-canadiske telegrafist Stewart James Hansen.

28. nov. 1943 Vestgrønlands indlandsis

De 3 besætningsmedlemmer og 4 passager omkom, da et redningsfly af typen Beechcraft AT-7B Navigator, som den 28. november 1943 ved middagstid lettede fra Kangerlussuaq på vej mod Narsarsuaq forsvandt uden varsel.

Den 20. december 1943 fandtes vraget på indlandsisen 115 km fra Kangerlussuaq uden overlevende. Den præcise havari-årsag kunne ikke bestemmes, men det formodedes, at flyet havde været udsat for kraftig overisning og/eller en brand eller eksplosion under flyvningen. Det vurderedes, at kabinens iltbeholder med stor sandsynlighed var eksploderet og brændt mens flyet var i luften, da puder og andet i kabinen kun var brændt på undersiden. Selvom nogle måske kunne have overlevet ved at springe ud med faldskærm, var der ingen tegn på, at nødlem eller kabinedøre havde været åbnet efter start.

1. marts 1944 Narsarsuaq Air Base

En større mængde USAAF-fly skadedes den 1. marts 1944 i Narsarsuaq af en fønvind.

• 40 stk. Boeing B-17 Flying Fortress
• 24 stk. Consolidated B-24 Liberator

24. marts 1944 Narsarsuaq Air Base

Et RAF-fly af typen Douglas A-20B Boston havde 24. marts 1944 et uheld ved landing i Narsarsuaq.

9. april 1944 Graah Fjord i Sydøstgrønland

Et fly af typen Boeing B-17 Flying Fortress var den 9. april 1944 på en overflytningsflyvning fra Goose Bay til Keflavík, men undervejs for piloten vild pga. radioproblemer og forringet vejr, så flyet løb tør for brændstof og endte med en mavelanding i Graah Fjord eller Lageons Fjord i Sydøstgrønland, hvor flyet sank igennem isen og alle overlevede.

Flyet blev muligvis lokaliseret i august 1999, men ikke bjærget.

7. okt. 1944 Davisstrædet

På grund af motorproblemer nødlandede et fly af typen Douglas C-47B-5-DK lørdag den. 7. oktober 1944 i Davisstrædet 112 km vest for Narsarsuaq, hvor mindst en af de ombordværende omkom.

21. nov. 1944 Narsarsuaq Air Base

På en overflytningsflyvning fra Goose Bay til Narsarsuaq ødelagdes et fly af typen de Havilland DH.98 Mosquito-B Mk 25 ved ankomsten, da det kørte af landingsbanen.

Amerikanske flyulykker efter 2. verdenskrig

De fleste ulykker har at gøre med de amerikanske luftbaser i Thule, Sondrestrom (lukket 1992) og Narsarsuaq (lukket 1958).

21. feb. 1947 Nordvestgrønland

Kee Bird på Commons

De 11 besætningsmedlemmer i et amerikansk spionfly af typen B-29 Superfortress overlevede en nødlanding i Daugaard-Jensens Land i det nordvestlige Grønland 300 km nord for Thule Air Base den 21. februar 1947, efter de fra Ladd Army i Fairbanks i Alaska var sendt på en mission over Nordpolen mod Sovjetunionen. Besætningen evakueredes efter 3 dage og flyet efterlodes i den øde arktiske tundra.

I 1994-1995 foregik et ambitiøst restaureringsarbejde på havaristedet, som kulminerede 21. maj 1995 med et startforsøg der skulle have bragt flyet i sikkerhed, men som gik helt galt, idet der opstod en brand bagerst i flyet, der ikke stod til at redde og udbrændte.

9. dec. 1948 Grønlands indlandsis

Et fly af typen Douglas C-47A-35-DL fik motorproblemer den 9. december 1948 og nødlandede på Grønlands indlandsis.

13. dec. 1948 Grønlands indlandsis

Et fly af typen Boeing SB-17G Flying Fortress, som var udsendt for at redde besætningen fra Douglas C-47'eren havarerede også, vistnok da det havde det første fly på slæb.

De 12 nødstedte blev alle evakueret den 27. december af en Waco CG-15.

maj 1951

De Havilland Mosquito.

Vraget drev til havs.

maj 1951

Mosquito BGPC nær Prins Christians Sund.

sep. 1952

C-47 sank i havet.

sep. 1952

Handley Page Hastings L-510 RAF landet på isen i nord.

Halen synlig, flykrop brugt som depot.

juni 1953

North American F-86 Sabre, BGJH nær Julianehåb på vej mod Narsarsuaq.

Kollision hvor 1 omkom og 1 sprang ud med katapult.

juli 1953

C-47.

feb. 1954

C-47.

april 1954

PBY-5A brændt.

12. sep. 1954 Thule Air Base

Søndag den 12. september 1954 omkom 10 ud af ialt 15 ombordværende, som i et USAF MATS-transportfly af typen Douglas C-124 Globemaster II var på vej fra Thule til Westover ved Springfield i Massachusetts, men styrtede ned kort efter starten.

Allerede 12 minutter efter starten meldte piloten om problemer og returnerede mod Thule Air Base, men 1 km før flyet nåede landingsbanen styrtede det ned.

april 1955

SC-47, F-86.

25 okt. 1956

Northrop C-119 Boxcar 2.5 nm grid nord for N-34 Site 51-8032A silver.

19. dec. 1956

Grumman SA-16A Albatross 15 nm SE TAB 51-5288A rescue a/c.

Ødelagt i 1300' line.

13. maj 1957 Vestgrønland

Copiloten var den eneste overlevende ud af 3 ombordværende på et United States Overseas Airlines-transportfly af typen Douglas C-54 Skymaster, som fra Broughton Island (ved Ellesmere Island) bragte diesel ud til en række DEW-radarstationer i Grønland og natten til mandag den 13. maj 1957 var på vej tilbage til Narsarsuaq, da flyet ramte et isfjeld i 1800 m højde (Paamiut/Frederikshåb-gletsjeren) og gled mere end 1 km inden det lå stille.

Inden ulykken indtraf havde copilot og reserve-pilot byttet plads mens flyet var i 3,3 km højde for at copiloten kunne lave noget papirarbejde og umiddelbart inden styrtet, skiftede de tilbage igen.

Den overlevende copilot gemte sig i flyets bagende i 12 timer inden redningen nåede frem.

29. juli 1957

d. H. Canada L-20 Beaver 65 sømil øst for Tuto Wings trukket tilbage.

25. nov. 1957

Northrop F-89 Scorpion nær TAB eksploderede.

Intet kan findes.

21. juli 1958

Douglas C-54 Skymaster.

Vraget brugt som øvelsesmål.

24. juli 1958

Piasecki H-21 Workhorse 534363. Silver/rescue.

Vrag ødelagt.

26. aug. 1959

SH-21 nær TAB 534372. Silver/rescue.

Vrag faldet i bugten.

12. jan. 1962 Kronborg-gletsjeren i Østgrønland

Et US Navy-fly af typen Lockheed P2V-5F Neptune, som fredag den 12. januar 1962 om morgenen lettede fra Keflavík med 12 ombord på en såkaldt ispatrulje efter sovjetiske ubåde planlagt til at vare 8 timer, forsvandt sporløst over Danmarksstrædet efter det sidste gang blev observeret af en radar 430 km nordvest for Island. En eftersøgnings-aktion, som varede i 7 dage, var resultatløs.

Først 4½ år senere den 8. august 1966 opdagedes vraget af den intakte flykrop tilfældigt på Kronborg-gletsjeren i Østgrønland af 4 geologer fra University of Oxford, som samlede nogen ejendele sammen og bragte dem til Island. Fra Keflavik organiseredes straks en amerikansk-islandsk bjærgningsaktion med isbryderen USS Atka i dagene 19. - 22. september, men imidlertid var der faldet omkring 1 meter sne, så det var en større udfordring at finde og udgrave 7 identificerbare lig og andre ligrester. Derefter sattes ild til vraget, som eksploderede. De uidentificerede ligrester begravedes i en fællesgrav på Arlington National Cemetery, hvor der sattes en sten med navnene på de 5 savnede.

I sommeren 1995 vendte en af geologerne fra den første ekspedition tilbage i en Grønlandsfly-helikopter og fotograferede flere ligrester.

Det blev dog først i august 2004, at en 16 mand ekspedition fra Norfolk i Virginia, fik bjærget de sidste ligrester, som sendtes til DNA-analyse i Pearl Harbor på Hawaii. Men først i 2009 afsluttedes tragedigen endeligt med en mindeceremoni i Jacksonville, Florida.

14. dec. 1962

Convair F-102 Delta Dagger forsvundet, sidste kontakt 25 sømil sydøst for Thulebasen.

14. dec. 1962

H-3 eller vistnok en H-43 Huskie forsvundet nær Thule.

17. dec. 1962

C-47 øst for Camp Tuto.

marts 1964

F-15B nr. 650 nær Narsarsuaq, intakt.

27. feb. 1967 og 15. feb. 1968 Grønlands indlandsis

Piloten overlevede, da han den 27. februar 1967 ombord i et amerikansk fragtfly af typen Aero Commander 680FL på en overflytningsflyvning var på vej fra Gander i Newfoundland til Narsarsuaq på grund af ekstremt vejr ikke kunne lande i lufthavnen og med minimal brændstof i stedet nødlandede på indlandsisen med landingshjulene oppe, vistnok ca. 100 km fra DYE 3-radarstationen. Piloten havde tilbragte 2 nætter på indlandsisen, da et redningsforsøg med et amerikansk C130D (Herkules-fly med påmonterede ski) gik galt, da redningsflyet sad fast på isen. De 3 nødstedte blev i stedet evakueret af en dansk Sikorsky S-61 redningshelikopter og redningsflyet bjærgedes senere.

Det canadiske bjærgningsfirma Crown Aviation købte det havarerede fly og genregistrerede det den 16. november 1967 i Canada, hvorefter de satte en bjærgningsaktion igang. Det 4 mands redningshold opgav at lande deres DC3 på indlandsisen ved DYE 3-radaren og landede i stedet i Søndre Strømfjord, hvorfra de blev fragtet ud til radaren og der lånte befordring det sidste stykke vej. De fik flyet gravet fri og motoren forsigtigt tøet op inden flyet forsynet med ski den 15. februar 1968 kunne lette mod Søndre Strømfjord, med piloten Dennis Bannock, som imidlertid styrtede ned over indlandsisen nær DYE 2 radaren.

Tilbage ved DYE 3 gik det op for de 3 andre bjærgningsfolk, at flyet var væk og med amerikansk redningshelikopter-assistance fløjet fra Goose Bay i Labrador indledte de en eftersøgning. Resultatet af eftersøgningen er uklart, men under alle omstændigheder forsvandt piloten sporløst, ligesom det alene til formålet oprettede bjærgningsfirma, uden at betale regningen for eftersøgningen.

aug. 1967

Aero Commander N362U brækket op.

21. jan. 1968 Wolstenholme Fjord ved Thule

Thuleulykken på Commons

De 6 ud af 7 besætningsmedlemmer i et fly af typen B-52 Stratofortress overlevede ved, efter ordre af 1. pilot John Haug, at skyde sig ud med katapultsæde fra 4 km højde nær Thule Air Base, efter at de måtte opgive at slukke en brand i cockpittet og de elektriske instrumenter satte ud, på en mission den 21. jan. 1968 som led i Operation Chrome Dome under den Kolde Krig, hvor flyet var læsset med 3 eller 4 brintbomber da det 5 timer tidligere lettede fra Plattsburgh i det nordøstlige hjørne af staten New York. Det forladte fly styrtede ned på havisen over Wolstenholme Fjord/North Star Bay ud mod Baffinbugten 12 km fra Thulebasen og eksploderede så der skete en større forurening, dog uden at de medbragte brintbombers radioaktive del detonerede.

Der forelå et større oprydningsarbejde bagefter under ledelse af den amerikanske generalmajor Hunziker kaldet 'project crested ice', hvor der indkaldtes mange danske Thule-arbejdere.

Branden i flyet var opstået i nogle puder, som flyets 3. pilot (sikkerhedsofficer) Alfred Joe D'Amario havde lagt over dyserne i cockpittets varmeapparat, som han selv skruede op for, da det blev for køligt. Under flyvningen havde 2. og 3. piloterne byttet plads og der var derfor ingen katapult til 2. pilot Leonard Svitenko, som ikke overlevede forsøg på at hoppe ud af flyets bundlem.

dec. 1968

Et vistnok canadisk bygget fly af typen Lockheed T-33A Silver Star havarerede i december 1968 på sydkysten af en sø ved Kangerlussuaq.

dec. 1968

Lockheed T-33A.

dec. 1968

Lockheed T-33A.

Vistnok på indlandsisen, hvor røde vragrester var synlige.

28. aug. 1976 Sondrestrom Air Base

På en såkaldt rotationsflyvning med et USAF-fly af typen Lockheed C-141 Starlifter fra McGuire i New Jersey til Thule Air Base og efter overnatning videre på en 2-timers flyvning til Sondrestrom Air Base, inden returrejse modsat vej, var der 8 besætningsmedlemmer og 19 passagerer ombord, heraf 5 danskere ansat af Danish Arctic Contractors og 7 grønlændere, hvoraf 4 var børn, da flyet lørdag den 28. august 1976 lige før middag lokal tid lagde an til landing i østlig retning på banen i Søndre Strømfjord, men efter berøring med baghjulene, men ikke næsehjulet, afbrød copiloten landingen, hvorved flyet stallede og ramte banen på skift med begge vingespidser inden det i et flammehav med bunden i vejret og halen rykket af udbrændte nord for banen i østre ende.

Ud af de 27 ombordværende døde 20 umiddelbart ved indebrænding og 3 døde efterfølgende, mens 4 overlevede, heriblandt flyets amerikanske navigatør, 2 grønlændere og den da 23-årige tømrer Bjarne Larsen fra Hjørring. Hans danske kollega Bjarne Beder nåede også ud, men døde senere som følge af sine forbrændinger.

Omstændighederne ved det katastrofale landingsforsøg er belyst i den amerikanske havarirapport, som beskriver flere tilfælde af pilotfejl, dels begået af den ret uerfarne andenpilot, som styrede flyet og ikke havde fået nok søvn, og dels kaptajnen som ikke sikrede, at forholdene var i orden. Som årsag fandtes også, at piloterne under landingen oplevede en optisk illusion, så de misforstod landingsbanens midtvejs krumning som enden af landingsbanen og derfor afbrød landingen ved pludselig at dreje flyrorets hældning inden motorkraften øgedes, hvilket er en forkert teknik, som førte til at næsen løftedes ekstremt højt og flyet lettede med efterfølgende stall. Herved ramte flyet landingsbanen med venstre vingespids først, brød i brand, kørte af landingsbanen og kom ud af kontrol, så det blev fuldstændig ødelagt.

Efter flyets stall i en vinkel af 45°, brækkede 3½ meter af venstre vingespids af, hvorefter flyet igen fløj 200 meter gennem luften, inden højre vinge gik i jorden og flyet smadredes 150 meter fra landingsbanens centerlinje. Flyet var tungt læsset med jet fuel, nok til hele returrejsen modsat vej hjem.

I øvrigt styrtede et søsterfly fra McGuire-basen ned i tordenvejr kort før ankomst til England stort set samtidig samme dag, hvor alle ombord omkom. [23]

Flyvevåbnets ulykker i Grønland

Se også grønlandsk helikopterulykke.

10. aug. 1963 Kap Desolation i Sydvestgrønland

De 6 besætningsmedlemmer og 6-7 passagerer omkom lørdag den 10. august 1963 kl. 16.36 lokal tid, da de i en af Flyvevåbnets vandflyvere af typen Consolidated PBY-6A Catalina var på vej fra Narsarsuaq til Grønnedal og skulle have været videre til Søndre Strømfjord, men kolliderede mod fjeldtoppen Kap Desolation på øen Nunarsuit i Sydvestgrønland.

24. okt. 1963 Narsarsuaq Lufthavn

Ved en hangarbrand i Narsarsuaq Lufthavn den 24. oktober 1963 mistede Flyvevåbnet de 2 Consolidated PBY-6A Catalinaer L-862 og L-864.

3. maj 1964 Upernavik

De 9 besætningsmedlemmer og 5 passagerer overlevede, da de i et af Flyvevåbnets 2-motors vandfly af typen Consolidated PBY-6A Catalina på en rundtur til Grønland var startet 20. april 1964 fra Værløse og mellemlandet i Keflavik, Reykjavik, Mestersvig, Station Nord og Thule, inden flyet den 3. maj på vej til Søndre Strømfjord fik motorudfald og sikkerhedslandede på åbent hav 10 km sydvest for Upernavik i Vestgrønland.

De 14 ombordværende reddedes af en amerikansk SA-16 Albatross og bragtes til Søndre Strømfjord, men 2 dage senere blev det havarerede fly skruet ned af havisen.

Eksterne links

• Samtidige aviser (a)

• Omtale i nyere aviser eller medier (n)

• Omtale i bog (bog)