Forskel mellem versioner af "Om vildfarende lære, gudsbespottelse og trolddom"
Hp (diskussion | bidrag) |
Hp (diskussion | bidrag) m |
(Ingen forskel)
|
Nuværende version fra 24. mar 2012, 16:13
Ingen i hvem det og være kan, som overbevises at være affalden til den papistiske religion må tage nogen arv, men den skal være forfalden til hans næste slægt og arvinger.
Men har han arvet, før end han forandrer sin religion, da beholder han arven.
Dog skal han ikke må bo i kongens riger.
Findes nogen på jesuitiske steder at have ganget i skole, eller studeret, da skal den ikke til noget kald, enten i skolerne eller kirkerne, betros.
Munke, jesuitter og deslige papistiske gejstlige personer må under deres livs fortabelse ikke her i kongens riger og lande lade sig finde, eller opholde. Hvo vidende sådanne personer huse og herberge, eller stede dem plads til deres romerske ceremonier at fulddrive, straffes som de, der huse fredløse.
I lige måde skulle under samme straf alle andre særlige samkvemme til nogen anden religions øvelse, eller prædiken, end den, som i den anden bog ommeldt er, være afskaffede.
Dog er ikke forment fremmede herrers gesandter, eller ministres, som sig ved kongens hof opholde, eller residere, og er af anden religion, at de jo for dem og deres egne tjenere i deres huse deres religions øvelse og hvis tilhører må bruge.
Dog at ingen prædiken holdes uden på deres eget sprog.
Men uden deres logementer og huse, eller for andre, end de fremmede ministres og deres egne tjenere, må deres præster hverken prædike, eller sakramenterne uddele, eller nogen anden sådan guds tjeneste sig understå at forrette, meget mindre af præster, eller andre tjenere, til disse rigers og landes religions foragt noget forargeligt foretages. Sker noget af sligt, og det ikke af den fremmede ministre bliver tilbørligen straffet og rådet bod på, da vide sig det selv, om kongen ved andre midler skulle forårsages sin lovs lydighed og observans, som andre potentater i deres lande i lige tilfælde bruge, at erholde og bevare.
Og forbydes alvorlig, at ingen, som ikke er nogen fremmed ministre egen betjente, må bruge denne frihed i deres huse, eller uden for bruge, eller søge, nogen fremmed religions øvelse, om de endskønt er af samme religion, og allermest de, som er af disse rigers og landes religion, at de, af hvad prætekst det være kunne, ikke skulle lade sig finde på de steder, hvor og når sådan fremmet religions øvelse forrettes, under den straf, som kongens lovs modvillige foragtere fortjene.
Kongens ceremonimester skal ikke forsømme, hvor nogen fremmed minister, som anden religion bruger, sig opholder, ham på bedste manér at informere, at ingen med nogen uvidenskab skulle have årsag sig at undskylde.
Hvem som overbevises at have lastet gud, eller bespottet hans hellige navn, ord og sakramenter, ham skal tungen levende af hans mund udskæres, dernæst hans hoved afslås, og tillige med tungen sættes på en stage.
Har nogen sin hånd til nogen sådan guds foragt brugt, da bør den og af ham levendes at afhugges, og hos hovedet på stagen fæstes.
Befindes nogen troldmand, eller troldkvinde, at have forsoret gud og sin hellige dåb og kristendom, og hengivet sig til djævelen, den bør levendes at kastes på ilden og opbrændes.
Hvo som bruger nogen galne indbildede kunster med forsæt at ville forgøre og skade en anden, have sin hovedlod forbrudt.
Og er det mandsperson, da straffes han med jern og arbejde på Bremerholm, eller andet sådant sted, sin livstid.
Er det kvindesperson, straffes i lige måde i spindehuset.
End bryde de ud, eller bortløbe, straffes på deres liv, om de kan antræffes.
Dersom nogen befindes med signen, manen, målen, igen visning, visse dages udvælgelse, karakterers misbrug, at omgåis, og i sådanne mistænkte kunster kyndige og forfarne at være, og dem øve og bruge, da skulle de have forbrudt deres boslod, og rømme kongens riger og lande.
De, som er sådanne folks medvidere, og deres råd og kunster til sig, eller andre, bruge, eller bruge lade, skulle første gang stå åbenbar skrifte, og give til næste hospital to tusinde lod sølv, om de middel dertil have, ellers efter deres yderste formue. Befindes nogen anden gang i samme forseelse, da straffes den ligesom de, der sådan ugudelighed og dårskab øve.