Om udfordringer og dueller

1.

Hvo som udfordrer nogen i duel enten til hest, eller fods, i hvo han og er, og i hvad årsag han og dertil kan synes at have.

Og den, som møder, når han i så måder enten mundtlig, eller skriftlig, bliver udfordret, have forbrudt deres bestillinger, som de have, tillige med al deres gods, rørendes og urørendes, så vel som deres liv, efter sagens beskaffenhed.

2.

De, som lade sig bruge til sekunderer, og møde på stedet, og ikke forhindre, at parterne komme til slagsmål, være lige straf undergivne.

3.

Hvo som lader sig bruge til at ankynde udfordringen, enten mundtlig, eller ved åben kartel, bøde tre hundrede lod sølv, og hvis han ikke har penge at bøde med, da straffes med fængsel i tre måneder.

Er det lukket kartel, som nogen frembær, og han gør sin højeste ed derpå, at han ikke viste hvad den indeholdte, være angerløs.

4.

Ingen, som omkommer i nogen duel, hovedmand, eller sekunderer, må enten i kirken, eller på kirkegård, begraves.

5.

Den, som udfordres og ikke møder, skal aldeles være fri for al ond eftertale, og det bør ikke at komme hans ære og respekt til nogen forklejning i nogen måde, så som den, der hørsommelig sig efter loven har forholdet.

Og hvis nogen skellig overbevises at have ham derfor ilde eftertalt, da bør den at lide på sin ære.

6.

Hvo som giver årsag til udfordring, så som, at han uden årsag begynder nogen klammeri, og enten med ærerørige og skældsord, eller og med gerning, så som, med ørefigen, pryglen og deslige, nogen angriber, og ilde med ham handler, skal derfor straffes på penge, med fængsel, med sin bestillings fortabelse og anden hårdere straf, efter sagens beskaffenhed og den forurettedes stand og kondition.

Og skal derforuden med afbedelse og anden erklæring efter dommerens sigelse gøre den, som således forurettet er, nøjagtig satisfaktion.

7.

Hvo som nogen videnskab har om sådanne dueller og slagsmål, være sig værterne i offentlige herberger, eller kroer, eller og de, som findes i sådanne samkvemmer, hvor anledning til udfordringer og slagsmål gives, skal det betimelig dem, som jurisdiktion på de steder have, åbenbare, at ulykke kan forekommes. Dølge de det, betale fuld mandebod.

8.

Alle kongens embedsmænd, som nogen jurisdiktion have, civil eller militarisk, i købstæderne og på landet, på de steder, hvor sådanne tvistigheder indfalde, skulle alvorlig under deres bestillingers og besoldningers forbrydelse holde over dette, som her forskrevet står, og først af yderste magt forhindre, at ingen sådan slagsmål sker, men skaffe den forurettede ret, så snart det for dem angives.

9.

Er den skyldige af adel, eller lige ved adel privilegeret, da skal amtmanden, i hvis amt det forefaldet er, straks kalde tvende næst bosidende af adel, eller lige ved adel privilegerede, til sig, og uden ophold med dem dømme i sagen.

10.

Er den skyldige i virkelig krigstjeneste, skal der straks holdes standret over ham af den højeste krigsofficerer, som er næst ved hånden, være sig general, oberst, oberstløjtnant, major, ritmester, eller kaptajn.

11.

Er den skyldige af anden stand og forurettelsen er sket på landet, da skal herredsfogeden være forpligtet straks at holde ting, endog det ikke rette tingdag er, og dømme i sagen. I lige måde skal byfogeden, eller andre dommere i købstæderne, forholde sig, om forurettelsen er sket i købstad.

12.

Vil den skyldige indstævne dommen til højere ret, da bør det ham ej at tilstedes, med mindre han stiller nøjagtig borgen for sig, eller bliver borgen for sig selv.

13.

Processernes omkostning betaler den skyldige til den forurettede skadesløs.