Forskel mellem versioner af "Om fællesgods og pant og gæld"
Hp (diskussion | bidrag) |
Robot (diskussion | bidrag) m |
||
Linje 6: | Linje 6: | ||
Men alt det, en [[mand]] [[pantsætte]]r på [[tinge]]t, skal han også løse på [[tinge]]t. | Men alt det, en [[mand]] [[pantsætte]]r på [[tinge]]t, skal han også løse på [[tinge]]t. | ||
<noinclude> | <noinclude> | ||
− | [[ | + | [[Kategori:Jydske Lov]] |
</noinclude> | </noinclude> |
Versionen fra 23. feb 2013, 23:59
Med hensyn til fællesgods og pant og gæld - hvis nogen rejser sag på tinge og påstår, at han har lånt en anden sine penge eller sin hest eller andre ting, hvad det end kan være eller sat dem i pant - da er den sagsøgte pligtig til at udlevere så meget som han indrømmer og give tolv mænds ed derpå, men bliver han fældet ved edsbeviset, skal han udlevere alt det, der er rejst sag om.
Men lader han dér gå dom i sagen og sidder den overhørig og ikke udreder inden lovdagen, da er han pligtig til at udrede tre mark til bonden, ud over det der er rejst sag om, og tre mark til kongen, som om han var fældet af nævninger, og derefter må der tages nam, hvis sagen er lovligt behandlet på tinge.
Men er der aftalt edsbevis, og det ikke er sket på tinget, da er den ikke lovligt behandlet. Men alt det, en mand pantsætter på tinget, skal han også løse på tinget.